Når en dør lukkes...

[Marvin Alexander Loddington]

Erin Bathilda Murray

Alt hvad der kunne gå galt, var gået galt for Marvin og så endda på hans første dag i den nye afdeling i Ministeriet. Det hele startede med teen. Den forbistrede te. Hver eneste morgen drak han te. Sort te. Altid den samme, altid uden problemer. Men så lige i dag, havde han besluttet sig for at multitaske. Den fortravlede troldmand havde med et vink af staven sat kedlen til at koge, strygejernet til at stryge skjorten og kniven til at smøre en syltetøjsmad. Da han havde forladt brusebadet ti minutter senere og taget de få skridt det tog ham at nå ind til stuen, mødte et kaotisk syn ham. Kedlen hældte skoldhedt vand ud over brødet, kniven smurte syltetøj ud over skjorten, og strygejernet var væk.

Mens Marvin skiftevis hastede ned af Ministeriets marmor-belagte gange og trippede nervøst i elevatorerne, kunne han ikke lade være med at tænke på om strygejernet, som hævn for hans distraktion, var ved at brænde lejligheden ned. Selv dette frygtelige scenario kunne han dog også distrahere sig fra, fordi netop nu nåede han Afdelingen for Magisk Uddannelse. Marvin tog en dyb indånding og glattede den sorte robe med en let rystende hånd, i mens hans anden lidt-mere-end-let rystende hånd besluttede sig for at give slip på de papirer, han havde knyttet hårdt. Bandeord fulgte som han bøjede sig ned for at samle dem op.

Denne gang kunne det bare ikke gå galt. Jobbet som afhenter var den nye chance, som han havde ventet på lige siden, han forlod Hogwarts. Chancen for faktisk at få noget ud af livet andet end at sidde fast i et støvet kontor og gennemlæse paragraffer om koste og susepulver, mens hele verden gik videre omkring ham.

Det sidste stykke papir blev samlet op og da han rejste sig, fik han pludselig øje på et ansigt, han ikke havde set i årevis.

[Erin Bathilda Murray]

Erin stoppede op foran den foroverbøjede mand, der hev papirer til sig og bandede ubehøvlet. Hun havde været på vej til sit kontor, varmt klædt i en mørk kappe over grå, som stod åben i de noget varmere omgivelser indenfor. Hendes mine var tydeligt overrasket og hun blinkede, før hun løftede hånden og skubbede brillerne lidt op.

"Marvin?" Hun så spørgende på ham. Så vidt hun huskede arbejdede han ikke i ministeriet. Det ville hun have husket. Direkte at spørge hvad han foretog sig på hendes arbejdsplads, meter fra hendes kontor, ville være ubehøvlet. I stedet smilede hun høfligt.

[Marvin Alexander Loddington]

Bedrog hans øjne ham eller var det Erin? Erin Murray. Det føltes som om, det kun var en måned siden, han sidst havde set hende. I virkeligheden havde det snarere været flere år - dengang de besluttede sig for at gå hver deres vej og afslutte forholdet. Mørkt tøj, blondt hår og store briller som altid. Erin lignede sig selv. Marvin følte nu heller ikke, at han havde forandret sig særlig meget.

"Hej Erin", svarede Marvin og smilte vagt. Hun havde ikke fanget ham i en ideel situation. Han lyste ikke ligefrem selvtillid, som han havde håbet han ville, når han trådte ind på kontoret. At han ville løbe ind i hende før eller siden, havde han nok forventet - han kunne huske, at Erin arbejdede i afdelingen - men at hun var den allerførste person, Marvin mødte på hans allerførste dag, havde ingen vist regnet med.

"Det er lang tid siden", sagde Marvin og konstaterede det åbenlyse. Han lo nervøst og kørte sin hånd igennem krøllerne. Sikken en dag, det havde været indtil videre. "Hvordan går det?"

[Erin Bathilda Murray]

Erin strøg en hårtot om bag øret og forsøgte at skjule sin forbløffelse bag høflighed. Det gik så om så. Hun var godt opdraget, men det var virkelig underligt at se afrydderen Marvin helt forpjusket med en ordentlig papirstak i hænderne. Han lignede til forveksling hende på en dårlig dag.

"Godt," fik hun sagt, lidt forsinket og fremtvang et høfligt smil. "Jeg har det godt. Hvordan har du det?" Hun grinede ikke. Smilet føltes allerede temmelig påklistret. Nervøsitet var den overvældende fornemmelse.

[Marvin Alexander Loddington]

Marvin havde en snigende fornemmelse om, at Erin heller ikke ønskede at være i denne situation meget mere end ham selv. Sherlock Holmes var han nu langt fra, men de havde trods alt været et par, og han havde lært en ting eller to om hende - blandt andet at hun ikke brød sig synderligt meget om intetsigende smalltalk.

Efter at have rømmet sig, svarede Marvin ærligt "Lige nu er jeg lidt ude af den". Han gestikulerede kort med sine sammenkrøllede papirer for at vise hende, hvad han mente. "Du undrer dig sikkert, hvorfor jeg er her. Jeg har faktisk fået nyt job i afdelingen og i dag er min første arbejdsdag". Marvin tænkte det bedst, at han kom lige til sagen, fordi egentligt var det nok lidt mystisk, at han pludselig dukkede op på det samme sted, som hun arbejdede uden nogen forklaring efter så mange år. 

[Erin Bathilda Murray]

Erins skuldre faldt lidt. Hun havde allerede lagt to og to sammen, men at det lige var denne afdeling, som han hørte til på nu, var ikke gået op for hende. Ikke før nu.

Hun kneb øjnene en smule sammen og nikkede langsomt. Smilet var dalet og hun kunne ikke med ærlighed i stemmen sige, at hun vidste hvad hun synes om den lille ændring. "Hvilket kontor?" Hun tog en dyb indånding. Ikke hendes. Det ville han have sagt som det første.

[Marvin Alexander Loddington]

Marvin skævede kort over Erins skulder mod kontoerne for at sikre sig, at der ikke gik en vred kvinde eller mand rundt og ledte efter ham. Hans førstehåndsindtryk på den nye arbejdsplads kunne kun blive værre, hvis han ikke kunne findes til tiden. Men fordi Marvin ikke fik øje på nogen, og fordi han aldrig havde været særligt punkligt, når det kom til skole og arbejde, besluttede han sig for at det nok gik at blive for at udrede tingene med Erin. Troldmanden rettede hurtigt øjnene mod ekskæresten igen.

"Æh..." Marvin tøvede og tog hånden op til hovedet. "Det kommer til at lyde total disorganiseret, men jeg har bare fået besked på at mødes med afdelingslederens assistent i dag for at blive vist til rette". Han tilføjede hurtigt, "Jeg er blevet ansat som Afhenter".

[Erin Bathilda Murray]

Erins øjenbryn fløj lidt op, før hun strøg en hårlok om bag øret og nikkede. "Oh. Ja," udbrød hun overrasket og en smule mundlam. Marvin - afhenter? Det virkede som et mærkeligt karrierespring.

Hun rømmede sig lidt og så sig over skulderen, før hun gestikulerede imod en åben dør for enden af gangen. "De er flyttet ind dernede," informerede hun ham høfligt, inden hun fik et smil fundet frem. "Velkommen til." Hun rømmede sig kort og nikkede atter engang, før hun trippede lidt på stedet i klar forventning om, at han ville være den første til at gå.

[Marvin Alexander Loddington]

Marvin kunne ikke lade være - han drog en lettelsens suk, da Erin gestikulerede ned mod kontoret og bød ham velkommen. Luften havde været så tyk af anspændthed, at man praktisk talt kunne skære i den.

"Tak Erin", sagde han oprigtigt og smilede. "Jeg sætter pris på det".

Efter han havde taget et par skridt ned af gangen, vendte han sig om for at se om Erin fulgte med. Det var nærmest en automatisk reaktion. Dengang de havde været et par, havde han haft til (dårlig) vane at gå i sit eget tempo uden tanke for, om Erin - eller nogen anden for den sags skyld - kunne følge med, og han måtte altid se sig tilbage. Da han indså, hvad han havde gang i, skød han en grimasse og gned forlegent sin nakke. Marvin anede jo ikke engang om, hun skulle samme vej. Sikke et dårligt anden-håndsindtryk.

[Erin Bathilda Murray]

Erin smilede svagt og skubbede brillerne op, inden hun nikkede sin afsked. Da han gik ned mod det udpegede kontor, tog hun selv de første skridt i den modsatte retning imod sit eget kontor, som hun delte med en kollega.

Hun tog sig i at se sig over skulderen og rynkede i stedet panden, som hun nåede kontoret og rystede det pudsige møde af sig. Det ville kræve tilvænning at arbejde på samme etage som Marvin. Ikke at det på nogen måde var umuligt - eller for den sags skyld usædvanligt.