|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 23, 2014 0:27:23 GMT 1
Efter Carrans mærkelige lille optrin havde Magnolia mere end brug for at forlade ballets centrum for aktivitet. Kølig luft ramte hende i ansigtet da hun trådte ud på den lille balkon, og fik det lyse hår til at suse rundt i hovedet på hende, mens en befriende følelse for endelig at kunne strække sine ben, og hvile sine ører, uden at behøve frygte at en af hendes fars ældre kollegaer ville byde hende op, ramte hende. Med albuerne lagt hvilende mod balkonen, vendte hun ryggen til udsigten af skolen hun havde set så ofte før, og vendte i stedet de grønne øjne mod det af balsalen hun kunne se, og nød lidt at se det hele på afstand. |
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 23, 2014 0:44:45 GMT 1
Casimir så Magnolia forsvinde ud på græsset udenfor storsalen, hvor en enkelt dør ledte ud og gav de ophedede gæster mulighed for at trække vejret et kort øjeblik. Der var flere andre derude, men Cas formåede hurtigt at genkende den lyshårede slange, da først han var fri af juleballets sødt duftende varme. En blanding af mange kroppe og den evige strøm af punch, som flød.
Han var ved at kaste op over ballets prætentiøse, ulækre, undertrykkende natur og han vidste lige hvem det skulle gå ud over. "Magnolia Dearborn," drævede han langsomt med et svagt smil.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 23, 2014 1:06:44 GMT 1
Magnolia lagde sine håndflader på sin mave, og mærkede det grønne silke kilde under dem, mens hun morede sig indvendigt over det ene mærkværdige dansepar, efter det andet. I aften var i sandhed aftenen til at føre de mest forskellige mennesker sammen. Og nu hun spekulerede over forskellige mennesker, så var Casimir den sidste hun havde forventet sige sit navn, da hun drejede hovedet, og så ham stå ved siden af sig. Alligevel tog hun sine læber i at vokse så smilet næsten nåede øjnene, inden det i et splitsekund efter fik lov til at falde til et mere afslappet et igen. ”Casimir Ó Catháin”, hilste hun igen, og fjernede hænderne fra maven, for at krydse dem i stedet. “Allerede træt af at danse?”, fik hun spurgt ham med et muntert glimt i øjnene. |
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 23, 2014 2:03:54 GMT 1
Casimir hævede et øjenbryn. Han kommenterede slet ikke på at han skulle have været ude at danse. De vidste vist begge to, at han ikke nød festen som enhver tåbelig, dum-uskyldig deltager. Han registrerede alligevel fjernt, at hun var køn i sin kjole.
"Endnu ikke træt af at lade som om alting er helt normalt?" En rynke fandt frem på hans pande. "Så blind er du simpelthen ikke."
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 23, 2014 2:16:43 GMT 1
En vis forventning var på mystisk vis begyndt at vokse ved synet af Casimir, men fik lov til at fordufte med det samme han talte videre. Lige så gjorde smilet, og hun så på ham med seriøsitet malet i ansigtet, inden hun trådte et skridt hen mod ham.
“Vi er til et julebal der har eksisteret på skolen i flere år.. Mere normalt kan det næsten ikke blive”, hun lod sine arme falde ned langs siden i takt med at blikket forblev rettet mod Casimirs. “Jeg er ikke blind. Jeg er realistisk. Hvilket jeg ved er et ord du ikke forbinder med min tankegang, så lad mig høre.. Hvordan burde jeg ellers opføre mig?”, spurgte hun, og lagde hovedet på skrå, spændt på et svar.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 23, 2014 3:14:04 GMT 1
Casimir stak hænderne i lommerne og trak svagt på smilebåndet, før han rystede lidt på hovedet. "Vi er til et bal, der holdes hvert tiende år - men nu pludselig holdes hvert andet," lagde han roligt ud i et dæmpet tonefald. "Hvert andet sted man ser rundt hører man folk hviske uroligt sammen om hvad der vil ske i aften..."
Blikket borede sig ind i hendes. "Og hvis du ikke har lagt mærke til, at ministeriet har folk på vagt, så er du virkelig fars pige. Blind for det de ikke vil have dig til at se."
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 23, 2014 16:35:36 GMT 1
Magnolia så alvorligt på ham i flere lange sekunder. Så tog hun fat i hans arm, og trak ham et par skridt med bagud, så afstanden til de andre gæster blev større. “Selvfølgelig kan jeg også mærke at der er noget på færde. Flere af min fars medarbejdere er her, og hvis de ikke byder mig op til dans, kan jeg mærke deres blikke brænde i min nakke.. Det er ikke .. normalt”, det slog hende hvor meget hun delte med ham, og hun slap straks taget om hans arm, og lænede sin ryg op mod væggen.
Hun rynkede brynene. “Hvad tror du der foregår?”, spurgte hun endelig, og afslørede et spørgsmål der havde rumsteret i hendes hoved næsten hele aftenen.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 24, 2014 0:23:34 GMT 1
Casimir var ikke forbløffet over, at Magnolia genkendte ministeriearbejdere, der var fremmede for ham. Han var ikke nok inde i selve systemet og han blev slået en smule af sin egen uvidenhed. Alene ville han aldrig komme nogen vegne.
Fri fra den kortvarigt nærkontakt stak han hænderne i lommerne og trak på skuldrene. "Spørg din far," foreslog han drillende, men smilet lod vente på sig. Det var ikke noget at lave sjov med.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 24, 2014 0:41:35 GMT 1
Magnolia blev stående i sin tilbagelænet stilling, med sit blik hvilende på Casimir, stadig med alvoren mejslet ind i sine træk. ”Jeg kender allerede svaret”, svarede hun bestemt, og så direkte på den jævnaldrende grævling, der tilsyneladende var ret glad for at snakke om hendes far.
“Først vil han forsøge at tale udenom, og hvis jeg bliver ved, vil han sige at det ikke noget jeg skal bekymre mig om..”, hun løftede sig op, og begyndte at gå lidt, mens hun forsatte. “Hvis jeg presser ham endnu mere vil han blive bestemt og fortælle mig at jeg skal vælge mine kampe med omhu”, skridtene hun gik var en lille cirkel rundt om ham, til hun stillede sig på den anden side af ham, og stoppede op.
“Så jeg er fars lille pige i det omfang han ønsker det.. Ikke omvendt.. Jeg er ked af hvis det skuffer dig”, sluttede hun af, og læberne løftede sig en smule opad, selvom det måske ikke helt passede til situationen.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 24, 2014 14:14:11 GMT 1
Casimir undlod at pointere, at Magnolia selv havde bragt sin far ind i samtalen og nøjedes med at begrave hænderne dybere i sine lommer, imens han betragtede hende alvorligt. Han vendte sig som hun gav sig til at danse cirkler omkring ham og hævede et enkelt, skeptisk øjenbryn.
"Stakkels dig," drævede han ironisk med et svagt træk i mundvigene. Han vidste ikke helt hvorfor, men en del af ham kunne ganske godt lide de skarpe kommentarer frem og tilbage imellem dem. I hvert fald var han underholdt og det var ikke helt ligegyldigt, nu hvor han var så rastløs. "Det lyder som om du burde gøre andet end at spørge ham ansigt til ansigt," foreslog han, nærmest uskyldigt.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 25, 2014 0:18:03 GMT 1
Magnolia smilede underholdt, trods det halvarrogante svar fra Casimir. Et ulæseligt udtryk var faldet over det hjerteformede ansigt. Kun øjnene var et spejl til det hun tænkte og følte, men selv de afslørede ikke meget lige nu, selvom hun af mærkelige grunde ikke kunne få sig selv til at løsrive sig fra hans blik - han var en spøjs fyr, ham Casimir.
“Har du en ide?”, spurgte hun ham udfordrende. En ide, sikkert. Om hun ville kunne lide den? Tvivlsomt.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 25, 2014 21:49:50 GMT 1
Casimir betragtede den rødhårede, fyrige slange i et langt øjeblik, før han trak på skuldrene. "Hvis det var mig, der ville have svar fra min egen familie, som de nægtede at give mig, ville jeg lede i deres ting," konstaterede han, selvom det kun var halvsandt. Han ville nok i virkeligheden ikke rode igennem sine forældres ting for at finde noget - men de ville heller aldrig give ham nogen grund til det.
"Men nogen giver jo lettere op end andre, selvfølgelig." Han trak på skuldrene.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 26, 2014 21:37:18 GMT 1
Magnolias smil voksede sig bredere, som var det netop dét svar, hun havde ventet på. ”Der må findes en anden måde end at rode i andre folks private sager”, svarede hun ham, mens det kortvarigt trak på smilebåndet. ”Ligegyldig hvor desperat man kan være”, fik hun tilføjet efter et par sekunders tavshed, og smilede, halvt morende, halvt stadig så seriøsiteten var at spore i hendes øjne.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Dec 27, 2014 18:17:22 GMT 1
Casimir kneb øjnene en anelse sammen, før han fnøs svagt muntert og rettede sig op. "Du har allerede afskrevet to måder at få svar på. Det må være din tur til at lede efter metoder, såfremt du vil have dem. Hvis du vil forblive i uvidenhed, så er det dit valg."
Han kørte en hånd igennem håret og trådte et skridt bagud. "Glædelig jul, skyklap."
Og med det drejede han sig rundt med alle intentioner om at vende tilbage til festen - eller gå i seng. Han var ikke i humør til punch eller sniksnak.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 27, 2014 18:48:53 GMT 1
Magnolia hævede det ene bryn, og uudgrundelige træk faldt over den unge slanges ansigtsudtryk, mens han snakkede. Hun var ikke sikker på hvad han forventede at få ud af hende. At hun hjalp ham uden at han indviede hende i noget? Næ nej. Så måtte han selv finde en måde at få de svar han så tydeligt hungrede efter… Og Magnolia - men det var hun ikke meget for at indrømme. Magnolia spidsede læber af hans øgenavn. ”I lige måde, rådvild”, sagde hun efter ham i høj stemme da hun ville have at han skulle høre det, og fik på den måde også et par ansigter til at vende sig mod hende. Hun fnøs og drejede ansigtet ud mod udsigten. Hvad bildte han sig ind. Hun var ikke bestemt snæversynet….. Lukket |
|
