BAL - wrong time, wrong place

[Edward Johnson]

TAG: PSYCHE & DAMIEN, PLACE: OUTSIDE

Med lange skridt og rynket pande forlod Edward storsalen og bevægede sig ud af de store døre, der ledte ud til skolens udendørsområde. Han småløb ned af trappetrinene, men det var ikke derfor hans vejrtrækning var hurtigt og ujævn: han var bange og følte sig som en kujon - men sidstnævnte kunne han nok ikke komme udenom, at han var. Han havde lige vendt ryggen til en af de værste slanger fra Slytherin, og selvom det måske virkede ædelt i øjeblikket, så havde han gjort det af ffrygt for at komme til skade - og ikke mindst af frygt for at se Psyche i øjnene, hvis han tabte åbenlyst i en duel med hendes date til ballet. I nævekamp skulle han nok kunne slå ham ud, men bare fordi han kunne, så betød det ikke, at han havde lyst.
Edward var knap nået tre skridt væk fra trappen, da rektors stemme rungede tydeligt ud til ham og informerede ham om moret. Han stivnede og prøvede at rumme konskvenserne af et mord på en lærer - måske blev Hogwarts lukket? Var det første han tænkte, men på den anden side, så havde de en rektor, der efter sigende kun bifaldt den slags. Døren til skolen var stadig halvt åben, og Edward kunne høre fodtrin og kommandoer, der blev råbt af lærere derinde fra. I stedet for at vende om og gå ind igen, som rektor ellers instruerede alle til at gøre, så smuttede han hen ved siden af trappen og stillede sig helt ind til slottets mure. Her stod han i ly af trappens gelænder og skyggen, som den kastede, helt uden at vide, hvorfor han havde gjort således.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Rektors enetale begyndte lige efter Psyche havde forladt storsalen. Hun vendte sig kort om, og så tilbage, men besluttede sig temmelig hurtigt for at hun hellere ville finde Edward. Desuden. Hun var temmelig sikker på at læreren i mugglerstudier var mudderblodet, og hvem der end havde slået hende ihjel, have sikkert gjort det på grund af hendes blod. Psyche mente hun burde være sikker.
For at være sikker på ikke at blive stoppet af en lære, satte hun i et let løb, mens hun konstant spejdede efter Edward, og af og til krøb ind til en væg for ikke at blive set af en lærer. Sådan fortsatte hun, indtil hun til sidst fandt Edward. Ligesom hende, havde hun gemt sig ind mod en væg, for ikke at blive opdaget, og hun var og temmelig sikker på at hun ikke havde set ham, hvis ikke hun havde ledt efter ham. Hun satte hurtigt sin hastighed ned, og gik langsomt hen til Edward.

Hun stillede sig overfor ham, og smilede varmt. Hun kunne vel godt forstå at han var flygtet, Damien var ikke ligefrem en behagelig type når det kom til halvblodstroldmænd som ham. Hun lagde forsigtigt en hånd på Edwards kind, det ville ikke undre hende, hvis det blev nødvendigt at bygge hans selvtillid en smule op igen. Der var vel ingen drenge der brød sig om at stikke halen mellem benene på den måde. ”Du skal ikke tage dig af Damien” Hun nussede forsigtigt hans kind, før hun forsigtigt placerede et kort kys på hans læber. Bagefter så hun ham i øjnene med et varmt og kærligt blik ”Han er kun min date fordi du aldrig spurgte” Hun lod bevidst være med at nævne det at Edward egentlig var stukket af, for hun var stadig ikke sikker på hvad hun skulle sige til det. Hun havde godt forstået at det egentlig ar en flugt, det havde været tydeligt på det blik han sendte hende før han gik, men så samme tid syntes hun også at det have været det klogeste valg, og han havde da forstået at bevare en smule værdighed.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson & Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 351 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[panther]

Damien var smuttet forbi en lærer på vej ud fra storsalen, og havde været ubeskrivelig tæt på at blive fanget, men han var for opsat på at finde Edward, især efter det Psyche havde sagt inden hun havde forladt ham. Damien nåede ikke at tænke ret meget over Rektors besked, andet end at et var synd at det ikke havde været ham selv der havde fået æren, og at han hellere end gerne ville takke personen der havde begået mordet. Da gangene var fyldte med lærere, forventede Damien at Edward og Psyche var smuttet udendørs, da der med god sandsynlighed ikke var det samme antal lærere.

Han nåede udenfor, og stod egentligt og var halv-ligelgad med om han blev set af en lærer, hvilket han dog heldigvis ikke blev. Hans blod kogte stadig, og han løb ned af trapperne, mens han spejdede omkring, efter enten Edward eller Psyche. Han kunne ikke umiddelbart se dem. så efter et par sekunders spejden, vendte han sig om, og kiggede tilbage mod trappen, hvor han kunne se Edward og Psyche stå ved siden. Han kneb øjnene en smule sammen over det han så. Det at de to stod så tæt sammen, var bestemt ikke hvad Damien havde håbet, men nok alligevel forventet. Han var utrolig tæt på at trække sin stav, men han ville ikke bringe Psyche i fare, og der var frit udsyn fra dørene, og hvis han stod truende med en tryllestav, lige efter er mord, så kunne det give nogle forkerte indtryk.
"Nå så der er du, din mudderblods kujon!" Hans stemme hånlig, men det havde ikke lykkedes Damien at skjule sin vrede fuldstændigt. Damien var ikke sikker på om Edward var halvblod, eller om begge hans forældre var mugglere, og i dette øjeblik var det også ligegyldigt for ham. Han trådte tættere på "hvordan kan du vælge ham frem for mig? Den kujon? Den svækling!? Han er jo en nar, som ikke engang er født med rent blod. Hvorfor!?" Sagde han, denne gang mere vredt, mens hans blik var fæstnet på Psyche

[Edward Johnson]

Selvom milden ikke var særlig kraftig, blæste den lige i gennem hans tynde tøj og gav ham gåsehud op og ned af armene. Selvom han frøs, mærkede han små svedperler i panden lige ved hårgrænsen, og han begravede frustreret sit ansigt i sine hænder. Frygten havde stadig sit tag i sig, og han kunne ikke helt afgøre, om det var, fordi han var bange for at skulle støde ind i Damien igen, eller fordi en morder måske stadig luskede rundt på skolens grund. Hans ansigt lagde sig i fortvivlede folder, og han blev kun mere spændt, da han hørte nogen komme ned af trappen. Det slog ham ikke, at det måtte være nogen med stiletter, fordi lyden var så distinkt - den slags lagde han ikke mærke til. Hans puls steg, og han pressede sig ind mod muren i et forsøg på at forblive skjult. Personen havde dog spottet ham, men selv i dette dårlige lys kunne Edward genkende Pysche i hendes vidunderlige festgevandter. Lettelsen skyllede over ham, men han var stadig bange for at se hendes reaktion. Edward mislykkedes i at få sin vejrtrækning under kontrol og fandt sig selv handlingslammet, da Psyche stillede sig foran ham. Hendes varme smil fik dog alle muskler i hans krop til at slappe af. Han åbnede munden uden at have noget at sige, og ligeså snart hun lænede sig frem for at kysse ham, lagde han sine arme omkring Psyches slanke talje og trak hende ind til sig. Edward rynkede panden karakteristisk og lænede den mod Psyches, mens hun talte. Instinktivt søgte han hendes læber igen, og hendes nærvær udgjorde en enorm tryghed for ham. På trods af frygt og kulde kunne Edward kun se Psyche for sig, og hun var det eneste, han ville have. Hvorfor hun overhovedet stadig brød sig om ham var udenfor hans forståelse, men så langt var han slet ikke i stand til at tænke lige nu.
Edward lukkede øjnene og trak vejret uregelmæssigt, og netop som han blidt lukkede tænderne omkring Pysches underlæbe, blev stilheden brudt af Damiens hånlige stemme. På en eller anden måde fandt Edward modet til ikke at afsløre sin uro, da han vendte et blik fyldt af afsky mod slangen og talte.
"Hold dig væk!" advarede han med sammenbidte tænder og fremstod ikke nær så frygtindgydende, som Damien gjorde. Edward holdt stadig armene om Psyche, nu beskyttende, og da Damien trådte nærmere prøvede han at stille sig ind foran hende i et forsøg på at afskærme hende fra ham, som om han emmede af ren og dødelig ondskab. Egentlig havde Damien jo ingen intentioner om at såre Pysche fysisk, men på stående fod havde Edward ingen kontrol over sine analytiske evner.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Det glædede hende, at hun tydeligt kunne se at hendes forsøg på at trøste Edward havde lykkedes, og hun begyndte igen at se chancerne for en rigtig god aften. Hvis de ikke blev smidt ud af skolen, for at vende for sent tilbage til festsalen, og det kunne man jo aldrig helt vide med. Deres rektor var jo en skrap mand, og hun tvivlede på at han ville se gennem fingre med den slags, når de var tale om et par halvblodede elever. Eller i hvert fald én halvblodet elev, for hun var jo ikke rigtigt halvblodet, ligesom Edward var.
Psyche havde halvt om halvt forventet at Damien ville følge efter, så da hun hørte ham, så hun ikke ligefrem overrasket ud. Faktisk var hun så lidt overrasket, at hun lige præcist havde overskud nok til at himle med øjnene. Det her begyndte at virke latterligt, og desuden gik det overhovedet ikke efter hendes hoved! Eller måske gjorde det? For det var vel meget smigrende at Damien var villig til at glemme sin ære på den måde, for at få hende væk fra Edward. Hun havde været lige ved at komme med et skarpt svar til Damien, da hun blev skubbet ind bag Edward, og desuden måtte finde sig i at blive afbrudt.

Hun trådte et lille skridt til siden, så hun kom fri af Edwards skygge, og så undersøgende på de to drenge. De mindede hende om et par silverbacks, sådan som de stod der overfor hinanden. Hun havde set på Edward i et stykke tid, før hun vendte blikket mod Damien for at svare på spørgsmålet ”Edward er halvblodet, og du ved godt at jeg altid runder op” Hendes tone var skarp og advarende, men havde også en naturlig provokerende klang i sig ”Desuden… Du har tydeligvis efterladt alt din fuldblodsære oppe på sovesalen ” Hun var ikke helt sikker på om hun var ude på at provokere Damien, eller forklare sig om få ham til at gå. Hvis det kom til noget kamp-relateret havde Psyche bestemt ingen tvivl om hvor deres styrker hver især var. Alle og enhver vidste at Damien var en stærk (og nådesløs) duelant, men Psyche var temmelig sikker på at Edward ville være på helt sikker grund i en nævekamp. Han var jo trods alt muggler, og Psyche kunne ikke huske at havde set Damien lave noget som helst fysisk træning, nogensinde.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson & Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 399 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}