Juletid

[Carran Reynard]

Callista Reynard

24 december 2109

Carran var flygtet fra det travle køkken og var i stedet gået igang med at hænge en mistelten op i døren indtil stuen. Han nynnede julesange imens og var i overraskende godt humør, på trods af at han egentlig ikke var den mest juleelskende person.
"Douce nuit, sainte nuit! Dans les cieux ! L’astre luit." Sang han med og trådte ned af den stol han havde stået på, da han havde hængt misteltenen op. Han betragtede sit værk med et tilfreds smil og strøg fingrene gennem håret.

[Callista Reynard]

Callie havde brugt lang tid på at sætte sit hår og få kjolen til at sidde helt rigtigt. Hun havde den samme på som sidste år og den sad derfor lidt til efterhånden, hvorfor hendes far allerede en gang havde beordret hende op for at finde en cardigan at tage ud over. Nu mere anstændig og med røde bånd flettet ind i sine opsatte fletninger, kom hun gående næsten lydløst hen over gulvet og standsede lige bag ved sin tvillingebror.

"Håber du på at få lov til at kysse vores kusine i aften, Carran?"

[Carran Reynard]

Carran hoppede en smule af bar forskrækkelse over Callista der dukkede op bag ved ham og vendte sig om med et stort smil. "Nej da, jeg håber på at kysse dig" Sagde han drillende og strakte sig for at give hende et kys på hver kind.
"Selvom jeg godt kan overtales til kusinen.. hvis jeg virkelig skal.. " Kommenterede han og skar en mindre grimasse, mens han strøg fingrene gennem håret og gav sig til at løfte stolen væk fra døråbningen.

[Callista Reynard]

Callista blev hvid i ansigtet og trådte et skridt bagud fra sin tvilling med et faretruende glimt i øjnene, selvom hun ikke hverken hævede stemmen eller blev hidsig. "Lad være med det. Jeg siger det til mor," advarede hun med svag væmmelse.

"Skal hun ikke bruge dig i køkkenet?" Hun glattede sin kjole lidt og hævede et øjenbryn. "Eller er du blevet jaget ud derfra?"

[Carran Reynard]

Carran vidste ikke om han var sur på sig selv eller Callie, men i hvert fald kunne han konstatere at han var blevet revet med af sit gode humør og den vin han havde sneget sig til at drikke. Han trak lidt på skuldrene og knækkede nakken. "Undskyld" Mumlede han og så flygtigt ud mod køkkenet.
"Nej jeg blev smidt ud efter de fandt mig med en flaske vin" Han blottede tænderne i et smil og lænede sig op af dørkarmen mens han stak hænderne i lommerne.

[Callista Reynard]

Callista fnøs muntert over sin tvillings svar, der let gjorde det nemt at glemme den korte, upassende episode. Hun rystede lidt på hovedet over ham. "Hvorfor delte du den ikke med mig?" Hendes mine var skuffet, men mundvigene sitrede svagt og det var ikke særlig overbevisende.

"Vi burde kunne få vin til maden," bemærkede hun dog tænksomt. "Måske to glas... Af den der chardonnay."

[Carran Reynard]

Carran nikkede overvejende og lagde armene over kors, mens han forsøgte at glemme alt om hvad der var sket for et øjeblik siden. "Du har en virkelig ubetænksom tvillingebror Callie.." Bemærkede han og trak på skuldrene, mens han så ud mod stuen og det træ som de havde pyntet tidligere.

"To glas? Jeg havde håbet på mindst tre" Han skubbede hagen lidt frem og kløede sig på kinden med et skuffet blik. "Hvad håber du at du får i morgen? Jeg håber på nye guitarstrenge" Han vendte ansigtet mod hende med et smil og løftede et enkelt øjenbryn.

[Callista Reynard]

Callista undlod at konstatere, at Carran alligevel aldrig rigtig kom til at bruge sin musik og nøjedes med at trække lidt på skuldrene. "Jeg vil gerne have "tusind magiske bær og planter" og noget bedre vintertøj. Mine kapper er ved at være for korte." Hun kneb øjnene lidt sammen.

"Der er desuden ingen, der gider tage sig af dig, når du er æskefuld. Så tag du at nøjes med to glas." Hun smilede sødt og rodede op i hans hår. "Vil du være med til at dække bordet?"

[Carran Reynard]

Carran dukkede sig forsent da hun rodede op i hans hår og forsøgte derefter at at rette på de ulykke hun havde forårsaget. "Ja mon ikke jeg kan finde ud af det" Bemærkede han tørt og klemte sine øjne en anelse sammen mens han skævede ud mod spisebordet.
"Og jeg bliver ikke æskefuld, jeg kan godt klare alkohol, selvom jeg ikke drikker hvad som helst, som visse andre i vores familie" Bemærkede han med et fnys og satte hænderne i lommerne, hvorefter han skubbede sig væk fra døråbningens kant og gik tilbage ud i køkkenet.

Tråd afsluttet