Sikkerhed

[Hector Attwater]

Aldrian Coppernan

Hector fandt snart ud af at hans tryllestav var væk, så derfor vandrede han alligevel ikke ind i skoven, da det trods alt virkede for dumt. Han var dog nødt til at finde på noget andet, så nu havde han sat sig på en bænk på pladsen foran slottets dør og håbede på at få øje på en af de få venner han havde tilbage når de kom ud. Han følte sig hjælpeløs, men det var langt fra i samme kaliber som da han i sin tid var blevet varulv. Dette var intet i forhold til det, men situationen gjorde ham alligevel så utryg at han hoppede over selv den mindste lyd. Imens han ventede forsøgte han at huske hvad der var sket, det havde været ret kaotisk det hele og han var ikke helt sikker på at han egentlig havde opfattet alt. Han havde svagt lyst til at gå ind og lede efter Maggie eller Philippa men var alt for bange for hvad der ville ske hvis han gik ind og involverede dem i konflikten, så han blev siddende i kulden og forsøgte at varme sig selv ved at gnide hænderne mod sine arme.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var fulgt efter Fergus og Attwater, da de forlod festen, men var blevet opholdt på vejen af én af de tilstedeværende, som ønskede en forsikring om, at der ville blive taget ordentligt hånd om situationen. Da han endelig havde overbevist vedkommende, var de to forsvundet og han havde brugt en rum tid på at finde ud af, at varulven uden videre var blevet sluppet ud af hovedporten. 

Indvendigt sydede Aldrian over, at man havde taget denne beslutning uden at konsultere ham og han havde givet udtryk herfor over for de ansvarlige. Han var trods alt Hovedassistent for Afdelingen for overvågning og regulering af magiske væsner og havde som sådan Ministeriets opbakning til at behandle sådanne sager.

Da han havde givet luft for sin mening i den pænest mulige indpakning, begav han sig imod porten. Han havde stadig dyrets tryllestav i sin lomme og havde en fornemmelse af, at han nok ikke var taget af sted uden den.

[Hector Attwater]

Hector rejste sig brat op da en skikkelse kom ud af den store trædør og rynkede sine øjenbryn mens han forsøgte at se hvem der var. Han blev dog nødt til at træde ud af skyggerne for at det var muligt, men synet der mødte ham fik ham til at bakke tilbage på bænken og sætte sig ned. Selvfølgelig havde hovedassistenten ikke ville lade ham gå, men han havde ingen intentioner om at indlede mødet med Coppernan. Han ville egentlig helst bare være i fred, men det var åbenbart ikke muligt, alligevel blev han siddende og lod som om det ikke var ham der havde været formålet ved at gå udenfor.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian så varulven næsten med det samme, men fortsatte frem i samme tempo. Han var for øjeblikket ubevæbnet, mens Aldrian's egne fingre for længst havde lukket sig om sin egen tryllestav under gevandterne. "Attwater. Det var godt, at jeg nåede dig." Han slentrede roligt videre og stoppede ganske tæt på den anden. "Jeg håber, du vil følge med mig ind på Ministeriet, så vi kan få skrevet en rapport om aftenens forløb?" Hans stemme var iskold og forretningspræget og hans blik hvilede ufravigeligt på dyret foran ham. Man kunne aldrig vide med disse racer. Somme tider kunne de finde på at opføre sig fuldstændigt barbarisk og det gjaldt om altid at være på stikkerne, når man interagerede med dem.

[Hector Attwater]

Hectors ønske om at undgå Coppernans opmærksomhed braste hurtigt og han overvejede sine valg, mens magikeren gik hen mod ham. Der var ikke rigtig meget han kunne stille op uden sin tryllestav, men på den anden side havde han intet at miste. Hvad kunne ministerie rotten gøre ved ham, der ikke allerede var sket?
"Kun hvis jeg får min tryllestav igen" Sagde han og rejste sig op, mens han så sin modstander i øjnene. Han havde en gennemtrængende lyst til at sætte tænderne i den mørkhårede mands skulder, en følelse der altid kun kom op i ham når han var vred og lige nu var han virkelig træt af at blive behandlet som skidt.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian fornemmede den andens vrede og besluttede at vente med at konfrontere ham direkte, til han havde mere støtte i ryggen. Han var ikke i tvivl om, at han ville kunne overmande varulven på egen hånd, men så ingen grund til at udsætte sig selv for den risiko. Han svarede derfor blot, "Naturligvis, Attwater. Jeg har den lige her." Han trak den andens tryllestav op af lommen og viftede den foran ham. "Hvis du går med mig til den ydre port og følger med mig til Ministeriet, så får du den uden yderligere problemer.

[Hector Attwater]

Hector så sammenbidt på Coppernan og var meget tæt på at forsøge at tage den direkte fra hans hånd. Han stolede ikke ligefrem på hans løfte, men der var en spæd chance for at det kunne lade sig gøre, tilgengæld var tanken om at befinde sig i ministeriet ikke ligefrem tiltalende. Specielt ikke efter det der var sket i aften. Alligevel nikkede han kort og begyndte at gå, uden at se om Coppernan fulgte med.

Hector tøvede kun et øjeblik da de stod foran ministeriet, men fulgte så med ind, mens han havde det som om han gik ind i dragens rede. Han var ikke helt sikker på hvad Coppernan havde tænkt sig, men han fulgte efter ham uden at tale mere end hvad der var højst nødvendigt. Han brød sig bestemt ikke om at være i denne mands varetægt, som en eller anden der havde gjort noget forkert.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian kunne nærmest se, hvordan tankerne arbejdede rundt i hovedet på den anden og han holdt sig klar til at forsvare sig, hvis tingene alligevel ikke gik, som han forventede. Han stod dog en anelse overrasket tilbage, da den anden uden videre gav sig til at gå og han selv måtte småløbe for at komme op på siden af ham. Det brød han sig bestemt ikke om og han mærkede en anelse hævngerrighed snige sig ind i hjertet ved tanken om, at dette dyr havde fået ham til at se dum ud. Da de nåede udkanten af området, rakte Aldrian sin arm frem og ventede, til Attwater tog imod den, hvorefter han drejede rundt om sig selv og kort efter stod foran Ministeriet.

Denne gang tog han føringen med det samme – uvillig til at lade varulven gøre ham til grin igen – og gik rask igennem indgangen og nikkede venligt til vagterne, de passerede på vejen hen til forhørslokalerne. Det var sådan set ikke ret ofte, de blev taget i brug af den afdeling, Aldrian var medlem af, men han følte ærligt talt, at hans ledsager havde fortjent det. Han åbnede døren til det første og rakte en arm ud. ”Jeg kommer straks tilbage. Hvis du vil være så venlig at træde indenfor.”

[Hector Attwater]

Hector tøvede et øjeblik og skævede indebrændt mod Coppernan inden han trådte ind i lokalet og så sig omkring. Et forhørslokale, hvor charmerende, tænkte han for sig selv og skar en grimasse. Han havde intet gjort forkert og alligevel blev han behandlet sådan her. Han havde aldrig selv opført sig så uretfærdigt som auror og lige nu ville han ønske at det var en mere sympatisk person der skulle afhøre ham. Til sidst satte han sig dog ned på en stol i lokalet og gnavede frustreret i sin underlæbe, mens han ventede på at ministerie rotten kom tilbage.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian gik ned langs rækken af kontorer, indtil han fandt en assistent, som kunne føre protokol over afhøringen. Han tog sig også tid til at få en kop varm te og skyndte sig i det hele taget ikke tilbage til den ventende varulv. Da han besluttede sig for, at tiden var inde, gik han med rolige skridt tilbage til rummet og lukkede sig selv og assistenten ind. Hun tog plads i hjørnet med sin pen og pergament og han satte sig roligt ned på stolen over for varulven på den anden side af det bord, som stod i midten af rummet.

Han brugte ikke tid på at lade som om, han beklagede ventetiden, men gik direkte til sagen. "Dette er afhøringen af emnet Hector Attwater, Varulv, efter overfaldet på en ung skolepige til Juleballet på Hogwarts." Hans stemme var overmåde formel og bar præg af, at han havde gjort dette mange gange før. "Hvad har du at sige til dit forsvar?"

[Hector Attwater]

Den lange ventetid hjalp ikke på Hectors humør og han var efterhånden blevet så vred at det var et mirakel at han formåede at forholde sig i ro, da ministerrotten trådte ind i lokalet med en assistent på slæb. Han så på dem med vrede øjne og bed tænderne sammen, så det gjorde ondt i hans kæber.

"Jeg angreb hende ikke. Vi stødte ind i hinanden og vi faldt. Det var det der skete" Sagde han og præsterede at virke mere rolig end han rent faktisk var. Han lagde armene over kors og sad anspændt stille, mens han forsøgte at dæmpe sin vrede. Det var virkelig ikke en god ide at lade følelserne få frit spil lige nu.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var meget opmærksom på den anspændthed, der nærmest rullede af dyret i store bølger og han genovervejede hurtigt situationen. Selvom dyret var frataget sin tryllestav, så udsatte han både sig selv og den unge kvinde for fare ved at være herinde alene med ham og han gjorde et umærkeligt tegn til kvinden, som aktiverede den ene af de interne alarmer ved et tryk på et symbol på væggen. Aldrian havde ellers håbet på, at han kunne have klaret dette alene, men han var trods alt tryg ved tanken om, at der ville stå kampklare troldmænd lige på den anden side af det reflekterende glas, som ville gribe ind, hvis tingene eskalerede.

"Vi har snesevis af vidner, som påstår det modsatte. Hvad for dig til at tro, at vi skulle tage din udlægning for gode varer? Vi ved begge to, at du altid har haft et problem med at styre dit temperament." Hans stemme var iskold. "Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, at pigen lignede dit yndlingsmærke og at du overfaldt hende, inden du nåede at tænke dig om."

[Hector Attwater]

Hector der havde været i stand til at kontrollere sig selv indtil videre, var nu ved at indse hvor håbløs situationen var. Hans desperate blik flakkede mellem de to i lokalet og han måtte bide sig selv hårdt i underlæben for ikke at gøre noget overilet.
"Jeg overfaldt hende ikke. Det var et uheld." Snerrede han med en underliggende ulveagtig karakter. Ministerrotten provokerede ham voldsomt og han havde lyst til at sætte tænderne i ham. Det eneste der tilbageholdte ham var ønsket om at gå herfra som en fri mand.

[Aldrian Coppernan]

"At man gentager en løgn gør den ikke til sandhed." Aldrians stemme bar nu præg af kedsomhed. Han kunne simpelthen ikke forstå, at disse bæster aldrig bare kunne indrømme, hvilke uhyrligheder de havde begået. Hver eneste gang skulle de igennem Jeg er uskyldig! Jeg gjorde ingenting! Du må tro mig!-fasen og han var godt og grundigt træt af det. "Hvis du indrømmer din skyld, vil man måske lade dig gå med en advarsel. Det er trods alt din første sag og pigebarnet kom ikke alvorligt til skade."

[Hector Attwater]

Forslaget fik dulmet varulvens vrede en anelse men det var alligevel meget at bede om. Han åbnede munden og forsøgte at eklære sig skyldig, men han kunne ikke få sig selv til det. I stedet lukkede han munden igen og så på Coppernan med et svagt glimt af foragt i blikket. Han ville ikke krybe for den mide af en troldmand, så hellere ende i fængsel over natten, alt andet end at lade Coppernan vinde deres underspillede kamp. Han kunne næsten høre Maggies ord i sine tanker om at handle fornuftigt, men hun var her ikke og han ville måske aldrig se hende igen. Det nagede ham, men det var ikke nok til at få ham til at bøje sig i støvet for Coppernan. Han havde intet at miste, andet end sin værdighed.