Saint or sinner?

[Alana Maverick-Bones]

Miles Heeney

Alana betragtede Keiran, som han forlod dansegulvet på sin vej over for at hente forfriskninger. Pludselig følte hun sig ganske lille og skrøbelig på det store dansegulv. Den røde kjole sad pludselig meget stramt om hendes pludseligt eksisterende bryster og de høje hæle, hun ellers havde brugt timer på at gå til, lod pludselig til at være godt i gang med at klemme det sidste liv ud af hendes tæer. Det hele virkede pludseligt meget uoverskueligt, som hun stod der i midten af dansegulvet med det sirligt opsatte hår og den kunstfærdigt lagte makeup, der gjorde hende i hvert fald et år ældre at se på. 

Lettere panisk så hun omkring sig for at finde et velkendt ansigt, men måtte se sig ude af held på det område. En ny sang spillede op og gjorde klar til dans, og Keiran var også (imponerende nok med tanke på, han var et mindre tårn med sine 1.90) forsvundet i mængden. 

[Miles Heeney]

Miles var lidt af en gentleman. Så da han så en fantastisk smuk pige stå alene på dansegulvet, strøg han ud til hende og greb hende om livet, som var han prinsen på den hvide hest. Et nyt nummer var lige begyndt, og Miles var ikke længe om at gribe pigens hånd og føre hende bestemt rundt på dansegulvet. Først da betragtede han pigens ansigt - det tog adskillige sekunder at genkende den, øjensynligt, ældre, barmfagre kvinde, men da navnet 'Alana' dukkede op i hovedet, bredte et slesk smil sig. 'Wow, Alana. Du er virkelig blevet en svane... Ingen bumser... Smuk barm...' Han lod blikket glide åbenlyst ned i kavalergangen inden det rettede sig mod hendes ansigt med et blændende smil.
For nogle år siden havde Alana været et yndet mobbeoffer for Miles på grund af hendes hudproblemer. Alanas kendte efternavn havde ikke hjulpet på sagerne. Nu var Alana i sandhed vokset op og blevet en smuk svane.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nåede knap at blinke, før en ældre elev havde taget hendes hånd og slynget den anden hånd om hendes slanke talje. Overrasket glippede hun med øjnene, før det gik op for hende, hvem det var. Ingen ringere end Miles Heeney, der sammen med acne, var hele grunden til hendes selvværdsproblemer den dag i dag. Det sleske smil, der hvilede på hans læber forsikrede hende om, at den ældre slange på ingen måde havde ændret sig. En utilfreds rynken bredte sig over hendes næse.

Ordene var tæt på at frembringe tårer i hendes øjne, men hun bed det i sig med stoltheden. "Miles." 'Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om dig' Ordene hvilede på hendes læber, men kom aldrig over. Det var hun alligevel for velopdragen til. En anelse modvilligt blev hun i dansen med ham.

[Miles Heeney]

Miles havde ment det som et kompliment, men da Alanas ansigtsudtryk viste alle tegn på en ulykkelig reaktion, måtte Miles anstrenge sig for ikke at le. Han bukkede hovedet, så det var lige ud for Alanas øre og hviskede, 'Du begynder ikke at græde, vel? Det ville være frygtelig pinligt for os begge', hvorefter han rettede sig op, greb hende om livet og løftede hende en halv gang til højre, som dansens takt bød. Hans hånd lå om hendes smalle talje, som en giftig tentakel, og han holdt hende i et bestemt greb. 'Du må ødelægge mange drengehjerter', udbrød Miles med en dramatisk mine efter lidt tid. 

[Alana Maverick-Bones]

Alana var bestemt ikke tilfreds med den frydefulde mine, der hvilede over Miles' ansigt, og hun afgav sig selv et løfte om, aldrig at græde på grund af ham igen. Eller.. Måske lige i nat kunne være en undtagelse. Kæben spændtes hårdt op ved hans hvisken i hendes øre, og hun måtte igen gribe hårdt i sig selv for ikke at hive sig fra ham. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, da han strammede grebet om hende, og hun blev sendt en gang til højre.

"Jeg var af den overbevisning, at du havde partner på i aften." Alanas stemme var uvenlig. Hans kommentar havde hun valgt at ignorere blankt. Det ragede ikke ham, at hun stadig ikke havde været i stand til at få anden partner til Juleballet end sin storebror. "En skam, du forlod hende."

[Miles Heeney]

'Selvfølgelig har jeg en partner. Cathy er bare ude og pudre næse, eller hvad fanden I kvinder laver på toilettet', sagde Miles fjernt, og nød følelsen af den petite kvindekrop under hans hænder. Men han var ikke lang tid om at dreje den over mod hende, og løftede øjenbrynene vantro. 'Har du ikke?' Eftersom Alana stod alene da Miles tvang hende til at danse, lod det ikke til det. Miles spærrede øjnene op og grinede grumt. 'Åh, Alana, du er sandelig ikke kommet langt fra det bumsefyldte, akavede pigebarn jeg lærte at kende da vi var små. Har du virkelig ingen partner? Du skulle have spurgt mig. Jeg havde gerne fulgtes med dig...' Endnu engang strejfede MIles' blik Alanas barm.

[Alana Maverick-Bones]

Navnet fik en lille klokke til at ringe, og Alana betragtede ham misbilligende. Hun havde godt hørt rygterne, der gik på skolen omkring den søde grævling, der var blevet forgiftet af Miles. Da han vendte spørgsmålet tilbage til hende med en spottende latter, begyndte en rødmen at finde frem på hendes kinder. Det var dog langt fra samme rødmen, som når hun dansede med eksempelvis Alastair fra hendes forvandlingshold - nej, det var en rødmen af irritation og utilpashed. Små pletter blomstrede frem på hendes hals.

"Jeg har en partner, mange tak," indvendte hun med en anelse skinger stemme, og krympede sig under hendes blik. Hun brød sig virkelig ikke om måden, hans blik sultent gik over hendes bryster eller, hvordan han konstant skulle granske hendes ansigt for at se, om der skulle være rester af det tidligere hudproblem. Alt hun ville, var at komme væk. Alligevel virkede sangen, der spillede til at køre for evigt, og hendes strenge opdragelse forbød hende at gå midt i en dans.

[Miles Heeney]

Miles nød at se de små røde pletter der bredte sig på Alanas ansigt. Det betød, at kommentaren ramte plet. Hele Alanas kropsholdning viste enhver tegn på misbilligelse over hans væremåde, men alligevel forblev hun i dansen. Sandsynligvis halvt af manerer, halvt af stolthed. Faktisk var det ganske beundringsværdigt. 
'Åh, virkelig?', gentog Miles med et hævet øjenbryn der indikerede, at han bestemt ikke troede på hende. 'Du behøver ikke lyve for mig... Jeg troede vi to var komplet ærlige overfor hinanden.'

[Alana Maverick-Bones]

10, 9, 8, 7.. Alana nåede til nul og trak luften skarpt ind af næsen, før den strøg ud over hendes let adskilte læber. En pæn pige skabte ikke scener eller postyr, og selvom løvinden havde lyst til at råbe og skrige, rive og spytte efter ham, forholdt hun sig i ro. Han var ikke det værd, mindede hun sig selv om.

"Jeg er skam ærlig," kommenterede hun køligt og kastede et blik mod bandet. Det lod ikke til at sangen ville slutte lige foreløbig. "Det kunne du måske lære noget af. Hvilke rædselsfulde ting har du sagt til det stakkels pigebarn for at få hende til at gå med dig?"

[Miles Heeney]

Miles betragtede hende utålmodigt mens Alana så ud til at  anstrenge sig for at sige noget - han var fristet til at spørge, om hun var lettere retarderet siden det tog så lang tid, men tog sig i det. I stedet smilede han tålmodigt, som beskæftigede han sig med et adfærdsvanskeligt barn. 
'Hmm, lad os se..', svarede han så, og lagde ansigtet i tænksomme folder. 'Jeg sagde, at hun var fantastisk... At hun er ung og uskyldig... At hun er vidunderlig, fordi hun ikke lytter til rygter. Og alt sammen helt uden at lyve, endda. Er det ikke fantastisk?' Miles lænede sig atter frem og hviskede i hendes ører. 'Er du jaloux, Alana? Vi kan godt finde ud af noget. Du kan allerede være ude over dit jomfrudoms-problem imorgen'. Miles rettede sig op og lo med et skævt smil klistret til læberne.

[Alana Maverick-Bones]

Havde Miles lagt ord på sine tanker, havde Alana nok ladet manerer være manerer og var skredet. Men i stedet koncentrerede hun sig om at holde sin væmmelse over ham i skak. Som hans svar formedes, blev det dog en hårdere kamp end først forventet. Hun havde en sådan lyst til at finde det stakkels pigebarn og få hende til at forstå, hvor rædselsfuldt et menneske, Miles var, men vidste at det var en kamp tabt på forhånd.

Hans hvislen ud for hendes øre fik hårene til at rejse sig på hendes arm, og en ubehagelig rislen sendtes ned ad hendes rygrad, mens blodet brusede op i hendes ansigt. "Jeg skal ikke have noget at gøre med dig, snog." Hendes stemme dirrede af indetrængt ubehag. Hvordan kunne han sige sådanne ting til hende? Hvordan kunne han være sig selv bekendt? Hendes tænder tog et fast tag i hendes kind indefra til en ubehagelig, metallisk smag bredte sig i hendes mund, og hun slap igen. Sangen sluttede.

[Miles Heeney]

Miles trak hovedet tilbage i en fornærmede gestus over Alanas hårde ord. 'Wow... Snog. Den var hård', sagde han lavmælt, dybt ironisk. Miles havde hørt sin irske bedstemor bruge sprog der var hundrede gange værre end Alanas. Men det var sødt at se den pæne, opdragede pige forsøge at være ondskabsfuld.
Sangen stoppede, og Alana var ikke lang tid om at stå bomstille. Han holdt selv inde med dansen, men fastholdt sit stramme tag i hende. I stedet fæstnede han øjnene i hendes og sagde, dybt alvorligt, men med et skævt smil hvilende på læberne, 'Jeg mener det Alana. Der er simpelthen så tydeligt, at du er jomfru... Du emmer af det. Men jeg kan hjælpe dig..'

[Alana Maverick-Bones]

Alanas kæbemuskel spændtes tydeligt ved Miles' ord. Han var simpelthen så grusom. Sangen sluttede, og hun gjorde mine til at forlade ham, men kunne ikke trække sig ud af hans greb. Forvirret så hun op på ham, men nåede ikke at åbne munden i protest, før han talte igen. Ordene fik lukket hendes mund i en sådan hast, at tænderne klappede hårdt mod hinanden.

"Jeg har hverken lyst eller behov for din hjælp, Miles." Hendes stemme var hård, men de blå øjne var blevet forræderisk blanke, og afslørede hendes skrøbelige indre, som han var kommet alt for tæt på.

[Miles Heeney]

Miles var fristet til at efterligne hendes ansigtsudtryk - hun lignede en fisk, der trak efter luft på land. Men han lod være og afventede atter utålmodig hendes reaktion: og den var lige efter hjertet. Som det forfærdelige mennesker Miles nu engang var, morede han sig grumt over Alanas pludselige blanke øjne. Så tæt på.
'Jeg troede vi aftalte, at vi ikke måtte lyve for hinanden', påpegede Miles med hævede øjenbryn, og lænede sig derefter ned mod hendes øre med en hvisken. 'Du har brug for mig. Med dit nye, smukke udseende falder drengene vel i svime over dig, og mon ikke du flirter lidt hist og her? Men indeni, Alana, er du stadig en lille, usikker tudeunge'. Som en lille sløjfe på gaven kyssede han hende på øreflippen inden han rettede sig op i sin fulde højde, der var noget mere end Alanas, og slap grebet i hende.

[Alana Maverick-Bones]

Da Miles bevægede sig ned mod hendes øre igen, var det som om den sidste bid af selvkontrol i løvinden faldt. Hun ville skide sine forældre og deres manerer et stykke, hun var fuldkommen ligeglad med de forbandede tårer, der gemte sig i hendes øjenkroge og hun ville bare tørre det smil af Miles læber - koste, hvad det ville. Det lille kys på hendes øre medførte det sidste brændstof til hendes indre bål.

I en skarp bevægelse trak Alana sig fri af hans greb og den slanke hånd bevægede sig hastigt mod staven, der i løbet af ingen tid var presset mod den ældre slanges hals. "Du skal aldrig røre mig, tale til mig eller presse dine klamme læber mod mig igen." Hendes stemme og hånd rystede, men alvoren stod tydeligt i hendes blik.