Man skal vel spise

[Hector Attwater]

Erica Owens

Hector havde kontaktet både Maggie og Philippa og fortalt dem de skulle holde sig væk og brænde beskeden bagefter. Han var derfor efterhånden desperat efter at få noget at spise og var blevet nødt til at tage hen til Den Tørstige Hat i et forsøg på at finde noget at spise i skraldespandene. Han havde ikke transfereret derhen, men gået gennem den kolde vinternat, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Kamuflage besværgelsen gjorde ham praktisk talt usynlig, selvom hans sko efterlod spor i den nyfaldne sne og hans rumlende mave afslørede hvor han befandt sig.

Skraldespandene var ikke det bedste valg, men det var det eneste, han turde ikke banke på og spørge efter den unge heks, ikke nu han havde set at ministeriet havde sat en eftersøgning igang. Han skulle bare finde en masse rester i skraldet og så var han smuttet så hurtig som muligt. Derfor rodede han så stille som muligt igennem de gamle madrester og så sig konstant over skulderen i tilfælde af nogle ville dukke op.

[Erica Owens]

Erica kom endnu engang meget, meget sent hjem. Madam Isla Kinnaird havde ikke for vane at gøre arbejdsbyrden let og Erica havde villet sikre sig at alt var på sin plads til den efterfølgende dag, så dagen kunne starte på en god måde og uden forsinkelser, der kun ville ende i problemer for Ericas eget vedkommende.

Træt og uden meget overskud dukkede hun op i pejsen i krostuen, der for længst måtte være affolket. Hun gik kun gennem køkkenet for at drikke et glas vand inden hun ville fortsætte ovenpå, da en lavmælt lyd fra bagdøren tiltrak hendes opmærksomhed. Hun stivnede svagt og lyttede igen, indtil en lignende lyd gentog sig. Hun havde hørt den lyd før og med nylige informationer i baghovedet trak hun sin tryllestav og gik så stille som muligt mod døren. Hun åbnede den uden at tage kæden af, stadig med tryllestaven knuget i den ene hånd.

"Hvem der?"

[Hector Attwater]

Da Hector hørte døren blive åbnet stod han øjeblikkeligt stille, med tryllestaven i den ene hånd og en gammel kanelbolle i den anden. På trods af hendes gæstfrihed forleden dag, kunne han ikke forestille sig at hun ville gøre det samme for ham nu, men så alligevel, han var for sulten til at lade chancen passere.

"Det er mig. Hector" Svarede han uden at tænke over han aldrig havde præsenteret sig. Et øjeblik senere havde han fået besværgelsen til at forsvinde, så hun kunne se ham i den mørke aftenluft. Han var ikke ligefrem et kønt syn, han havde ikke spist godt efter han havde forvandlet sig og alt han havde formået var at barbere sig, så han i det mindste ikke lignede en vildmand. Han hævede ikke sin tryllestav, men hvis hun havde tænkt sig at angribe ham, ville han blive nødt til at fordufte så hurtigt som muligt.

[Erica Owens]

Ericas grumme formodning blev bekræftet og hun trak vejret hurtigt ind, løftende tryllestaven en anelse. Den var stadig udenfor hans synsvidde og hun gjorde intet for at fjerne den magisk fortryllede kæde fra døren. I stedet tog hun et halvt skridt tilbage og betragtede ham gennem svagt sammenknebne øjne.

Hun var ikke nogen frygtsom, lille kattekilling, men hun var heller ikke et fjols. Hun var varsom. "Lad være med at tale som om, at vi kender hinanden," hviskede hun mellem sammenbidte tænder. Det ville hun ikke have en sjæl til at tro. Det ville hun ikke risikere for sig selv. "Du er eftersøgt af ministeriet, er du. Hvorfor skulle jeg ikke melde dig med det samme?" Hun rankede sig lidt, mere sikkert end hun følte sig.

[Hector Attwater]

Hectors opgivende blik var næsten ikke til at se i skæret fra månen, han var ikke sikker på hvordan han skulle kunne forklare sig overbevisende, han havde alt imod sig. Ministeriets autoritet var svær at modsige.
"Hvis jeg sagde jeg var uskyldig, ville du så tro mig?" Sagde han afdæmpet og så hende direkte i øjnene. "Min eneste forbrydelse er at jeg er en varulv. Hvis du virkelig mener jeg er farlig, så send en ugle til ministeriet. Jeg har ikke længere noget at miste, de har allerede taget alt fra mig jeg holder af." Han kiggede ned på kanelbollen og kastede den tilbage til skraldespanden, hvorefter han løftede hagen og ventede på hun gik ind for at sende en besked afsted.

[Erica Owens]

Erica var klar med en skarp kommentar, men nåede aldrig at komme med den. For det rodfæstede Hectors ord sig for grundigt og farven drænede fra hendes ansigt, såvel som hendes hår. Det gik fra den skrapgrønne farve til en næsten hvid, der ellers var ganske atypisk fra den meget farvestrålende karakter Erica Owens udgjorde.

Hun forsøgte tydeligt at bearbejde den nye information og var alt andet end trådt tættere på åbningen i døren. Hendes kæbe var spændt og hun så ud til at have kvalme, men dog spillede en lille smule tvivl i hendes blik. "Alle forbrydere påstår vel, at de er uskyldige." Hendes stemme var lavmælt og overraskende rolig, selvom den havde en tydeligt mistænksom tone. "Varulve gør forfærdelige ting ved folk. Hvorfor skulle jeg tro på, at du var anderledes?"

[Hector Attwater]

Hector så forbløffet på hende mens farven forsvandt fra hendes hår og han overvejede om hans ord rent faktisk havde gjort indtryk på den unge heks. Hun virkede ellers så fordomsfuld, hvilket hendes næste ord også bekræftede.
"Mennesker gør forfærdelige ting ved hinanden. Det har vi altid gjort." Svarede han roligt og var upåvirket af den kolde vind der fik hans kappe til at blafre.
"Du tilbød mig hjælp da jeg havde brug for det, jeg tror ikke du i virkeligheden er så meget i tvivl." Bemærkede han og så på hende med et undersøgende blik. Måske skulle han bare gå sin vej, men han havde et gennemtrængende behov for at tale sin sag, nu så mange mennesker troede han var farlig.

[Erica Owens]

Erica fnøs og mente ikke, at han vidste den første ting om hende. Hun lod sig dog ikke overbevise så let og det var tydeligt på det mistænksomme blik bag de let sammenknebne øjne. "Hvorfor ville ministeriet efterlyse dig, medmindre du havde gjort noget skidt?" udfordrede hun ham videre. Hun havde ikke tænkt sig at vade med hovedet først ind i en farlig situation.

"Jeg har hørt, at varulve bare bliver registreret. Ikke efterlyst." Hun hævede øjenbrynene bydende, med et lettere anspændt drag om munden. Hendes toneleje var dog stadig dæmpet, skønt hun for længst kunne have råbt højt nok til at nogen ville komme ned.

[Hector Attwater]

Hector var efterhånden løbet tør for tålmodighed, men han tog en dyb vejrtrækning og rynkede sine øjenbryn lidt. "Jeg kom til at skubbe en pige til juleballet. Coppernan, som er hovedassistent for kontrol af magiske dyr, hader mig som pesten i forvejen og har overbevist sig selv om at jeg angreb hende med vilje. En ung slytherin elev.. Hun forsvarede mig endda.. til ingen verdens nytte" Forklarede han og tilføjede derefter: "Jeg er blevet registreret, men jeg glemte et møde og det tog de ret alvorligt.. " Han kløede sig i håret og rynkede sine øjenbryn.
"Aftenen efter vi mødtes.. nægtede jeg at følge med en auror, fordi jeg vidste jeg ville blive smidt i en celle igen.. og så har de efterlyst mig.. Det er virkelig ikke en særlig spændende historie" Sagde han og blottede sine tænder i et skævt smil. "Ingen helte eller skurke, bare et dødkorrupt system"

[Erica Owens]

Erica kneb øjnene lidt mere sammen og så grundigt overvejende på varulven. I nogle lange øjeblikke var hun tavs, som hun forsøgte at finde frem til en beslutning og da hun havde taget den, var hun ikke umiddelbart sikker på, at det var det bedste valg. Hendes ansigtsudtryk var stadig skeptisk, undersøgende og hun smilede ikke, men på en eller anden måde virkede det alligevel mildere.

Hun lukkede døren, men kun for at tage kæden af og så åbne den igen. Tryllestaven var synlig i hendes hånd og hun gemte den ikke væk, men lod blot blikket glide ned over Hector. Hun bandede lavmælt, mest af sig selv, før hun slog et slag med hovedet og signalerede at han skulle komme ind. Hun havde ikke tænkt sig at blive fundet husende en efterlyst, men hun ville heller ikke spottes på åben gade. Denne gang gik hun dog ikke straks i gang med at finde mad frem til ham.

"Hvem var hun? Eleven?"

[Hector Attwater]

Han var på nippet til at gå, men så lagde han mærke til hendes mildere ansigtsudtryk, et syn han ikke havde set før, hvilket ikke var så underligt taget i betragtning af de situationer de havde mødtes i. Han gik så stille som muligt med indenfor og så på hende med et blik der skinnede af taknemmelighed. Han oplevede så sjældent et andet menneskes tillid at denne lille gestus overvældede ham.

"Jeg.. Hendes efternavn var Dearborn.. Fornavnet.. var noget med M. Kender du hende? Jeg har stadig ikke takket hende" Han så undersøgende på hende, de måtte være omkring samme alder og måske ville hun rent faktisk tro på ham hvis hun kendte den unge pige.

[Erica Owens]

"Magnolia," konstaterede Erica, med lettere sammenknebne øjne. Uanset hvad hun nu mente om den yngre kvinde, så havde hun altid virket så... Retskaffen. Ikke desto mindre syntes det at bekræfte, at der var i hvert fald et gran af sandhed i Hectors fortælling. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet, mest af alt af sig selv.¨

"Fint. Lad os sige, at jeg tror på dig," konstaterede hun og foldede armene over kors. Hun lod blikket glide undersøgende over varulven og rynkede en anelse på næsen. "Om ikke andet, så fordi at ingen bør franægtes et bad så længe ad gangen." Hun så stadig en smule varsom ud, men ikke direkte fjendtlig. "Det kan du få og lidt at spise, men jeg sværger at det går værst ud over dig selv, hvis du fortæller nogen, at jeg har hjulpet dig."

[Hector Attwater]

"Ja - Magnolia" Udbrød han og smilede ved tanken om den unge heks der havde forsøgt at støtte ham i en situation hvor han havde følt sig mere magtesløs end han nogensinde havde prøvet før. Han måtte huske dette navn, hvis han nogensinde stødte på hende igen. Da hun nævnte en mulighed for bad blev han pludselig akavet bevidst om at slet ikke var præsentabel og nok lignede en vildmand, på trods af at han havde formået at barbere sig. Han skar derfor en undskyldende grimasse, inden han blottede tænderne i et smil.
"Det er forstået." Bemærkede han og så på hende med et glimt i øjet. "Det er dig der bor her, så du bestemmer" Tilføjede han og trak på skuldrene, mens han kløede sig lidt i nakken. "Men både bad og mad lyder virkelig rart."

[Erica Owens]

Det var utrolig hvilken forskel det gjorde på Hectors ansigt, da han smilede og det forundrede Erica i et øjeblik og det tog hende et øjeblik, før hun fandt tilbage, rømmede sig og gav ham sit tilbud. Hun nikkede en enkelt gang, da han bekræftede og så undersøgende på ham. Hun var ikke helt sikker på situationen og hun vidste ærligt ikke, hvorfor hun hjalp. Hun havde ikke just nogen sympati for flygtninge.

Vejene var uransagelige, men hun kunne ikke tage sig af det nu. "Min familie sover ovenpå, så du skal være stille," fortsatte hun formaningerne, men stak - med tydelige forbehold - tryllestaven tilbage ind under kjolen, før hun nikkede i retning af trappen. Hun turde ikke lade ham bruge det bad, der tilhørte gæsterne, hvis nogen af dem fandt ham, så det måtte være familiens. Forhåbentlig ville en besværgelse være nok til at de ikke opdagede noget.

Ellers havde hun i den grad et forklaringsproblem. Hun holdt en finger signalerende op for læberne, da de nåede toppen af trappen og så sig omkring. Der var helt stille og hun følte sig modig nok til at fortsætte og åbne døren ind til badeværelset. "Der er håndklæder i skabet," hviskede hun, med et lettere anspændt ansigtsudtryk. "Lad være med at gå ud, før jeg kommer tilbage."

[Hector Attwater]

Hector smilede for sig selv over hendes konstante formaninger og var forbløffet over at finde hende en anelse kær, mens hun forklarede ham det åbenlyse. Hun vidste selvfølgelig heller ikke at han var tidligere auror og havde håndteret lignende situationer før, selvom det ikke havde været forældre han skulle skjule sig for. Han betragtede hende med den mest alvorlige mine han kunne præstere og listede med op af trappen.

Han smilede drillende da han gik forbi hende ind på badeværelset. "Bare rolig, jeg går ingen steder" Sagde han og løftede sine øjenbryn mens han vendte sig mod hende og gik hen til skabet for at finde et par håndklæder frem. Derefter vendte han ryggen til hende og trak sin skjorte over hovedet. Det var ikke ligefrem ideelt at påklæde sig beskidt tøj efter et bad, men han havde ikke rigtig andet valg.