Den krølhårede dreng

[Martha Thomas]

Casimir Ó Catháin
Camden, 2107

Beskeden fra Sporingen lød på en mistanke om anvendelse af confringo besværgelsen i Camden-området kl. 11:04. Nu var det Marthas opgave at undersøge dette nærmere og især finde ud af, om det var ubevidst tryllestavløs magi eller bevidst. Hendes hjerte begyndte nu at banke hurtigere, og hun knugede hænderne sammen, så knoerne blev hvide. Minderne om hendes egen tidligere ulykke var svære at holde i skak. Hun prøvede at holde sig selv nede på jorden ved at trække vejret dybt ned i maven og tænke på det barn, der behøvede hendes hjælp i netop dette øjeblik, men det var svært.

”Jeg tager til Camden.” informerede hun sin travle kollega, imens hun selv smed en tung sort uldfrakke over skuldrene med det emblemet for Departementet for Magisk Lovgivning sat fast derpå. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om sin destination og drejede hurtigt om sig selv, og snart havde hun følelsen af at blive trukket igennem en snæver vandrutsjebane.

Marthas høje hæle gav straks efter genlyd over brostenene i en baggård i Camden. Ude på det travle markedet fik Martha øje på en flok oprørte mennesker omkring en af boderne som Camden var så berømt for. Boden var gået itu og gløderne fra eksplosionen brændte stadig. Hun gik resolut mod flokken af mennesker og spottede, hvad der måtte være bodejeren. ”Departementet for Magisk Lovgivning, Kontoret for Uautoriseret brug af Magi, efterforsker Thomas.” præsenterede hun sig. ”Hvad er der sket her?” Hun vendte hovedet rundt for selv at orientere sig yderligere, imens at hun ventede på svar. Umiddelbart var der ingen tilskadekommende andet end boden og dens varer.

[Casimir Ó Catháin]

Den femtenårige Casimir sad slukøret på en slidt træstol ved siden af resterne af Mr. Egglestons bod og ventede. Hans far stod med et alvorligt udtryk og hans tryllestav i hånden og diskuterede dæmpet med butiksejeren. De vidste alle sammen, at myndighederne var på vej. Om magikerne eller mugglernes nåede først frem, så var der i hvert fald ingen tvivl om, at den unge knægt var i problemer.

”Ó Catháin har et temperament som en tordensky, Ma'm,” svarede Eggleston, før han nikkede imod knægten. ”Men jeg anmelder ham ikke, hvis jeres slags kan fixe problemerne.” Han udvekslede et blik med Dara og nikkede let.

[Martha Thomas]

Det gik nu op for Martha, at bodejeren ikke kendte så meget til organiseringen af Departementet for Magisk Lovgivning. Hun overvejede, hvordan hun skulle svare uden at virke nedladende. ”Desværre kan de ikke indgive anmeldelse hos mig, hvis det var det de ønskede. Jeg er bare kommet for at få et overblik over, hvad der er sket og vurdere, om Ó Catháin skal have hjælp. Det andet må de snakke med politiet om. Jeg er her udelukkende for drengens skyld.” Hun håbede at ordene og hendes velmenende smil var nok.

Hun vendte sig nu mod den betuttede teenage-dreng og hans ret så alvorlige far. Hun rakte hånden til drengen først. ”Mit navn er Martha, og jeg kommer fra Ministeriets Kontor for Uautoriseret brug af Magi. Jeg fik fat i dit efternavn, men hvad med dit fornavn?” Hun smilte til drengen, der eftersigne skulle have et elektrisk temperament, hvilket mindede hende om sig selv i den alder.

[Casimir Ó Catháin]

Forretningsmanden så fornærmet ud, slog ud med sine arme og betragtede sine ødelagte varer. Han gav sig til at brokke sig højlydt, men flere andre blandede sig og fik ham mere eller mindre dysset ned.

Imens sad Casimir blot og stirrede ud i luften. Hans far lagde en hånd på hans skulder. "Vi er ikke ude efter problemer, Frue," forklarede Dara mistænksomt. "Her lever vi fredeligt med vores samboer. Vi behøver ikke ministeriemedarbejdere midt i det hele. Cas er blot en dreng med et sundt temperament. Vi ordner vores problemer uden jeres hjælp, tak."

[Martha Thomas]

Det gik op for Martha, at hendes første strategi var fejlet. Hun trak hånden tilbage, men prøvede stadig at holde øjenkontakt med Cas. Hun satte sig ned på en kasse ved siden af ham, og prøvede at få ham i tale. ”Det er vigtigt, at jeg høre om, hvad der er sket fra dig af, Cas.” Hun vendte nu blikket mod den beskyttende mr. Ó Cathaín. ”Jeg kan godt forstå, at du vil hjælpe din søn, og at du ikke har den store tiltro til ministeriet, men jeg må minde dig om, at det er ulovligt at obstruere en efterforskning.” Hun ønskede ikke at tilkalde hendes kollegaer fra ministeriet for at anholde ham. Hun kunne heller ikke forestille sig, at det var det, han selv ønskede. Det vil også risikere at traumatisere drengen, som hun nu vendte tilbage til igen. ”Jeg er her for at hjælpe dig. Det der er sket behøver ikke at have så voldsomme konsekvenserne for dig, men du bliver nødt til at hjælpe mig, hvis jeg skal tale din sag. Du skal bare starte med at fortælle mig, stille og roligt, hvad der skete.”

[Casimir Ó Catháin]

Dara så stift på ministeriekvinden, men forblev tavs. Til gengæld løftede den femtenårige knægt hovedet og stirrede blankt på hende. Han kastede et blik på boden, før han rejste sig op i sin begrænsede, men ranglede højde og stak hænderne i de dybe lommer på de spraglede bukser.

"Og hvad slutter jeg så med, M'am?" Han rynkede panden lidt. "Ministeriet har vel uanset hvad ikke tænkt sig at sætte en femtenårig i Azkaban på grund af et uheld? Eller er I nået så langt ud nu?" Han hævede begge øjenbryn.

[Martha Thomas]

Mistilliden til ministeriet farvede åbenbart også drengen, og det var en udfordring som ikke var Martha fremmede. Men af og til gjorde det hende så frustreret, da tilliden til hende afspejlede dette. Det var som om, at hun var hele ministeriet personificeret. Denne frustration vil dog først vise sig i aften, når hun kom hjem, for lige nu vedblev hun med at smile venligt.

Det var dog en befrielse at drengen endeligt rykkede på sig, selvom hans ord ikke var det, hun havde håbet på. Hun ville nødigt redegøre for de mulige straffe, hvis hun kunne undgå det. Det kunne både gøre samarbejdet sværere og ændre på forklaringerne. Hun blev roligt siddende og lod sine hænder hvile på hendes knæ og prøvede med et modsvar ”Så det var et uheld?”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde tilbragt mange år af sit liv i uvidenhed om de samfundsstrukturer, der holdt den magiske verden fanget i det samme spind, som de havde siddet fast i siden middelalderen. Denne kvinde med sit professionelle udseende og kølige venlighed repræsenterede det undertrykkende ministerium og hvis det ikke havde været for den beroligende hånd, der blev lagt på hans skulder af hans far, ville han formentlig have sagt noget, der kunne have bragt ham i problemer.

I stedet stirrede han træt ned på den siddende ministeriedame og trak på skuldrene. "Vi kommer godt ud af det med vores naboer," konstaterede han vrangvilligt. "Jeg ville ikke gøre det med vilje. Det er kun jer, der gør den slags med vilje."

[Martha Thomas]

I et øjeblik overvejede Martha, at dele med Casimir, at hun faktisk var en af disse naboer, som han omtalte, og at hun lige var flyttet her til Camden. På den ene side ville det måske hjælpe på relationen, men på den anden side risikerede hun, at en vred teenager og hans forældre vidste, hvor hun boede.

Hun valgte at se de verbale angreb som et tegn på at drengen var trængt op i en krog, og hun prøvede derfor at lade være med at tage det personligt. Hun frygtede dog, at det hun skulle til at sige nu ville provokere, men det var en god måde at få sandheden ud på. ”Så du mistede kontrollen over dine følelser, hvilket jo er helt normalt og sker for os alle, og så røg der spontant en besværgelse ud af din tryllestav?” Hun gjorde sig umage med ikke at lyde ironisk, men oprigtigt nysgerrig og håbede nu, at drengen selv ville fortælle, at det havde været tryllestavsløs magi.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir så ned på kvinden og krydsede armene over hinanden, før han fnøs dæmpet. Hånden på hans skulder klemte lidt til og han himlede med øjnene. "Der ryger ikke spontant besværgelser ud af nogen tryllestave," sagde han vrantent, men roligt.

"Jeg ved ikke hvad der skete. Vi har ikke lært at sprænge ting i luften på den måde i skolen." Han skævede til boden og rynkede på næsen over al den opmærksomhed de fik.

[Martha Thomas]

Martha kunne ikke lade være med at smile lettede, og hendes skuldre faldt lidt ned. ”Det var det, jeg tænkte.” Hun fulgte Casimirs øjne og sendte tilskuerne fordømmende blikke. Hun rasede over folks manglende pli indvendigt, men rettede opmærksomheden mod Casimir igen. ”Jeg er glad for, at det blot er det, der er sket, da ministeriet ser let på sådan spontane udbrud af tryllestavløs magi.” Hun rømmede sig. ”Jeg har ingen grund til at mistænke dig for at lyve, men jeg skal alligevel bede om din tryllestav, for at jeg kan udføre en undersøgelse af den. Den tager ikke skade, og undersøgelsen vil udgøre et vigtigt bevis over for advokaterne på min afdeling, når de skal vurdere din sag.”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir spændte i kæben. "Du får ikke min stav," sagde han brat, men uden at hæve stemmen. "I kommer bare her og tror I kan bestemme alting..." Han blev afbrudt af sin far, der trak ham til siden og talte dæmpet med ham.

Casimir gestikulerede hidsigt med armene, men endte med i en vred, skødesløs bevægelse at rækkke ned i lommen på sin kæmpestore cardigan og trække tryllestaven op. Han rakte den til sin far og Dara vendte tilbage til ministeriedamen og gav hende den med et blankt, udtryksløst ansigtsudtryk. Casimir havde begravet hænderne i de store lommer og kom traskende tilbage med et intenst blik på sin egen tryllestav.

[Martha Thomas]

Martha takkede for farens tilstedeværelse, da hun fik overrakt Casimirs tryllestav. Hun smilede venligt, og tog nænsomt i mod tryllestaven. ”Det tager kun et øjeblik.” Hun gravede dybt i sine egne lommer og fandt sin egen ibenholts tryllestav. Hun pegede den mod drengens, og sagde fermt, ”Prior Incantato.” Med vilje lod hun drengen og faderen se, at hun udførte besværgelsen.

Pludselig blev hun dog langsomt grebet af panik. Et par usynlige hænder greb om hendes hals, og hun frygtede, at hun nu skulle afsløre confringo-besværgelsen, som havde ødelagt hendes eget liv. Men nu var det for sent. Hun kunne ikke nå at løbe væk. Heldigvis formede der sig nu en skygge af en flyvende fjer over tryllestavenes mødepunkt og ikke en eksplosion. Hun forblev dog tavs, da hendes hals stadig var snøret sammen, og hun kæmpede for ikke at minde sig selv om hendes ulykke

[Casimir Ó Catháin]

Casimir forstod ikke hvad kvindens problem var. Til gengæld var han hurtig til at snuppe tryllestaven ud af hendes hænder, da hun havde udført besværgelsen. Han tjekkede den hurtigt for skader, før han stak den ud af syne, godt gemt nede i en lomme.

Blikket var svagt mistænksomt, som han betragtede hende. "Var det det?" Han så forsvarsberedt ud. Hvis der var mere, ville det trække tænder ud. Han var ikke interesseret i autoriteter uden for skoletiden.

[Martha Thomas]

Martha lod Casimir tage tryllestaven fra hende igen, og førte sin ene hånd op til halsen. Hun lukkede øjnene, træk vejret dybt ind og prøvede at koncentrere sig om arbejdet. Hun havde mest af alt lyst, til at svare "ja", og skynde sig tilbage til kontoret, men hendes ihærdighed overtog.

"Næsten." fremstammede hun, og rømmede sig derefter. "Jeg vil gerne tale kort... med dig, Casimir." Hun slog blikket op mod faderen. "Under fire øjne." Hun frygtede at drengen eller faderen ville nægte, men efterulykkes samtaler var en vigtig del af forebyggelsen. Hun ville gerne motivere dem mere til at samarbejde, men havde kun vejrtrækning til korte sætninger.