Huhej vilde dyr

[Fergus Froggenhall]

Fergus fnøs, men rejste sig dog med et lille nik. "Aye, aye, Frøken Kinnaird," erklærede han med et lille buk og et svagt provokerende glimt i de mørke øjne, der afslørede at det var et ganske bevidst valg, at han brugte Kennas mors navn og ikke sit eget efternavn, som datteren selv havde valgt at tage.

Han undlod at tage sig af den skeptiske kommentar, trak bare sin tryllestav og fik tallerkener og bestik til at glide over til bordet af sig selv, mens han gik efter flaskerne.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna ignorerede blankt den lille provokation og nøjedes med at smile næsten overbærende. Hun nynnede lidt med musikken, der var gået over på en af hendes yndlingssange. Gryden med stuvning lod hun ikke magien om. I stedet greb hun i de to håndtag og gik over til bordet med den. Den kom ned på en hjemmelavet bordskåner og hun vendte tilbage til komfuret for at slukke for ilden.

Først da hun lidt efter kunne synke ned på en stol smilede hun varmt. "Hvordan har du det, lillefar?"

[Fergus Froggenhall]

Fergus satte de to, nu kølige, flasker på bordet og gled selv ned at sidde overfor sin datter. "Ach," fnøs han lavmælt og trak antydningsvist på skuldrene. "Meget lidt ændrer sig, når man når min alder, tøs," svarede han, selvom det egentlig ikke var helt sandt. Han var rastløs.

Rastløs som bare fanden. Undervisningen gav meget, men for tiden var det ikke helt nok. "Jeg har det fint, Ken," understregede han og nikkede mod gryden. "Men jeg svinder snart ind til det rene ingenting."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna betragtede ham undersøgende et øjeblik, før et fnys forlod hende. Hun himlede med øjnene. "Ved du hvad? Det er jeg ikke angst for overhovedet. Du har en hel nødration på maven, der skal bruges op før man begynder at se knogler."

Hun smilede bredt. "Men værsgo at tage. Jeg er ikke blevet opdraget til at lade gæster gå sultne."

Tråd afsluttet