På tilskuerrækkerne

[Magdalene Abbey]

Brody Blance

Det var kun aftenen forinden, at Maggies verden havde taget en radikal drejning. Hun var ikke helt sikker på, hvad det var mellem hende og Brody, men der var i dén grad noget og i løbet af de sidste, mange timer havde det været temmelig svært at tænke på andet.

Hun var taget hjem omkring midnat, mest af alt fordi han skulle spille kamp den efterfølgende dag. Siden havde hun taget sig selv i at smile dumt op til flere gange og brugte ikke lang tid på at tage en beslutning, da hun fik at vide at hendes far havde vagt samme aften. Det var en fordel med en far, der skulle være til stede i tilfælde af at spillerne kom til skade. Især når han fik lov til at tage sine døtre med.

Der befandt den ene af dem sig nu og fulgte intensivt med i spillet. Maggie stod nede på græsplænen blandt enkelte andre og fulgte intensivt med i hvad der skete i luften. Det var ikke helt så nemt at se så langt nede fra, men hun havde ikke ligefrem råd til rent faktisk at købe en plads på tribunen, så hun brokkede sig ikke. Til gengæld klappede hun, da Ballycastles målmand blokerede et skud fra en af de spanske spillere. Det var lyden af gisp fra tilskuerne, der henledte opmærksomheden på, at begge søgere pludselig var dykket.

[Brody Blance]

Brody havde lige modtaget tromleren fra Beatrice, da tilskuerne gispede. Havde han stadig været en skoledreng, ville han have set efter hvad der foregik, men han var professionel og strøg imod målet, indtil en smasher, der nærmede sig, gjorde at han måtte vige og sendte tromleren videre.

Det var i det øjeblik, at jubelen steg og kommentatoren annoncerede, at Ballycastles søger havde taget lynet. Brody brølede og hans ene hånd kolliderede i luften med en medspillers, før de dykkede. Festen var kort. Søgeren var kollideret hårdt med jorden og der var straks brug for hjælp fra det faste korps af medi-troldmænd.

Det var da Brody landede, at han fik øje på den lyshårede kvinde på helbredernes pladser. Hun var ikke i deres sædvanlige uniform og stod lidt ud fra resten, som folk summede omkring den skadede søger. Han så sig lidt rundt med kosten i den ene hånd og skred over græsset imod Magdalene Abbey med spændingen pulserende i blodet.

[Magdalene Abbey]

Maggie fløj på benene sammen med resten af medi-troldmændene, da Ballycastle vandt kampen. Jublen var dog kun kort, før hun selv gispede lavmælt og magikerne omkring hende straks strøg den styrtede søger til undsætning.

Hun så bekymret til, men der var snart så mange mennesker, at det ikke kunne betale sig. Hun blev da også distraheret, da de resterende spillere landede og instinktivt søgte hendes blik efter Brody. Da det fandt ham sprang hendes hjerte et slag over, ved synet af ham tydeligt på vej i hendes retning. Et bredt smil bredte sig over hendes læber og hun tog selv et par forsigtige skridt i stjerneangriberens retning.

[Brody Blance]

Brody vidste, at der var styr på det. Flere mennesker omkring søgeren ville ikke gøre ham noget godt. Desuden var hans opmærksomhed indfanget af et par store, brune øjne, der så på hans. Tandsmilet, som mindede ham om gamle dage, fik ham til at sætte farten lidt op og et øjeblik efter var hans frie arm omkring Maggie og hans læber havde fundet hendes i et insisterende kys.

Han var høj på en spændende kamp og ikke til at skyde igennem, nu hvor de havde snuppet endnu en sejr. Det så godt ud og med verdensmesterskaberne næste år, havde han brug for at de så godt ud. Det gjorde det selvfølgelig ikke så meget, at han havde mere travlt med at kysse på blondiner end på at se til sin holdkammerat, men så langt havde han ikke tænkt.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde halvt åbnet munden for at ønske Brody tillykke, men nåede aldrig til det, før han kyssede hende insisterende. Det tog komplet pusten fra hende og i nogle øjeblikke slog hjernen helt fra og hun kunne absolut intet andet end at overgive sig komplet til det.

Da hun endelig sansede at trække sig tilbage, var der røde pletter på hendes kinder og hun var delt mellem bevidstheden om, at det sandsynligvis ikke var alle der stadig havde blikket rettet mod den sårede spiller og så det faktum at hjertet hamrede i brystet på hende og at hun absolut ikke kunne lade være med at smile dumt. Et lettere overvældet og åndeløst "wauw" undslap hende og det var alt i alt ikke hendes bedste øjeblik. Hun var dog komplet ligeglad, som hun stod med hænderne hvilende mod Brodys skuldre og en puls der slog hurtigere end nogensinde før.

[Brody Blance]

Brodys smil nåede nærmest op til ørerne, da først Maggie trak sig lidt væk og han så hende i øjnene. En munter lyd forlod ham over hendes reaktion og han trak hende ind i et halvt kram, stadig med kosten i den ene hånd. Der gik dog ikke mere end et øjeblik, før der var en, der rømmede sig bag ham og han drejede hovedet for at se hvem.

"Vi samles i omklædningen, Blance," sagde hans træner alvorligt og Brody nikkede. Han smilede hurtigt til Maggie, kyssede hende flygtigt og løsrev sig. "Mød mig omme bagved om en halv time?" Han bakkede imens han talte. "Jeg giver dem dit navn?"

[Magdalene Abbey]

Maggie åbnede endnu engang munden for at sige tillykke, men blev endnu engang afbrudt i det. Denne gang af Brodys træner og hun rødmede forlegent og skyndte sig at give slip på Brody. Da han alligevel kyssede hende, måtte hun dog smile igen og nøjes med at nikke bekræftende, før hun skyndte sig tilbage i mediteltet.

En halv time senere forlod hun det igen, forklarende sin far at hun nok selv skulle finde hjem og bevægede sig lettere usikkert mod den del, der var privat område for spillerne. Selvom hun godt vidste det, var det alligevel lidt underligt at blive lukket ind så snart hun gav vagterne sit navn og med en svag følelse af, at hun ikke burde være der og uden nogen anelse om, hvor hun skulle gå hen, endte hun med at sætte sig lettere rastløst på en bænk, der var placeret i et rum op til to døre markeret med henholdsvis Troldmænd og Hekse.

[Brody Blance]

Søgeren var skadet og bragt til Skt. Mungos i den anden ende af landet. Holdet havde fået en dundertale om sikkerhed, men træneren var temmelig tydeligt stolt over deres præstation. Det skinnede igennem og blev da også italesat til sidst, da han roste dem for flot samarbejde og bad dem om at skride ud og fejre sejren.

Efter et hurtigt bad, smed Brody sit udstyr ned i tasken, svang den over skulderen og forsvandt ud på gangen. Han var ikke den første, der var passeret forbi, men til gengæld den første, der opdagede den kønne blondine, som sad på bænken. Hans mundvige trak op i et tilfredst smil og han standsede ved hende. "Du skulle have sagt, at du kom," sagde han åndeløst. "Jeg kunne have skaffet dig en bedre plads."

[Magdalene Abbey]

Maggie så op, hver eneste gang en dør blev åbent. Hver gang det ikke var Brody smilede hun bare en anelse forlegent og så decideret lettet ud, da det endelig var den lyshårede angriber der dukkede op. Skuldrene faldt en anelse og hun kom roligt på benene.

"Jeg vidste ikke, at far havde vagt før i morges," svarede hun med en let skuldertrækning og rakte ud for at trække ham en anelse tættere på med et genert smil og plantede et langt mere prøvende kys på hans læber, end det de havde udvekslet for en halv time siden. Da hun gled tilbage på flad fod, var det med et varmt smil. "Tillykke med sejren. Jeg prøvede på at få det sagt før, men det lykkedes ikke så godt."

[Brody Blance]

Brody lod sig indfange uden protester og besvarede Maggies kys ganske helhjertet. Han lugtede ikke længere af sved, men til gengæld var han stadig oppe at køre over kampen og dvælede ved hendes læber et lille stykke tid. Da hun trak sig væk, blinkede han drillende, før en munter lyd forlod ham over lykønskningen og den lille klage.

"Tak, Magpie. Jeg håber du nød kampen lige så meget som jeg gjorde, men det er tvivlsomt." Han smilede skævt og stjal et kys mere. "Skal du hjem nu eller kan jeg bortføre dig?"

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne absolut ikke lade være med at smile dumt, med en behagelig sugen i mellemgulvet hver gang Brody kyssede hende eller omvendt. Det var stadig nyt og temmelig overvældende, men hun kunne ikke ærligt sige, at hun fortrød sin beslutning. Ikke endnu i hvert fald.

Hun så lettere overrasket på ham, forventende at han ville have travlt med at komme afsted og fejre med sine holdkammerater. "Hvorhen?"

[Brody Blance]

Brody strøg den ene tommel over Maggies kind og smilede skævt. "Vi tager hjem til os og fejrer sejren. Ollie og de andre kommer til at være der, der er noget at drikke, lidt at spise, en virkelig lækker angriber, som gerne vil have dig der..."

Han rettede lidt på taskeremmen over sin ene skulder og så afventende på hende. "Men der er ingen tvang. Kun et blidt pres og en påmindelse om hvor mange kys du stadig skylder mig."

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lavmælt over Brodys selvfede kommentar og himlede med øjnene med et underholdt smil. Hun ventede dog til at han havde talt færdigt, før hun tydeligt overvejede i et øjeblik. Beslutningen var dog relativt hurtigt taget.

"Okay. Hvorfor ikke?" spurgte hun retorisk, svagt intimideret af mængden af mennesker, der ville komme til at være til stede. Det bragte en anden overvejelse på banen, som fik hende til at rynke svagt på brynene. "Men der er noget, vi lige skal blive enige om først."

[Brody Blance]

Brody smilede, så hans tænder blev synlige. Han bed det dog lidt i sig over hendes rynkede bryn og lænede sig en anelse tilbage, imens han betragtede hende spørgende.

"Hvad så, Magpie?" Tasken blev der rykket lidt i igen, uden at han slap hende med blikket. Da en af medspillerne gik forbi og piftede, trak han lidt på smilebåndet. "Om en time hos mig," sagde han efter kollegaen, før hans opmærksomhed var tilbage ved kvinden foran sig.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede forlegent over Brodys medspiller, men rystede det hurtigt af sig og så tilbage på den lyshårede troldmand. "Der er ikke mange magikere i Storbritannien, der ikke ved hvem du er," konkluderede hun med et lille smil og rakte op for at stryge håret om bag øret.

"Du er populær i bladene og jeg tænkte bare..." Hun kradsede sig lidt på halsen. "Jeg tænkte bare, at det måske ville være rart, hvis det her, os to-," hun viftede lidt med en hånd "- måske ikke var noget, at hele landet behøvede at vide noget om. Lige med det samme."