A devil wears Madam Malkins

[Isla Kinnaird]

Aldrian Coppernan

Isla stormede ned langs hovedgaden som havde hun sin helt egen bane at gå i. Hun ænsede ikke rigtig folk, og hvis hun gjorde var det kun fordi de stødte ind i hende, hvor fra hun med sirup-sød stemme ville sige; ”Det skal du ikke tænke på..”, inden hun ville gå videre og forsætte med at afskrække og fascinere folk med sin bryske facon.

Isla trådte ind i Madam Malkins og forlod først butikken en god time efter. Det var en kunst at finde de butikker der forstod god kvalitet af tøj – og sådan kvalitet havde hun i særdeleshed fundet hos den yndige Agnes Atterberry.

Isla nåede ikke at stå udenfor i særlig lang tid før to ældre mænd var henne ved hende. ”Min kone vil ikke tro mig når jeg fortæller hende det her”, sagde den ene i et stort smil, mens den anden stod mut, og betragtede hende ved siden af. ”Det skal du ikke være så sikker på. Vi kvinder kender jer bedre end i tror. Det er en af vores styrker”, svarede hun ham med et glimt i øjet, og skrev autografen færdig, inden de forsvandt. Svagt rystede hun på hovedet, inden hun fandt sine handsker frem fra lommen.  

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var færdig hos Madam Malkin og gik ud af butikken, mens han nærlæste den ordreseddel, han havde fået med sig. Derfor så han heller ikke, at der stod en kvinde lige uden for døren og han endte med at gå direkte ind i hende. Han rakte ud og forsøgte at støtte hende, hvorefter han med det samme gav sig til at rette på sit tøj. "Det må du virkelig undskylde. Jeg er bange for, jeg ikke så mig ordentlig for."

Han rettede sig op og smilede venligt til hende og opdagede derefter, at hun havde tabt sine handsker i sammenstødet. "Nu skal jeg". Han bukkede sig ned og greb efter handskerne, som han derefter afleverede med et elegant buk.

[Isla Kinnaird]

Isla mærkede et svagt jag af smerte mod sin ryg, i det hun begyndte at vælte bagover, og hun slap omgående sine handsker, for i stedet at skærme for sit ansigt med sine hænder. Før det gik så vidt mærkede hun et greb om sig, og hun fik med hjælp rettet sig op, hvorefter hun det med samme tjekkede om hendes strømpebukser var travlet, fremfor at tjekke om den anden person var okay.

Først da han snakkede værdigede hun manden at se op på ham. ”Nej, det ser sådan ud, men lad os lægge det bag os” sagde hun upåvirket, en ganske indøvet sætning, hun havde brugt før. Isla betragtede ham i det han bukkede sig ned for at samle hendes handsker op. Isla tog imod dem. ”Tak”, sagde hun, og antydningen at et smil tittede frem på de farvede læber, inden hun vendte ryggen halvt til ham, viftede handskerne fri for skidt, før hun begyndte at tage dem på endnu engang.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian rynkede brynene en smule ved det overfladiske svar. Det var som regel ham, der sagde den slags og brød sig ikke rigtigt om at være på den modtagende side. Det morede ham dog, at han tilsyneladende heller ikke var den eneste, som sørgede for at holde styr på sit udseende til alle tider.

Da hun havde taget imod handskerne, mærkede han, at der var noget ved kvinden, som virkede bekendt. Det tog ham et øjeblik at fiske erindringen frem, men derefter udvidede hans øjne sig en lille smule. ”Det er da vel ikke, Isla Kinnaird, jeg har æren at stå overfor?”

[Isla Kinnaird]

Fra Isla vendte ryggen til ham, og dermed fjernede sit synsfelt fra hans ansigt, gik der ikke lang tid, før han var helt fjernet fra hendes tanker. Tavsheden varede dog ikke længe nok til at hun havde tid til at gå, før han igen snakkede, og hun vendte sig rundt, inden de himmelblå øjne fastlåste sig i hans.

”I egen høje person”, svarede hun ham tålmodigt. Det var ikke ukendt for hende at folk genkendte hende og det kunne mærkes. ”Og hvem er du?”, spurgte hun lidt efter, mest for at være høflig.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian blev lettere stødt af hendes åbenlyse mangel på interesse. Det var ikke den attitude, han normalt blev mødt med - uanset om personen han talte med var berømt eller ej. Han svar blev derfor også en anelse afsnubbet, på trods af, at han stadig afleverede antydningen af et buk, mens han gav sit navn. Et buk, som han uden tvivl ville have fået klø for at aflevere, havde hans far været i nærheden. "Aldrian Coppernan, til tjeneste."

[Isla Kinnaird]

Aldrian Coopernan. Et nyt navn. Isla lod igen de måneskinsblå øjne glide ned af ham. ”Du er fra ministeriet, er du ikke?”, spurgte hun, mere en konstatering, end et spørgsmål. Det var sjovt hvordan man kunne lugte de ministeriefolk på lang afstand. ”Jeg optrådte engang til en af jeres julefester.”, et svagt, morende smil krusede sig opad. ”I er slet ikke så tillukkede som i kan få det til at virke”, tilføjede hun. Det var sjovt. Når man var kendt følte man pludselig at man havde ret til at sige alting. Det eller også behøvede man bare have en personlighed som Isla.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian nikkede bekræftende med et stramt smil om munden. Under normale omstændigheder ville han have været smigret over, at man så tydeligt kunne se, at han arbejdede i Ministeriet, men kvinden havde allerede sat ham i dårligt humør og måske derfor lød det i stedet som om, hun ikke brød sig videre om ministeriefolk. Høflighed bød ham dog at fortsætte samtalen, indtil det var passende for ham at gå igen og han nikkede igen, inden han svarede. "Ja, det husker jeg. Det var en fantastisk optræden." At kvinden var uhøflig, betød ikke, at han behøvede at være det, men han synes nu alligevel, hun brød en usynlig barriere ved åbenlyst at beskrive ministeriets ansatte som tillukkede og inddirekte som kedelige. 

[Isla Kinnaird]

Isla smilede lettere intetsigende. At være tillukkede behøvede ikke at være en negativ ting som sådan i Islas optik. Til tider skete det, at de personer, var de der faktisk lyste mest op i et rum. Ekstroverte personer kunne hurtigt blive kedsommelige i længden havde hun efterhånden erfaret.

”Det var pæne ord, Coppernan. Tak.”, svarede hun ham, og nikkede en enkelt gang med hovedet, inden hun lod blikket glide rundt. ”Nu må jeg videre. Det var hyggeligt at snakke med dig, men se hellere hvor du går fremover, så du ikke forskrækker andre kvinder på din vej. Farvel, Coppernan”, og med de ord drejede hun rundt, og bevægede sig væk med ryggen til ham, mens det endelig lykkedes hende at få sine handsker på uden forstyrrelser.

Forlader tråd

[Aldrian Coppernan]

Aldrian så lettere sydende efter sangerinden. Sjældent havde han mødt nogen så uhøflig og irriterende som hun. Han havde lyst til at komme med et sviende svar, men en tid var det den tillærte høflighed, der holdt ham tilbage og da han havde overvundet den, var hun allerede på vej væk. Han rystede resolut på skuldrene i et forsøg på at ryste den irriterende kvinde af sig og gik derefter med næsten trampende skridt hen imod Ministeriets lokaler.

*Tråd lukket*