|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 11, 2015 20:05:38 GMT 1
Løvinden nåede ikke at standse et lille fnis over synet af Alastair, der endnu engang tabte tråden ved hendes berøring. Lykkeligt nød hun deres øjenkontakt. Det var underligt med ham. Selvom hun normalt ikke var voldsomt begejstret for at holde øjenkontakt, var det helt rart med ham. Der var ikke på samme måde et behov for at se rundt på alt andet i lokalet.
Hans læbers flygtige berøring var på ingen måde nok til at stille Alana tilfreds, og da Alastair trak sig tilbage, fulgte hun forsigtigt efter og indtog hans læber igen - denne gang mere bestemt, mere krævende. Hendes frie hånd strøg forsigtigt op over hans brystkasse.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 11, 2015 22:02:26 GMT 1
Alastair havde bragt hånden op for at stryge Alanas kind, men da hun genoptog kysset, denne gang mere insisterende, endte den med at hænge tøvende i luften et splitsekund, før den søgte op i hendes lilla lokker. Som han begyndte at bevæge sine læber mod hendes, løb han sine fingerspidser over hendes hovedbund.
Han knugede hendes hånd i sin og flyttede lidt på sig i et forsøg på at komme tættere på hende. Så tog han modet til sig og lod sin tungespids løber over hendes underlæbe.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 11, 2015 22:10:27 GMT 1
Det gav et sug i løvindens nedre maveregion, da Alastairs fingre pludselig vikledes ind mellem hendes hår og strøg mod hendes. Prøvende rykkede hun sig tættere på ham, før hendes ben skiltes og det ene lagde sig over hans lår, så hendes skinneben søgte ned mellem hans.
Så mærkede Alana slangens læber skilles, før en tungespids forsigtigt strøg over hendes underlæbe. Heksen stivnede et kort øjeblik, før hun i tavs tilladelse åbnede læberne og lod sin egen tungespids løbe hans i møde. Det gav et behageligt sug gennem hendes krop, da deres tunger mødtes og hendes spinkle fingre lukkedes om hans skjorte, mens hun forsøgende trak ham tættere.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 11, 2015 22:27:45 GMT 1
Alastairs indre sprudlede af lykke da han mærkede Alanas tungespids komme hans i møde og han havde en hel klar følelse af at de sagtens kunne blive siddende sådan for evigt.
Desværre havde deres kroppe nogle naturlige begrænsninger af hvilke man først og fremmest bør nævne iltbehov. Da Alastair begyndte at føle sig lidt svimmel attribuerede han det til hele den eventyrlige situation med den violette løve, men han måtte meget snart indrømme at hans lunger higede efter luft.
Modvilligt brød han kysset og trak sig lige akkurat langt nok ud til at deres næser stadig var i kontakt.
"Wow.." Sagde han en anelse stakåndet.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 11, 2015 22:50:32 GMT 1
Alanas åndedræt blev langsomt mere ujævnt og besværet, som deres tunger og læber kælede for hinanden. Det sekund deres læbers kontakt brød, hev hun luft ind. Heksen nikkede med et saligt smil om læberne. Bevægelsen rykkede hendes næsetip op langs hans næseryg.
Forsigtigt rykkede hun tættere på Alastair, var næsten kravlet op på skødet af ham. Fingrene slap langsomt deres tag i hans skjorte, mens blodet skyllede op i hendes kinder. "Ja," hendes åndedræt var stadig ujævnt. "Jeg kan virkelig godt lide dig, Alastair." Så forlod ordene hende. Ordene, hun havde tænkt over siden togturen, hvor han havde fortalt hende, han var forelsket i hende.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 12, 2015 11:22:05 GMT 1
Alastairs fingre var håbløst filtret ind i Alanas hår og han så ikke hvordan de overhovedet kunne komme fri foreløbigt. Hun var så tæt, så tæt og han kunne mærke at hans ører glødede. Igen føltes hans slips alt for stramt, men denne gang kunne han ikke gøre noget ved det. Han sank en klump.
Og stivnede lidt da hun atter talte. Det var ikke ligefrem helt ny information for ham, ikke efter det kys, men det var stadig helt fantastisk at høre hende sige det.
"I lige måde.." svarede han med et ansigtet der lyste af lykke, "..Men det vidste du vist allerede.."
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 15, 2015 21:23:07 GMT 1
Alana nikkede forsigtigt, stadig åndeløs. Forsigtigt rakte hun hånden op og kørte den igennem hans krøller. En lille del af hende forstod pludseligt godt Jennas forkærlighed for krøller. Eller.. I hvert fald, når de sad på Alastair. Hun strøg fingerspidserne over hans hovedbund, før håndefladen fandt hans kind.
"Det gør mig stadig glad at høre dig sige det." Alana smilede til ham. Det var svær ikke at føle sig som en storsmilende idiot i hans selskab, men hun kunne simpelthen ikke lade være. Prøvende strøg hun læberne over hans kind, før hun trak sig en smule fra ham. "Du gør mig glad."
|
|
