Fuldmåne

[Hector Attwater]

Magdalene Abbey
6. december 2109

Hector havde tvunget sig selv til at drikke den hæslige Stormhateliksir hele ugen og håbede virkelig at det ville være det værd. Lily havde fået ham overbevist om at han ikke behøvede at tage ude i skoven når han tog eliksiren og selvom han ikke havde været meget ved det, var han gået med til det. Han var dog stadig i tvivl om at lade Maggie blive, specielt efter at han havde taget en beslutning om at stoppe med at være så påtrængende. Det virkede så meget nemmere bare at løbe ud i skoven og være alene, væk fra mennesker man kunne såre. Flugt gav ham en følelse af at løbe fra selve forbandelsen, selvom den altid indhentede ham. Derfpr var han stadig i tvivl om registreringen havde været en god ide, hans tidligere håndtering var så meget nemmere, men ikke tæt på noget man kunne kalde for et liv.  Alle disse tanker fløj gennem hans hoved mens han sad i sofaen og betragtede de orange skyer på himlen.

[Magdalene Abbey]

Maggie rumsterede lidt i det lille køkken. Hun var efterhånden så vant til at være der, at hun ikke længere holdt sig tilbage eller rigtigt blev betragtet som en gæst. Hun vidste udmærket hvor tebladende stod og ligeledes med kopperne, så der var ingen grund til at det ikke var hende, der skulle gøre det.

Inden længe dumpede hun ned ved siden af Hector i sofaen og rakte ham den ene kop. Hun ville ikke indrømme, at hun følte sig en anelse nervøs. Det kunne ikke være noget sammenlignet med, hvordan Hector måtte have det. Hun lænede skulderen ind mod sofaens ryglæn og varmede hænderne på koppen. "Vil du fortælle mig, hvad der kommer til at ske?"

[Hector Attwater]

Hector tog imod koppen og smilede flygtigt til hende inden han vendte blikket ned i teen. Han havde håbet på at han kunne beskytte hende fra denne del, men nu var han alligevel ikke viljestærk nok til at sende hende væk. I stedet så han langsomt op, mens hans blik flakkede hen over hendes ansigt.
"Omkring midnat når månen er ved sin fulde styrke vil forvandlingen begynde. Det går.. heldigvis nogenlunde hurtigt.. og derefter vil jeg.. være sådan indtil daggry. Eliksiren gør at jeg kan beholde min menneskelighed imens, men smerterne og den efterfølgende udmattelse vil jeg ikke slippe for" Han pillede rastløst ved sofaens betræk og overvejede om der var nogle detaljer han havde glemt. Det skulle der nok være, men hun vidste det vigtigste nu.

[Magdalene Abbey]

Maggie rynkede på de mørke øjenbryn og krummede fingrene en anelse strammere om tekruset. Hun var vant til at arbejde med drager, men tanken om at skulle se en person, som hun holdt så meget af, vride sig til formen af et monster... Det var nok til at give selv den stærkeste kvalme.

Alligevel prøvede hun at smile beroligende og rakte ud for at give Hectors hånd et klem. "Jeg er her, hvis du vil have det," lovede hun ham. Hvor meget hun end ikke havde lyst til at se forvandlingen ske, så havde hun endnu mindre lyst til at lade ham være alene efterfølgende.

[Hector Attwater]

Hector smilede en anelse og nikkede langsomt. Han havde det dobbelt med det, tanken om at hun var til stede gav ham kvalme men samtidig følte han sig en smule mere tryg over ikke at være alene. Det var rart med lidt fornyelse, i sidste ende. Han håbede bare ikke hun ville finde ham frastødende.
"Tak" Svarede han afdæmpet og vendte blikket mod himlen igen. Synet af den begyndende mørke himmel fik hans mave til at knue sig sammen, indtil han frigjorde sit blik fra mørket for i stedet at se ned i sin te. Han havde det som om han burde sige et eller andet, men han kunne ikke komme frem til noget som han havde lyst til at sige højt. Derfor tog han blot en tår af teen, uden at tage sig af at den var alt for varm og så undersøgende på hende.

[Magdalene Abbey]

Maggies blik dvælede ved Hector og man behøvede ikke at være synsk for at se, at han var temmelig opslugt. Hun tvivlede på at det ville hjælpe meget på hans humør at foreslå, at de kunne spille et spil for at fordrive ventetiden.

Så i stedet forholdt hun sig bare tavs og så ned i sin tekop. Hun ønskede ikke at Hector skulle gennemgå forvandlingen, men samtidig var hun lettere rastløs for at månen skulle komme frem. Ventetiden var næsten værre. For hende i hvert fald.

[Hector Attwater]

Hector mistede fornemmelsen for hvor lang tid der gik hvor de sad i tavshed og ventede. Han var fordybet i sine egne tanker, men da himlen blev så mørk at det begyndte at nærme sig tiden, rejste han sig op og stillede den tomme kop på det sofa bord han havde fundet i Ulveantikvariatets kælder for nyligt.

"Jeg går ovenpå nu.. Det er ved at være tid.. " Mumlede han og kløede sig lidt på hagen, mens han tøvende blev stående og forsøgte at trække tiden ud. Han havde ikke lyst til at forlade hende, at ligge alene i sin seng var ikke specielt tiltalende, men han havde ikke tænkt sig at be hende om at følge med. Til sidst sendte han hende et halvhjertet smil og vendte sig for at gå ud af stuen.

[Magdalene Abbey]

Maggie knugede fingrene lidt hårdere sammen om koppen. Teen var for længst blevet kold, men der var stadig en slat tilbage i bunden. De mørke øjenbryn trak sig sammen, da Hector rejste sig og hun bed bekymret ned i sin underlæbe.

"Jeg er lige hernede," svarede hun stille, krybende en anelse sammen i sofaen. Hun så foruroliget på Hector og selvom hun stolede på eliksiren, så trak hun alligevel sin tryllestav, da han var ude af syne.

[Hector Attwater]

Hector forsvandt op til sit værelse og lagde sig til rette i sin seng. Forvandlingen var smertefuld, men langt nemmere at kapere når han ikke fik lyst til at bide tænderne i menneskekød samtidigt. Det var en sand lettelse at finde ud af at eliksiren havde virket og han rent faktisk havde kontrol over sine handlinger.
Senere på aftenen gik han ud fra sit værelse og luntede ned af trappen til stuen, hvor han skrabede pibende på stuedøren for at skubbe den op. Den åbnede sig langsomt og knirkende og i døråbningen stod der en stor ulv, med blå menneskelignende øjne. Den kiggede tøvende på den unge kvinde i sofaen, indtil den luntede videre hen til møblet og krøllede sig sammen på gulvet ved Maggies fødder.

[Magdalene Abbey]

Maggie sad anspændt i sofaen. Hun havde ingen idé om, hvor lang tid der gik, kun at der var skræmmende stille fra overetagen. I ren rastløshed havde hun lavet mere te og sad nu med endnu en lun kop mellem hænderne. Hun var i færd med at nippe til den, da det pludselig skrabede på døren og Maggies hjerte fløj op i halsen.

Hun satte koppen fra sig og lod hånden hvile over tryllestaven uden at hæve den. Hun glemte da alt om den, da en stor ulv luskede ind i et stuen, med et par bekendte, blå øjne. Maggie glemte helt at trække vejret i et øjeblik. "Hector?" spurgte hun stille. Det var meget svært at forestille sig, hvor farligt et væsen en varulv egentlig var, når den krøllede sig sammen for ens fødder.

[Hector Attwater]

Den store mørkegrå ulv løftede hovedet da hun talte og så hende i øjnene, inden den rejste sig op og gik lidt tættere på hende. Den våde snude puffede forsigtig til hendes hånd, inden dyret trak sit hoved til sig og betragtede hende med hovedet let på skrå. Til sidst gabte den dog en anelse og lagde sig ved siden af sofaen, ved det sted den unge heks havde sat sig.

[Magdalene Abbey]

Maggie så lettere underfundigt på det store dyr, der burde være skræmmende, men i stedet virkede utrolig mildt. Hun vidste jo egentlig godt hvorfor det var, men hun havde alligevel svært ved at forholde sig til, at det var Hector.

Forsigtigt rakte hun ud og strøg ham en enkelt gang over det pelsede hoved, før hun også selv gled ned at ligge på sofaen. Fingrene strøg beroligende over den bløde pels og hånden gik først i stå, da Maggie faldt i søvn.

[Hector Attwater]

Hector vågnede af forvandlingen tilbage til ulveform og blev akavet opmærksom på hans ulvejegs manglende evne til at forudse konsekvenserne af at gå ned i stuen til Maggie. Hendes hånd, der tidligere havde været omgivet af hans pels var nu placeret på hans skulder og han håbede at han kunne vride sig ud af situationen uden at hun ville vågne. Forsigtigt bøjede han kroppen forover og rejste sig derefter op, for at liste hen til køkkenet hvor han vidste han havde et sæt tøj liggende. Han fik hurtigt og næsten lydløst taget tøjet på igen og vendte sig derefter mod hende med et træt blik i sine øjne. Han kunne sove flere hundrede timer mere.

[Magdalene Abbey]

Maggie registrerede ikke først varmen, der forsvandt fra hendes hånd. Det var først da det rumsterede let i køkkenet at hun rørte let på sig og da hun begyndte at glippe med øjnene, tog det hende nogle øjeblikke at huske hvor hun var og hvorfor hun var det.

Indsigten fik hende til at løfte hovedet og blikket faldt på Hector, der igen var sig selv. Et enkelt blik mod kanten af gardinet afslørede, at solen måtte være på vej op. Maggie gned sig søvnigt i det ene øje, kvalte et enkelt gab og så så på sin ven med let missende øjne. "Hvordan har du det?"

[Hector Attwater]

Da Maggie vågnede stod Hector stadig i køkkenet og svajede en smule af træthed. Han trak på skuldrene og gik tilbage i sofaen, hvor han satte sig tungt i det andet hjørne. Han skjulte et stort gab, der havde svag ulveagtig karakter, bag sin hånd og drejede ansigtet mod hende med et skævt smil.
"Træt. Jeg er glad for du fik sovet lidt. Jeg troede du ville blive bange" Bemærkede han og rodede fingrene rundt i sit hår.