BAL - Is this a good time to panic?

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Det var aftnen for ballet. Som altid var vejret fint, forventningerne høje og storsalen pyntet overdådigt. Som altid tog Lousiana ikke med. Der var igen der havde inviteret hende, og siden hun ikke kunne skaffe sig en kjole, var hun blevet væk. Det ville simpelthen gøre hende til en perfekt målskive, hvis hun havde dukket op. I stedet for at tilbringe aftenen til den mest utrolige fest på Hogwarts, havde Lousiana slået sig ned i opholdsstuen. Siden hun var helt alene, havde hun nemmere ved at koncentrere sig, og hun fik temmelig hurtigt lavet sine lektier. Det var dog ikke helt uden hjælp fra hendes imaginære veninde som vidste alting.
Efter lektierne, havde Lousiana valgt at gå i seng. Der var ikke ret meget at blive oppe for, og hun havde ikke lyst til at være i opholdsstuen når de feststemte gryffindor-elever engang kom tilbage. Det ville være en lidt for markant påmindelse om, hvad hun gik glip af.

Hun var lige faldet i søvn, da rektors stemme rungede i sovesalen, og hun straks satte sig op med en panikslagen mine og så sig hurtigt omkring. Hun kunne hurtigt konstatere at rektor ikke var på hendes sovesal, og slappede en smule mere af. Det tog hende lidt tid at registrere hvad han havde sagt, men da det endelig skete, skyndte hun sig at tage tøj på.
Hun valgte det der var tætteste på, og endte på den måde med et yderst uklædeligt outfit. På overkroppen havde hun en sweater, som et af de ældre familiemedlemmer havde strikket til hendes ene søster. Den var straks blevet stemplet som grim, og det var derfor Lousiana havde fået den. Hendes bukser var som altid gennemhullede, og stammede fra bunken af aflagt tøj fra hendes søskende. Lousiana måtte bare prise sig lykkelig for at hun nogenlunde passede med dem i størrelsen. Det sko hun hurtigst kunne komme i var et par stribede ballerinaer, og mens hun løb ned at trappen fra sin sovesal, slyngede hun et gammelt halstørklæde om halsen. De var strikket og udformet som en slange. Lousiana havde haft det siden hun var meget lille. En eller anden bedsteforældre havde givet det til hende, dengang de stadig forventede at hun var fuldblodet og ville ende i slytherin. Af magiske årsager var tørklædet altid så langt, at hun kunne sno det en enkelt gang om halsen, og hver ende stadig nåede ned til hendes hofter.

Da hun endelig nåede helt ned til storsalen, stoppede hun op lige indenfor døren. Hun krummede lidt sammen og holdt en hånd over sin mave, mens hun prøvede a få vejret igen. Hun havde løbet hele vejen, og der var trods alt ret langt fra gryffindortårnet og helt ned til storsalen.
Det var først da hun havde fået vejret, og rettede sig op igen, at hun opdagede storsalens udsmykning, eller mangel på samme. Hvor var alt glitterstadset? Hvor var de små borde, de dansende mennesker og musikken? Hun begyndte hurtigt at ryste på hovedet, alting var helt forkert. Helt, helt forkert. Hvad var det nu rektor havde sagt, ud over at alle skulle komme ned i storsalen?

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 519
TAGS :: Caleb Blackhawke
OUTFIT :: Clicky
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[mel]

Caleb havde endnu ikke været at få øje på til juleballet - faktisk havde han slet ikke befundet sig på skolen i de par timer det nu havde foregået. Det var ikke fordi, at han ikke havde kunnet finde en date til ballet - faktisk havde pigerne nærmest stået i kø i den sidste uges tid, endda piger, han slet ikke kunne huske at have snakket med. De havde snedigt placeret sig i grupper de steder, hvor han hver dag gik forbi, for at kunne omringe ham, og håbede åbenbart, at han på den måde ville føle sig nødsaget til at invitere en af dem; Cal havde været nødt til at benytte sig af alle de hemmelige korridorer og passager han kendte til, for at komme uskadt frem til sine timer.

Nej, den eneste grund der faktisk var til, at den unge fyr ikke dansede tæt med en inde i Storsalen lige nu, ligesom alle andre, var, at han simpelthen ikke gad den slags fine fester. Bare ordet Juleballet havde afskrækket ham, for det indikerede, at man skulle danse pænt til kedeligt musik i endnu mere kedeligt, elegant tøj, og at dannet opførsel selvfølgelig var påkrævet - en egenskab, som Cal helst ikke ville benytte sig af. Han havde istedet tilbragt aftenen i Hogsmeade på pubben De Tre Koste med et glas Ildwhiskey foran sig, efter uden problemer af have sneget sig ud fra skolen ad en af de hemmelige passager til troldmandslandsbyen, fordi lærere og elever havde alt for travlt med forberedelserne til den forestående fest til, at lægge mærke til noget som helst andet.

I skikkelse af en adræt, gråsort ulv var han nu på vej tilbage til slottet. Siden han havde den fordel at kunne forvandle sig, var det meget hurtigere at skyde genvej tilbage, ved at følge et tilfrosset vandløb det første stykke vej, og så tage resten af turen gennem Den Forbudte Skov, istedet for at følge den sti, som alle andre tog, der gik hele vejen udenom. Han havde på vejen tilbage, udelukkende hypotetisk selvfølgelig, overvejet mulighederne for at skabe rav i den til festen, og den idé, der forekom ham som den sjoveste, var at slippe Nifflere ind på slottet, hvor gange, lokaler og korridorer alle steder var pyntet med gyldne, glimtende og skinnende ting.. Med et skævt smil spillende omkring sine læber ved tanken om, hvilket herligt kaos det ville skabe, begav han sig nu,i skikkelse af sig selv, ned langs plænen fra skovbrynet. Der var lys i alle vinduerne i Slottet, og med den klare stjernehimmel som baggrund, måtte selv Cal indrømme, at Hogwarts var et smukt syn.

Med et suk trådte han ind i indgangshallen, og stoppede forundret op. Istedet for det billede, han havde i hovedet af elever, der pænt eskorterede hinanden arm i arm ind i Storsalen, så han en perfekt blanding af panik og koas; elever, der småløb ind og ud mellem hinanden med et panisk udtryk i ansigtet, og lærere, der gik omkring med en sammenbidt mine, som om de alle sammen ventede på yderligere informationer. Han havde misset Rektors meddelelse med få minutter, og hans første tanke var, at der var nogen som var kommet ham i forkøbet, og havde lavet ét eller andet nummer - men han fik dog sine tvivl, da de fleste han passerede virkelig så dødsensangste ud. Noget undrende bevægede han sig hen mod indgangsdørene til Storsalen, hvor det så ud til, at alle møvede sig hen imod; han opfangede opskræmte sætninger som "Er han virkelig rigtig død?" og "Hvem kunne dog finde på at gøre sådan en ting?" Lige indenfor dørene fik han øje på en skikkelse han kendte. "Lou," sagde han, og tog hendes hånd for forsigtigt at trække hende lidt til siden, da folk var begyndt at danne en kø bag hende og komme med småirritable bemærkninger om, at hun spærrede det hele. Cals blå øjne flakkede over hendes ansigt, for først at sikre sig, at hun var okay. "Lou, hvad er der sket? Hvem er død?" spurgte han forundret, inden han kastede et blik rundt i Storsalen, hvor hundredvis af soveposer nu var blevet fremmanet, istedet for de borde og pynten, der måtte have prydet rummet før.

[/size]

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Lousiana havde overhovedet ikke opdaget at hun blokerede vejen for de andre, og blev noget forskrækket da hun pludselig blev trukket til siden, på trods af at Caleb ellers var meget forsigtig. Et kort øjeblik var hun meget tæt på at skrige, men så lykkedes det hende at genkende Caleb og han stemme trængte igennem til hende. Var nogen død?! Hun så et øjeblik endnu mere skræmt ud, end hun havde gjort da han trak hende væk. Hun trak stadig vejret en smule hurtigt fordi hun var forpustet og skræmt. Efter han havde spurgt hende prøvede hun, at komme i tanke om hvad deres rektor havde sagt.
Da hun begyndte at komme i tanke om det, løftede hun sin hånd op foran sig i en bevægelse hun tydeligvis ikke selv var klar over hun lavede. Med en let rystede, og delvist fraværende stemme, prøvede hun at gentage det deres rektor havde sagt.”Alle elever bedes vende tilbage til storsalen… Der… Der…” Hun stoppede op i et stykke tid, og hævede sit ene øjenbryn. Hun plejede ellers at huske nogenlunde. ”Der er sket en forfærdelig forbrydelse, læreren i…. i..” Hun havde stået og set ind i Calebs bryst, men da hun endnu en gang kom i tanke om den fulde meddelelse, så hun ham i øjnene med et fast, men skræmt, blik ”Læreren i mugglerstudier er død” Hendes stemme havde tidligere været i et nogenlunde normalt, dog lidt fraværende toneleje, men var hun blevet sænke til en lav, men intens og tydelig, hvisken.

Hun så sig kort omkring, og da hun hørte de andres elevers halvpaniske hvisken, fik hun hurtigt bekræftet at hun havde hørt rigtigt. Naturligvis var hun skræmt, de kæmpestore dådyrøjne bevidnede det og fortalte det videre til enhver der værdigede hende et blik. Håret der tydeligt bar præg af, at hun lige havde sovet, fik hende bestemt heller ikke til at se mere rolig ud. Desuden holdt hun usædvanlig godt fast i Calebs hånd, bare for at sikre sig at han ikke lige pludselig forsvandt. Hun var glad for at han var dukket op, for hun ville have været fuldstændig på herrens mark, hvis ikke han havde tvunget hende til at huske hvad rektor havde sagt. Selv hvis hun af sig selv var kommet i tanke om det, havde hende reaktion nok ikke ligefrem været god, hvis ikke hun havde haft en relativt god grund, til at holde sig til virkeligheden. Hun rettede kort sit blik hen mod marken af soveposer, før hun så på Caleb igen ”Vi må ikke gå ud” Selvom hende stemme rystede en smule og virkede meget skrøbelig, havde hun igen formået at hæve den til mere end en hvisken, og det havde endda også lykkedes hende at danne en sætning der gav mening.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 457
TAGS :: Caleb Blackhawke
OUTFIT :: Clicky
NOTES :: go here
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.

[mel]

Calebs blik hvilede stift på Lou, som gjorde en mærkværdig bevægelse med sin hånd. Uvilkårligt så han sig hurtigt over skulderen, for at se om hun pegede på en eller anden bag ham, inden der flød nogle ord over hendes læber. Først forstod han ikke rigtig hvad hun mente, indtil det gik op for ham, at hun genfortalte de vigtigste brudstykker fra den meddelelse, som åbenbart var blevet givet til eleverne, få øjeblikke før han selv trådte ind på slottet. I takt med at hendes ord gav mening i hans hoved, blev hans blik en sær genspejling af hendes, mens han så hende i øjnene.

Kendsgerningerne gik op for ham, og hans tåbelige tanke om, at en eller anden måtte have gjort noget, for at opnå at skabe kaos til festen, blev manet til jorden - det ville det være den dårligste joke i magiens historie, at foregive, at en lærer var blevet dræbt. Det var normalt kendt, at læreren i Mugglerstudier selv var Mugglerfødt, og derfra var der ikke lang vej til at gætte, at mordet måtte være blevet begået af en eller anden, som havde en fuldblodsfetich - Caleb var ikke et sekund i tvivl om, at der var tale om et mord.

Han kastede et hurtigt blik rundt i Storsalen for at se, om han kunne få et glimt af Humphrey Maverick, men i modsætning til de fleste andre lærere, som prøvede at genskabe roen mellem eleverne, både i salen og i gangen udenfor indgangen, var han ikke at se nogle steder.. Sikkert fordi, han var i fuld færd med at slette sine spor efter sig, tænkte han bittert, og bed sig tankefuldt i underlæben. Caleb nærede en dyb modvilje til den mugglerhadende troldmand, der nu skandaløst kaldte sig selv for Rektor på denne skole. Hvis han ikke havde noget med sagen at gøre, hvilket han havde svært ved at tro, gad han sikkert ikke en gang gøre en indsats for, at få det opklaret. "Den idiot," mumlede han for sig selv, næppe hørligt, og vendte blikket mod Lou igen. Hans blik strejfede kort hendes hånd, som holdt så stramt omkring hans, at hans knoer blev helt hvide, men han gjorde ikke noget for at få hende til at slippe.

"Der sker ikke noget, ikke når alle er herinde," forsikrede han hende om og så hende i øjnene. "Lou.. Hvor var du, da det skete?"

[/color] Det faldt ham slet ikke ind at prøve at finde en sovepose, ligesom de andre elever var begyndt på. Han var opfyldt af en lyst til at gøre et eller andet - hjælpe med eftersøgningen, istedet for bare at sidde her, og afvente ordrer. Hvis det ikke var fordi, han stod sammen med den skræmte Lou, var det også, hvad han ville have gjort.
"Jeg har lige været ude.." begyndte han. Den umiskendelige, svage duft af gran og våde blade der hang ved hans tøj, afslørede ham også. Han kom lige fra Den Forbudte Skov. [/blockquote][/size]

[Lousiana Bloodworth]

THERE SHE STUMBLES, FALLING TO HER KNEES
I T H I N K S H E T R I P P E D O N R E A L I T Y

[/size]
~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~[/center]

Hendes tanker hvilede end ikke et øjeblik på soveposerne, eller på at hun nok burde skaffe sig en soveplads. Hendes tanker var alle andre steder, og summede rundt som et bistade. Hun havde været fuldstændig ude af stand til at holde styr på det, hvis ikke hun havde haft noget reelt at forholde sig til. Hun var naturligvis klar over at der ikke skete noget mens de alle sammen var samlet, men hvad hvis morderen var en af de andre elever eller en lærer? Så kunne hun ikke vide sig sikker, når alting engang vendte tilbage til hverdag. Hun var jo mudderblodet, og hun havde endda en indgravering i nakken til at bekræfte det. Hun havde godt nok gjort alt for at ingen skulle se den, men man kunne jo ikke vide.
Calebs spørgsmål var så konkrete som de kunne være, og derfor var det også gode til at få hende til at fokusere, ligesom de tvang hende til at køle en smule af, lige netop for at hun kunne fokusere. Hendes blik hvilede fast på ham, og da hun slappede en smule mere af, løsnede hun grebet om hans hånd en lille smule. I forhold til hvor fraværende hun plejede at virke, var hun utroligt opmærksom ”Sovesalen” Selvom hendes blik virkede skarpt og opmærksomt, virkede hendes stemme en smule svævende ”Jeg var på sovesalen, med Sasha” Sahsa var den dukke hun havde fået fra sine mugglerbedsteforældre, og som var det eneste legetøj hun havde haft i sin barndom. Den betød ekstremt meget for hende, og da hun kom i tanke om at hun havde efterladt den i sovesalen, så hun et øjeblik lettere panikslagen ud. Hendes øjne blev endnu en gang opspilede til dådyrstørrelse og hun så skiftende fra Caleb og hen mod udgangen, mens hun bevægede hovedet hurtigt frem og tilbage.

Da hun endelig fik sig selv under kontrol, og på den måde undgik at gå fuldstændig i selvsving så hun på Caleb igen. Hun havde overbevist sig selv om at Sasha kunne vente, og havde på samme tid indset at der var så mange mennesker omkring hende, at hun ikke kunne tillade sig at gå helt i selvsving. Hun havde trods alt evne for at holde en smule på en facade. Hun tvang et kort smil frem, da hun så på Caleb ingen og svarede på hans halve forklaring af hvor han havde været. Hun havde faktisk troet at han havde været til festen, men hans tøj fortalte en anden historie og hans ånde havde den karakteristiske lugt af ildwhisky, som var svær at kamuflere. ”Du dufter af skov… og whisky” Hun dæmpede sin stemme til ved den sidste halvdel, og holdt sig demonstrativt for næsen, for at vise at det bestemt ikke var en duft hun brød sig om. Skov ville i sig selv have været fint nok, men blandt med whisky, som hun virkelig ikke kunne lide, var det en rigtig ubehagelig duft.

~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~ • ~

WORDS :: 488
TAGS :: Caleb Blackhawke
OUTFIT :: Clicky
NOTES :: Some goes for me
CREDZ :: Song is "Perfect Day" by Collective Soul. This template was made by xreebear of caution two-point-oh.