Dyr og dårligdomme

[Kathryn Abbey]

Setting: Lørdag kort efter middag, Maxwell Attwater

Det var både en god og en dårlig nyhed for Katie, da hun var blevet bedt om at komme til Hogsmeade og se til en Hippogrif. Det var den samme gamle historie: på den ene side havde hun aldrig behandlet en hippogrif, men samtidig brød hun sig ikke om tanken om, at den var i smerte. Hippogriffen opholdt sig i udkanten af byen i skovbrynet, og den var meget sky, så Katie havde udsigt til et par dages ophold i Hogsmeade, hvor hun regelmæssigt besøgte det bevingede dyr for at vinde dets tillid, inden hun kunne komme til at se på skaden og behandle den.

Katie havde taget toget og var ankommet for et par timer siden på stationen. I mellemtiden havde hun installeret sig på et værelse og været en tur i det Magiske Menageri og investeret i noget spiseligt, som forhåbentligt faldt i den sårede hippogrifs smag. Hun var netop trådt ud af butikken, da hun fik øje på den forbipasserende Maxwell. "Hey, Max!" kaldte hun og fik med tre lange skridt indhentet ham og rakt ud efter hans arm i et yderligere forsøg på at få hans opmærksomhed.

[Maxwell Attwater]

Med lange afslappede skridt var Maxwell på vej ned af hovedgaden, da en meget velkendt stemme kaldte hans navn. Det var nok til at male et smil på hans læber, allerede inden han blev grebet i armen og drejede rundt på hælen for at stå lige overfor Kathryn Abbey. En af de kønneste og mest naturlige kvinder, han havde haft æren af at møde i sit liv og det sagde ikke så lidt. - " Hey Prinsesse! Hvor er det godt at se dig " hilste han og trak den yngste Abbey ind i et knus. - " Hvad bringer dig til Hogsmead? ". Max havde altid haft en teori om, at Katie måtte være bære af willieblod på en eller anden hidtil ukendt måde. Andet kunne ikke forklare den tiltrækning, han altid havde haft til sin tidligere 'svigerinde'. Det sidste var netop årsagen til, at han aldrig havde udforsket det mere.

[Kathryn Abbey]

Der skulle ikke meget til for at trække den lille kvinde ind i et kram, og Katie nærmest fløj ind i Maxwells arme. "I lige måde!" udbrød hun ind mod hans bryst. Hun kunne ikke helt forklare, hvor det strålende smil kom fra, men det kom i hvert ganske naturligt, da hun kiggede op på ham igen. "Arbejdet kalder." forklarede hun. "Jeg er lige ankommet i dag og regner med at være her, måske helt til midten af næste uge. Hvad med dig, hvad er du i færd med?" spurgte hun interesseret og følte sig enormt lettet over at have mødt en hun kendte. Det åbnede op for muligheden for, at hun ikke behøvede at få al tid til at gå med sig selv de næste mange dage, og samtidig var der noget helt specielt ved tanken om at hænge ud med lige præcis Maxwell.