|
|
Post by Aldrian Coppernan on Dec 27, 2014 13:51:19 GMT 1
Aldrian sad et stykke tid og bare så på den anden, mens han ventede på et svar. Da der intet kom, sukkede han teatralsk. Indvendigt var han dog mere rolig nu. Den fjendtlighed, som havde været så overvældende for et øjeblik siden, havde varulven trukket tilbage og selvom han tilsyneladende ikke var knækket endnu, så var han trods alt ikke åbenlyst truende mere.
"Du gør ikke dig selv nogen tjenester ved at tie om din skyld. Som jeg sagde før, så har vi masser af vidner - du har endda selv set dem. Ministeriet ser altid med mildere øjne på dem, der indrømmer deres skyld og lover bod og bedring."
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Dec 27, 2014 14:00:37 GMT 1
Hector overvejede hvor længe ministerierotten ville tro at han kunne tvinge en indrømmelse frem. Han håbede ikke det ville vare alt for længe for det var allerede begyndt at blive en smule kedeligt.
"Det er ærgeligt, jeg har altid drømt om ministeriets milde øjne" Bemærkede han med en tydelig tone af sarkasme og formåede at blotte sine tænder i et bredt og provokerende smil.
"Dine øjne er dog ikke så milde, måske du skulle spørge din mor om hun ikke kunne give dig lidt mere omsorg" Han vippede på stolen og placerede sine støvler på bordet, så det tørre mudder faldt af på bordpladen.
|
|
|
|
Post by Aldrian Coppernan on Dec 27, 2014 14:12:43 GMT 1
Aldrian mærkede en klump af vrede samle sig i maven, da den anden bragte hans mor på bane. Mindet om hende var så betændt som et årgammelt sår og det var kun igennem mange års øvelse, at det lykkedes ham at lade sit ansigt være upåvirket. Under bordet sad han dog med en tommelfingernegl, som borede sig hårdt ned i samme hånds pegefinger for at distrahere sig selv. Dette var dog ikke synligt for hverken varulven, assistenten eller de troldmænd, som burde stå på den anden side af glasset nu.
Da han igen havde fået hold på sig selv, sagde han: "Som du ønsker." Han rettede sin egen tryllestav imod den anden og sagde "Incarcerous", hvorefter tykke reb skød ud af hans stav og bandt varulven fast til stolen. Noget af hans vrede gled åbenbart med i besværgelsen, hvilket betød, at kraften bag rebene var nok til at stolen skubbede sig over tyve centimeter tilbage, så Hectors fod faldt ned fra bordet. "Et par dage i en celle vil måske gøre dig mere medgørlig."
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Dec 27, 2014 14:41:29 GMT 1
Stolen blev skubbet tilbage lige nøjagtig så meget at han mærkede et sug i maven, af frygt for at den ville vippe hele vejen tilbage på gulvet. Han havde virkelig ikke behov for at slå sig en gang til og var forholdsvist lettet over at slippe fra det, selvom rebbene fratog ham lidt af glæden.
"Skal vi vædde?" Spurgte han uden at forvente et svar og mærkede vreden vågne op til dåd igen, men nu var den ubrugeligt. Han var bundet så fast til stolen at rebbene føltes som om de skar sig ind i hans hud.
|
|
|
|
Post by Aldrian Coppernan on Dec 27, 2014 14:48:58 GMT 1
Aldrian rejste sig fra sin stol og ignorerede den andens kommentar. Han gik roligt hen til glasset i væggen og bankede let på det. Få sekunder senere kom to store troldmænd ind af døren og tog ved i hver sin side af stolen og løftede ham ud. Aldrians sydende blik fulgte varulven, indtil han blev båret rundt om et hjørne. Dette var ikke et sammenstød, han ville glemme lige med det samme. *Tråd afsluttet* |
|
