Julestemning

[Alastair Ó Catháin]

Tag: Casimir Ó Catháin & Chrysanta Ó Catháin
24/12

Julen var ankommet i al sin pragt, med et helveds hur og en hel masse ting der pludselig skulle gøres meget, meget hurtigt eller så var hele højtiden ødelagt. Alastair havde gjort hvad han kunne for at hjælpe til, men det virkede som om - efter et vist punkt - var der ikke så mange pligter tilbage at ordne og så handlede det i højere grad om at de der var i færd med de resterende, blev stressede af at se på folk der ikke lavede noget.

Så efter at han var blevet bedt om at flytte rundt det samme bord og de samme stole tre gange af tre forskellige, blev det for meget for ham. Så diskret som muligt havde han trukket i overtøjet og havde sneget sig ud af hoveddøren og ud i bedsteforældrenes velkendte have. Det var en hvid jul og forudseende som Alastair var, gik han allerede i gang med at rulle snebolde sammen og gemme dem i små pyramider udvalgte steder i haven, bare hvis hans kusine skulle prøve på noget igen i år.

[Chrysanta Ó Catháin]

Juleferien havde altid været Rysses yndlings. Først og fremmest var hele landet dækket af et fint lag sne og s der selvfølgelig hendes fødselsdag, der lå på første december - tæt nok til hun stadig kunne tillade sig at fejre den, når hun kom hjem til jul. Yderligere var der selvfølgelig besøget af hendes bedsteforældre at se frem til.

Nu da gensynsglæden dog var godt overstået efter at have gnedet sig op og ned ad hinanden i godt fireogtyve timer med en god portion julestress drysset over, begyndte Rys dog at føle sig en anelse klemt i familiens midte. Netop da hun for sidste gang var vandret tilbage fra toilettet efter at have fjernet nye mudderklatter, snefnug, stofrester og andet fra sine viltre krøller, havde hun besluttet at det måske nok var bedst at fordufte. Ideen var nok hjulpet på vej af det faktum, at hun ti minutter forinden havde set fætteren gøre samme forsvindingsnummer.

På listetæer med en forventning om et bagholdsangreb med en ordentlig portion snebolde, havde grævlingen fulgt ham ud i haven i skjul af en busk. Et bredt smil hvilede på hendes læber, da teorien blev bekræftet, og hun havde fundet staven frem fra baglommen. Et eller andet måtte hun jo kunne gøre ved det. "Ascendio," hviskede hun ned i busken i håb om at se de omhyggeligt sammenrullede snebolde til at stige til vejrs. Der gik dog ikke længere end et par sekunder, før hun indså, det måske var den forkerte besværgelse. Med et lille hyl blev grævlingen smidt en meters penge op i vejret og ud af sit skjul.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde først rejst sig fra bordet, da hans mor bad ham se til hvad Chrysanta og Alastair havde gang i. Han var ikke nogens børnepasser, men det undlod han taktfuld at nævne. I stedet gik han udenfor og stak hovedet frem i tide til at se sin lillesøster ryge op i luften vælte ned i sneen.

"Hvad fanden," udbrød han overrasket. "Rys?!" Han stak i støvler og vadede ud i sneen. "Hvem af jer idioter var det, der gjorde det?"

[Alastair Ó Catháin]

Alastair var så småt tilfreds med sit arbejde og stod og børstede sine hænder af da han pludselig hurtig en stemme bag sig. Han snurrede rundt med reflekser han selv ville have beskrevet som på linje med en duellants lige i tid til at se Chrystanta lave det mest uimponerende og selvdestruktive snigangreb nogensinde.
Alastair samlede sne op og begyndte at forme det i mens han leende spankulerede de 4-5 skridt over til snedriven som Rys havde overfaldet - eller måske snarere faldet over i.
"Er du i live?" Spurgte han, stadig grinende og sparkede lidt til kusinens fod. Hans umotiverede redningsaktion blev dog stærkt overgået da hans fætter pludselig kom spænende imod dem. Alastair søgte at skjule sit smil og tog et skridt tilbage med hænderne uskyldigt hævet.

[Chrysanta Ó Catháin]

Selvom en meter, eller lidt over, ikke var det mest voldsomme fald, Rysse havde været ude for i sine femten år, var hun alligvel lettet, da hun kejtet fik padlet sig ud af snedriven, hun var landet i. Sneen var filtret grundigt ind i hendes krøllede lokker, da hun kom op at sidde, og sendte et bredt smil til fætteren - straks smittet af hans grin.

Hurtigt fik Rys nikket til Alastair, som hun kæmpede med at få ilt ned i lungerne igen. Selvom det havde været en relativt blød landing, var al luft blevet presset ud af hendes lunger. Hun nåede dog ikke at samle luft nok til at mønstre et svar, før Casimirs stemme nåede hendes ører. Fuck. En anelse besværet kom hun op i en mere normal stilling og holdt en hånd op til sin storebror, der nåede dem. "Jeg har det fint, Cas." forsikrede hun ham, en anelse pibende grundet den sparsomme iltmængde i hendes lunger, før hun trak endnu en dyb portion luft ind.

Spørgsmålet fik dog temmelig effektivt tørret alt, der mindede om smil fra hendes ansigt. "Det var en fejl," indvendte hun hastigt, en anelse skyldbetynget. Hun var dog udemærket godt klar over, at det ikke var en ordentlig undskyldning.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir var ikke lige så underholdt som sin fætter. Faktisk trak han overhovedet ikke på smilebåndet. Det hørte ellers til de yderste sjældenheder, at han så meget som nærmede sig at rette på sin lillesøster eller i det hele taget blande sig i hvad hun gjorde. Men hun var også fornuftig det meste af tiden og han stolede på hende, ligesom deres forældre gjorde.

Et tungt suk forlod ham, som hans skuldre faldt lidt i svag lettelse. "Var det en fejl at gøre noget, der betyder, at vi risikerer, at ministeriet står og banker på døren igen?" Han betragtede Rys og stak hænderne dybt ned i lommerne. Det var koldt uden overtøj på. "Kan du huske hvor bange de blev sidste gang?" Sidste gang, hvor det havde været Cas, der blev hidsig og mistede kontrollen. Dengang havde der dog ikke været en tryllestav involveret.

[Chrysanta Ó Catháin]

Rys sænkede blikket fra sin ældre bror til sine støvler. Sneen var langsomt ved at smelte mod hendes bagdel og trænge igennem hendes tøj, gjorde hende godt kølig på vejen. Det var sjældent Casimir rettede på hende, mest af alt fordi hun oftest rendte i hælene på ham, men når det en sjælden gang skete, blev hun overvældet af dårlig samvittighed.

Langsomt rystede hun på hovedet. Pludselig følte hun sig som en fireårig, mens hun ønskede hun bare kunne smelte sammen med sneen omkring hende. "Nej." Det var sjældent hun havde det sådan, og hun hadede hvert sekund af det. Rys tvang sit blik op. Skuffelsen var tydelig at læse i Casimirs ansigt. "Undskyld, kan du ikke lade være at sige noget til mor og far?" Hun turde slet ikke kigge over på Alastair. Fætteren havde en evne til altid at få enten latter eller smil frem på hendes læber, og i denne situation var det nok ikke det smarteste.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir holdt hånden frem i et tilbud til sin lillesøster, tog fat i hendes og hjalp hende på benene. Han frøs allerede og han havde intet ønske om at bruge lang tid på at belære hende om konsekvenserne af mindreårig magi. Hun var ikke dum. "Jeg siger ikke noget, hvis du lover at lade være med at udføre magi i ferien," svarede han, imens han børstede hendes hår fri af sne til ingen verdens nytte.

"Og tag så, at give ham Alastair så meget sne, at det tørrer grinet af hans fjæs, vil du?" Han puffede lidt til fætteren, før han tog et skridt bagud op imod huset.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair var glad for at samtalen var hurtigt overstået, fordi den seriøsitet ærlig talt risikerede at påvirke hans julehumør. Det lod dog ikke til at Casimir havde tænkt sig at blive hængende og han tog fætterens kommentar med et venskabeligt nok grin. Han var ikke typen der tog den slags åbenlys partisanskhed nært.
Og det var jo heller ikke fordi at han var.. Bevæbnet eller noget. Og selv hvis han havde, var han ikke typen med så løs sikkerhed at uheld skete. Nej, Alastair var alt, alt for fornuftig og moden til den slags.
Han sendte Rys et sigende blik før..
Ups hva, der smuttede snebolden tilfældigvis ud af hånden på ham. Åååh nej! Den var jo lige på vej mod Casimir, hvem kunne have forudset det.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysanta nikkede lydigt. Det virkede som en fair deal. Så længe Alastair havde tænkt sig at hjælpe hende med at overholde den. For første gang siden Casimir havde sluttet sig til dem, sneg hun sig til et blik over mod fætteren. Det var svært at holde det seriøse ansigtsudtryk, hun respektfuldt havde lagt på under Casimirs formaninger, men nu krakelerede det i et skævt smil.

"Skal ske!" Rysse gjorde en slatten honør, som Cas trak sig tilbage mod huset. Der var et umiskendeligt smil på hendes læber, som hun fulgte snebolden, der strøg mod den ældre bror. Et grin blev til et grynt på vej ud, mens hun fik listet sig til en af fætterens omhyggeligt formede snebolde.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir dukkede sig for sent og snebolden kolliderede med hans skulder og sprængte, så der røg sne ned af hans nakke og ryg. En kortvarigt meget feminin lyd forlod grævlingen, før han bandede af sin yngre fætter. Han var, modsat de to andre, dog myndig og pegede sin tryllestav imod et af træerne i haven, der sendte sit hvide indhold direkte i hovedet på Alastair.

"Glædelig hvid jul," sagde han med et hæst grin, før han søgte ly indenfor.

Forlader tråd

[Alastair Ó Catháin]

Alastair rystede hovedet, både for at få det sidste sne ud af krøllerne og for at vise sin foragt over den uretfærdighed han var blevet udsat for. Fætteren havde en urimelig fordel og han skulle bare vente til Alastair blev sytten og så skulle han nok.. Et eller andet tidsvarende flabet. Han havde heldigvis månedsvis til at finde på en passende hævn.
Efterladt alene med Rys, vendte Alastair sig atter mod den yngre grævling med et lidt tøvende udtryk. Han åbnede munden for at spørge om hun var okay, det havde været lidt af et styrt og efterfølgende diskussion, men da hans blik faldt på hendes øjne stoppede han. Et grin hev op i hans mundvige og uden at give hende tid til at reagere puffede han hende tilbage mod den snedrive hun kort forinden havde stiftet bekendtskab med.
Højt gnækkende løb han igennem haven efter dækning.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysantas frie hånd fløj op til munden og kvalte med mere eller mindre succes et grin, der ufrivilligt forlod hende ved lyden af Casimirs noget pigede hyl. Der blev dog ikke lagt nogle bånd på hendes latter, da fætteren blev badet i sne. Det havde han så godt af!

Alt for optaget af morsomhederene, regnede hun først Alastairs næste træk ud alt for sent til at nå at reagere. Stadig med snebolden i hånden lede den unge grævling tilbage ned i snedriven. Sneen sad solidt presset ind i hendes viltre krøller, som hun kom nogenlunde op igen. Snebolden blev kylet af sted mod fætteren med solid hånd. Hvis hun kunne flyve, ville hun måske kunne have været en del af Quidditchholdet, bemærkede hun selvtilfredst, mens sneen foræring hende blev skubbet op som en nogenlunde beskyttende mur. Grinende betragtede Rys den lille bunke færdigformede snebolde ved hendes side. Alastair, den snog! Hurtigt kastede hun sig ud efter dem.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair nåede lige at dukke sig ind bag et træ da en snebold klaskede hårdt ind i stammen. Det var desværre ikke et af dem med hans små arsenaler, så han var nødt til at knælede ned med ryggen mod den kolde bark, knælede han ned og samlede hurtigt to ny snebolde. De var hurtigt lavede og langt mere sjuskede end de næsten perfekt sfæriske eksemplarer han havde efterladt rundt omkring - om som Rys lod til at have fundet.
Alastair mumlede en ed og stak hovedet frem for at se om han kunne ramme hende. Desværre var hun i dækning af en snemur, men pludseligt inspireret af fætteren kastede Alastair sine snebolde efter de snedækkede grene over hendes hoved.

[Chrysanta Ó Catháin]

Thump. Snebolden hamrede hårdt mod stammen på træet, som Alastairs havde gemt sig bag. Smilet blev, om muligt bredere, på Rysses aldeles selvtilfredse ansigt. Det var noget af en kastearm. En hoverende latter forlod hende, før den blev standset brat af at hendes mund var fyldt med sne. De grå øjne klemtes sammen til sprækker, som hun spyttede sneen ud og fik rystet lidt på hovedet. En smule af det sne, der ikke kunne filtres ind i hendes krøller, faldt ned ved hendes side. Så var der krig.

Hurtigt tyrede hun to bolde mere i hans retning, før hun greb en bold mere og kastede sig i rullefald mod ham, lod en snebold mere flyve. Rullefald var måske egentlig så meget sagt. Uelegant frit fald cirka en halv meter hans retning var nok mere beskrivende for hendes bevægelse, og hun kravlede hastigt om bag en busk.