|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 4, 2014 18:09:21 GMT 1
Kenna var temmelig sikker på, at aftenens højdepunkt ville forblive entréen af rektor, ministeren, præfekterne og professorerne. Professorernes dans ind i storsalen, havde ikke efterladt et øje tørt. Hun havde i hvert fald måtte koncentrere sig for at bide morskaben i sig og fokuseret beslutsomt først på indholdet i sit glas og et øjeblik senere på Agnes, som gled yndefuldt af sted. Siden den første underholdning, havde det været mindre morsomt. Sniksnak i krogene, sladren om dels meningsløsheder og dels de nye rygter om ministeriets nye tiltag efterlod hende en smule træt. Hun holdt dog hovedet højt og gik sikkert frem imod springvandet med punch, for at få sig endnu et glas. Her stod der i midlertidig allerede flere andre og hun måtte vente på at kunne komme til. Da en forbløffende høj mand rykkede ind foran hende, rømmede hun sig. "Undskyld mig. Det var vist min tur," påpegede hun bestemt. |
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 5, 2014 17:42:48 GMT 1
Allerede da Matthew var trådt ind i salen, havde han tiltrukket nogle forbløffede blikke. Selvom jakkesættet var skræddersyet og af fineste materialer, skilte han sig tydeligt ud fra mængden. Efter en del misbilligende blikke fra tidligere bekendtskaber, havde han holdt sig til Agnes. Det behagelige selskab i veninden lod han dog noget modvilligt glide videre, da han selv havde sat mod springvandet. Det lå altid som nr. 1 på huskelisten for aftener som denne: lokalisér kilden til en let rus. Det var immervæk det eneste, der gjorde en aften med alle de formaliteter, der tidligere havde været hans liv og hverdag, udholdelig.
En rømmen bag ham fik tilkaldt Matthews opmærksomhed, og han fik i en glidende bevægelse drejet sig mod lyden. Synet fik straks sendt et skævt smil over hans læber. "Undskyld, frøken, det var på ingen måde min intention." stemmen var varm og oprigtig. Kvinden foran ham så bekendt ud, men navnet manglede. "Jeg forstår, om nogen, vigtigheden af at komme til landet af punch og festligheder." Matt trådte beklagende et skridt tilbage og slog ud med armen mod den omtalte plads i køen.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 5, 2014 18:12:20 GMT 1
Kenna var ikke typen, der lod sig træde over tæerne. Hun havde dog forventet en noget anden reaktion og smilede en anelse forbløffet, da giganten foran hende vendte sig rundt. Med sine 1,80 og hæle var hun ikke vandt til, at særlig mange ragede op over hende, men her måtte hun ligge hovedet en anelse tilbage for at se op i et svagt bekendt ansigt. Hvor hun kendte ham fra kunne hun ikke umiddelbart identificere, men Hogwarts var et godt bud.
Hendes mundvige sitrede og hun trådte forbi ham med et simpelt "tak," før hun drejede hovedet og så sig over skulderen på ham med et nysgerrigt blik. Da hun fik sig en plads ved springvandet var hun hurtig og tog to pokaler, inden hun drejede sig rundt og rakte den ene til giganten med et skævt smil. "Drukkenbolte må have hinandens ryg," konstaterede hun spøgefuldt.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 5, 2014 18:44:02 GMT 1
Matthew kunne ikke helt holde et smil fra sine læber, da hun trådte forbi ham. Der var noget ved kvinder som hende, der lod ham vide, at han ikke skulle komme og lege charmerende hulemand. Hun kunne sikkert stå på egne ben, og ville gerne lade alle vide det. Han kvalte et bredt grin og sendte hende blot et bredt smil, da hun kort efter betragtede ham.
Alligevel kom hendes gestus som en overraskelse for Matthew. En lavmældt, varm latter forlod ham. "Eller hår." pointerede han med et skævt smil, før han så lidt ned mod pokalen med punch. "Tak for den venlige gestus, ....?" Matt vendte spørgende blikket mod hende for at få et navn. Forhåbentlig ville det hjælpe til at huske, hvem hun helt præcist var.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 5, 2014 18:55:21 GMT 1
Kenna fnøs muntert og hævede et øjenbryn. "Hvis det kommer så vidt." Hun overgav pokalen til giganten med et spillende blik og tog en tår af sin egen, før hun fugtede læberne. "Kenna Kinnaird," præsenterede hun sig. "Jeg har set dig før." Hun kneb øjnene en smule sammen. "Men jeg kan heller ikke huske dit navn."
Hogwarts? Det måtte være derfra hun kendte ham. Men så var alle muligheder åbne. Det var kun fem år siden hun var gradueret, men det var nok til at have glemt andet end ansigter på langt de fleste af medeleverne.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 5, 2014 20:58:35 GMT 1
"Kenna simpelthen?" gentog han og nikkede lidt, genkendte nu både navn og ansigt nogenlunde. "Samme årgang som Agnes og også ravn, ikke?" Matthew tog en tår af sin punch. Det var rart at få noget at drikke igen. Det var bare om at holde det løbende. "Matthew Parker."
Normalt ville hænderne have søgt hvile i bukselommerne - en ting, han elskede ved mugglerjeans, som de blev kaldt, men habitbukserne tilbød ikke samme luksus, og han følte sig utilpas ved bare at stå med armen hængende løst ned langs siden. Tankefuldt studerende han hende. Hun var høj af en kvinde at være, men selv med sine hæle ragede hun ikke over ham.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 5, 2014 21:20:13 GMT 1
"Kenna, simpelthen," gentog hun selv med en drillende undertone, før hun tog en tår punch mere, uden at slippe ham med blikket. Hun nikkede let, tøvede et øjeblik og lyste så op i genkendelse. Et øjeblik smilede hun, så blev hun ganske alvorlig.
"Matthew Parker. Du har arbejdet som oblivator. Du havde ikke skæg dengang. Det klæder dig." Hun spidsede sine læber en anelse og så underfundigt op på ham. Det passede i øvrigt. Hun kunne godt huske ham nu, hvor hun tænkte sig om. Det var jo slet ikke længe siden.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 6, 2014 14:03:29 GMT 1
Smilet havde været som limet fast til Matthews læber i Kennas selskab. Men så kom hendes genkendelse. Smilet på hans læber stivnede nærmest øjeblikkeligt. "Det er korrekt." Matt nikkede og lod kortvarigt hånden stryge over skægstubbene. Det var genkendelser som den, der havde spredt en tvivl i ham om, hvorvidt han skulle deltage i aftenens begivenhed.
"Og du arbejdede som auror dengang. Er du stadig der?" spurgte han høfligt og tog en tår af sin punch. Hvis der var noget, han ikke magtede at bruge sin aften på, så var det samtaler om ministeriet og sladder om den nye lovgivning. Det stod ham langt ude af halsen - alle de ignorante magikere, der rendte rundt og pakkede sandheden ind i et spind af løgne. Blikket søgte ud mod gulvet.
"Kan jeg ikke lokke dig med ud på en dans?" Et skævt smil havde fundet vejen tilbage til hans mundvige, da han i en bydende bevægelse rakte hånden ud mod hende.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 6, 2014 15:32:15 GMT 1
Kennas nysgerrighed var ikke blevet mindre af at høre, at han var den Matthew Parker, der havde sagt sit job op og senere udtalt sig kritisk om ministeriets metoder. Hun burde ganske givet holde sig fra den slags typer, men hun var allerede veninder med Agnes - og det gik meget fint. Desuden var der noget over ham, som var lidt for interessant til at afskrive ved et simpelt rygte.
Hun nikkede som svar på hans spørgsmål og nippede til punchen, som var vældig sød. Hendes blik, da han rakte hånden frem, spillede underholdt og hun tænkte sig om i et øjeblik, før hun indvilligede og satte pokalen fra sig igen. "Jeg troede ikke revolutionærer dansede," mumlede hun spøgefuldt, som hun lagde sin hånd i hans.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 7, 2014 0:36:01 GMT 1
Tavst tog Matthew imod hendes pokal og satte den ved siden af sin egen på et bord. Det havde ikke været svært at gennemskue, hvordan Kennas nysgerrighed var blevet vakt, da hun fandt ud af, hvem han var. Netop derfor skulle de danse.
Kennas ord fremkaldte et smil på hans læber, da han tog hendes hånd og ledte hende ud på dansegulvet. Forsigtigt lagde han hånden mod hendes liv og satte i bevægelse. "Det er bare det, Ministeriet vil have dig til at tro," hviskede han og blinkede konspiratorisk til hende, "I virkeligheden er vi faktisk de bedste." Et drillende smil hvilede trak op i hans højre mundvige.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 7, 2014 1:04:12 GMT 1
Kennas frie hånd lagde sig roligt imod Matthews skulder, før hun lagde hovedet lidt til siden ved hans hvisken i hendes øre og et skævt smil trak op på hendes læber. Hun hævede et øjenbryn med svag skepsis, før hun kneb øjnene lidt sammen.
"Eller er det bare det du vil have mig til at tro? Du kan nok se, alle de her spind vi spinder..." En dæmpet, munter lyd forlod hende og hun indså, at hun var blevet så optaget af den lille morsomhed, at hun havde glemt - eller måske nærmere huset at lade være med - at føre. Hun strammede sit greb antydningsvist om hans hånd.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 10, 2014 15:25:28 GMT 1
Et dybt, moret kluk forlod Matthew ved Kennas ord og det skæve smil fyldte nu hele vejen fra trækningen i mundvigen til at skinne i de blå øjne. Han mærkede svagt hvordan hendes greb strammedes en anelse, og det var svært at holde smilet fra at vokse. En kvinde, der var vant til at føre an. Med en drilsk mine snurrede han hende rundt på gulvet.
Kenna endte en anelse tættere på ham efter at have været en tur rundt om egen akse, og det var svært at tilbageholde et drenget smil. "Det er sandt." medgav han med et nik og fastholdt øjenkontakten. "Hvis bare vi havde en kvinde så eftertratet, at hun havde prøvet at danse med både ministerielle og revolutionære, der kunne give en dom."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 10, 2014 22:27:34 GMT 1
Kenna drejede rundt med en munter lyd og konstaterede for sig selv, at han måske var rebelsk, men i det mindste havde lyttet efter i danseundervisningen. Hendes nysgerrighed var ikke blevet mindre under dansen. Til gengæld smilede hun skævt over hans ytrede overvejelse og hævede et enkelt bryn.
"Hvis bare," gentog hun ham underholdt. "Desværre er min bedømmelse til fals for så billige ting som charme, Mr. Parker. Det ville ikke blive en retfærdig dom."
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Dec 11, 2014 16:07:57 GMT 1
Matthews tænder blev blottet i et smil ved hendes ytrede begejstring. Kvinder var nu engang kønnest, når de var tilfredse, havde han erfaret igennem sit liv og især dennes begejstring glædede ham. "Jeg vidste ikke, det var sådan ministeriets folk betragtede os revolutionære," tænkte han højt med et udfordrende glimt i de blå øjne, "Charmerende, ligefrem?"
Havde det ikke været for det behagelige selskab, var der hurtigt blevet kommenteret på, at retfærdighed normalt heller ikke spillede ind over ministeriets afgørelser, men han bed den i sig. Der var noget over denne kvinde, og han ønskede ikke at drive hende væk.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Dec 11, 2014 16:18:25 GMT 1
Kennas blik spillede underholdt, som hun spidsede læberne tænksomt og endelig trak let på skuldrene. Han var forbandet indtagende, denne joker af en mand, og hun havde det som en fisk i vandet. "Jeg tror ikke der kan generaliseres på baggrund af et enkelt tilfælde," musede hun roligt, før hun kastede et enkelt blik over den ene skulder. Musikken tonede ud og hun skar en lille, ærgerlig grimasse.
"Tak for dansen, Mr. Parker. Det var temmelig... Oplivende." Hendes tænder var kortvarigt synlige, før hun bed smilet i sig og trak hænderne til sig i det samme.
|
|
