|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 1, 2015 20:51:17 GMT 1
Det lakkede mod enden i endnu en lektion i magiens historie, der til tider fik det til at virke som om at tiden kunne gå baglæns. Denne mandag eftermiddag var lidt mere so/so, man kunne da i det mindste mærke at tiden gik fremad. Nora sad alligevel med både pergament og pen fremme, som hun plejede. I dag handlede det om hekseafbrændinger, og det føltes mere relevant for tiden end så mange andre af de ting de havde lært (og noget af det glemt) i det fag. Og der var da også færre der var på kanten til at falde i søvn i netop denne lektion. Af og til kom læreren med udtalelser, som fik hende til ligeså at rette blikket imod en af Hufflepuff eleverne som de havde magiens historie med - Casimir. Mange af disse blikke kunne tolkes som spørgsmålstegn, for meget af det der blev sagt var jo ikke ligefrem noget der gjorde at man, som heks, fik særlig meget lyst til at have noget at gøre med mugglerne. Det var ikke fjendtlige blikke, hun var nærmere interesseret i hvad han kunne have at sige til det. |
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 1, 2015 21:30:52 GMT 1
Casimir kedede sig. Det var den første dag efter ferien og eksamensrepetitionen var tydeligvis gået i gang. I hvert fald beskæftigede de sig med gammelt stof og han tænkte mere på den følgende aften end på hekseafbrændinger eller professorens tydeligt negative vinkling af mugglerne.
I det hele taget var hans fokus ikke så glimrende. Ferien havde gjort det tydeligt, at Hogwarts var et stort skuespil for ham efterhånden og da han rakte hånden op for at stille et spørgsmål til stoffet, fik han kun lidt drævende spurgt, om den angst, der fik mugglerne til at brænde flere tusinder mugglere ikke meget vel kunne sammenlignes med den angst, der nu igen bredte sig blandt dem. Så så han over på Nora og trak lettere ironisk på smilebåndet.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 1, 2015 22:13:01 GMT 1
Da Nora på et tidspunkt fik øjenkontakt med Casimir lagde hun godt mærke til hans ironiske smil. Hun kneb øjnene en smule sammen imens hun fortsat så på ham i nogle sekunder, inden hun afsluttede det med sin egen trækken på smilebåndet, dog noget mere svagt, og noget mere tvivlende. Så rettede hun ellers blikket imod pergamentet og skrev notatet færdigt som hun før var startet på - med en lille sidenote i en småuforståelig skråskrift; en halvuigennemtænkt tanke i forhold til den nuværende situation. Svaret fra læreren kørte i de samme riller som det man også hørte i mugglerstudier, så det hjalp hende ikke synderligt.
Da hun så op fra skriften igen rettede hun blikket imod Casimir endnu engang. Denne gang med et blik der forsøgte at bede, og ikke mindst overbevise, ham om at blive efter timen.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 1, 2015 22:55:38 GMT 1
Casimir sank hen i kedsomhed og stirrede blankt op på læreren resten af dobbeltlektionen. Han samlede sine ting sammen det sekund de fik fri og trak sin solide lædertaske over den ene skulder. Nedenunder ventede frokosten og han havde brug for al den tid han kunne få til at tænke.
At andre mennesker skulle være afhængige af ham var han forsøgt at befri sig for. Han var så opslugt af sine egne tanker, at han ikke registrerede meget andet end at få tjekket, at han ikke efterlod noget på pladsen.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 1, 2015 23:58:52 GMT 1
Hun indså at der nok ikke var hul igennem, og vendte opmærksomheden tilbage til sit pergament og til læreren. Så måtte hun vel bare fange ham bagefter, tænkte hun. Der gik dog ikke længe før timen var ovre. Nora fik hurtigt pakket sine ting sammen og tog dem under armen, hurtigere end hun plejede, da hun kunne se at Casimir var ret hurtig til at få pakket sammen. Spørgsmålet plagede hende og hun vidste ikke hvem hun skulle tale med det om det udover ham, og nu havde hun jo sat sig for at hun skulle høre hans svar, så skulle det nok komme til at ske.
Med en strejfende tanke satte hun sin kurs imod ham. Alle vidste jo godt hvad han stod for, og hun var ret overbevist om at mange også var klar over hvad hendes familie stod for, men at hun skulle snakke med ham kunne jo handle om alt muligt..? Ja, det ville hun mene. Det var dermed retfærdiggjort overfor andre i hendes hoved.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 2, 2015 19:12:15 GMT 1
Casimir rettede sig op og var klar til at gå. Han rykkede lidt i stroppen og vippede stolen ind på plads.
I aften skulle det være. Han var klar og fokuseret.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 2, 2015 19:52:44 GMT 1
"Casimir," lød det fra Nora da hun nåede ham. Hun stoppede op men stod lidt småtrippende foran ham, klar til både at stoppe helt op eller fortsætte med at gå.
"Jeg skal tale med dig. På et tidspunkt. I dag." Hun trak så vejret, efter have kastet ordene ud så hurtigt efter hinanden at hun ikke havde nået det før det.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 4, 2015 21:32:42 GMT 1
Casimir stoppede op og drejede hovedet, lettere overrasket. Han vendte sig om, konfus efter at have været så beslutsom. Men klarheden vendte hurtigt tilbage og hans øjenbryn røg lidt op over klassekammeratens tone.
"Hvad om?" Han lagde hovedet lidt på skrå. De stod stadig midt i klasselokalet, men han havde ingen hemmeligheder med Nora, så vidt han vidste. Hans hemmeligheder var reelt set stadig hans egne. Et svagt smil trak i hans mundvige.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 4, 2015 23:08:22 GMT 1
"Om..." startede hun, som så blev afløst af en hånd der var igang med nogle lidt diffuse fagter. Nora så sig lidt omkring og opdagede at mange af eleverne allerede var på vej ud. "Det her," sagde hun så endeligt og gengældte kort hans smil. Hvis hun skulle være ærlig var det ikke et emne hun gik til hverken med nemhed eller ro i sindet. Og hun kunne godt have lidt svært ved at tale om det, hvilket nok endda var en underdrivelse. Det var også en af grundende til at hun havde brug for at tale med en som virkede så sikker.
Det gik dog hurtigt op for hende hvor uklar hun havde været og valgte at uddybe det. "Mugglere," sagde hun så, knap så højt.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 7, 2015 21:44:07 GMT 1
Casimir hævede begge øjenbryn og fnøs muntert. "Det behøver du ikke tænke på," konstaterede han roligt, højt nok til at professoren ved katederet burde kunne høre det. "Men jeg har tid nu. Gå med mig," opfordrede han, som han hægtede lidt op i sin taske, slog med hovedet og forlod klasselokalet.
Han var afslappet nok, men svagt skeptisk. Mængden af Slytherinpiger, der synes de ville dele deres nyfundne tanker med ham var efterhånden overvældende. Han var ikke mistænksom af natur, men det lugtede lidt.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 7, 2015 22:45:58 GMT 1
Begge Noras øjne blev endnu engang knebet en smule sammen. Denne gang i et forsøg på at aflæse grævlingen. Hun kunne ikke helt altid finde ud af ham. Øjenomgivelserne blev dog hurtigt løsnet op igen, og hun så dermed mere neutralt på ham da han bedte hende om at følge med.
Der var ingen grund for hende til ikke at følge med, det var jo ligesom hende der havde bedt om at tale med ham. Så hun smuttede bare stille og roligt med ham og sukkede en enkelt gang. "Hvorhen?" spurgte hun så, da de var kommet ud af klasselokalet og lidt væk derfra.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 8, 2015 0:08:39 GMT 1
"Femte sal," svarede han. "Mugglerstudier om et kvarter." Han smilede ironisk. "Meget passende, egentlig. Hvad ville du tale om?"
Han gik imod trapperne i et relativt adstadigt tempo. Det tog ganske vist lidt tid at komme derop, men han var ikke den eneste, der skulle i samme retning og flere ville sikkert komme for sent. Fra første til femte sal på Hogwarts' trapper var en udfordring selv for en elev på 7. årgang til tider.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 8, 2015 23:12:00 GMT 1
Nora kunne ikke holde sig fra at slippe en kort latter over hans kommentar og ironiske smil. Hun gjorde bare et kort nik for så at svare på hans spørgsmål. "Jeg ville høre dig, om du mener at det kan forsvares at mugglerne har været så fjendtlige overfor os i fortiden... Hvorfor er det så skidt med en adskillelse?" Hun gjorde det så åbent som hun kunne, delvist fordi hun egentlig bare gerne ville høre hvad han havde at sige, og delvist fordi hun umiddelbart ikke havde tænkt så langt selv. Om de skulle forsvares eller kun fordømmes vidste hun heller ikke. Generelt befandt hun sig i noget af en limbo når det kom til mugglere.
Med vejen op til femte var Nora glad for at hun ikke havde et fag efter magiens historie. Udover det, var hun også ofte træt i hovedet efter det fag så det passede hende generelt godt ikke at have noget liggende der.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 11, 2015 2:26:38 GMT 1
Casimir bremsede op midt på gangen og betragtede Nora. Hans blik var uudgrundeligt, som det gled over den jævnaldrende pige og han var tavs i et påfaldende stykke tid, i forhold til at de stod på en åben gang, hvor andre maste sig forbi.
"Mennesker frygter det de ikke kender til," svarede han simpelt. "I mugglernes tilfælde, har de langt mere grund til at frygte os end vi har til at frygte dem, synes du ikke?"
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Jan 19, 2015 20:08:54 GMT 1
Da Noras samtalepartner bremsede op på den måde, gjorde hun instinktivt det samme. Med et lettere undrende udtryk så hun på ham under hans blik, hvad end det var, det var.
"Jo, men..." begyndte hun, og holdt en kort pause inden hun fortsatte. "Det betyder jo ikke at de må gøre hvad der passer dem." Hun kunne godt se Casimirs pointe men hendes opdragelse og indlærte tankegang havde stadig et stærkt indtryk på hendes verdensbillede.
|
|
