|
|
Post by Graham Blaine Brewster on Dec 30, 2014 23:39:54 GMT 1
Hvorfor Graham havde taget åbenlyst kontakt til et andet individ var ham en gåde, da han netop stod og ihærdigt forsøgte at få tekpotten til at gøre dens arbejde. Han var stadig iført morgenkåbe, selvom det var ved at være hen af dagen, men han havde simpelthen ikke overskuet tanken om, at skulle iføre sig ordentlige gevandter endnu.
Det var i en brandert, ganske simpelt, at han havde smidt en seddel ind under en gammel venindes dør. En anmodning om, om hun havde lyst til at komme forbi og få en kop te. En anmodning han nu frygtede, at hun ville afslå og lade være med at dukke op til, for han havde været stupid nok til at skrive sin adresse, en dato og et klokkeslæt på sedlen også. Nu var chancerne for at få fred denne sene eftermiddag minimale, måtte han med et suk konstatere, da tepotten endelig hylede, som tegn til, at teen nu havde den helt rette temperatur og havde trukket længe nok. Han skævede til uret. Pokkers - den viste, at gæster var på vej!
Han lod tekanden placere på sit stuebord - der utroligt nok var ryddet. Tænk, at han havde gjort så meget ud af det, inden han fløj ind på sit soveværelse og iførte sig almindelige troldmandsgevandter i blålige nuancer. Han var lige igang med at stramme snoren på sin kappe, da uret bimlede som tegn til, at hans fred var meget tæt på at blive forstyrret. Han tog en dyb indånding og bevægede sig så hen mod døren for at tjekke, om der var nogen gæster der ventede udenfor.
|
|
|
|
Post by Isla Kinnaird on Dec 31, 2014 0:25:39 GMT 1
Drejende om et hjørne kom Isla til syne, hvis genlyde af hæle mod jorden og parfume kunne høres og duftes på lang afstand. Langs husene kom Isla gående med ryggen rank, og hagen højt hævet, mens krusningen af et smil blev sendt til de få hun fik passeret på sin vej.
Isla var ikke blevet overrasket da hun om morgenen havde fundet en seddel på sit gulv. Hun havde efterhånden vænnet sig til at hendes fanskare fandt frem til hendes adresse – ja, hun var endda blevet immun overfor de sjofle erklæringer hun ind i mellem måtte stå model til at modtage. Overraskelsen ramte først da hun opdagede hvem afsenderen var. Først blev hun en anelse skeptisk, for Graham var ikke en hun havde hørt længe fra. Det lignede dog hans håndskrift, som hun nu huskede den fra de nostalgiske tider, og hun besluttede sig for at se invitationen an.
Isla standsede brat op udenfor den nedskrevne adresse, en smule over tidspunktet det var ment hun skulle møde på, og bankede på døren med tre fine slag. Derefter puffede hun lidt op i det opsatte hår og håbede ved Merlins ikkeeksisterende skægstubbe at det ikke var en eller anden spøg.
|
|
|
|
Post by Graham Blaine Brewster on Dec 31, 2014 0:39:58 GMT 1
Skulle sandheden frem, havde Graham ærlig talt ikke tænkt over, hvordan hans seddel ville blive opfattet af modtageren. Han havde blot i en brandert ønsket sig brændende at have en ven at holde om og kunne tale med, sådan ordentligt tale med, ikke overfladiske snakke om noget så ligegyldigt som vejret eller hvor mange drager han havde tæmmet. Det var nok den virkelige grund til, at han havde kontaktet Isla, for hun vidste da om nogen, hvem han var - så behøvede han ikke forklare så meget. Så kunne han bare være og derfor var det måske heller ikke så slemt, at han netop nu ventede hendes selvskab. Det nåede lige at tænke, før tre tydeligvis feminine bank lød på hans dør.
Han åbnede med en ambivalent følelse, for nu stod han til ansvar overfor sine handlinger. Han havde forsømt deres venskab - det indrømmede han gerne, bare ikke direkte overfor Isla og han havde været fræk nok til at kontakte hende i en brandert, men han trøstede sig med, at hun da i det mindste var dukket op. Og at et smil så ud til at pryde hendes læber. Han gengældte smilet og følte sig pludseligt mere modtagelig overfor selvskab.
"Goddageftermiddag, Isla - du kommer lige til tetid," påpegede han med et lidt indforstået, ironisk smil. Selvfølgelig gjorde hun det - han havde jo selv inviteret hende!
Han åbnede døren helt og lod hende træde indenfor i sit ydmyge hjem, som var rodet, selvom han havde forsøgt at være ihærdig med oprydningen. En flaske halvtom ildwhisky stod dog alligevel placeret på stuebordet, hvor han også havde dækket op med biscuits, tepotten med Earl Grey og et par fine små desserttallerkener med et eller andet grimt kattemotiv.
Han rømmede sig, lidt usikker på situationen.
"Føl dig endelig hjemme," sagde han så lidt tamt og kløede sig i nakken, mens han skænkede te i begge kopper - det var da en handling, der gjorde, at han ikke behøvede stå og føle sig klodset i eget hjem.
|
|
|
|
Post by Isla Kinnaird on Dec 31, 2014 2:34:33 GMT 1
”Brewster”, hilste hun tilbage med antydningen af et smil, og så ham hurtigt an fra top til tå med de blå øjne, inden hun passerede ham, og trådte ind i det varme hjem. Isla tog sine handsker af ved at hive i en finger af gangen, mens hun vurderende så rundt i hans hjem, ikke overrasket over at Graham ikke var typen der holdte sit hjem klinisk rent – han var trods alt dragetæmmer.
”Du må forstå at jeg var en smule skeptisk da jeg først så din besked – vi har ikke talt sammen i evigheder”, samme hun med ryggen til ham, og som reaktion på hans sidste sætning tog hun sin kappe af, og hængte den på hans stumtjener. ”Men jeg er glædeligt overrasket”, forsatte hun, og så igen ud over tebordet, der i forhold til rodet i hans hjem var yndigt dækket op.
Isla stille sig hen ved siden af ham, og betragtede ham og kopperne lige så stille med blikket, mens fingrene lige så langsomt blev lagt oven på en af stolenes ryglæn. ”Tak”, sagde hun da han havde hældt helt op, og trak koppen til sig, inden hun satte sig ned. Derefter begyndte hun at gøre sin te klar. En halv teskefuld honning, en knivspids sukker og en sjat mælk. Normalt ville hun også tilføje citrus for at opveje det søde, men det kunne hun ikke se på bordet, men det var da også til at undvære.
|
|
