BAL - running late

[Julie Aderyn Young]

running late
jacob ivory

Mørket havde for længst lagt sig over Hogwarts, men selvom stjernerne i loftet havde virkede både festlige og romantiske, da Julie var ankommet til ballet, så var der nu noget melankolsk over både den virkelighedstro himmel og stemningen. Anledningen hertil var det mord, der for en time eller to siden var blevet begået på læreren i mugglerstudier på skolens område, en nyhed der havde rystet Julie i sin grundvold. Mange elever var oprørte over situationen, og da ingen kunne forlade storsalen, blev stemningen blot hængende og forstærkede sig selv. Der blev hvisket i krogene om, hvem der kunne have gjort det: både vilde drager og elever blev mistænkt; og nogle mente, at nogle elever, der var ankommet til ballet, ikke befandt sig i storsalen som de var blevet beordret til. Sidstnævnte skræmte Julie allermest, fordi folk jo kunne komme til skade. Hun sad med armene foldet omkring sine knæ på en af de mange soveposer, der var blevet tryllet frem. Hun var stadig iklædt sin gallakjole, men tasken med den tomme vodkaflaske og stiletterne lå ved siden af hende på gulvet. Hendes hår sad stadig som det skulle, fordi hun havde fortryllet det, men hendes makeup var lidt udtværet i øjenkrogene, og hun var bleg som et lig. Det var tydeligt, at hun havde grædt, hvilket sagde noget om situationen, fordi hun ikke var typen, der hylede over hvad som helst. Hun følte en endeløs håbløshed og ensomhed, fordi de fleste af hendes veninder havde deres dates at gå til, mens Julies date, Adam, nærmest var mere fraværende, end hun var. Faktisk havde hun ikke set ham i et stykke tid, og selvom de kun var Til hendes fortrydelse havde hun ikke set ham i et stykke tid, for selvom de var venner, så var alt hun ville have lidt tryghed.

[Deleted]

taken over by the fear !

Jacob havde stået omslynget af julie i sekunderne før den frygtindgydende besked var blevet givet. Hun havde mumlet et eller andet til ham og var gået sin vej. Jacob havde stået tilbage, helt rundt på gulvet, både på grund af de forfærdelige nyheder og af ekkoet fra hendes kys.
Han var i midten af orkanens øje. Hans verden stod stille, mens panikken allerede havde bredt sig til resten af rummet. Lyden af angstfyldte stemmer og forfærdede råb lå som en kvælende tåge, der sivede ind alle steder og truede med at kvæle ham. Svedperler piblede frem på hans overlæbe og hans ansigtskulør havde fået en usund farve. Han kunne ikke få vejret. En grædende pige skubbede ham næsten omkuld, da hun løb forbi ham. Chokket stod malet i ansigtet på ham og hans krop reagerede ikke. Det sortnede næsten for hans øjne og han måtte læne sig om af muren bag ham. Han lukkede øjnene og forsøgte at finde hoved og hale i det hele. En eller anden var død – så meget havde han forstået. Var det ikke en lærer? Eller havde de bare sagt en mugglerfødt? Nej – det havde været læreren i mugglerstudier! Hvem var morderen? Og hvorfor? Orkanen var nu inde i hans hoved og det endte med at han til sidst tog en dyb indåndning. Det hjalp dog ikke, da han først kom til at tænke på sine venner og familie. Var de alle i sikkerhed? Han slog øjnene op og kiggede forvildet rundt, prøvede at finde et kendt ansigt. Det var umuligt i virvaret af skræmte elever. Han pressede pegefingeren og tomlen mod sin næseryg i nogle korte sekunder, tog en dyb indåndning og tørrede sveden af overlæben med håndryggen. En uforklarlig og dog påtvunget ro havde lagt sig over ham, da han begav sig ud i mængden.

Nogle få timer var gået siden helvede var brudt løs. De fleste elever var faldet så meget til ro, at man kunne hører sine egne tanker, selvom man befandt sig i den fyldte storsal. Råbene og skrigene var blevet byttet ud med en lav uhyggelig hvisken. Uanset hvilken retning man vendte sig til, blev ens blik mødt at store skræmte øjne. Angsten dræv af væggende som en klistret masse, det ville have været et sandt paradis for en flok dementorer. Jacob havde været ude for at få lidt koldt vand i hovedet, han havde fulgtes med nogle andre, inklusiv en præfekt, ud til toiletterne. Nu var han tilbage og det var på tide af finde sig en ledig sovepose. Han var helt slap i musklerne, modløs og fuldt af afmagt og frustration. Hans blik hang ved jorden, for at undgå de skræmte blikke, der løb ham koldt ned af rygraden.
Han fik øje på en ledig sovepose ved siden af en mørkhåret pige, ikke hvilken som helst mørkehåret pige – det var julie. Et glimt af deres kys tidligere fandt sin vej til hans nethinde og på trods af omstændighederne blev han lidt mere varm om hjertet. Det var dog kun lige indtil han så, hvordan hun så ud. Han krøb ned ved siden af hende og trak hende helt ind til sig. Lagde sin kind mod hendes hår, ”Er du okay?” hviskede han ned i hendes bløde lokker, mens han beroligende aede hende på armen. Hun så så fortabt ud, helt alene og i et øjeblik trak hans mave sig sammen i et anfald af vrede. Over hele situationen, men mest over adam. Hvor fanden var han? Han var trods alt kommet til festen sammen med julie, så det var vel et eller andet sted hans pligt at passe på hende i en situation som denne, om hans så var forelsket i selveste ministeren for magi. Vreden forsvandt med det samme igen, hans blik blev tomt og hans øjne bundløse.

tag; Julie

[Julie Aderyn Young]

running late
jacob ivory

Julie havd gåsehud op og ned af armene, og hun fandt det umådeligt frustrerende, at hun ikke havde noget andet tøj at skifte til. Hendes kjole have helt klart ikke godt af, at hun sad og krøllede den sådan, men nu var et ikke det, der var så besværligt: den var kold og ubehagelig. Netop som hun blev grebet af ultimativ håbløshed og skule til at begrave sit ansigt i sine arme, bemærkede hun nogen komme tættere på ud af øjenkrogen. Lidt for hurtigt løftede hun ansigtet for at se, hvem det var, og det knækkede i hendes nakke, fordi hun havde siddet stillet i meget lang tid.
"Jacob!" udbrød hun lettet men havde ingen stemme. Hans varme omfavnelse kom som sendt fra himlen, og hun puttede sig taknemmeligt ind til ham. Med en vant bevægelse fjernede hun den udsmurte makeup i hendes øjenkroge med sin pegefinger, inden hun begravede sit ansigt i hans bryst.
"Mm-mm..." var den eneste lyd hun kunne få ud som svar på hans spørgsmål, og meget mod sin vilje begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder. Et enkelt hjælpeløst snøft forlod Julie, inden hun prøvede at tage sig sammen. Hun rettede sig lidt op under Jacobs arme og tørrede tårerne væk fra sit ansigt. Hendes øjne var store og blanke, da hun mødte Jacobs blik og hun åbnede munden for at sige noget. I første omgang kom der ikke noget ud, men til sidst genfandt hun ordene.
"Undskyld at jeg gik fra dig før." sagde hun lavmælt, så kun Jacob kunne høre det. De sad så tæt op af hinanden, at selv en lav hvisken ville nå Jacobs ører, og det passede Julie fint, at de omkringsiddende ikke skule have en grund til at følge med i deres samtale. Uden at tænke over det, lod hun længselsfuldt blikket hvile på hans læber et øjeblik, inden hun lagde hovedet på hans skulder.