Venskabelig visit

[Kathryn Abbey]

Setting: Mandag, Oliver Morecambe Young

Solen var bleg og den isblå himmel blottet for skyer. Der var ikke den mindste tvivl om, at det var minusgrader, selvom det vistnok var de færreste der ejede et termometer, og Katie kæmpede sig hen ad vejen med en ånde, der fik hende til at ligne et damp-lokomotiv. Hun var helt i gennem stivfrossen, da hun nåede frem til den ønskede destination, og det gjorde ondt i hendes knoer, da hun bankede på døren. Det skete sjældent, men Katie havde undervurderet kulden.

Katie havde skriblet nogle hurtige ugler, da hun var ankommet til Hogsmeade tidlig lørdag formiddag, og en var henvendt til Ollie, hvor hun forslog at mødes, nu hvor hun var i området. Hun glædede sig til at komme indenfor, og hun satsede på, at de havde noget spiseligt, selvom det måske var at sætte barren højt for mandehulen.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver havde smidt sig på sofaen i stuen og var i færd med at læse seneste udgave af Søgeren, da det bankede på døren. Han så op over kanten på bladet, forbi fødderne der var klædt i spraglede, hjemmestrikkede sokker og ned ad trappen, i al forhåbning om at gæsten ville lukke sig selv ind.

Det skete selvfølgelig ikke og Oliver kom på benene, smed bladet fra sig i en flyvende bevægelse og hoppede ned ad trappen for at trække døren op. Det viste sig, at klokken var mere end havde troet og overraskelsen var tydelig på hans ansigt. "Katie," udbrød han og så i et øjeblik himmelfaldent på hende, før han trådte til side og diskret glattede sit hår i det korte øjeblik hun havde ryggen til. "Jeg havde helt glemt tiden."

[Kathryn Abbey]

Katie hoppede på stedet for at få varmen, og da da døren blev åbnet sprang hun nærmest ind af den som en fjeder, lige så snart der var plads. "Hejsa!" udbrød hun og fortsatte ind forbi ham, uden rigtig at se på ham. Det var tydeligt at Katie ikke havde det mindste problem med at føle sig som hjemme, idet hun larmende (men effektivt) sparkede sine støvler af. "Årh, det skal du ikke tage dig af, jeg kom alligevel et par timer tidligere." sagde hun. Det var sludder, men hun gav godt se Olivers ansigtsudtryk, hvis han faldt for den. Så snoede hun sig ud af sit tørklæde og sin kappe. Det viste sig, at Katie selv kun udgjorde halvdelen af det, der var kommet ind af døren, hvor resten bestod af overtøj.

Da hun var færdig med at snurre rundt om sig selv og havde hængt overtøjet fra sig på en knage vendte hun endelig sin fulde opmærksomhed mod Ollie med et stort smil på læberne. Uden at tøve trådte hun og slog armene og halsen på ham.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver fulgte Katie med svag fascination, som hun viklede sig mere eller mindre elegant ud af sit overtøj. Han smilede dumt for sig selv i et øjeblik, nok til at han først helt registrerede hvad hun havde sagt, da hun vendte sig mod ham igen.

"Åh. Ja okay. Så forstår jeg bedre," mumlede han muntert og gengældte hendes omfavnelse, uden at have den fjerneste idé om, hvad klokken egentlig var. Da han slap hende, kløede han sig i nakken og sendte hende et smil. "Det er godt at se dig, Katiepie."

[Kathryn Abbey]

Katie krammede ugenert til og undertrykte et fnis, da han mumlende indrømmede, at han ikke havde styr på tiden. Bagefter faldt hun tilbage på sine hæle og betragtede Ollie, mens han kløede sig i nakken. "I lige måde." sagde hun og gengældte hans smil.

Så så hun omkring sig, som om hun ville finde, hvad hun søgte, lige dér i entreen, inden hun talte igen. "Har i noget at spise?" Katie kiggede uskyldigt på ham - hvilket stod i kontrast til hendes smil - og foldede armene om sig selv, fordi hun stadig frøs en lille smule.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver kunne ikke undse sig at himle med øjnene af Katies spørgsmål, men han smilede dog alligevel opgivende og slog et slag med hovedet i retning af trappen. "Mon ikke jeg kan finde et eller andet," svarede han og begyndte selv at gå.

Da han nåede op i stuen, vendte han sig og bakkede et par skridt i retning af køkkenet. "Noget at drikke også?" Han hævede øjenbrynene en anelse og så afventende på hende.

[Kathryn Abbey]

Katie smilede tilfreds og lod Ollie lede vejen til over-etagen. Der var en helt speciel stemning i huset, som hun ikke var helt sikkert på, hvad kom af, men det var nemt for hende at føle sig godt tilpas, selvom omgivelserne ikke var alt for velkendte.

"Tak som byder," sagde hun og stoppede op i samtale-afstand fra ham. "Har du noget kyllinge-blod? Eller måske noget snegleslim? Vi dyrehealere følger en meget streng diæt. Du ved, for at være ét med dyrene." Katie foldede armene ud til siderne, som om hun mediterede og lagde ansigtet i alvorlige folder. Der var et tydeligt, drilsk glimt i hendes øjne.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver skar en grimasse af væmmelse, men lo alligevel, da han forsvandt ud i køkkenet. Da han kom tilbage var det ikke just med en krukke snegleslim. Til gengæld smed han en kedelkage over til Katie. "Jeg er bange for, at vi ikke kan leve op til dine høje standarder," spøgte han tørt og dumpede selv dovent ned i sofaen.

Han pakkede sin egen ud og tog en forsvarlig bid, som han da næsten også tyggede helt færdig, før han talte igen. "Jeg fik aldrig at vide, hvorfor du er i Hogsmeade?"

[Kathryn Abbey]

Katie smed det påtagede alvorlige ansigtudtryk og smilede skævt til Ollie, inden han forsvandt ind i køkkenet. I mellemtiden tog hun plads i sofaen ved at træde ind over det ene armlæn, og hun drejede hovedet mod ham, da han kom ind igen. Hun greb kagen og spærrede øjnene op. "Er du tosset, jeg havde ikke forventet noget som helst," indskød hun og gav sig til at pakke kagen ud.

Da papiret var kommet af lænede hun sig mod sofa-bordet for at lægge det fra sig. "Jeg er her med arbejdet," forklarede hun og rettede sig op igen. "Der er en såret hippogrif, der holder til i udkanten af byen. Jeg har brugt et par dage på at vinde dens tillid, så jeg kan komme tæt på og se, hvad der egentlig er sket, men det er ikke helt lykkedes mig endnu." Hun tog en bid af kagen men åbnede kort efter munden igen. "Du må i øvrigt ikke sige det til for mange! Hvis det rygtes, at der er en hippogrif i nærheden begynder folk at flokkes. Det er de færreste, der overhovedet har set en med deres egne øjne," tilføjede hun, tilsyneladende ligeglad med, at hun snakkede med mad i munden.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver kunne ikke lade være med at smile en anelse fjoget over Katies ligegyldighed omkring manerer. Måske var det derfor, han brød sig så godt om hende. Det var i hvert fald en af grundene, funderede han som han tog en forsvarlig bid af sin egen kedelkage.

Han holdt hænderne afværgende op, stadig med kagen mellem tænderne og lod den først et øjeblik efter dumpe ned i den ene hånd. "Bare rolig," svarede han muntert og sank resten af sin bid. "Jeg skal nok klappe kaje." Han fnøs lavmælt og rynkede så lidt på brynene. "Hippogriffer. Nej tak. Så foretrækker jeg en kost," tilføjede han i et spøgende tonefald. Med en far der ejede et ugleri og havde arbejdet i et magisk menageri, så havde Oliver i virkeligheden et glimrende forhold til magiske dyr.

[Kathryn Abbey]

Katie lo og hævede sin kedelkage i en symbolsk skål. "Så er vi to!" erklærede hun. Der skulle ikke nogen forklaring til, for Oliver kendte til hendes tid på quidditch-holdet på Hogwarts. Hun savnede faktisk at flyve, og hun ærgrede sig over, at der ikke var mere tid til at dyrke lige netop dén aktivitet. "Jeg ville nu ikke sige nej tak til en flyvetur på et nær-mytisk væsen. Desværre er denne her vist ikke i stand til at flyve overhovedet." fortalte hun og rynkede bekymret panden, inden hun gav sig til at gnave på kagen.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver kunne ikke lade være med at betragte Katie med et svagt fascineret smil. Det var tydeligt, hvor meget dyrenes velbefindende i virkeligheden betød for hende og det kunne han ikke lade være med at beundre.

"Nogle gange bliver jeg lidt misundelig på det du laver," bemærkede han og pillede et stykke af sin egen kage. Magiske Dyrs Pasning og Pleje havde i virkeligheden været hans yndlingsfag, men han var temmelig sikker på at han ikke havde rygraden til at forpligte sig på samme måde på Katie. "Selvom der selvfølgelig også findes Quidditchspillere, der kan forveksles med løbske bjergtrolde. Så måske er jeg ikke helt ved siden af."

[Kathryn Abbey]

Katie spærrede øjnene en smule op og lyttede opmærksomt. Det kom bag på hende, at Ollie overhovedet tænkte i den slags baner - eller at nogen gjorde for den sags skyld. Så lo hun og sænkede kedelkagen. "Som Brody, for eksempel?" spøgte hun og kunne ikke lade være med at smile stort. "Men du er da overhovedet ikke ved siden af." fortsatte hun i et mere alvorligt tonefald. "Jeg arbejder jo med dyr, fordi det er min interesse. Det giver mig lov til at nørde totalt ud. Ligesom med dig og quidditch."

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo og sendte Katie et sigende blik, som han pillede lidt videre i kedelkagen med et halveftertænksomt ansigtsudtryk. Han vippede hovedet lidt over det hun sagde og blottede tænderne i et drenget smil.

"Yeah," svarede han indledende og trak lidt på skuldrene. "Jeg elsker Quidditch... Men jeg er ikke sikker på, at det er det jeg vil resten af mit liv," indrømmede han med blikket rettet mod resten af kagen. Han trak på skuldrene for anden gang i træk og så op på Katie med et overvejende ansigtsudtryk. "Jeg har tænkt på at spørge min far om ikke, jeg kunne komme ned i forretningen på et tidspunkt."

[Kathryn Abbey]

Katie lod kedelkage være kedelkage, og selvom hun var overrasket over det, han fortalte, tog hun det meget seriøst. "Er det rigtigt?" indskød hun og overvejede, om hun skulle sige noget trøstende til ham. Han kom hende dog i forkøbet, og hun holdt inde. "Vil du... arbejde med dyr?" spurgte hun forsigtigt, men hendes læber bredte sig snart i et skævt smil. Hun så lidt for tilfreds ud.