Ny blank side

[Philippa Blythe]

Hector Attwater
31. december, 2109

Nogen ville måske glo, og tænke hun var godt vanvittig, hvis de havde set hvordan hun på nytårsdag, omkring eftermiddag, stod lige foran skoven, og kiggede søgende ind. Endnu mere malplaceret var det da også at hun stod der med en madkurv under sin arm. Nok var det ved at blive varmere, men ikke så varmt.

Philippa skuttede sig lidt i januarluften, men havde alligevel iklædt sig nok tøj, så hun ikke ville dø af kulde. Skoven var ikke helt ukendt for hende, hvilket skyldtes hendes fars arbejde, og det var da heller ikke fordi hun kom på uventet besøg, alligevel var kroppen godt anspændt, i det hun begav sig dybere og dybere ind, og forsøgte ikke at overse nogen grene eller lignende, der kunne forudsagde klodsede fald.

[Hector Attwater]

Hector havde gjort sit for at pynte op til nytåret i sit telt. Han vidste det ikke var særlig meget, men det var alt han kunne præstere. Grene og visnede blade sad rundt omkring i teltet og han havde lagt en besværgelse på dem så de glitrede i skinnende sølvfarver. Teltet var varmt og han havde formået at vaske sit hår og taget en ren skjorte på. Det var ligefør at han ikke lignede en der gemte sig for ministeriet og han var egentlig ret stolt af sin præstation. Da det var ved at være tid gik han ud for at se efter Philippa. Han havde sendt en patronus afsted for at finde hende og han smilede da han fik øje på den blå hund der kom luntende med Philippa i hælene, indtil den forsvandt i den bare luft.
"Kom, du må hundefryse.. " Sagde han lavmælt med et skævt smil og trak teltdugen til siden så hun kunne komme indenfor i varmen.

[Philippa Blythe]

Eftermiddagssolen fangede det øverste af trækronerne, men nåede aldrig rigtig helt ned til bunden af mosset hun gik på. Pludselig lyste et blåt lys op mellem træernes mørke stammer, der øjeblikket efter viste sig i hundeform. Philippa stoppede brat op, og glippede med øjnene et par gange, før hun huskede på at det krævede at hun gik for at komme nogen vegne, og i hastige skridt lod hun Hectors patronus vise hende vej.

Phillippa afslørede sine tænder i et bredt smil da hun fik øje på Hector, og kunne ikke lade vær med at kigge en enkelt gang ned af ham. Hun tog sig selv i at tænke at han så ret så nydelig ud, inden hun trådte ind i varmen, og åbnede sin vinterkappe. Indenunder var hun iklædt en midnatsblå kjole. ”Wow”, var hvad der kom over hendes læber da hun fik set teltet ordentligt an, og hun lagde kurven fra sig, uden at løsrive blikket fra det fine pynt.

[Hector Attwater]

Hector fulgte smilende efter hende ind i teltet og betragtede hende nøje for at se hendes reaktion. Hans smil blev en del større da hun viste sig at være positiv overrasket og han tog muntert fat om hendes kurv. Derefter gik han hen til bordet og stillede den fra sig, inden han slog ud med hænderne og vendte sig mod hende igen.

"Velkommen til.." Sagde han og så sig omkring i teltet. Derefter vendte han blikket mod hende og bemærkede først nu hendes pæne tøj. "Wow.. den klæder dig virkelig den kjole" Kommenterede han og strøg fingrene gennem håret. Han var åbenbart ikke den eneste der havde gjort noget ud af sig selv, tænkte han forbløffet inden han gik igang med at se hvad der gemte sig i hended kurv.

[Philippa Blythe]

Philippa så stadig rundt i teltet med store øjne. Det var utroligt at han havde formået at få teltet til at virke helt .. hjemmeligt. Pynten fyldte hende i hvert fald med ro, og gjorde det nemmere for hende at skubbe de seneste begivenheder til siden. ”Tak og i lige måde – altså din skjorte”, svarede hun ham i et blidt smil, og forsøgte at virke afslappet, og ikke som en der havde prøvet tre forskellige kjoler på før den blå.

Philippa gik hen ved siden af ham for at se med. ”Jeg har medbragt tre fladbrød, en flaske ildwhiskey, et par ingefærøl, noget kød og ost .. ”, remsede hun op uden hun selv virkede som en der synes hun havde medbragt for meget. ”Og det bedste.. Æbler ristet over ilden, med honning, og syltetøj i midten.. Det er lidt af en nytårstradition i min familie, så det tænkte jeg vi kunne gøre senere”, sluttede hun af, og så på ham, med et lille smil i mundvigen.

[Hector Attwater]

Hector så på kurven med store øjne og blottede sine tænder i et stort smil. "Ingefærøl! Ildwhisley! Og.. ved Merlins skæg.. Hvad skulle jeg gøre uden dig?" Han så imponeret på hende og lagde den ene arm om hende i et kram. Hun var fantastisk.
"Du bestemmer hvad vi skal spise først.. Jeg er alt for overvældet" Konstaterede han og trak armen til sig igen og kløede sig i stedet i nakken. Brød, kød, ost,  æbler.. Hans tænder løb i vand. 

[Philippa Blythe]

Hectors udbrød fik et overrasket smil til at trække sig hele vejen op til de brune øjne. Så lo hun da han trak hende ind til et kram. Da han trak sig væk smilede hun stadig, og samtidig rystede hun på hovedet, mens hænderne kort fik lov til at hvile i siderne. Mænd.

”Sæt dig ned inden du begynder at savle ud over kurven”, drillede hun blidt, og gav hans skulder et klem, inden hun begyndte at indrette maden på bordet. Brød, ost og røget pølse blev sat i midten. Ingefærøl blev hældt op i hver deres pokal. Så satte hun sig ned. ”Skål”, sagde hun, inden hun løftede pokalen en god afstand fra bordet, og sendte ham et lille smil, inden hun tog den første tår.

[Hector Attwater]

Hector satte sig ivrigt ned ved bordet, som en logrende lille hund og var lykkelig over endelig at få en tår ingefærøl, det havde han ikke fået længe. Han skålede med Philippa og tog derefter for sig af alle godterne hun havde taget med, indtil de var færdige med at spise og kun havde æblerne og resten af drikkevarerne tilbage.

"Det var en sand fest Philippa, du må komme på besøg lidt oftere" Bemærkede han med et tilfreds smil og lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn. Han strakte derefter sine arme op over hovedet og rejste sig op, for at gå hen til ildstedet og få flammerne til at blive en anelse mindre så de ikke ville komme til at brænde æblerne.

[Philippa Blythe]

Philippa smilede lidt over hans ord. ”Det er lang tid siden jeg har været så mæt”, konstaterede hun og lo så lavt. Hun betragtede ham lidt i det han rejste sig for at bevæge sig hen mod ildstedet. Så, efter at have slået mave et godt minut eller to, rejste hun sig også, og satte sig på en taburet i nærheden.

”Der er overraskende .. roligt herude”, sagde hun, mens øjnene hvilede roligt mod ildstedet. Hun ved ikke hvad hun ellers burde have forventet. Philippas oplevelser med skove bestod nu bare mest af en forvirrende far, der løb efter de skrigende dyr, som han var kommet til at give slip på. Så skævede hun let til Hector. Hun ville egentlig gerne spørge ind til hele hans situation, men hun følte han skulle være den første til at sige noget.

[Hector Attwater]

Hector rodede lidt rundt med noget brænde og stikkede lidt til gløderne. Derefter strøg han fingrene gennem håret, så det stod til alle sider og vendte ansigtet mod hende med et skævt smil. "Roligt og uden forstyrrelser.." Bemærkede han og smilede venligt til hende. "Her kan jeg være mig selv.. uden at få andre mennesker i problemer." Han satte sig ned ved siden af ildstedet og gav sig til at snitte to pinde, med en lille lommekniv han fandt i sin bukselomme.
"Hvordan går det egentlig med dine skriverier? Jeg fik aldrig læst noget af det.. " Spurgte han og løftede sine øjenbryn med oprigtig interesse.

[Philippa Blythe]

Det måtte ikke være nemt at være Hector, der havde så mange imod sig, og samtidig mente at det var ham der bragte alle ud i problemer. Philippa smilede let, og også en smule sørgmodigt, inden hun lod sit hoved hvile op ad teltet.

Philippa så straks en smule forlegen ud da han nævnte hendes skriverier. ”Åh, det..”, startede hun ud, og havde fuldstændig glemt, at hun havde indviet Hector i det. ”Nej, det fik du jo ikke..”, forsatte hun, og vendte blikket nedad, for at fumle lidt med sine fingre.

”Jeg kan.. sige noget højt for dig, hvis du vil høre..”, hun skævede hen mod ham ved ildstedet. ”Men så skal du også kigge væk, ellers kan jeg ikke”

[Hector Attwater]

Hector havde meget bevidst ændret emnet, han ville ikke have deres nytårsaften blev en lang trist fortælling om hans sørgelige liv. Han kneb øjnene lidt sammen over hendes svar og nikkede overvejende, mens han trak på skuldrene.
"Okay.. jeg skal nok se væk.. " Svarede han og sendte hende et drenget smil, inden han drejede sig rundt på jorden så han havde ryggen til hende og ventede på at hun gik igang med at recitere.

[Philippa Blythe]

Hendes mave trak sig straks nervøst sammen og hun kunne mærke præstationsangsten røre på sig. Selvom Hector havde vendt ryggen til hende som lovet blev hun ved med at stirre mod hans nakke et par sekunder. Hun rejste sig fra stolen, og vendte selv ryggen til ham, mens hun gik et stykke væk. Så tog hun en dyb indånding.

” Retfærdighed kan sove i årevis og vågne når det er mindst ventet.”, hun så direkte mod ingenting, mens hun snakkede, for alt fokus lå i hendes tanker. ”Et mirakel er intet mere end hvilende retfærdighed, fra en anden tid, ankommer for at kompensere dem, der har grusomt opgivet.”, Philippas fingerspidser strejfede langs bordet. ” Den, der kender dette er villig til at lide, for han ved, at intet er forgæves.”. Hun blinkede en enkelt gang, fugtede sine læber, og sank.

[Hector Attwater]

Hector var ikke sikker på hvad han havde forventet, men det var bestemt ikke alvorlige ord som dem hun lige havde sagt. Det overraskede ham hvor meget de rørte ham og han sad stille et langt øjeblik uden at reagere. Til sidst vendte han sit ansigt mod hende og så hende i øjnene med et spørgende blik, hvis man kiggede godt efter kunne man se at de var en anelse blanke.
"Mener du virkelig det?" Spurgte han med en klump i halsen og vendte ansigtet mod den pind han havde været ved at snitte, mens han kiggede ud mod teltdugens indgang. Retfærdighed der kompensere for dem der har opgivet. Det lød som ham i nogle af hans mørkeste øjeblikke.

[Philippa Blythe]

Det var ikke ligefrem blød fiktion Philippa var kommet med. Det skrev hun også, men det var ikke det der var kommet over hendes læber. Lige så langsomt drejede hun hovedet, og mødte hans blik, hvilket kun gjorde halsen en anelse mere tør.

”Ja”, svarede hun ham, og smilede let, selvom han ikke ville kunne se det, da hans blik var blevet vendt ned mod pinden. Hun lod ham blive i stilheden, men trådte et skridt tættere mod ham, mens hun vurderede ham tænkende med de brune øjne.