Søvnig søndag

[Alana Maverick-Bones]

Keiran Maverick-Bones

03-01-2110

Det var en underlig ting med jul, konstaterede Alana for sig selv, som hun trådte ind i dagligstuen. Juletræet stod stadig majestætisk og fyldte rummet i al sin pragt, selvom julen for længst var ovre. Eller for længst.. Man brugte over en måned på at glæde sig til jule aften, men ikke mere end to dage senere, var alt glemt, og al energien gik på at planlægge rykket ind i det nye år. Nogle stykker glitter havde sat sig fast på hendes nøgne tæer, der var blevet iskolde på vejen ned til den store stue - selvfølgelig hjulpet på vej af, at hun først havde været hele vejen igennem det store palæ for at komme hen til køkkenet og lave sig en kop te.

En anelse opgivende fik hun placeret sin krop i sofaen, og rettede lidt på den sorte silkepyjamas, der på en eller anden mystisk måde havde erstattet hendes ellers højt elskede, røde flannelpyjamas. Alana nippede forsigtigt til den dampende te. Der var kun en dag, til hun skulle tilbage til slottet, og hun havde stadig ikke fået snakket med Keiran om sine drømme - eller om hans underlige lune til juleballet. Den frie hånd søgte igennem hendes mørke krøller, mens hun gabte.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran var normalt ikke typen der sov længe, men han havde trods alt ferie en enkelt dag endnu. Desuden, var det nærmest første dag siden nytår han vågnede, og følte sig nogenlunde frisk. Det havde været en god nytårsfest. En virkelig.. god.. nytårsfest. Han smilede skævt for sig selv ved tanken, gabte og satte sig op i sengen hvor han svang benene ud over sengekanten. Han strakte sig dovent før han rejste sig, stak fødderne i et par godt brugte tøfler og trak en endnu mere slidt striktrøje (der var mindst to numre for stor) over hovedet. Det var i sig selv et under, at hans mor ikke allerede for længst havde arkiveret striktrøjen lodret, men måske hang det sammen med, at han selv sørgede for at gemme den bagerst i skabet.

Han var sikker på han havde hørt Alana på badeværelset der forbandt deres værelser. Derfor var han også ret sikker på, hun ikke ville være der nu han selv gik derud. Det tog ham ikke lang tid at plaske vand i ansigtet, børste tænder og køre en kam igennem det fine hår, men det var også alt han for en gangs skyld gjorde. Han åbnede lydløst døren ud til gangen og kunne næsten med det samme høre sin mors stemme ovre fra den del af overetagen, der var forældrenes soveværelse - plus det løse ”..ikke det slips, George. Og den mørkeblå jakke. Skynd dig. Vi kommer for sent!” Keiran skar en lille grimasse og smøg sig ud på gangen og hurtigt mod trappen og nedenunder, før han blev indfanget.

Uden at det egentligt var bevidst, gik han direkte mod dagligstuen, efter hans mening det mest hyggelige, og mindst prangende rum i huset. Mindst, men prangende var det stadig, på en skødesløs måde man ikke var i tvivl om, var nøje bestemt ned i alle detaljer. Der duftede stadig af jul og brændeknuderne der spruttede i pejsen og et varmt smil bredte sig på hans ansigt da han fik øje på sin søster i sofaen ”’Morgen.” hilste han og dumpede ned i sin sædvanlige lænestol overfor sofaen med et forsinket gab. Lyden af hævede stemmer ovenpå fik ham til at se mod loftet og sukke opgivende ”Alt er ved det gamle. Hvad er det de skal afsted til i dag?” han sænkede blikket igen, så spørgende på søsteren og lod sig synke lidt længere ned mellem de bløde puder.

[Alana Maverick-Bones]

Alana hævede søvnigt hånden som hilsen, da Keiran trådte ind i stuen. Hun havde været godt fordybet i sit skrøbelige tankespind, han fik skubbet hende ud fra. De blå øjne fulgte hans vandren hen til hans sædvanlige lænestol, før hun vendte blikket tilbage mod sin te. Hun nippede forsigtigt til den og nød følelsen af varmen, der gled gennem hendes indre.

Læberne skiltes som for at sige noget, før lyden af højrøstede stemmer trængte gennem gulvet. Alana så op mod loftet med en opgivende mine. Selvom julen var traditionernes tid, måtte nogle ting gerne ændres. Som for eksempel det at have hundrede projektet før klokken slog tolv. "Det ved jeg faktisk ikke," måtte hun ærligt indrømme, mens blikket fandt vejen tilbage til hendes bror. "Sikkert et eller andet vigtigt, hvor de rigtigt kan understrege, hvor succesfulde, de er." Alana smilede træt til sin bror. Lyden af deres fars store plader og deres mors små hæle mod trappen fik hende per automatik til at rette sig lidt op i sofaen.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran fnøs underholdt og skævede op mod loftet igen før han så på sin yngre søster "Du er modig i dag. Du ved hun har overmenneskelig hørelse." konstaterede han tørt og rettede sig som hende op i stolen da der lod skridt på trappen. Noget ved søsteren fik ham til at rynke brynene mens skridtene nåede fliserne i hallen og blev ledsaget af stemmer "Fik du en ny pyjamas i julegave?" spurgte han, men kunne ikke huske det. Kun at han ikke havde set den sorte sag hun nu sad i.

"Om jeg begriber hvorfor du tager dig af hvad Terwilliger mener, George." Keiran skævede mod de store glasdøre ud til hallen og vendte øjne sammen med et indforstået smil da han så tilbage på Alana. Få øjeblikke senere stod deres mor i døren, fejlfri som altid i tætsiddende, mørkegrøn kjole der kun lige nåede til knæene, smykker der passede perfekt til og stilletter så høje at andre ville have svært ved at gå i dem. Det mørke hår var sirligt opsat så ikke et hår sad forkert. Hun så fra den ene til den anden med et vanligt kritisk blik "Ret dig op, Alana. Bare fordi du er hjemme er det ingen undskyldning for at hænge som en sæk kartofler." hun drejede hovedet og fortsatte henvendt til sin mand et sted bag sig "Husk min pung, George. Den ligger på køkkenbordet." hun vendte igen opmærksomheden mod sine børn "Vi er sent hjemme, men Hannah har sat mad der bare skal varmes." hendes blik faldt på Keirans striktrøje og de rødmalede læber fik et stramt drag, der fik ham til at se ned og prøve at synke i et med lænetolen, men blødte så lidt op "Hvis der bliver noget er vi hos Mr. og Mrs. Terwilliger."

[Alana Maverick-Bones]

Alana fnes muntert og blinkede konspiratorisk til Keiran. Spørgsmålet kom først bag på hende, men fremkaldte så en latter. Det var da altid noget, han bemærkede, hvad hun havde på. De rosa læber skiltes let for at komme med klynk om, hvordan deres mor havde smidt hendes højtelskede og godt slidte, røde pyjamas ud, da stuen
pludselig blev invaderet.

Alanas blå øjne fulgte sin noget sammenbidt udseende far, der trådte forbi de høje glasdøre og forsvandt - sikkert på vej mod køkkenet. Så kom irettesættelserne. Men.. Hun havde da lige? Et splitsekund overvejede hun at overdrive sin bevægelse i en tavs protest, men så faldt ideen til jorden igen. Der var jo ikke en mulighed for at besejre deres mor alligevel. Blikket gled over deres mors slanke figur, mens Alana rettede sig op i sofaen. Kæben faldt en anelse i en ordløs misundelse. Hvem der bare kunne gå sådan klædt - og så i de sko! Distræt besvarede Alana den gigantiske informationsmængde med et afmålt "Mmmh."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran så diskret fra sin mor til sin søster og forventede at få en irettesættelse selv, men blev en smule overrasket da den ikke kom. I stedet nikkede hun og så ud til at kapitulere, for denne gang i hvert fald, og gik så længere ind i rummet. Tæpperne på gulvet dæmpede lyden fra hendes hæle og hun stoppede bag sofaen hvor hun bøjede sig ned og plantede et flytigt kys på Alanas mørke hår "Godt. Hav en god dag." hun lagde momentært en hånd under Alanas hage og strøg tommelfingeren en enkelt gang over hendes kind med et lille smil, før hun gik over til lænestolen og også lod læberne strejfe Kierans lidt rodede hår "Og lad være at vælte det hele mens vi er væk." hun rettede evigt kritisk på hans hår mens han nikkede og spejlede Alana med et brummende "Mhmm."

Så marcherede hun mod hallen igen "George? Hvor bliver du af?" Keiran så efter hende og sank sammen i stolen så snart hun var ude af rummet, skævede til sin søster og kom så til at grine. Meget kort før han fik det bidt i sig igen med en rømmen mens han tålmodigt ventede på de havde huset for sig selv.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nikkede til sin mor. Af en eller anden grund åbnede hun altid de blå øjne ekstra meget, så hun lignede en lille porcelænsdukke med de mørke hår, den lyse hud og de meget kraftigt blå øjne. Det gav en diskret sitren i hendes ene mundvige, da Keiran kopieredes hende mmmmh. Det var lokkende bare at bryde ud i latter, men hun holdt det i sig.

Al kontrol faldt dog fra hinanden, det sekund deres mor havde forladt rummet, og Keiran selv kom til at grine. Latteren pressede sig som et fnys ud gennem hendes næse, før hun fik genvundet en smule selvkontrol og begravede ansigtet i den varme te. Meget omhyggeligt undgik hun at få øjenkontakt med brore, da det straks ville fremkalde et grin. I stedet vendte hun blikket mod døren ud til hallen - ventede tålmodigt til hun hørte et brummende "Pas på jer selv," fra sin tydeligt utilfredse far, før døren smækkede bag dem. Stormen var ovre.

Straks fandt hendes øjne Keirans. Alana sank sammen i stolen igen under en tilfreds latter. Det var længe siden, hun havde kunnet more sig sådan med sin bror, men nu forældrene var ude af huset, virkede det som om der var blevet op til flere grader varmere.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran ventede til hans mor havde ryggen til før han kørte en hånd gennem håret og så løftede den til hilsen til sin far og ventede som Alana til han hørte døren smække. Så sank han sammen i lænestolen og sukkede veltilfredst "En hel dag.. næsten." han tøvede et øjeblik og smækkede så fødderne op på den fodskammel der stod foran stolen "Hvad skal vi finde på, eller har du allerede planer?" han så spørgende på hende og håbede lidt hun ikke havde. Det var alt for længe siden han havde haft tid alene med hende. Uden forældre. Uden venner, besøgende, familie, arbejde eller pligter.

[Alana Maverick-Bones]

Alana hev fødderne op i sofaen igen med et tilfredst smil og et konspiratorisk glimt i de blå øjne. Spørgsmålet bragte en pink nuance over hendes kinder. Egentlig havde hun tænkt sig at få skriblet et brev sammen til Alastair - måske endda give det et lille pift af hendes sjældent anvendte parfume. "Jeg har ingen planer." kommenterede hun hastigt for ikke at vække for meget opsigt på sit glødende ansigt.

Tankefuldt tog hun en tår af teen, der efterhånden var blevet en helt behagelig temperatur. "Først og fremmest kunne du opdatere mig på, hvad der er sket herhjemme, mens jeg har været på skolen?" Alana hævede opfordrende det ene bryn.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran rynkede brynene lidt over skiftet i ansigtskulør hos sin yngre søster. Han skottede kort til pejsen, men det kunne umuligt være varmen derfra der så pludseligt gav hendes kinder mere farve. Stadig undersøgende betragtede han hende mens han nikkede, og egentligt så ganske tilfreds ud med at kunne se frem til en dag alene med hende.

Før han nåede at lægge to og to sammen, fortsatte hun og han rynkede panden "Det sædvanlige.." begyndte han med en skuldertrækning og lod sig så synke længere ned i stolen med armene defensivt over kors "Far mener jeg spilder mit liv og mine talenter i Menageriet og mor mener jeg mænger mig med de forkerte mennesker." han smilede ironisk og sukkede.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nikkede opmærksomt, da Keiran gik i gang med at tale. At se hans kampe med deres forældre gjorde det kun sværere for hende at samle mod til at fortælle dem om sine fremtidsdrømme. Et ærgerligt smil trak flygtigt op i hendes mundvige, før hun nippede til teen igen.

"Men hvad vil du, Keiran?" Hendes fingre lagde sig om anklen, som hun trak sine ben lidt mere op under sig. "Altså sådan helt seriøst. Ved du det?" Alana trak fingrene igennem de mørkebrune lokker, mens hun vågent betragtede sin ældre bror. Denne samtale var ikke en ny ting, men hun måtte på nogle punkter være enig med sin far. Keiran var virkelig talentfuld, og han ville kunne klare hvad som helst, han satte sig for.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran bøjede hagen lidt ned mod brystet og et øjeblik eller to skulede han næsten i Alanas retning. En barnlig kommentar om, at hun lød som deres far havde allerede formet sig, men han bed den i sig og slog opgivende ud med armene "Modsat hvad alle andre ser ud til at mene, så ja." han surmulede lidt og lod armene falde ned på stolens armlæn før han rent faktisk svarede "Jeg vil til Skye og arbejde med kentaurerne, men de gange jeg har nævnt det ligner han en der lige har fået en multismagsbønne med eddikesmag."

[Alana Maverick-Bones]

Alana skulle et kort sekund til at krympe sig under hans skulen, men ombestemte sig så. Nej, Keiran var netop den person, hun kunne stå ved sine meninger sammen med. Løvinden pustede sig lidt op og rettede ryggen, før hun igen klaskede sammen i sin søndagsdovner og nikkede til Keirans ord.

"Jeg synes, du skulle gøre det." kommenterede hun taskefulds og tog en tår te mere, før hun fortsatte: "Jeg mener.. Du er dygtig, og alt mor og far vil er at se dig opnå noget med dit liv. Jeg mener det." Hendes tænder blottedes kortvarigt i et varmt smil. "Når først de har set, hvor godt du kan klare det der, så skal du se ham ligne en, der har fået en multismagsbønne med eddikesmag, for så skal han trække sine ord i sig igen " Hun fnøs underholdt ved tanken.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran rynkede brynene igen og så et langt øjeblik indgående på sin yngre søster. Så sukkede han igen og trak på skuldrene "Måske. Men allerhelst opnå noget bag et skrivebord så de kan se mig over skulderen." han skar en grimasse, næsten et skævt smil og trommede på stolens armlæn med fingrene "Jeg dur bare ikke til at sidde bag et skrivebord ligesom far. Jeg ville blive tosset." han lyttede til hende og kunne ikke lade være at smile "Det ville næsten være det hele værd." han fnøs muntert "Det behøver heller ikke være kentaurer, bare.. noget med dyr. Det er det jeg vil." slog han fast, denne gang med sikkerhed.

[Alana Maverick-Bones]

Alana trak på skuldrene til Keirans konstatering. Det var selvfølgelig rigtigt nok, men mon ikke de var til at tale med? Nu var det ikke fordi hun nogensinde havde sat sig imod deres fremtidsplaner. Ikke endnu, i hvert fald. "Du må tænke på, det er den eneste form for succes, de kender til." forsvarede hun sine forældre og trak en lok af det mørke hår bag øret.

"Det tror jeg altså også, du ville være god til, Keiran." Alana smilede til ham og tømte sin tekop for væske, før hun fortsatte. "Du har altid været et varmt, blidt menneske." Hvordan man så lige blev det med så emotionelt distancerede mennesker som deres forældre, måtte så være spørgsmålet, men han havde klaret det.