Sen aften

[Alastair Ó Catháin]

Tag: Alana Maverick-Bones

Aftenen var så småt faldet over fællesstuen, så småt affolket til fordel for kollegiernes opholdsstuer, med enkelte undtagelser: weirdoes og loners..
..Og så Alastair, der på ingen måde havde nok selvindsigt til at placere sig selv i nogen af disse kategorier.
Personligt sad han med ansigtet begravet i ikke en eller to men tre forskellige massive bøger. Det var også tydeligt på ham at det ikke var en tilstand han normalt fandt sig i; han så absolut udmattet ud. Hans øjne sad dybt, hans mund hang halvåben, hans blik løb igen og igen over den samme ene sætning.
Han gabte træt og strakte sig og bladrede så videre i den nærmeste af bøgerne.
"Urgh.." Udbrød han frustreret og sank sammen med ansigtet hvilende direkte i tomens sider.

[Alana Maverick-Bones]

Alana havde allerede trukket sig tilbage til de bløde, vinrøde sofaer foran pejsens beroligende knitren. Skolestart var altid hårdt lige efter ferien, så hun havde søgt mod løvernes hule direkte efter aftensmaden. Det var dog først nu, da hun kunne sætte et lille, nydeligt kryds ud for Besværgelser på sin to do-liste og rykke videre til eliksirer, at det gik op for hende, hendes bog stadig lå nede i Fællesstuen. Normalt glemte løvinden aldrig noget, og det irriterede hende, at hun først havde opdaget det så sent.

Stadig med irritationen hængende som en sky over hovedet, trådte hun ind i fællesstuen. Så forsvandt al irritationen fra hendes sind. Men hvad, hvis han troede, hun stalkede ham? Hurtigt fik hun tørret smilet væk, og fortsatte igennem fællesstuen, som havde hun ikke set ham, nåede bordet, hvor hendes bog lå og trykkede den ind mod sit bryst.

[Alastair Ó Catháin]

"Uuurgh.." Gentog Alastair, som om det skulle hjælpe ham med at genfinde modet. Det gjorde dog ingenting for at finde det han skulle i bøgerne eller - vigtigere endnu - at fylde det tomme pergament der lå på bordet foran ham.
Nu var det nu. Nu tog han sig sammen.
Han satte sig op og rystede på hovedet før han, fuldkommen blind for sine omgivelser, kastede sig energisk over bøgerne foran ham. Han læste en hel side, han forstod næsten det hele - det gik super godt. Så kom han til næste side..
"Urgh.." Mumlede han.

[Alana Maverick-Bones]

Ud af øjenkrogen listede Alana sig til et blik på Alastair, der stadig ikke lod til at have ænset hendes tilstedeværelse. Irritationen fra før begyndte langsomt at komme tilbage. Altså hvad skulle man gøre, for at få den drengs opmærksomhed? Nu begyndte han også at ralle.

Et par sekunders overvejelser. Så satte hun i bevægelse over mod slangen. Foran Alastairs bord stoppede hun, tøvede. Hvad i alverden skulle hun sige nu? Hej? Det virkede bare så tamt. En finger trak en lok af violette hår om bag øret, nervøs for hans reaktion på den nye farve. Det var immervæk meget forskelligt fra hendes normale farve. Forsigtigt rømmede hun sig. "Hej." Jep, det lød lige så tamt som hun havde forestillet sig.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair så op. Blinkede. Owens..? Nej håret var for langt og han kendte de øjne..
"Alana?" Sagde han overrasket og kom så hurtigt på benene at det vippede en af bøgerne ned fra bordet. Han fumlede efter den og formåede at gribe den mod sit lår, den blev hurtigt lagt op på bordet og glemt til fordel for skønheden overfor ham.
"Du har farvet dit hår.." Observerede han dumt. Lilla. Det havde han ikke ligefrem regnet med, men når det var sagt.. Alastair skævede rundt i rummet men der var ingen øjne på dem så han tog hendes hænder i sine. "Det ser godt ud."

[Alana Maverick-Bones]

Tænderne tog straks fast i hendes kind, da Alastair hævede blikket. Nu var det for sent. Ordene var derude, opmærksomheden var fanget. Nervøst trippede Alana under hans blik, afventede en reaktion. Et smil brød frem gennem nervøsiteten, og hun nikkede. '

En rosa nuance indtog hendes ansigt, da slangen komplimenterede det nye hår. Jenna havde haft ret - han ville aldrig synes mindre om hende udelukkende grundet en ændring i hårfarven. Smilet voksede, og hun så ned mod deres hænder. "Virkelig?" Prøvende viklede hendes fingre sig ind mellem hans. Så han ville åbenbart også gerne ses med hende på skolen? Det var svært ikke at grine. Hellige hippogriff, hvor hun måtte smile dumt lige nu.

[Alastair Ó Catháin]

"Mhmm.." Svarede Alastair og gav Alanas hænder et kærligt klem. Det var mest kommet som en overraskelse fordi at han ikke helt havde set hende som typen der farvede sit hår. Men nu hvor hun stod foran ham i al sin violette pragt. Tjah..
Alastair slap hendes ene hånd for afprøvende at række op; han strejfede blidt hendes kind før han tog en lilla lok mellem sine fingre. Nu havde han ikke haft lejlighed til at røre specielt meget ved Alanas hår før, men det føltes overraskende.. det samme; i forhold til hvor anderledes det nu så ud.
"Skal jeg så også farve mit hår nu?" Spurgte han med et grin, "Vi kunne matche.."

[Alana Maverick-Bones]

Alana fulgte opmærksomt hans hånd, som Alastair rakte ud efter hendes ansigt. Den flygtige berøring havde sat gang i et hav af sommerfugle, der sitrede igennem hendes mave. Hendes ansigt blev en nuance mørkere.

"Det behøves du ikke," grinede hun og tilføjede så "Det var lidt en ting, jeg gjorde med Jenna." Det gik op for løvinden, at de stadig stod på hver side af bordet, og hun slap kortvarigt hans hånd, for at gå over på hans side. Forsigtigt satte hun sig i sofaen og lagde benene over kors. "Hvordan kan det være, du stadig er hernede?" Nysgerrigt gled hendes blik over de mange åbne bøger.

[Alastair Ó Catháin]

Et bredt grin var dukket op på Alastairs ansigt da det gik op for ham at han ikke engang havde præsenteret sit projekt ordentligt for Alana. De havde haft travlt med alt muligt andet, apropos hvilket var han en smule ærgerlig da deres hænder slap kontakten.
"Du har hørt om Røverkortet, ikke?" Spurgte han med begejstringen generelt tydelig på hans træk, "Super vigtigt under anden troldmandskrig.. Nu forsvundet."
Han pegede på bøgerne foran ham der omhandlede besværgelser på højt niveau og skabelsen af magiske artefakter.
"Jeg er ved at lave et nyt." Sagde han med et grin og gav sig til at rode i stakken med pergamenter der var skitser over skolens korridorer. Han havde egentligt kørt en smule død i projektet fordi han var kommet til den del af det der var udenfor hans egne kompetencer, men med Alana her ved hans side var det pludselig svært at lægge låg på hans entusiasme.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nikkede hurtigt som svar, mens hendes blik gled granskende over de mange skitser, tegninger og tekster, han havde om emnet. Selvom hun vidste, Alastair var intelligent, ville hun aldrig have troet, han var i stand til at lægge så grundigt arbejde i noget. Det var som om han pludselig blev lidt mere fantastisk foran øjnene på hende.

"Så det er derfor, du kender alle de steder." konkluderede hun fornøjet, før hun rykkede en anelse tættere på ham. Hun havde set sin mor gøre det over for sin far adskillige gange. Forsigtigt lagde hun en hånd lidt over hans knæ og blinkede langsomt med de blå øjne, fangede hans blik. "Vil du vise mig nogle af de steder?" Hver gang hendes mor havde den stemme fremme, sød som en kats spinden, fik hun sin vilje. Så godt som muligt kopierede Alana den.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair havde egentlig forberedt en spontant fremlæggelse af alt det arbejde han havde lagt i projektet, der så skulle føre op til hans problematik med de ting der var for teknisk svære til ham. Måske kunne han sågar spørge om hun havde lyst til at hjælpe ham, bare tanken om at arbejde på kortet sammen med Alana var nok til at få det til at boble inden i ham.
"Præcis.. Jeg har.." Men så gik han i stå. Han vidste ikke om det var hendes øjne, stemmen der føltes som et kærtegn, det konkrete kærtegn på hans knæ eller hvor tæt hun lige pludselig var, men på et splitsekund var hele Alastairs ordforråd reduceret til "Øhh.."
Hans mund var tør, hans øjne store og papirstakken foran ham var midlertidigt glemt som han blot stumt nikkede af hendes spørgsmål.

[Alana Maverick-Bones]

Ikke den ønskede effekt. Et kort øjeblik trådte forvirringen klart ind over hendes ansigt, før Alana trak sig lidt tilbage fra ham. De havde endnu ikke haft en snak om, hvordan og hvorledes deres forhold var eller hvad, hun kunne tillade sig i hans selskab eller ej.

Blikket fandt gulvet, mens hun trak en tot af det nyfarvede hår bag øret. "Undskyld," mumlede hun. "Det var ikke for at gøre dig ukomfortabel i mit selskab." Alana ville så gerne se op og læse Alastairs reaktioner og mimik, men hun turde ikke. Istedet betragtede hun sine tæer vride sig i de vinrøde ballerinaer.

[Alastair Ó Catháin]

"Øhh.. Ukomfortabel?" Gentog Alastair lidt forvirret og løsnede lidt på sit slips der pludselig sad alt for stramt. Han forstod ikke hvorfor hun pludselig undskyldte, men det begyndte så småt at gå op for ham at hvor kraftig en effekt hun havde på ham og at hun havde gjort det med vilje. Han krydsede diskret benene.
"Jeg er ikke ukomfortabel." Sagde han lidt hastigt, ærgerlig over at hun havde lavet en smule afstand imellem dem. Han havde stadig ingen idé om hvordan hun pludselig havde påvirket ham så kraftigt, men han havde bestemt ikke noget imod det.
Emneskift.
"Jeg vil godt vise dig nogle af de spændende steder." Sagde han med et grin.

[Alana Maverick-Bones]

Alana så op, da slangen begyndte at tale. Så småt begyndte smilet at vende tilbage til hendes læber, og hun rykkede op ved siden af Alastair igen. Hendes blik hvilede på hans læber, da han talte. Gad vide, om hun kunne tillade sig at trykke sine mod dem? Fingrene rodede nervøst ved kjolens kant.

"Virkelig?" Alana lyste lidt op ved tanken. Eventyr med Alastair. Han havde virkelig en underlig, let foruroligende effekt på hende, men hun elskede det. Smilet voksede betydeligt. "Jeg ville elske at se stederne med dig." Hun tog forsigtigt hans hånd. Det var underligt, når hun ikke helt vidste, hvor langt, hun måtte gå.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair skulle lige til at læne sig frem og bladre i papirerne efter idéer til hvor han ville tage Alana hen, da hun endnu engang tog hans hånd og han bare endte med at blive siddende og se hende ind i øjnene. Det var helt utroligt hvor længe han egentlig kunne være tilfreds med bare at sidde og nyde hendes tilstedeværelse, men lige i dette tilfælde var den spinkle kontakt alligevel ikke helt nok for ham.
Uden at tage det mindste hensyn til hvem der så dem lænede han sig ind i et forsigtigt, forsøgende kys.