Sparks or flames

[Adam Philips]

Magnolia Dearborn

Adam havde haft en verdensfjernt udtryk over sig, som han havde lukket døren til biblioteket bag sig. Selvom det ikke var senere end lidt efter middag, var solen allerede begyndt at synke ned i horisonten og havde malet skyggerne længere. Slangen havde bevæget sig over til det overdimensionerede gulv-til-loft vindue i vestsiden, så han kunne nyde de sidste kølige stråler af solens lys. Med en meterhøj stak af bøger, der tårnede sig op på bogen i forskellige farver og materialer, gled han ned at sidde med ryggen til vinduet og åbnede den første efter at have orienteret sig i indholdsfortegnelsen. Det var skønt at kunne fordybe sig i virvaret af tryksværte og duften af gammelt pergament, der sang til hans sjæl i stedet for de tanker om hans lillesøster og den usling til Miles Heeney, der havde plaget hans sind siden aftenen forinden. Fingrene fandt en lok af de let krøllede lokker, der havde kastet sig ind for hans øjne, mens Adam uden at fjerne blikket fra teksten, strøg den tilbage i det velfriserede hår. 

[Magnolia Dearborn]

Magnolia sad trygt fordybet i en af sine teoretiske bøger da et højlydt grin fik hende til at spjætte med kroppen. Resolut løftede hun hagen, og sendte de tredjeårselever længere henne et skarpt blik, der med mellemrum havde forstyrret hende med deres småsnak den sidste time. Blikket var nok til at få dem til at holde sig for munden, og de vendte med det samme ryggen til hende, uintelligente nok til at tro at det ville forhindre Magnolia i stadig at blive afbrudt af deres tøsesnak, om en eller anden mørkhåret hunk fra Montrose Magpies. Sekundet efter lød der endnu et fnis, og det fik hende til at lukke bogen hårdt sammen, og rejse sig, for at finde en ny plads.

Hun begav sig ned forbi de fyldte læsepladser på jagt efter et mere alsides et. Hun havde efterhånden gjort sig bekendt hvad hvor disse lå, men da hun nåede frem til stedet hun havde i tankerne, var den allerede optaget af en fra sit eget kollegium. Adam Phillips. Det var ikke synderligt meget hun havde talt med ham, taget i betragtning at de også var jævnaldrende, men hun havde kendskab til hans søster, hvis naivitet hun af en eller anden årsag havde en svaghed for. Magnolia havde i hvert fald sat sig det mål at vænne hende af med den.

Selv var hun ikke meget for at blive forstyrret et sted som dette, og hun satte sig derfor et godt stykke væk, men i det hun satte sig fangede hendes blik noget på gulvet, der alligevel fik hende til at se op. ”Den her skulle ikke tilfældigvis tilhøre dig?”, spurgte hun, og samlede bogen op, for at vifte stille med den i luften, så han kunne se hvad hun mente.

[Adam Philips]

Adam havde været dybt begravet i bogen, og derfor ikke opdaget hændelserne omkring ham. Meget svagt havde han ænset et latterudbrud, men havde ikke skænket det mere opmærksomhed. Navnene havde indprentet sig i hans tanker - store troldmænd og hekse fra slægter, der udelukkende var holdt inden for indavl og efternavn frem for magiske evner. Det havde virket underligt, men samtidig ikke så fjernt fra systemet nu. Dengang havde det bare været ud fra blod og efternavn, da de troede det gik hånd i hånd med magiske evner.

Irriteret over at være blevet hevet ud af sin tankebane, hævede han blikket og fik øje på Magnolia Dearborn fra hans årgang, der lod til at have spurgt ham om noget. De mørke øjne fandt vej til bogen, hun stod og viftede med, før han rystede på hovedet. "Nej, ikke umiddelbart, Ms. Dearborn." svarede han med et høfligt nik i hendes retning. Blikket gled over hende. Køn.

[Magnolia Dearborn]

Mens hun ventede på svar, lagde hun hovedet let på skrå, og studerede bogen mere omhyggeligt. Da han endelig svarede vendte hun de grønne øjne mod hans ansigt, stadig med bogens titel indprentet i sine tanker, og hans svar fik det til at trække let i mundvigen. ”Virkelig? Det er ellers selvbiografien Magiske Mig af selveste Glitterik Smørhår.”, svarede hun ham og tilføjede så med et tørt smil. ”Jeg troede ellers for længst at biblioteket havde skilt sig af med den slags ringe fiktion.”

Magnolia lagde bogen fra sig på bordet, og førte et par totter af det rødblonde hår om bag øret, inden hun så op igen. ”Bare rolig, jeg driller bare. Selvfølgelig tror jeg ikke at en Præfekt går og smider med bøgerne.”, hun sendte ham et skævt smil, inden hun trak sin egen bog til sig, og slog op i den fra hvor hun sidst var nået til.

[Adam Philips]

Adam havde netop vendt blikket tilbage mod sin bog, da Magnolia atter talte. Noget irritabelt fandt en af hans fingre hen mod sætningen, han var nået til, før han igen hævede blikket. "Jeg vil gerne have lov at sige tak for det kompliment, at De tror, jeg er så overfladisk, at jeg ville beskæftige mig med en bog skrevet af en sådan døgnflue og medieliderlig herre, som Glitterik Smørhår var for hundrede år siden." kommenterede han tørt uden at tage blikket fra klassekammeraten, "Men skulle jeg udvise så respektløs adfærd som at smide en bog, ville det nok blive den."

Der var kommet en svag sitren ved hans højre mundvige, der kunne have udfoldet sig til et smil, hvis ikke det var fordi Adam aldrig smilede. Kort lod han blikket hvile på hende, før han selv vendte blikket tilbage til bogen.

[Magnolia Dearborn]

Et skævt smil trak hendes ene mundvig op. ”Interessant...” sagde hun kort, og lænede sig tilbage i stolen, stadig med sine grønne øjne rettet direkte mod ham, selvom han selv så fraværende ned i sin bog. ”At de mener at den slags litteratur skal læses af de overfladiske, og at du ironisk takker mig, for du må tydeligvis selv mene du tilhører den kategori, eftersom du – af hvad jeg kan høre – har en forholdsvis bred viden omkring denne herre, deraf må du på et tidspunkt i dit liv have læst om ham.”, hun afsluttede ved at lade sit smil vokse, og vendte så blikket ned mod bogen igen, uberørt af hvordan end han måtte reagere på hendes ord.

[Adam Philips]

Adam måtte endnu engang, denne gang med tydeligere irritation, hive blikket op fra sin tekst. Demonstrativt lukkede han bogen med en markant lyd, før han med tydeligt manglende interesse betragtede klassekammeraten igen. Det krævede al hans selvbeherskelse at stoppe øjnene fra at himle irriteret, men han huskede alligevel sig selv på sine manerer og rettede ryggen lidt, så han voksede et par centimeter under hendes blik.

"At vide, hvem en mand er, betyder ikke at jeg har en interesse for ham - blot at jeg har større mental kapacitet end en treårig. De burde De da vide, Miss Dearborn?" Et busket øjenbryn søgte opad i en stum udfordring til hende. "Ligesom at have læst om denne mand ikke kræver at have læst værker af ham. Det er de små detaljer, der udgør helheden." pointerede han. Ansigtet havde sluppet irritationen og var nu glat og roligt som altid.

[Magnolia Dearborn]

Det var egentlig lettere ironisk, at den sniksnak hun havde siddet og været godt og grundig træt af for lidt siden, var netop hvad hun havde gang i nu. Men nu hvor muligheden var der, hvordan kunne hun så slippe at have en samtale på tomandshånd, med ham hvis svar altid synes at være de rigtige i hans optik.

”Er du altid så seriøs, Phillips?”, spurgte hun ham en smule ud af kontekst. Hun lænede sig tilbage mod stoleryggen, og lagde armene over kryds, med et blik rettet mod ham der ikke afslørede særlig meget. ”Jeg har lagt mærke til at du ikke smiler særlig tit”, en konstatering der var ret direkte, men af en der altid havde fundet menneskers adfærdsmønstre interessante, var det en ting ved ham der havde rodfæstet sig hos hende. Hun trak på skuldrende. ”Det synd”, tilføjede hun, og sendte ham et lettere kækt smil, inden hun løftede sin bog op fra bordet, og rettede blikket ned mod den.

[Adam Philips]

Adams blik gled vurderende over Magnolia for at prøve at finde frem til hendes pointe. Han forstod ikke dette tåbelige kvindemenneske. Det er synd. De tykke øjenbryn samledes og lagde panden i folder. Piger.

"Jeg ser ærligt ikke årsagen til det." forklarede han med et skuldertræk. Ærligt forstod han ikke hendes interesse for hans smilevaner. Han blandede sig da heller ikke i, hvordan hun satte sit hår eller at hun altid borede sin næse steder hen, hvor den ikke hørte til. "Det er en uddannelsesinstitution. Selvfølgelig er jeg seriøs, når dette ophold er definerende for resten af mit liv." Folderne i hans pande var blevet dybere. "Alt andet ville være tåbeligt."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia lukkede bogen sammen, og lagde den fra sig på bordet, inden hun fik løftet hagen, og set lige mod ham. ”Jeg har forståelse overfor din seriøsitet omkring studierne. Andet ville være dybt tåbeligt, som du selv siger”, svarede hun ham. Det morende smil fra før var forduftet. I stedet havde ansigtet lagt sig i seriøse folder.

”Jeg sidder ikke og forsøger at lave en psykoanalyse på dig, Phillips. Alt jeg siger er bare at ligeså vigtig som det er at skabe et godt grundlag for os selv til fremtiden, lige så vigtig er det at huske på, at det ikke er alt her i livet”. Hun så direkte på ham uden at vise tegn på usikkerhed. Så efter et stykke tid trak hun på skuldrende. ”Du virker bare som en der kunne have brug at løsne lidt op”, det var tydeligt at hun mente ordene helt oprigtigt, og at de ikke blev sagt med noget smørret smil.