Glædeligt gensyn

[Philippa Blythe]

Erin Bathilda Murray

Philippa nåede et punkt hvor hun havde brug for at strække benene, og hvile ørerne, og søgte derfor hen mod en sidedør. På vejen betragtede hun de mange gæster, især kvinderne og deres fødder, mens hun undrede sig over at de kunne holde ud at bevæge sig rundt i så høje hæle hele aftenen. Selv priste hun sig lykkeligt over at have flade sko på.

Philippa var knap nok nået ud før hun fik øje på en person, der måske ville være til at overse for nogen, men for Philippa lagde hun mærke til hende med det samme. ”Erin”, hilste hun og var oprigtig glad for at se at hun var dukket op til festen. Philippa holdte på et glas med champagne, der egentlig var for sød til hendes smag, men alligevel tog hun en tår, mens hun så kærligt mod veninden. ”Det er dejligt at se dig. Er du her selv eller er du blevet ledsaget af nogen?”

[Erin Bathilda Murray]

Erin havde stadig sin første pokal med punch for aftenen, selvom den var ved at være tom. Hun stod lidt for sig selv og funderede over hvornår man kunne tage hjem, men hun kunne snildt gennemskue, at det stadig var for tidligt til ikke at virke lettere demonstrativt. Hvis ikke det havde været for hendes afdelingschefs holdning til fester som denne, ville hun aldrig være kommet.

På trods af sin modvilje imod festen som helhed, lyste hun op i et smil, da Philippa stoppede foran hende. Hun skubbede sine briller op og skævede lidt over venindens skulder. "I lige måde. Hvor har du gjort af din?"

Og sådan undgik man at svare på akavede spørgsmål. Selvfølgelig var hun til festen alene.

[Philippa Blythe]

Philippa opfangede for engangsskyld hentydningen, og spurgte ikke mere ind til det, men trak bare på skuldrende. ”Jeg er faktisk ikke sikker. Jeg er her med Oliver Howe.. Men bare som venner..”, fortalte hun, og var egentlig ikke sikker på om det var helt rigtigt, men det var noget hun prøvede at undgå at tænke for meget over.

Hun så kort ned af sin veninde og et bredt smil spredte sig på de røde læber. ”Jeg kan se vi har tænkt ens med fodtøj her til aften”, kommenterede hun, og puffede blidt sin ene fod mod hendes.

[Erin Bathilda Murray]

Erin spidsede læberne lidt og forsøgte at huske hvem Oliver Howe var. Navnet skurrede en enkelt gang rundt i hendes hoved, før hun lyste lidt op i forståelse et øjeblik. Sekundet senere havde hun dog rynket betænkeligt på brynene. Hun sænkede blikket kort til sine sko og nikkede, inden hun så op på veninden igen.

"Er det klogt at følges med sin arbejdsgiver?" Hun bed lidt ned i sin underlæbe. "Jeg mener. Er det ikke... Kompliceret?"

Som om Erin havde nogen erfaring med kompliceret.

[Philippa Blythe]

Philippa skilte læberne lidt ad uden at sige noget, og rynkede panden, i det Erins ord langsomt trængte ind hos hende, og pludselig blev hun helt stille, for det var et spørgsmål hun slet ikke havde overvejet før nu. ”Vi er her bare som venner..”, en sætning der efterhånden var blevet et automatsvar for hende i løbet af aftenen, når folk havde spurgt ind til hende og Oliver.

Så sukkede hun. ”Hvis jeg skal være ærlig.. Så ved jeg faktisk ikke hvorfor han spurgte mig”, hun bed sig i underlæben, i det hun stillede sin pokal fra sig, og drejede hovedet, for at stirre lidt ud i ingenting. ”Han spurgte lige efter jeg havde fortalt ham at jeg ikke havde planer om at tage med.. Måske havde han ondt af mig..”

Oprigtige tanker. Philippa kunne vitterligt ikke se hvad der ellers kunne give en lyst til at invitere en introvert som hende med.

[Erin Bathilda Murray]

Erins øjenbryn fløj op og hun skubbede brillerne på plads, før hun rystede lidt på hovedet med et venligt smil. "Selvfølgelig ikke. Der er ikke noget at have ondt af. Ved dig, altså." Hun forsøgte at se opmuntrende på veninden.

"Jeg mener bare, at det hurtigt kunne ende indviklet, hvis en af jer ikke er sikker på hvad I er..." Hun trak lidt på skuldrene. "Er han forresten ikke også ret gammel... Og gift?"

[Philippa Blythe]

Philippa smilede varmt til sin veninde, og fik det med et bedre, selvom selv hendes ord ikke var nok til at fjerne tvivlen helt. ”Jeg tror ikke det bliver noget problem. Oliver er en god ven, og jeg tror ikke at han tænker sådan om mig, for så ville han have sagt noget.. Sådan er fyre jo.. De pakker ikke ting ind ligesom vi gør..”, sagde hun rigtig naivt, men det var sådan hun nu engang tænkte.

Philippas øjenbryn røg i vejret af det næste Erin sagde. ”Han er yngre end dig?”, røg det ud, hvorefter hun klarede halsen, og smilede lettere akavet. ”Altså kun et par år…”, hun kløede sig lidt på hagen. ”Måske du tænker på hans far.. De ligner hinanden en smule..”, sagde hun, og forestillede sig dem begge for sit indre blik, inden hun skyndte sig at tilføje; ”Altså med en vis aldersforskel taget i mængde, selvfølgelig..”

[Erin Bathilda Murray]

Erin vidste ikke særlig meget om mænd, når det kom til stykket. I hvert fald ikke nok til at kunne drage nogen generelle konklusioner. Hun studsede lidt over at Philippa kunne, men sagde hende ikke imod. I stedet lyste hun op i forståelse og kom til at fnise.

"Nårh, på den måde. Ja, det er vel lidt mere passende, så." Hun smilede skævt, fnes lidt igen og skubbede brillerne op endnu engang. "Jeg kender dem ikke. Hvor gammel er han?"