|
|
Post by Camille Thomas on Jan 8, 2015 1:16:56 GMT 1
Det var med en ganske utilfreds mine, at Camille krydsede den snebelagte plæne. I den ene hånd knugede hun nogle pergamenter hårdt og var ganske ligeglad med, at de blev krøllede. Narhovedet til Ó Catháin havde snydt hende, og det var ikke i orden. Jovist, hun burde have vidst, at Alastair ikke var den oplagte at skrive hendes eliksirstil, når han havde dumpet faget, men det var irrelevant lige nu. Camille brød sig ikke om at blive holdt for nar, og det skulle hun personligt fortælle klassekammeraten. Da heksen fik øje på de velkendte krøller, kneb hun irriteret øjnene sammen og satte pergamentsiderne mellem tænderne. Med hurtige bevægelser bukkede hun sig ned for at gribe noget sne og forme det til en bold. "Ó Catháin!" råbte hun så meget, hun nu kunne med sammenbidte tænder, og nærmede sig den anden med hastige skridt. Camille var ikke nogen angriber, men hende kastearm var alligevel ikke helt dårlig, og de mørke øjne fulgte snebolden, der i høj fart susede mod Alastair. |
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 8, 2015 20:44:44 GMT 1
Alastair havde stået i sine egne tanker, nært studerende en væg han var rimelig sikker på havde set anderledes ud for et par måneder siden. Eller også var det bare noget han bildte sig ind og i så faldt havde han spildt det meste af sit frikvarter. Han nåede dog aldrig at løse væggens mysterier før han hørte sit navn og drejede hovedet mod lyden. Han nåede lige at se noget komme flyvende imod hans ansigt og vred sit ansigt bort så snebolden splattede hårdt ud over hans skulder og dækkede hans ene kind i sne.
"..Thomas." svarede han, siden de tilsyneladende var på efternavnsbasis nu og børstede sne ud af sin nakke alt i mens planlagde en grusom hævn, "hvad kan jeg gøre for dig?"
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 8, 2015 20:57:44 GMT 1
Camille bukkede sig ned igen for at samle endnu en snebold. Hendes fingre var allerede kolde, men det var hun god til at ignorere - quidditchtræning foregik altid udenfor i al slags vejr, så dette var ingen sag.
"Du skal ikke gøre noget andet end at få bank," sagde hun irriteret efter at have hevet pergamentsiderne ud af munden med den hånd, der ikke holdt snebolden. "Takket være dig fik jeg næsten Trold!" Camille tøvede ikke med at løfte armen igen og sende snebold nummer to efter kollegiekammeraten.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 8, 2015 21:31:57 GMT 1
Det var rimelig tydeligt hvad Camille havde planlagt og Alastair var ærlig talt en smule skuffet. Selv gav han sig ikke til at samle sne, men fiskede derimod sin tryllestav frem fra inderlommen og lagde armene over kors for at skjule den. Hendes udråb ødelagde nær hans koncentration da en latter tvang sig over hans læber, men han nåede at løfte staven.
"Depulso!" Udbrød han og efter at have hængt stille i luften foran ham i et splitsekund, fløj snebolden tilbage mod sin ejer.
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 8, 2015 21:38:42 GMT 1
Camille nåede ikke at undgå den tilbagevendende snebold, og snart var hendes ansigt dækket af sne. Af ren forskrækkelse tabte hun stilen på jorden og løftede afværgende den ene arm op for sig. "Tøsedreng," mumlede hun for sig selv og greb ind under kappen efter sin egen tryllestav.
"Kan du ikke klare en kamp uden magi?" spurgte hun flabet og trak staven ud fra kappen. Hun lod dog hånden hænge ned langs siden, mens hun så vurderende på den anden.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 8, 2015 22:41:25 GMT 1
"Det her er ikke en kamp.." Sagde Alastair ligegyldigt og himlede med øjnene da Camille gjorde endnu en enormt åbenlys ting, "Expelliarmus!"
Der ville snart være problemer for at bruge magi på hinanden så Alastair begyndte at kredse lidt om Camille hvilket bragte ham i nærheden af den døråbning.
"Nogen er bare gnaven over at de ikke tænkte sig om og fik mig til at lave deres lektier.."
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 8, 2015 23:36:14 GMT 1
Camille kneb øjnene sammen, da den røde besværgelse glimtede skarpt og fik hendes stav til at flyve op i luften og lande i sneen. En ophidset lyd undslap hendes læber, og det krøllede hår hoppede, da hun vendte sig tilbage mod troldmanden med en skarp bevægelse.
"Hold kæft, Alastair," hvæsede hun og mærkede irritationen prikke i hele kroppen. "Hvis du havde været en ordentlig fyr, ville du ikke have snydt mig. Og for det halve af syv sølvsejl? Det er lavt sunket."
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 9, 2015 0:15:28 GMT 1
"Hah!" Udbrød Alastair, lige så meget over at hans besværgelse havde lykkedes som et svar på hendes beskyldning, "Jeg havde gjort det gratis, bare for at se om du var dum nok til at falde for det..!"
Deres lille optrin var så småt ved at skabe et publikum og Alastair indså at hvis han skulle slippe derfra skulle det være nu. Camille ville ikke afsløre ham hvis hun blive nuppet - troede han, hun var stadig rimelig irriteret. Med en flabet salut til medkollegianeren drejede han ind i en døråbning og gav sig til at slendre nonchalant ned af gangen som om han intet kendte til den lille magiske kamp der netop havde udbrudt.
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 9, 2015 0:31:34 GMT 1
"Hey!" kaldte Camilla efter Alastair, da han vendte hende ryggen. Hun bukkede sig ned for at samle pergamenterne op og sin tryllestav, der var sunket ned i sneen, og hun nåede ikke at sende de omkringstående et bittert blik, før hun satte kursen efter den anden.
Da hun fik øje på krøltoppen lidt længere fremme, satte hun i løb. En halv meter bag den elleve centimeter højere skikkelse satte hun af fra gulvet, slog armene om hans hals og tilsvarende benene om hans hofter. "Jeg hader dig!" hvinede hun, mens pergmanterne gled ud af hendes greb og flagrede ned på stengulvet. Staven lå dog stadig sikkert i hendes højre hånd.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 9, 2015 1:39:13 GMT 1
Mandag. Det var lig med Magiske Dyrs Pasning og Pleje. Det var som sådan ikke fordi Alana var dårlig til det med Magiske Dyr, der havde bare aldrig som sådan fanget hverken hendes tid eller interesse, og med opsprættet jakkeærme var der svært at komme i tanke om, hvorfor hun havde valgt det. Selvom det nok var billigt sluppet efter et uheldigt sammenstød med en ildkrabbe, var hun ikke videre positivt stemt. Alligevel fik synet af en velkendt slange, der hvilede i hendes tanker, sendt et smil på hendes læber.
Med de mørke krøller dansende over hendes skuldre, satte Alana i trav hen mod ham. Så stoppede hun. Den lille .... til Camilla Thomas. I en forarget mine blev hendes underlæbe vredet nedad. Løvinden kom i bevægelse igen. Bestemt marcherede hun hen mod de to slanger. "Hey!" Hendes stemme var krigerisk, selvom hun ikke lige havde tænkt over, hvad der skulle komm efter hendes misbilligende udbrud.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 9, 2015 15:27:58 GMT 1
Alastair havde egentlig ikke regnet med at slippe derfra så let, Camille var stædig, men han havde håbet på at hun ville tone det lidt ned når de kom indenfor. Det var måske naivt af ham nåede han lige at indse før han hørte Camilles fodskridt bag ham, skulle til at dreje hovedet og pludselig følte sig dobbelt så tung.
Alastair tog tre stavrende og måtte så støtte sig til væggen for ikke at dratte om lige det. Han var endnu ikke helt sikker på hvad det var der foregik, om hun have kastet en besværgelse på ham eller noget, men hendes skingre stemme var meget tæt på hans øre.
..Havde hun virkelig..?
Det tankespor nåede han dog ikke engang at forfølge, da en stemme fik hans vejrtrækning til at stoppe op.
"Alana..?" Sagde han konfust, i håb om at hun kunne give ham en eller anden idé om hvad der foregik.
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 9, 2015 15:50:10 GMT 1
Camille havde åbnet munden for at sige noget, men blev afbrudt af en fremmed stemme. En piges stemme. Helt ærligt, kunne folk ikke bare blande sig udenom? Det var uvant at se en pige slås - det havde Camille efterhånden erfaret - men det kunne simpelthen blive for meget nogle gange.
Hun drejede hoved for at finde kilden til afbrydelsen. Maverick-Bones. Løven fra Forvandling og Besværgelser. Camille trak øjenbrynene sammen uden at løsne grebet om Alastair. "Hvad?" spurgte hun irriteret uden at bemærke reaktionen fra personen under sig, "kan du ikke se, at vi er optagede?"
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Jan 9, 2015 16:09:54 GMT 1
Det var noget af et syn, som de to slanger, der var snoet ind i hinanden. Straks fik det sat gang i et hav af følelser, løvinden slet ikke vidste, hun havde. Vrede, skuffelse og.. Gjorde det virkelig ondt? Alt dette blev dog forvandlet til blod på tanden for den brølende løvinde i hendes indre, da Camille valgte at tale.
"Bad jeg om dit syn på noget, snog? Jeg har skam ingen intention om at deltage i den slags usømmelige adfærd." Alanas stemme var kølig og en direkte kopi af den, hendes mor brugte, hver gang hun snakkede til nogen, der var tydeligt under hende selv. De blå øjne skiftede over mod Alastair, da en lyd forlod ham. Det kunne meget vel have været hendes navn, men hun var ligeglad. Eller det prøvede hun at fortælle sig selv. "Bare rolig, Alastair. Jeg har forstået. Du er tydeligvis optaget." Hendes blik var hårdt.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 9, 2015 16:32:43 GMT 1
Okay, Alana var skræmmende og Alastair tog ubevidst et lille skridt væk fra hende. Hendes kølige ord fik det til at knuge ukomfortabelt i hans bryst men værre var måden hun bare så på ham.
Det var så småt gået op for ham at han havde Camille hængende på ryggen, men resten af samlen.. Kunne den virkelig handle om det han troede?
"Forstået fecking hvad?!" Spurgte han frustreret mens han forsøgte at gøre sig fri af Camille uden at ynde hendes nogen nænsomhed. Hele situationen var dum men der var noget i Alanas øjne der gav ham en lidt panisk følelse, "Hun spra-.. Hun angreb mig."
|
|
|
|
Post by Camille Thomas on Jan 9, 2015 16:43:53 GMT 1
Camilla hævede øjenbrynene over Alanas ord og slog et klik med tungen. Hun mærkede nu, hvordan Alastair kæmpede for at komme fri fra hendes greb, og hun gled - ganske modvilligt - ned på gulvet igen. Først nu, gik det op for hende, at Alana var især vred på ham.
"Hey, slap lige af!" afbrød hun, inden løvinden kunne nå at svare Alastair igen, og trådte et skridt frem. "Det var jo bare en slåskamp, mand. Jeg havde ikke tænkt mig at slå hårdt," løj hun og betragtede Alana. Hvad end hendes problem var, kunne hun godt tage det en tand roligere, tænkte Cam og foldede armene foran brystet.
|
|
