|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 9, 2015 17:08:03 GMT 1
De rosa læber gled fra hinanden for at give Alastairsvar på tiltale. Hvad i alverden talte han så grimt til hende for? Så valgte Camille at åbne munden igen, og Alana vendt arrigt hovedet mod den jævnaldrende slange. Irritationen stod klar i hendes ansigt.
"Jeg troede, jeg bad dig holde munden lukket," vrissede hun kort for hovedet, før hun vendte blikket tilbage til Alastair. "Du behøves ikke lyve for mig. Alastair. Jeg troede bare, du var bedre end det her." De blå øjne så over mod Camille, og tilføjede så: "End hende her." Hun ville bare væk nu. Væk fra de her åndssvage slanger. Væk fra Alatstair og vigtigst af alt: væk fra Camille Thomas.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 9, 2015 18:18:29 GMT 1
"Hva.. Du.. J-.." Igen var Alastair alt for forbløffet til rigtig at vide hvad han skulle sige. Hele situationen var bare frustrerende og han kunne mærke at hendes ord sårede ham. Men jo mere hun talte desto mere gik han fra at være irriteret over konflikten, til at være det over Alana der ikke lyttede til ham.
"Hvad?" Lykkedes det ham endelig at sige, "Jeg lyver sguda ikke for dig! Hvad snakker du om?" Hans blik var rettet direkte mod Alana, gennemborende men bag det hele en smule tryglende.. Camille blev bare ignoreret.
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 9, 2015 19:20:54 GMT 1
Camilles øjenbryn fløj op i panden, da Alana bad hende om at holde mund. Ved den efterfølgende kommentar faldt hendes kæbe, så hun stod med åben mund, og ligesom Alastair ignorerede hende, ignorerede hun ham.
"Og hvad får dig til at tro, at du er bedre end alle andre?" afbrød hun køligt og trådte resolut ind foran løven, så hun måtte bøje nakken, da Alana trods alt var lidt højere end hende. "Er det dit flotte hår? Dine flotte kjoler? Hør, Bones, jeg har ikke gjort dig noget, så gider du pille af?" På trods af heksens lille størrelse, fyldte hendes ord meget. Hvad end dette handlede om, var det unødvendigt, og Camille gad ikke være den del af det.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 9, 2015 20:03:04 GMT 1
Det virkede lidt som om at der foregik to samtaler på en gang. Men hvor Alastair var enormt interesseret i om løven overfor ham virkelig stolede så lidt på ham, kunne det ikke rage ham mindre hvad Camille nu havde ondt i røven over. Han var efterhånden vant til at den anden slanges temperament - det tog han ikke så tungt - men når det nu var rettet mod Alana gik det ham tydeligvis på.
"Hold nu bare din fecking kæft, Camille." Udbrød han mellem sammenbidte tænder og skævede tilbage til Alana med en grimasse, der lidt gjorde det tydeligt hvad han syntes om medkollegianeren.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 10, 2015 16:11:00 GMT 1
En kort tvivl nåede at brede sig i løvinden. Hvad, hvis det passede? Hendes tænder tog et let tag i underlæben, mens hun vurderende betragtede Alastair. I løbet af det sekund, de to havde øjenkontakt, nåede han næsten at fjerne hendes vrede med sit indtrængende blik. Næsten.
Camilla trådte ind foran og brød den sarte kontakt mellem Alana og Alastair. Den pludselige bevægelse fik det til at give et svagt sæt i hende, før et bryn hævedes. Skeptisk så hun på Camille og åbnede munden for at komme med svar på tiltale. Hun nåede det dog aldrig, før Alastair brød ind og forsvarede hende. En let rødmen blomstrede frem på hendes kinder, mens hun sendte ham et forsigtigt smil. Der var ikke behov for at sige mere om de to slanger.
Så kom hun i tanke om noget. Alanas blik skiftede hurtigt tilbage til Camille. "Hvorfor i alverden ville du dog springe på et andet menneske som et eller andet utæmmet vilddyr?" Tonefaldet og den misbilligende rynke på næsen gjorde det ganske klart, hvad løvinden synes om det stunt.
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 12, 2015 14:39:36 GMT 1
Camille så fra Alana til Alastair, da han talte, og tilbage til Alana, da hun også talte. Hun kunne ikke være mere ligeglad med, hvad løvinden sagde til hende, men det irriterede hende noget så grusomt, at medkollegianeren havde taget parti med den anden. Camille fnyste derfor og vendte sig mod Alastair. "Det er kun noget jeg gør, når personen er en kæmpe idiot," svarede hun og så indgående på ham. Hun måtte tvinge sig selv til ikke at give krøltoppen et ordentligt skub. "Jeg smutter," tilføjede hun derefter i et tonefald, der gjorde det tydeligt, hvor træt hun var af de to. Med et sidste koldt blik på Alana satte hun kursen mod døren, hun lige var kommet ind af - træning var det eneste, der kunne få hende i godt humør igen. Staven, der stadig lå i hendes hånd, svingede hun et enkelt gang, hvilket fik pergamenterne på gulvet til stå op i flammer, før hun var forsvundet. Forlader tråd |
|
