Uventet besøg

[Ewan Froggenhall]

Cara Banes Felton

Ewan havde været på Mungos for at følge op på en historie og tænkte han ligeså godt kunne smutte forbi sin kollegas Stuarts hjem, for at diskutere nogle detaljer om en historie de skrev sammen. Han var dog ikke sikker på at han var hjemme, så det var med det i tankerne at han bankede på døren og var halvt på vej væk fra døren, da den blev åbnet af en køn ung kvinde. Han så forbløffet på hende et øjeblik, inden brikkerne faldt på plads og det gik op for ham at det måtte være en af Stuarts døtre. Højst sandsynligt Cara eller September.
"Eh.. undskyld.. Jeg skulle egentlig se om Stuart var hjemme.. Mit navn er Ewan, jeg arbejder på Profettidende.. Jeg kommer nogle gange uanmeldt forbi for at diskutere historier til avisen" Forklarede han sig og blottede tænderne i et skævt smil, mens han kløede sig i hovedbunden.

[Cara Banes Felton]

Cara var i lidt af en kattepine. Sådan bogstavelig talt. Et af hendes nyeste forsøg var gået galt således at den døralarm, der i virkeligheden skulle spinde når man afmonterede den, nu hylede og skreg i forfærdelig kattejammer. En tung hovedpine havde sat sig i Caras hoved, og hun var på nippet til at splitte alarmen af med en reducto-besværgelse da lyden af ringeklokken lød mellem larmen. Med et dybt suk skyndte Cara sig ud for at åbne døren. En høj, mørkhåret mand stod foran hende og så temmelig forvirret ud, hvilket Cara også gjorde, og eftersom det var hendes hjem, følte hun sig en anelse mere berretiget til dette. 
Da han åbnede munden og forklarede sagen, smilede Cara venligt og nikkede forstående. Det var en af hendes fars kolleger. Selvfølgelig. 'Hej Ewan, jeg hedder Cara og er Stuarts datter', forklarede hun, temmelig højlydt, i et forsøg på at overdøve kattejammeren bag hende. 'Han er lige nede og løbe fjerpenne, men du er velkommen til at komme ind og vente på ham. Hvis du kan holde larmen ud!'

[Ewan Froggenhall]

Ewan så lettere forbløffet ud over den høje larm og så på hende, mens han overvejede om det nu var en god ide at gå indenfor. Det gjorde han dog alligevel til sidst og forsøgte at lade som om at larmen ikke generede ham, det lykkedes dog ikke rigtig, da han havde et ret forpint udtryk i øjnene. Han var ikke god til larm.
"Tak!" Sagde han højt og så rundt i entreen mens han forsøgte at finde ud af hvor lyden kom fra. "Hvad har du lavet for at få sådan en kattejammer frem?" Spurgte han og overvejede hvor ofte det var han råbte til en person han lige havde mødt. På trods af at han følte sig nærmest hjemme, stod han akavet i entreen uden helt at vide hvad han skulle gøre af sig selv.

[Cara Banes Felton]

Cara kløede sig i håret en anelse kejtet idet hun fulgte trop ind i stuen, da han havde klædt sig af. 'Æh, jeg skulle forsøge mig lidt med en dyreefterligningsbesværgelse for at få en alarm til at spinde, men i stedet begyndte den at hyle!', hylede Cara selv. Hun gestikulerede mod et objekt, der lå og dirrede på sofabordet. 'Har du nogle idéer?' Hun drejede sin tryllestav i hænderne så den sendte små gnister op og så lettere febrilsk på ham. Ewan lignede en dygtig troldmand, så måske kunne han gøre noget, så de kunne snakke i fred.

[Ewan Froggenhall]

Ewan så ned på objektet på sofabordet og tog sin tryllestav frem før hun havde spurgt ind til hans ideer. "Finite Incantatem" Mumlede han og smilede lettet da kattejammeren stoppede.
"Så - nu kan vi tale som almindelige mennesker igen" Han mødte hendes blik mens han blottede sine tænder i et smil.
"Bor du her nu?" Spurgte han mens han stak sin tryllestav ind under kappen igen, mens han så sig omkring. Han fangede sig selv i at håbe at hun ikke gjorde, tanken om at han skulle møde hende hver gang han kom på besøg var en smule angtsprovokerende.

[Cara Banes Felton]

Der skulle ikke meget til før Ewan fik slukket endeligt for jammeren. Cara kunne ikke skjule et hvis beundrende blik mod ham. Først nu kunne hun rigtigt tillade sig at se den unge herre an, og det strejfede hende kort, at han så ret charmerende ud. 'Tak, det var befriende', sukkede hun og stak tryllestaven ned i lommen.
'Nejnej, bor her skam ikke. Er kun på besøg. Normalt bor jeg i Hogsmeade', forklarede hun. 'Huset burde egentlig være fyldt med mennesker lige nu. Jeg ved ikke om min far har fortalt det, men han er simpelthen så heldig at have 5 døtre. De er alle sammen ude, og jeg tror aldrig jeg har hørt huset så stille. Hør!' Cara stirrede op mod loftet med en fredfyldt mine. Så rettede hun blikket mod ham og spurgte nysgerrigt, 'Har du nogle søskende?', og dernæst hurtigt, 'te?' 

[Ewan Froggenhall]

Ewan blev underlig bevidst om sig selv over hendes beundrende blik og trak beskedent på skuldrene. Det var virkelig ikke den store tryllekunst han lige havde udført og han havde aldrig haft nemt ved at tage imod ros. Et smil dukkede op på hans læber over hendes næste ord og han kunne ikke lade være med at finde hende en anelse kær. Hendes energiske personlighed var ret charmerende.
"Ja, to brødre - de er for viderekommende. Begge to professorer på Hogwarts." Han løftede sine øjenbryn med et skævt smil og nikkede derefter. "Ja tak, ingen mælk eller sukker tak" Bemærkede han og lyttede til stilheden et øjeblik. "Her er godt nok roligt - det er måske i virkeligheden et godt tidspunkt jeg er kommet på"

[Cara Banes Felton]

Cara lavede en lille overrasket grimasse da Ewan fortalte, at han havde to søskende - der begge var lærere på Hogwarts. Det tog ikke lang tid at regne ud, hvem han snakkede om. 'Froggenhall? Og der er flere af dem?', måbede Cara. 'Wow, den havde jeg ikke set komme'. Så grinede hun lidt for sig selv og gik ud i køkkenet for at lave te.
Da hun kom tilbage satte hun bakken på sofabordet og gestikulerede mod den bløde lænestol for at få ham til at sidde ned. 'Nå, hvilke forfærdelige planer har min far nu rodet dig ud i? Sikkert noget, der får hele samfundet til at vælte. Det vil sige mere end det allerede er ved', bemærkede Cara og rakte ham en kop fyldt med te til bristepunktet.

[Ewan Froggenhall]

Ewan nikkede langsomt da hun regnede ud hvilken familie han hørte til og grinede afdæmpet over hendes reaktion. "Vi Froggenhalls er alle vejne" Bemærkede han som en afsluttende kommentar.
Imens hun var væk så han en mulighed for at tjekke sit ur, men det så ud til at han havde god tid inden han skulle videre, hvilket var godt siden hun virkede som glimrende selskab.

Da hun kom tilbage satte han sig i sofastolen hun gestikulerede til og blottede sine tænder i et smil over hendes spørgsmål. "Lige præcis. Den magiske verden vil ikke være den samme når vi er færdige." Han rakte ud efter koppen fyldt med te, men kom i stedet til at skubbe til koppen så teen skvulpede ud over hans hånd og skjorte. "Ved Merlins skæg" Bandede han og så en smule hjælpeløs ud, mens han rystede de værste rester af te af sin hånd.

[Cara Banes Felton]

Cara himlede smilende med øjnene. 'Det er jeg slet ikke i tvivl om. Min far er en meget dårlig indflydelse. Det er utroligt, han kunne få sådan et vidunderligbarn som mig', sagde Cara og blottede tænderne i et grin, inden hun skænkede teen op og rakte den til ham - i netop samme øjeblik som Ewan strakte hånden frem, så te pludselig skvulpede ud over det hele. 
'Hov, lad mig hjælpe dig', sagde Cara og greb instinktivt ud efter hans hånd - med den anden tog hun en serviet og tørrede forsigtigt hans hånd af. Først dér gik det op for hende, hvor intim handlingen var, og en smule bevidst løftede hun blikket mod Ewan.

[Ewan Froggenhall]

Ewan smilede flovt og skar derefter en grimasse, mens han betragtede sin hånd, som hun et øjeblik senere havde foldet sine fingre om. Et akavet smil dukkede op på hans læber over berøringen, men han trak ikke sin hånd væk på trods af at han mest havde lyst til at kravle i et dybt hul.
"Tak" Mumlede han og trak hånden til sig da den var nogenlunde tør. "Godt Stuart ikke er her, han ville aldrig lade mig glemme sådan et uheld" Bemærkede han og smilede skævt, mens han løftede sine øjenbryn med et sigende blik.