Forvirring

[Hector Attwater]

Hector havde ligget vågen det meste af natten fordi han havde tænkt på den kommende dag. Flere gange havde han overvejet at gå ned til Maggie, men han havde virkelig ikke lyst til at virke for påtrængende. Han havde dog ingen skumle bagtanker, men lidt selskab ville måske have fået ham til at slappe af.

Næste dag vågnede han op og var stadig træt. Morgenmaden kunne han næsten ikke få ned og selvom Maggies gode humør var en opmuntring var det tydeligt at den unge mand var anspændt. Han var tæt på at skifte mening flere gange, det virkede pludseligt helt uoverskueligt. Tanken om at tage hen til ministeriet gjorde ham utrolig bange. Hvad hvis de ville straffe ham for den tid han havde været uregistreret? Panikken greb ham da de skulle til at tage afsted og han var lige ved at ombestemme sig, da Maggie gav ham et kram.
"Ja.." Mumlede han lavmælt, mens hendes omfavnelse fik ham til at slappe af. Derefter rynkede han sine øjenbryn med et lille smil. "Vi må hellere gå, inden jeg ombestemmer mig"

[Magdalene Abbey]

Maggie slap langsomt Hector igen og nikkede selvfølgeligt, som hun åbnede døren, tog hans hånd og ledte Hector ud på gaden. Hun sørgede for hele tiden at holde øje med ham, velvidende om at han havde brugt de sidste år i skjul og hvor stor en omvæltning det måtte være at være ude i verden igen.

"Det er virkelig flot, at du gør det her," opmuntrede hun ham og sørgede for at holde fast i hans hånd. Det var ikke noget han havde bedt hende om at gøre, men noget hun selv havde brug for.

[Hector Attwater]

Hector havde for første gang i lang tid ikke gemt sig væk under sin kappe, selvom det ville være forståeligt på grund af kulden. Han havde dog ikke behov for at se ud som om han havde noget at skjule, det kunne godt være han skulle registreres, men det ville ikke ske med et sænket blik. Den beslutsomhed der havde kendetegnet ham da han var yngre, kunne igen ses i hans øjne.

"Tak Maggie, det er sødt af dig at gå med" Svarede han med et venligt smil og gav hendes hånd et blidt klem. Derefter forblev han tavs, mens hans hjerte begyndte at banke hurtigere i takt med at de nærmede sig Hovedgaden. Han var bange for at møde nogen han kendte, men det måtte ske på et eller andet tidspunkt, specielt når de nåede ministeriet.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede endnu engang selvfølgelig, men sagde ikke mere, som hun ledte dem ud på Hovedgaden. Selvom det ikke var hende, der stod overfor noget af det mest intimiderende i den magiske verden, så følte hun sig også temmelig synlig og hendes puls var en anelse hurtigere end normalt, som indgangen til Ministeriet for Magi kom tættere på.

Ikke længe efter stod de foran den og hun kastede et blik op på Hector. "Så er det tid. Er du klar?"

[Hector Attwater]

Hector stoppede op ved siden af Maggie og betragtede Ministeriets indgang med en klump i halsen. Han havde stået ansigt til ansigt med mange farer, men dette gjorde ham mere bange end en troldmandsduel. Han nikkede til sidst langsomt som svar og vendte blikket mod hende.
"Ja. Ja jeg er." Bemærkede han og begyndte at gå, uden at slippe hendes hånd, det slog ham ikke at det kunne fortolkes som at de var et par igen, han havde alt for travlt med at tænke på alt det andet han skulle forholde sig til.

Da de var nået ned i den velkendte hal fyldt med et virvar af troldmænd og hekse der alle havde hver deres formål, var der ingen der bemærkede dem til at starte med. Det ville dog højst sandsynligt ændre sig når de nåede hen til elevatorerne, tænkte han og sendte Maggie et flygtigt blik, mens han gik.
"Jeg er ikke helt sikker på hvor vi skal hen.. Du kender afdelingen bedre end jeg" Han smilede en anelse til hende, mens han forsøgte at koordinere vejen gennem mylderet af magikere.

[Magdalene Abbey]

Maggie holdt godt fast i Hectors hånd. Der gik ikke længe før hun mødte et par velkendte ansigter, som kneb øjnene en anelse sammen ved synet af Maggie med en mand ved hånden, der ikke umiddelbart var genkendelig for nogen der ikke havde set ham i et par år og ikke havde arbejdet med ham. Maggie nøjedes med at nikke anerkendende, med et ansigtsudtryk der tydeligt afslørede, at hun ikke havde tid til at blive stoppet.

"Kom, den her vej," sagde hun til Hector og trak ham med ind i en elevator, som kun lige nåede at suse afsted, før der hoppede flere på. Maggie måtte slippe Hectors hånd for at holde fast og som altid vendte hendes mave sig en anelse, da de ikke længe efter trådte ud på mere sikker grund igen. Hun så op på den ældre mand og nikkede i retning af en dør med et guldskilt. "Den vej igennem."

[Hector Attwater]

Den eneste Hector fik øje på som genkendte ham, var Kenna, som han havde haft et par auror-lærlinge år sammen med. De var dog allerede på vej ind i elevatoren på dette tidspunkt og det var desuden tydeligt for enhver at de havde et formål med besøget på ministeriet idag. Han måtte forklare hende situationen på et andet tidspunt. Egentlig, var der en del han skyldte en forklaring. Det måtte dog alt sammen vente. I stedet fulgte han efter Maggie uden helt at være opmærksom på hvilken vej de gik.

Døren med guldskiltet var den sidste forhindring og måske også den sværeste. Han gik ikke ind med det samme, men stod og så overvejende på skiltet, indtil han vendte blikket mod Maggie. Et langt øjeblik så han hende i øjnene, inden han til sidst tog en dyb indånding og tog fat i dørhåndtaget. Nu måtte det briste eller bære. Forhåbentlig, ville det være for det bedste.

[Magdalene Abbey]

Maggie så på Hector med lige dele bekymring og opfordring i de brune øjne. "Jeg kan ikke gå med helt ind," undskyldte hun. "Der vil blive stillet for mange spørgsmål." Hun strakte sig op og gav ham et kram.

"Men jeg venter lige her."

[Hector Attwater]

Det var ikke nogen særlig sjov samtale. Sekretæren havde ikke meget sympati til overs for varulven der trådte ind af døren og behandlede ham nærmere som et udskud hun helst ikke ville tale med. De nødvendige informationer blev skrevet ned og han fik besked på at komme igen en gang om måneden for at de kunne udspørge ham om den sidste fuldmåne. Hector følte sig som en kriminel og hans tidligere auror erhverv så ikke ud til at gøre nogen forskel. Han blev vred over den behandling han fik, nu havde han arbejdet for det forbandede ministerie og givet sit liv for at fange dem de havde eftersøgt og dette var takken. Han forlod lokalet med en spydig kommentar til sekretæren, hvilket kun så ud til at bekræfte hendes fordomme.

Hector var så optaget af sine tanker at det et øjeblik forbløffede ham at Maggie stadig stod og ventede på ham. "Så er det overstået" Mumlede han med et flygtigt smil og havde ikke ligefrem lyst til at inddrage hende i sekretærens dårlige opførsel.
"Nu jeg kan gå i gaderne uden at gemme mig, ville jeg elske at besøge De Tre Koste og få en ingefærøl" Bemærkede han og blottede sine tænder i et bredt smil.

[Magdalene Abbey]

Maggie satte sig ikke ned mens hun ventede. Til gengæld gnavede hun lidt på en tommelfingernegl og ville nok have travet render i gulvet, hvis det havde taget meget længere end det gjorde. Hun så hurtigt op, da døren gik og skuldrene faldt en anelse, da Hector kom ud igen. Uden eskorte. Det måtte betyde, at de troede på at det var sket for nyligt.

Et lettet suk undslap hende og hun omfavnede endnu engang Hector, denne gang af helt andre grunde end at opfordre ham til at gøre noget, der potentielt kunne koste ham hans frihed. Tænderne kom til syne i et smil og hun nikkede. "Selvfølgelig. Lad os få dig tilbage til virkeligheden."

[Hector Attwater]

Hector lagde armene om Maggies spinkle skuldre og gav hende et knus, inden han trak sig en anelse væk for at se hende i øjnene, mens han blottede tænderne i et smil. Virkeligheden var et sted han ikke havde været længe, men tanken om at gøre noget så almindeligt som at få en ingefærøl med Maggie på De Tre Koste, gjorde ham så glad at smilet ikke forsvandt fra hans ansigt det første stykke tid. Han var i overraskende godt humør, så godt at han lagde en arm om den unge kvindes skuldre og førte hende i den retning de var kommet fra.
"Og du må vise mig Flourish & Bloots og fortælle mig alt om de nyeste bøger. Jeg har gemt mig i fortiden alt for længe" Bemærkede han flygtigt inden de forsvandt i virvaret af mennesker i Ministeriets ankomsthal.

Lukket