Rådgivning (collab)

[Brody Blance]

Brody Young Blance & Alice Morecambe Young

Brody havde mødt sin far inde i byen og de var kommet tilbage til huset efter en gåtur i landskabet. Samtalen handlede mest om vejret, bekymringerne om forholdet til Alices familie og den tavshedspligt som efterhånden blev ubærlig.

Nu var Alexander travlt optaget af madlavningen og Brody sad og bladrede i et fotoalbum, imens han spekulerede lidt over livet; primært Magdalene Abbey.

Alice kom hjem efter at have fulgt Willow til en venindes hus, hvor hun havde fået lov til at tilbringe natten. Selvom hun var opvokset med en magiker i familien og havde giftet sig med sin egen for tyve år siden, så kunne den magiske verden stadig overraske hende og hun var stadig forundret over de grønne og lilla røgskyer hun havde efterladt sit yngste barn i. Effekten af et eller andet nyt magisk slik.

Hun havde dog også lært at forstå det og det var med et smil på læben, at hun hilste på sin mand med et flygtigt kys og tog imod informationen om, at Brody sad inde i stuen. Ikke længe efter slog den lille kvinde knoerne mod dørkarmen og smilede varmt til sin stedsøn. “Sikke en glædelig overraskelse.”

Brody vendte hovedet og smilede kort til sin stedmor. Han havde ikke lyst til at indrømme hverken overfor hende eller sin far, at det ikke var tilfældigt, at han var i Godricdalen eller at han fandt sig selv tiltrukket af byen på en helt ny måde på det sidste.

“Jeg havde brug for at komme lidt væk,” svarede han i stedet forklarende. “Forstyrrer jeg?” Han havde fået at vide, at Willow ikke kom hjem. Man måtte antage at hans far og Alice også gerne ville være alene engang imellem, selvom den sløve strøm af børn talte imod det.

Alice rystede afvisende på hovedet. “Ikke det mindste. Kom her og giv mig et kram,” kommanderede hun og tog de få skridt over til sofaen. Brody var væsentlig større end sin far, både i højde og i drøjde, men kom til gengæld ikke i nærheden af Alices ældste bror. Hun var så vant til at strække sig helt på tæerne og hive lidt for at indkræve en omfavnelse.

Da hun slap ham igen gav hun hans arme et kort klem. “Har du det godt, min dreng?”

Brody kom på benene og gav sin stedmor et solidt kram, før hendes spørgsmål fik ham til at skære en mindre grimasse. “Ja, det går fint,” svarede han, som han lænede sig stående imod den modsatte side af sofaens ryglæn. “Vi slog Belgierne i forgårs, så der er stor tilfredshed. Har Willow det godt?”

Alice rynkede på brynene over Brodys grimasse. “Hun har det fint. Hun savner dog altid sine brødre,” svarede hun, med smil der afslørede, at hun ikke bebrejdede sønnerne for ikke at have tid til at være der dagligt. “Det er godt at høre, at det går godt med dit hold. Det var dog ikke det, jeg spurgte om.” Hun så sigende på ham.
Brody kørte en hånd igennem håret og trak lidt på skuldrene i en gestik, der mindede enormt meget om hans fædrende ophav. Han rømmede sig lidt. Nogen dygtig løgner havde han aldrig været. “Jeg har det fint. Din søn har fået sig den idé, at jeg er forelsket.”

Alice kunne ikke skjule sin overraskelse, men måtte til gengæld få ros for ikke at komme til at le. I stedet så hun på sin stedsøn med nysgerrighed i blikket og et svagt forundret drag om munden. “Og hvad har dog givet ham den tanke?”

Brody krydsede armene over hinanden og trak på skuldrene igen. “Jeg er ked af at sige det,” sagde han alvorligt. “Men din søn er vanvittig.” Det trak svagt i hans mundvige. “Komplet fra snøvsen.”

Et muntert fnys lød fra muggleren og hun så på Brody med en vis skepsis. “De øjeblikke har vi alle sammen,” pointerede hun tørt og så vurderende på Brody i nogle øjeblikke, før hun smilede drillende. “Det ville ellers være en glædelig nyhed, hvis han havde ret.”

Brody sænkede blikket med en dyb rynke i panden. Han rømmede sig lidt. “Hvordan ved man det?” Forsigtigt så han op igen og ind i øjnene på sin stedmor.

Endnu engang var Alice overrasket, men denne gang gav hun ikke udtryk for det. I stedet så hun underfundigt på sin stedsøn med et mildt smil og et svagt undersøgende blik. “Først og fremmest er det en forvirrende følelse,” begyndte hun. Det var år og dage siden, at Alice havde været decideret nyforelsket, men hun havde bestemt ikke glemt, hvordan det var. “Man er rastløs, distraheret, måske frustreret…” Hun holdt en kort pause. “Men alligevel virker det alt sammen en lille smule ligegyldigt, når man så er sammen med personen, for man er også glad. Varm.”

En lavmælt, prustende lyd forlod Brody over ordet frustreret og han vendte hovedet for at se ud af vinduet med et tungt suk. Han kneb øjnene lidt sammen og trak på skuldrene.

Alice kneb øjnene lidt sammen og så undersøgende på Brody i nogle øjeblikke, før hun sagde mere. Det var muligt at det ikke var det, men der var i hvert fald et eller andet, der påvirkede ham. Så meget kunne selv en blind se. “Lyder det bekendt?”

Brody vred sig lidt og løsnede armenes fastlåste position, som han skubbede sig fri af sofaen. “Hvor længe varer det før det stopper igen?” Han var klar over, hvor idiotisk han lød, men han var vitterligt ikke vandt med forelskelser. Eller i en position hvor han kunne glæde sig over det.

Alice smilede overbærende og gav Brodys arm et klem. “Hvis bare det var til at sige,” svarede hun og nikkede i retning af sofaen. “Kom, lad os sætte os.”


Hun ventede til de begge havde taget plads og så så på ham med en anelse alvor i blikket. “Du ved, det bliver normalt ikke betragtet som nogen dårlig ting. Hvorfor har du travlt med at få det overstået?”

Brody dumpede ned i sofaen igen og samlede fotoalbummet op. Det var tydeligvis enten Alexander, der havde taget de fleste billeder og hvert af dem bevægede sig. Der var Alice med en svulmende mave og Brody, der stod og lyttede til den. Senere var der billeder af en stolt storebror med en lille klump i armene. Han så ned på billederne og trak på skuldrene for tredje gang. “Hun… Det… Det fungerer ikke. Hun ser mig kun som aviserne. På det punkt i hvert fald.”

Alice rynkede på øjenbrynene og vægtede sine ord et øjeblik. Det var af og til sket at Oliver var kommet for råd om kvinder, men Brody? Så godt som aldrig. “Og hun vil ikke give dig en chance for at bevise at det ikke er sådan?” gættede hun. Et eller andet sted overvejede hun, om det lige så meget var Brody der ikke gav pigen en chance for at se det, men så meget sagde hun ikke højt endnu.

Brody trak på skuldrene. Han prøvede stadig at bilde sig ind, at han egentlig ikke følte andet for Maggie end venskab og begær. Det gik ret dårligt med at bilde sig det ind og han endte med frustreret at udbryde; “jeg bad ikke om at have det sådan. Hun er så forbandet anstrengende. Det ene øjeblik smiler hun, det andet øjeblik skubber hun mig væk…” Han kørte hånden gennem håret igen og sukkede. “Hun bliver ved med at sige, at det kun ville vare en måned og det er ikke nok.”

Alice sukkede og lænede sig ind mod sofaryggen med en overvejende mine. Med det varierede udvalg af kvinder stedsønnen havde slæbt med til familiemiddage før Alexander havde sat foden ned over det, så var det tydeligt, at det ikke var ofte at Brody blev stillet krav. Efter en tids overvejelse, spurgte Alice endelig: “Har hun ret?” Hun rettede sig op og så undersøgende på sin stedsøn.

Skuldrene sank helt sammen og han rømmede sig ukomfortabelt. “Det kan man jo ikke sige,” mumlede han, velvidende at han selv var gået ind til denne samtale. Hvem i alverden skulle han ellers kunne have den med, som ville holde tæt og ikke more sig - alt for meget - over ham? “Jeg ved ikke hvor længe det ville vare. Jeg ved kun, at kvindemennesket driver mig til vanvid. Og så taler hun om at besøge sin ekskæreste og jeg får lyst til… Til at slå ham, hvem han end er.”

Alice smilede mildt og rakte ud for at give Brodys skuldre et klem. I et øjeblik kunne hun huske, hvordan hun engang havde kunnet have ham siddende under den ene arm uden problemer. “Mit råd,” begyndte hun og ruskede ham blidt, før hun slap igen. “Giv det en chance. Måske finder du ud af, at det ikke er så slemt at holde fast i den samme i et længere stykke tid.” Hun smilede indforstået, men varmt. “Ud fra hvad du siger, virker det som om, at det er hvad der afholder hende. Gør det klart, at du er villig til at prøve,” konkluderede hun. “Hellere det end at ende med at fortryde at du aldrig gjorde.”

Brody lod sig ruske af den lille kvinde, der mere eller mindre var hans tredje forælder. Han fnøs dæmpet og trak lidt på smilebåndet, før han nikkede langsomt. “Jeg er villig til at prøve det meste,” konstaterede han. “Jeg ved bare ikke om hun tror på det..”

Alice smilede. “I så fald aner hun ikke, hvad hun går glip af,” slog hun fast. Alice anede ikke, hvem det hele omhandlede, men hun vidste, at Brody ikke var så slem, som han måske ellers kunne virke. “Kortene på bordet, Brody. Fortæl hende at du ikke kan love noget, men at du vil prøve. Så har du gjort, hvad du kunne. Resten må falde på hende.”

En munter lyd forlod Brody og han så ned på sin stedmor. “Ellers kan du gøre det for mig,” sagde han tørt.

Alice fnøs muntert og klappede Brody på skulderen. “Meget kan jeg hjælpe med,” musede hun og rejste sig igen. “Tænk over hvad jeg har sagt, Brody.” Hun smilede mildt. “Jeg går ud og ser om din far har brug for hjælp. Jeg regner med, at du bliver og spiser.”

Brody smilede skævt og bladrede en enkelt gang i fotoalbummet. “Gerne,” svarede han, før han så ned på et billede af Oliver klædt ud som løve og ham selv som Quidditchspiller. Hvor meget havde lige ændret sig siden det blev taget for lidt under tyve år siden?