En introvert er og forbliver introvert

[Philippa Blythe]

Hector Attwater

Phillippa havde ramt det tidspunkt på aftenen hvor hun var i et fint humør, men ikke helt feststemt, og så var hendes fødder også begyndt at gøre ondt, og det var på trods af hun ikke havde iført sig høje hæle. Det var af den grund at hun søgte ud af en sidedør, og endte med at gå ned af en af de gange hun før i tiden dagligt havde passeret, og satte sig opad en væg, med blikket rettet mod en dør, der førte ind til et tomt klasseværelse. 

Philippa glattede sin blå kjole ud, som lå spredt som en vifte over hendes ben, og lod så overvejende øjnene falde på sine fødder, hvorefter hun tog beslutningen om at tage sine sko af. Ville nogen komme forbi nu ville hun måske se lidt ynkelig ud som hun sad der alene, men i det hun lagde hovedet mod væggen, og lukkede øjnene, mens hun blev helt nostalgisk af at indsnuse luften, kunne hun ikke have følt sig meget mere afslappet og tilpas. 

[Hector Attwater]

Hector havde valgt at holde en pause fra den larmende fest og tage en lille tur gennem sin skoletid, ved at bevæge sig gennem skolens gange. Det fik ham ikke ligefrem i bedre humør, men fodrede i stedet den følelse af nostalgi der havde siddet i ham siden han trådte ind af døren. Minderne om de gode dage, hvor han bare havde været en ung skoleelev, fyldt med forhåbninger om fremtiden, gjorde ham deprimeret. Han ville gerne tilbage til den tid nu, men han vidste at det aldrig ville ske.

Helt tilfældigvis rundede han hjørnet til den væg hvor Philippa havde sat sig og stoppede forbløffet op da han fik øje på hende. Derefter smilede han lidt og satte sig ved siden af hende. "Så mødes vi igen. Godt at se at jeg ikke er den eneste der havde brug for at slippe væk"

[Philippa Blythe]

Med lukkede øjne lykkedes det Philippa at drømme sig halvt væk, og alligevel ikke nok til at hun ikke hørte skridt, da Hector rundede hjørnet. Philippa drejede hovedet, og så kort på ham med overraskede øjne, inden de gik over til at følge ham roligt, til han til sidst satte sig ved siden af hende.

Hun drejede hovedet mod ham med et venligt smil. ”Jeg har aldrig været helt god til at være i et rum med så mange folk i længere tid af gangen”, sagde hun ærligt, og betragtede ham hurtigt, inden øjnene blev vendt mod døren igen. ”Det er mærkeligt at være her igen. Jeg husker alt så klart fra dengang og alligevel virker stedet helt fremmed for mig..”

[Hector Attwater]

Hector smilede en anelse, han havde aldrig haft noget problem med en sal fyldt med mennesker, men det blev problematisk når de fleste af dem vidste hvad han var og sendte ham lange skulende blikke. Han havde dog allerede belastet Philippa nok med dette emne, så han nøjedes med at holde sine tanker for sig selv.
"Ja, det er mærkeligt.. " Gav han hende ret og gled længere hen ad gulvet, så toppen af hans ryg hvilede mod væggen. "Dengang jeg troede at jeg var usårbar og en guds gave til magikernes verden" Han grinede afdæmpet "Skæbnens ironi" Tilføjede han tørt, men med et skævt smil på læben.