|
|
Post by Catherina Philips on Nov 25, 2014 17:52:53 GMT 1
D.21 november 2109 Det var næsten sengetid og opholdsstuen var derfor tom, bortset fra en lille skikkelse der sad i en af de afsides sofaer, med ryggen til resten af lokalet. En diskret klynken kom fra de skælvende skuldre, mens Catherina uden held forsøgte at stoppe strømmen af tårer der gled ned af hendes ansigt. Denne fredag aften havde været fuld af så meget drama at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op. Fortvivlet prøvede hun at finde frem til en mening med galskaben, men hun kunne ikke finde frem til en. Hun havde gjort alting forkert og vidste ikke hvordan hun skulle rette op på det. Det virkede så håbløst. |
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Nov 25, 2014 19:50:58 GMT 1
Casimir rendte rundt og tænkte. Han forsøgte at få sit hoved til at stoppe med at summe og i stedet producere en plan, men indtil videre gik det ikke så godt med det.
Nu gik han bare rundt og hev sig lidt i håret. Han havde været ude at gå en længere tur og undersøge Hogwarts' muligheder atter engang, da han besluttede sig for at besværet med at blive taget ude ved sengetid ikke var det værd. Han kom ind i opholdsstuen tæt på tidsgrænsen, lukkede efter sig og så sig rundt med en stærk følelse af ikke at være alene.
Da han hørte hulken fra en sofa, rynkede han panden. Han så en lys hårpragt stikke op og kløede sig lidt i nakken. "Cathy?"
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 25, 2014 20:10:26 GMT 1
Cathy begyndte allerede at tørre sit ansigt da nogen trådte ind i opholdsstuen, men hun græd alt for meget til at det var muligt for hende at nå at gemme det. Snøftende så hun op, mens hun strøg håndryggen mod sine øjne og skævede mod Casimir. Den altid søde ældre grævling, som havde inspireret hende med sine idealistiske holdninger til verden.
"Casimir.. " Hilste hun, mens hun forsøgte at trække vejret roligere, selvom det var svært når hun stadig græd. "Undskyld, jeg er helt.." Hun smilede halvhjertet mens hun strøg fingerspidserne hen over sine kinder, indtil hun til sidst sænkede blikket.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Nov 25, 2014 21:39:21 GMT 1
Casimir hævede øjenbrynene og så lidt bekymret ud. Han gik over gulvet og svang sig ned at sidde på armlænet ved siden af Cathy, stirrende lidt ind i ilden.
"Hvad er der i vejen?"
Svarmulighederne var mange. Han kunne sagtens se flere gode grunde til at sidde og græde - selvom han sjældent gjorde det selv.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 25, 2014 22:10:58 GMT 1
Catherina ventede på det naturlige spørgsmål når nogen græd, men havde alligevel ikke noget ordentlig svar da Casimir spurgte hende om grunden til hendes tårer.
"Jeg har bare opført mig virkelig tåbeligt. Og jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne.. Adam er vred på mig.. og Miles.. han ugh.. jeg ved ikke.. måske er jeg bare virkelig fjollet" Hun smilede en anelse til den ældre grævling og strøg sit hår bag sine ører.
"Alle siger jeg er for godtroende, men hvorfor bliver man nødt til at være så mistænksom hele tiden? Det er da trist at man skal gå rundt og tro det værste om folk.." Hun snøftede en enkelt gang og blinkede nogle tårer væk, som hun samlede op med fingerspidserne.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Nov 25, 2014 22:42:02 GMT 1
Casimir rynkede kraftigt på næsen, men glattede rynkerne ud øjeblikket efter og smilede svagt. "Det skal man heller ikke, Cath. Men man skal være opmærksom på folks signaler til gengæld. Og være god til at skelne hvem der er reelle og hvem der er falske."
Han rakte en hånd frem og gav hendes skulder et klem. "Miles Heeney er en klam, slesk type, der vil sige alt for at komme under skørterne på søde piger." En munter lyd forlod ham og hans læber krøllede sig i et ironisk smil. "Det er i det mindste mit indtryk. Du skal selvfølgelig kunne danne dig dit eget."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 25, 2014 23:01:29 GMT 1
Catherina havde næsten fået tørre øjne nu, de var dog stadig en del røde efter den lange gråd, men i det mindste var hun ikke ked af det mere. Hun blev en smule usikker over hans ord, hun havde jo altid bare gjort hvad Adam sagde var rigtig, hvordan skulle hun kunne finde ud af hvad det var, hvis hun selv skulle tænke?
"Ja.. ja.. det skal jeg vel.. " Hun sukkede dybt, uden at se ud til at tro på at hun ville kunne finde ud af dette, så i stedet gav hun sig til at tænke på aftenen og forsøge at finde frem til hvorvidt Miles var klam eller ej. Desværre så hun kun det romantiske billede med alle lanternerne og den mørke stjernehimmel.
"Tak Casimir, du er altid så sød." Sagde hun og drejede ansigtet mod ham med et stort smil og gav ham til sidst et kortvarigt knus.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Nov 26, 2014 20:19:38 GMT 1
Krøltoppen gav den yngre pige et lille klem og purrede op i hendes hår. "Jeg prøver," svarede han tørt. "Men virkelig, Cath. Medmindre knægten har givet dig en grund til at stole på ham, så ville jeg være skeptisk."
Han smilede svagt. "Hvorfor er præfekt-drengen forresten vred? Har du svinet hans skilt til?"
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 27, 2014 7:40:27 GMT 1
Catharina så tøvende på den ældre grævling mens hun snøftede et par gange. Det var svært for hende at beslutte sig for hvorvidt Miles var en skidt knægt eller ej lige nu. Derfor udskød hun beslutningen til senere.
"Åh du kender Adam. Hvis jeg bare gør lidt han er utilfreds med bliver han sur. Det ender med at han følger efter mig overalt" Hun sukkede dybt og lagde hovedet på Cas' skulder med et tænksomt blik.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Nov 27, 2014 16:23:38 GMT 1
Cas lagde armen om Cathy, da hun lænede sig ind imod hans brystkasse, som han sad der på armlænet. Han smilede lidt for sig selv og så ind i ilden igen. "Ham burde du måske også overveje at sige fra overfor," konstaterede han.
"Et menneske har ikke ret til at kontrollere et andet, bare fordi de er ældre eller i en anden magtposition."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 27, 2014 17:29:59 GMT 1
Catherina så på den ældre grævling med et blik der var fyldt af undren, men også betagelse. Det var som om han var fra en anden verden, men hans frisindede tankegange skræmte hende også en anelse.
"Men han er min storebror. Han forventer at jeg gør som han siger." Bemærkede hun, ikke så meget som et mod argument, men nærmere som en konstatering.
"Opfører du dig aldrig sådan overfor Rysse? Ikke engang når hun ikke opfører sig pænt?" Spurgte hun selvom hun egentlig kendte dem godt nok til at vide hvad svaret ville være. De to grævlinger var et meget anderledes søskendepar end Adam og Catherina.
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Nov 27, 2014 18:41:57 GMT 1
Casimir sænkede blikket og så ned på den yngre pige. Han fnøs muntert og hævede et øjenbryn. "I hvilken verden ville Rys nogensinde acceptere at blive sat på plads af mig? Og hvilken ret har jeg til det? Hun er min søster, ikke et objekt jeg kan bestemme over."
Han smilede svagt. "Som ældre søskende kan man rådgive, fordi man ved lidt mere om livet, men sgu da aldrig bestemme. Hvem har givet Adam retten til det? Det har du selv. Du kan selv tage den fra ham igen."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 27, 2014 22:23:25 GMT 1
Catherina grinede afdæmpet over Casimirs ord om sin søster og nikkede stille, nej det ville hun nok ikke. Rys ville ikke finde sig i noget. Hun havde altid beundret hende for hendes rygrad, noget som hun altid havde ønsket at hun havde haft lidt mere af.
"Ja.." Hun så smilende på ham. "Men nu vil jeg gå i seng, du må sove godt. Mange tak" Svarede hun og gav ham endnu et kram, inden hun gabte stort og trippede hen mod gangen der ville føre hende til hendes seng.
Lukket
|
|
