|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 25, 2014 1:41:25 GMT 1
Høj på juleballets storslåethed, bevægede Alana sig rundt i storsalen. Et par tåre græskarjuice havde endnu engang reddet hende fra dehydrering, og hun ledte allerede nu efter en, der kunne akkompagnere hende tilbage på dansegulvet. Det havde været en helt fantastisk aften, og løvinden var slet ikke klar til at lade den slutte endnu, da en velkendt skikkelse fangede hendes blik. Uden rigtig at tænke ekstra over det, satte hun mod den jævnaldrende ravn og prikkede ham forsigtigt på skulderen. " Dans med mig." Det brede smil, der havde været permanent klistret fast til hendes ansigt, siden hun var trådt ind til ballet, hvilede stadig over hendes læber, da hun trådte op til Carran. |
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 25, 2014 12:35:02 GMT 1
Carran var lettere skuffet over ballet og han havde egentlig mest lyst til bare at gå tilbage til opholdsstuen. Ingen af skolens piger var tilsyneladende interesseret i ham og hans søsters ord fra ferien gav genlyd i hans tanker. Det var fristende at give op nu, men det kom ikke til at ske da en velkendt løve afbrød ham.
"Alana" Bemærkede han uden at præstere samme smil som hende, han havde ikke behov for flere danse med optimistiske piger. Han ville hellere hænge ud alene og have ondt af sig selv.
"Ellers tak. Jeg har danset nok for i aften" Mumlede han og smilede undskyldende til hende.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 25, 2014 14:31:58 GMT 1
Der skulle ikke megen opmærksomhed til at bemærke Carrans manglende entusiasme over ballets udvikling. Hurtigt sendte Alana ham et opmuntrende smil. "Det kan du da ikke mene," indvendte hun, ærgerlig over at være blevet afvist i sin anmodning. Hun var immervæk fulgtes med sin storebror, men havde alligevel formået at have en fantastisk aften.
"Er der noget galt?" spurgte hun forsigtigt og de blå øjne granskede opmærksomt hans ansigt. Brynene samledes og efterlod en lille fold ned mellem dem. Alana førte af ren vane en indbildt hårtot væk fra ansigtet.
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 25, 2014 14:40:40 GMT 1
Carran trak på skuldrene og undgik hendes blik. "Nej jeg er bare lidt sur over at blive afvist af en pige jeg kan lide. Det sædvanlige platte teenage gøgl" Sagde han og smilede halvhjertet til hende. "Hun er desuden alt for god til mig så jeg burde nok have forudset det" Han grinede tørt og så ned i den søde punch som han ikke havde lyst til at drikke. Derefter havde han voldsomt brug for at skifte emne. "Har du ellers en god fest?" Spurgte han og tvang sig selv til at smile.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 25, 2014 15:00:26 GMT 1
Alana måtte virkelig være opmærksom på sin mimik for ikke at sende fætteren et medlidende smil. Hun hadede selv at blive smurt ind i medlidenhed, og vidste, at Carran havde det på præcis samme måde. Stolthed lå åbenbart bare i den familie. Forsigtigt gav hun hans arm et blidt klem.
"Må jeg få en tår af den?" spurgte hun med et forsigtigt smil og pegede mod pokalen med punch i hans hånd. Hurtigt nikkede hun til spørgsmålet. Selvom den ikke havde været fyldt med romantisk kinddans eller andet, havde hun haft en magisk aften. "Hogwarts forstår sig virkelig på det at holde fester" konstaterede hun muntert i håb om at hendes humør måske kunne smitte lidt af på ham.
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 25, 2014 18:03:38 GMT 1
Carran rakte hende bægeret og trak på skuldrene, mens han så uinteresseret på punchen. "Værsgo, det smager afskyeligt, du må få det hvis du vil, jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at drikke det.." Bemærkede han og så derefter ud mod ballet mens han smilede en anelse.
"Jaeh det gør de vel.. Nu vi taler om fester så regner jeg med at vi kan belejre en flaske vin hjemme hos os og liste op til mit værelse en aften i juleferien." Sagde han og sendte hende et skævt smil, han glædede sig ufattelig meget til at komme hjem på ferie. Han var altid en del mere tilpas derhjemme end han var på skolen, men lektier og alt hvad der hørte til var heller ikke hans største interesse.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 25, 2014 18:28:25 GMT 1
Alana tog imod bægeret med et lille nik til tak. Forsigtigt nippede hun til den. Den var ganske vist meget sød, men ikke videre afskyelig, sådan som han havde beskrevet det.
"Må I godt det?" spurgte hun forsigtigt. Selv havde hun godt nok fået vin hjemme, men det var tit kun et enkelt glas til festligheder, og altid med med vand til siden. "Mine forældre snakker om at komme forbi i en af dagene efter jul. Du kender min mor." Alana smilede sigende og trak beklagende på skuldrene. "Men jeg glæder mig. Har du egentlig set Keiran på det seneste? Jeg fulgtes med ham i aften, nemlig."
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 25, 2014 18:38:49 GMT 1
Carran lo mildt og rystede på hovedet "En hel flaske er vist mere end hvad vi må, men hvis det nu er nytårsaften kan jeg forsøge at overtale mine forældre. Franskmænd har en anden frisindet tilgang til alkohol og det er trods alt kun en flaske" Forklarede han og så rundt i lokalet da hun spurgte efter sin storebror. "Nej ham har jeg misset. Du fulgtes med din storebror? Hyggeligt. Jeg tror ikke Callista ville følges med mig selv hvis hun fik 500 galleoner for det" Han smilede skævt og løftede sine øjenbryn, forskellen på de to søskendepar var dog at hans og Callistas aldrig måtte komme i nærheden af noget der kunne nærme sig romantik. Det var akavet at have en søster der var ottendedels willie.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 25, 2014 18:54:11 GMT 1
Alana smilede ved lyden af Carrans latter. Så lod det alligevel til at hendes humør havde formået at smitte bare en smule af på ham. Hun nikkede mildt til hans forklaring. Ja, hvis de da holdt nytår sammen. Med den mor kunne man aldrig være helt sikker.
"Ja, jeg tror også det var det, min far var mest komfortabel med, for at være ærlig" kommenterede hun med en mild latter. Selvom det ikke just var hele sagen. Ærligt havde Alana heller ikke haft den fjerneste anelse om, hvem hun skulle følges med. "Callista har da også en partner, ikke?" spurgte hun nysgerrigt og så sig omkring for et glimt af kusinen. "Jeg synes, jeg så hende med Adam Philips tidligere - eller er det bare mig?" Præfekten havde altid skræmt hende en smule, og hun forstod ikke helt, hvad Callista havde set i den ældre slange.
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 26, 2014 0:22:36 GMT 1
Carran grinede en anelse over Alanas bemærkning om sin far og strøg fingrene gennem håret med et skævt smil. Derefter så han sig omkring og nikkede, mens hans smil forsvandt fra hans læber. "Ja.. Adam Philips. Det er skrækkeligt, jeg ved ikke hvad hun laver med den arrogante stodder.. men hun er jo også frk overophøjet, så jeg tænker de passer perfekt sammen" Han forsøgte at bløde sine ord op med et smil, men det lykkedes ikke og i stedet fortrød han lidt det han havde sagt. "Jeg elsker hende selvfølgelig højere end noget andet på jorden, men det kan jeg jo ikke indrømme overfor nogen" Tilføjede han og smilede varmt til Alana.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 26, 2014 0:35:30 GMT 1
En boblende latter gled over Alanas læber ved Carrans kommentar om kusinen. Ja, det var sandt at Callista altid havde set sig selv som værende hævet over andre. "Kan du holde en hemmelighed? Han skræmmer mig sindssygt." Alana smilede konspiratorisk og fnisede tøset til fætteren.
"Det er klart." Hun rystede på hovedet og smilede en anelse bredere. "Søskendekærlighed - det rammer selv den bedste." Egentlig kunne Alana ikke rigtig relatere til det. Hun havde kysset den jord, Keiran gik på siden hun selv kunne følge efter ham.
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 26, 2014 0:55:17 GMT 1
"Det er en forfærdelig sygdom, jeg overvejer om man burde skrive en sang om den.. kalde den noget så klichefyldt som.. kærlighedsinfektion.." Han rynkede sine øjenbryn og skar en grimasse. "Det er nok derfor det aldrig bliver til noget når det kommer til mig og musik" Tilføjede han og kløede sig overvejende på hagen.
"Hvordan går det med dine musikalske talenter? Hjælper koret eller er det ikke det værd?" Spurgte han og så undersøgende på hende, han havde selv overvejet det, men alligevel været for stolt til at melde sig ind. Det der med åbenlyst at anerkende en interesse var jo livsfarligt og den chance kunne han ikke tage, åbenbart.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 26, 2014 1:27:07 GMT 1
Et underholdt fnys kom fra hende. "Der må jeg give dig ret, Carran. Laaaangt væk fra alt, der hedder sangskrivning." Alana smilede fornøjet. Selv var der ingen, hverken familie eller venner, der kendte til hendes hemmelige sangskrivning og den store drøm om en dag at kunne optræde med sin musik - også gerne bare på en bar.
Derfor kom hans spørgsmål virkelig bag på hende, indtil Carran fik uddybet sit spørgsmål, og Alana igen kunne slappe af. "Koret gør mig virkelig glad, og er meget hurtigt blevet en uundværlig del i min dagligdag, nu jeg ikke længere har min sangunderviser hjemmefra." Hun smilede opmuntrende til ham. "Jeg tror godt Professor Tweedy kan overtales til at lade dig prøve en enkelt gang."
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 26, 2014 11:50:06 GMT 1
Carran skar en grimasse da Alana nævnte Professor Tweedy og han rystede på hovedet. "Twee Twee er ikke den største fan af mig. Det tror jeg vi har fundet ud af efterhånden" Bemærkede han og så sig kortvarigt omkring efter læreren, der heldigvis ikke var i nærheden. "Men godt du kan lide det.. Jeg forsøger tilgengæld at holde mit guitarspil kørende, men det er svært når man hele tiden skal lave lektier" Sagde han og himlede med øjnene, mens han sukkede en smule irriteret. "Jeg er tilgengæld begyndt at skrive sange. Meget hemmeligt dog.. du må ikke sige noget til min søster" Sagde han og smilede til hende med et glimt i øjet.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 26, 2014 14:56:51 GMT 1
Alana trak tøvende på skuldrene. Hun havde immervæk Mugglerstudier med både Carran og Callie, og havde bemærket, hvordan fætteren ikke just var populær hos professoren. Alligevel kunne hun ikke lade være at tro, at det måske ville blive bedre, hvis han engagerede sig i koret. Til gengæld gad hun ikke have diskussionen med ham, og lod det fare.
"Det lyder spændende." Det øjeblik, han var kommet ind på guitarspil og sangskrivning, var Alana blevet distræt. Hendes kinder glødede ved det spind af løgne, hun havde skabt omkring sig, men med forældre som hendes, var det bare ikke sådan at sige, at man ville være musiker - og så endda med guitar og sang. "Hvad?" Hun kiggede på Carran, før det gik op for hende, hvad han havde sagt. "Nejnej, intet til Callie."
|
|
