|
|
Post by Matthew Parker on Dec 21, 2014 2:49:04 GMT 1
Et smil spillede på Matts læber. Hans hånd lagde sig mod Kennas lænd, som han førte hende væk fra dansegulvet igen. Han var bestemt ikke færdig med hendes selskab, og selvom ærgrelsen over sangens alt for korte varighed fyldte ham, holdt han den skak bag et mildt smil. "Jeg vil ligefrem vove at påstå, at den var skøn." Et langt sekund hvilede hans blik ved hendes øjne. Forsigtigt greb han ud efter hendes hånd det sekund, hun trak den til sig.
"Der er varmt herinde," konstaterede han, "Tillad mig at kidnappe dig og føre dig med udenfor til en gåtur." Han slap hendes hånd og rakte i stedet galant armen frem i en invitation, selvom han ærligt ikke regnede med et nej. Hun måtte da have følt den nærmest øjeblikkelige kemi.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 21, 2014 4:19:43 GMT 1
Kenna smilede underfundigt, da Matthew tog hendes hånd. Hun havde måske fisket en smule efter ikke blot at forsvinde i mængden og det var underligt tilfredsstillende, at han greb bolden. "Kidnappe?" Hendes ene øjenbryn røg lidt op og hun så kortvarigt tøvende på hans fremrakte arm, uden egentlig at være i tvivl.
"Du behøver ikke kidnappe mig. Ingen grund til at føje flere lovovertrædelser til, Mr. Parker." Hun havde aldrig været bange for fremmede. Selvom hun absolut ikke burde smutte udenfor med en ministerieafhopper, var han for interessant til at afslå. Hun tog hans arm med en munter lyd og hev ham nærmest med sig udenfor.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 21, 2014 17:46:03 GMT 1
Smilet fandt vej til hans øjne, da Kennas hånd lagde sig om hans arm. Alligevel holdt han på sit eget tempo, selvom hun også lod til at ville have indflydelse på hastigheden med hvilken, de kom udenfor. To, der var vant til at styre slagets gang. Det var en gammel opskrift, det enten kunne føre til godt eller skidt og typisk lidt af begge dele. "Hold nu op, Miss Kinnaird." hviskede han med læberne mod hendes hår, "Vi ved jo begge, du ikke kan modstå mine lovovertrædelser." Matt trak sig en anelse tilbage igen. Duften af hendes hår var fristende, og havde straks lagt en let tåge i hans tanker.
Den friske luft klarede dog en smule op i hans hoved, som han trak hende med længere væk fra musikken. En tanke slog ham straks. "Du fryser ikke, vel?" Uden at vente på svar var han allerede igang med at trække jakken af.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 22, 2014 0:28:34 GMT 1
Kenna burde ikke le højt over den mere eller mindre fremmede mands tykke, flirtende bemærkning, men det gjorde hun nu alligevel. Til gengæld afviste hun hans jakke med en hovedrysten, så hendes løse krøller dansede. "Jeg har det fint," svarede hun roligt, imens hun så nysgerrigt på ham.
"Desuden tager du fejl. Jeg kan sagtens modstå dine lovovertrædelser, hvad de nu end er... Du slår mig ikke som en, der leger med mørk magi i din fritid." Hun kneb øjnene lidt sammen med et skævt smil. "Eller hvad?"
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 22, 2014 2:16:42 GMT 1
Matt nikkede og gravede armene ned i sine ærmer igen, beholdt jakken på. Kennas latter og tydelige nysgerrighed behagede ham. Han nød den lette samtale og den tydelige flirten mellem de to. I hans alt for komplicerede hverdag var det rart med en så ligetil samtale med denne kønne kvinde, der var blevet hans aftens højdepunkt. Han brummede fornøjet ved hendes ord og sendte et kryptisk smil tilbage.
"Mørk magi plejer ikke at være behøvet til mine kidnapninger." Han trak hende med sig ud mod græsarealerne. Det var længe siden, han sidst havde været på Hogwarts' områder, og det var rart at få det genopfrisket. Især med så godt selskab. "Så jeg prøver at undgå det."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 22, 2014 2:33:14 GMT 1
Kenna fnøs underholdt og lod sig hive med, i hvert fald et stykke, før hun satte hælene lidt i og standsede op. De var nået væk fra lyset fra slottet og stjernehimlen var tydelig over dem i den kolde, klare nat. Hun løftede blikket kort, før hun så spøgefuldt på den halvfremmede. "Hvorfor har du så travlt?"
Hendes hoved røg let på sned og hun smilede skævt. "Og hvor skal vi hen i den fart, Parker? Man kunne jo frygte, at du rent faktisk havde tænkt dig at bortføre mig og det har jeg ikke tid til. Jeg skal på arbejde igen på mandag."
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 22, 2014 3:43:07 GMT 1
Matthew udstødte en lav, brummende latter og trådte ind foran Kenna, da hun pludseligt stoppede op. Prøvende listede han en arm om hendes talje med et skævt smil hvilende om læberne. "Jamen i så fald skal jeg da nok have dig tilbage til på mandag." kommenterede han spøgefuldt og betragtede hende. Selvom det var koldt, var det rart at komme væk fra selskabet og de fordømmende blikke. Selv havde han jo valgt det, men Kenna havde ikke valgt at leve som systemkritiker, og det virkede ikke helt fair over for hende.
"Og jeg har da ikke travlt, Miss Kinnaird, jeg har bare længere ben end visse andre." Et flabet smil havde fundet vej til hans ansigt.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 22, 2014 15:31:07 GMT 1
Kenna var ikke vandt til at måtte tilte hovedet op for at se sin samtalepartner i øjnene. Det gjorde hun nu, uden protester over at Matthew lagde armen omkring hende. Hendes blik var nysgerrigt og hun smilede underholdt over hans bemærkninger, før et muntert fnys forlod hende.
"Ikke så meget længere," svarede hun, uden dog at fremstå fortrydende. Hvis hun havde haft meget længere ben, ville hun have været er rent tårn midt i det hele. Det var hun tilfreds med ikke at være. Til gengæld var hun ikke tilfreds med at vade hele skolen rundt. Ikke når hun allerede vidste hvad hun gerne ville. Derfor strakte hun sig da også blot målbevidst helt på tæer og plantede et prøvende kys på Matthews læber.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 22, 2014 16:47:50 GMT 1
Et muntert smil fremviste Matthews let skæve tænder. Stjernerne kastede et blødt lys ned på Kenna, der så noget så yndig ud med sit ansigt smukt indrammet af de blødt krøller lokker. Uden egentlig at have hverken lyst eller evnen til at modstå fristelsen, strøg hans frie hånd forsigtigt over hendes ansigt og fjernede et hårstrå, der havde forvildet sig ind mod hendes vipper.
Det kom ikke synderligt bag på Matt, da Kenna uden fortrydelse pressede sine læber forsigtigt mod hans. Uden at tænke over det, besvarede han tilfredst kysset og strammede grebet om hendes liv en anelse. Den anden hånd fandt per automatik vejen til hendes baghoved, som han blidt støttede. Hun var smuk, og han havde ærligt intet behov for at vende tilbage til storsalen, nu han kunne stå med en varm kvinde i sin favn - badet i stjernernes skær.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 23, 2014 0:08:55 GMT 1
Kenna havde ikke for vane at lade sig slæbe med væk fra fester med halvfremmede mænd og stå og kysse på dem midt på en græsplæne, men hun var omvendt heller ikke en dydig lille pige. Så meget vidnede hendes kys om og hun var lettere fortumlet, da hun måtte trække sig væk og sank ned på de røde støvlers hæle.
Hendes fingre var gledet ind i hans mørke krøller og hendes brystkasse hævede og sænkede sig mærkbart, som hun så op i hans øjne med et intenst blik. Hvad hun havde lyst til var sikkert. Desværre var den mangelfulde lokation det samme. Det var kun med magt, at hun ikke rystede en smule af kulde.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 24, 2014 23:33:01 GMT 1
Det var kun al Matthews hårdt lærte selvkontrol og situationsfornemmelse, der afholdt et drenget, selvtilfredst smil fra at indtage hans læber ved Kennas ansigtsudtryk, da hun vippede tilbage på hælene. Den ene hånd søgte fra hendes baghoved og langs hendes hår, som han forsigtigt strøg mellem sine fingerspidser - indprentede sig følelsen, før den faldt ned langs han side.
"Så passer det alligevel ikke, at Ministeriets folk er vindtørre ind til kernen." Selvom det var et kompliment, kunne han ikke holde sig fra at give det et snert af flabethed på vejen ud. Selvsikkert sendte han et blink hendes vej, før han forsigtigt strøg hende ned ad armen. "Skal vi gå ind igen? Du virker kold." Selvom det sidste, han ville, var at tage Kenna indenfor igen, var det koldt og hun lod til at fryse en anelse.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 25, 2014 21:14:29 GMT 1
Kenna fnøs og himlede med øjnene. Hun kneb ham let i siden og fugtede læberne, før hun tog en dyb indånding og nikkede. "Ingen lange måneskinsture i frostvejr," bemærkede hun, inden hun strakte sig kort på tæer, kyssede ham flygtigt og snoede sig ud af hans greb for selvstændigt at begynde at gå tilbage.
Et skridt eller to senere var hun drejet rundt og så overvejende på ham. Hun kneb øjnene lidt sammen. "Jeg burde ikke gøre det her," konstaterede hun overvejende. "Men jeg tager hjem klokken elleve. Vil du med?"
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 25, 2014 22:53:14 GMT 1
En mild latter strøg over Matts læber, og han gav Kennas arm et blidt klem, før han fulgte efter hende mod slottet. Det tog ikke mere end et par sekunder, før han var oppe på siden af hende igen, og dristede sig til at gribe hendes hånd. Det var en så lille ting, men den gav ham alligevel en lille glæde.
"Jeg tror det er for sent til ting, vi ikke burde, synes du ikke Miss Kinnaird?" Matt smilede skælmsk til hende, og overvejede kort tilbuddet. Hun virkede ikke som en kvinde, der enkelt lod sig presse til ting, men alligevel følte han, at det var en nødvendighed at tjekke. "Er du sikker?" En lille fold var kommet til syne mellem hans bryn.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 27, 2014 18:23:18 GMT 1
Kenna blev lidt overrasket, da Matthew tog hendes hånd på vejen. Et øjeblik var hun usikker på benene, før hun fortsatte imod slottet og vendte hovedet imod ham, tiltende nakken lidt for at kunne se ham i øjnene.
"Fuldstændig," svarede hun simpelt med en varm glød i blikket. Hendes mellemgulv trak sig en anelse sammen. Det var ikke ligefrem noget hun plejede at gøre, men hun kunne ikke fortryde sit tilbud. "Men diskret." Hendes mundvige sitrede lidt. Det sagde vist sig selv hvorfor hun blev nødt til at påpege det. Det havde de ikke ligefrem været nu.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 27, 2014 20:30:06 GMT 1
Matt nikkede langsomt til hende. Nu havde han fået den forsikring, han skulle bruge til at sikre sig, hun ikke følte sig presset af de tavse løfter, hendes kys og kropssprog havde aflagt. Et varmt smil hvilede over hans læber, som han fulgte med hende.
"Et øjeblik." brummede han og stoppede op. De var kun et par meter fra hovedindgangen, og han var ikke helt færdig med at nyde den lidt forbudte fristelse, hun var. Det snurrede i hans fingerspidser efter at tage hende i sine arme igen, så han stillede sig langsomt ind foran hende og trak hende tæt. Det fyldte ham med spænding, at der var flere hundrede mennesker kun nogle få meter fra dem, som han pressede sine læber mod Kennas varme mund. Hun var smuk, det var ikke til at komme udenom, og Matt nød ideen om, at det var ham, der kunne tage med hende hjem.
|
|
