Meat eater

[Joseph Peretz]

Solen skinnede ned på de mudderet plæner der omgav slottet. Bladende hang stadig fast i trækronerne, men de fleste havde forladt deres plads og endt på jorden.
Joseph traskede gnavent afsted. Han havde lige haft botanik, og havde en mini version af en kødædende plante under armen. Den var ikke farlig for mennesker, men kunne finde på at spytte sin sviende gift ud hvis man drillede den. Dette havde Joseph fundet ud af på den hårde måde og havde fået fratrukket 5 points fra sin kollegium. Han satte sig ved skyggen af et træ og var ligeglad med at hans kappe blev beskidt. Der var en god udsigt over søen, og selvom der var mange andre elever omkring, så var der fredfyldt. Joseph fandt en bog op af sin taske og begyndte at bladre om til kapitlet omkring kødædende planter. Han skulle skrive en rapport om den, som ekstra straf. Men det var meget sjovere at lave alt muligt andet, og før han vidste af det var hans Quidditch basker bat fisket op af tasken og han stod op på begge ben, mens han slog hårdt mod luften.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysanta havde været helt klar på at forlade drivhuset, da bunden på hendes taske endelig havde givet op og havde smidt et hav af tegninger, fingerflettede garnstumper, letvægtsmeditationsmåtte (til en rejsende i balance), skolebøger og et hav af fjerpenne og pergamentstumper ud i græsset. Det var derfor med en solid forsinkelse og en kærlig tanke mod det faktum, at hun havde en fritime i skemaet, at hun bevægede sin ind mod slottet igen med alle sine ejendele og en lille kødædende plante i favnen. Hun nåede dog ikke længere end søen, før hun fik øje på Joseph, der havde smidt sine ting fra sig i mudderet ved det store træ og nu stod og svingede sit bat.

"Halløj, min ven." hilste hun fornøjet, da hun var nået ned til ham. Den ødelagte taske hang stadig fra hendes skulder og så noget så ynkelig ud, nu den ikke længere var fyldt til bristepunktet (og lidt mere) med alskens dingenoter. "Du ser glad ud" et smil lyste hendes ansigt op.

[Joseph Peretz]

Joseph havde alt for travlt med sin bat, til at lægge mærke til at nogen nærmede sig ham. Han havde nær tabt batten, da han hørte en velkendt stemme."Rys!" udbrød han med en blanding af glæde over overraskelse. Han smed battet hen til sin ting ved træet, og havde nær ramt sin plante. "Ja! Self er jeg det. Der er snart Quidditch kamp!" Sagde han og begyndte så at bokse ud mod luften. "Skal du også skrive en rapport om den der tingest?! Den gift svier helt vild! Jeg har stadig mærker efter det! Og jeg ved hvor meget i tøsepiger tænker på jeres udseende!" Drillede han og blinkede til hende. Uden at sige mere gik han hen til træet og lagde begge hænder mod det. "Gad vide om man kan komme derop? mumlede han for sig selv. Træet var stort, men havde ingen nedre grene, til at få fat i.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrystana smilede bredt og kastede sine ting fra sig oven på den ødelagte taske, før hun selv lod sig vælte ned i skrædderstilling i mudderet. Der var alligevel allerede malerpletter på hendes skørt, så hvad gjorde lidt mudder? Distræt lod hun fingrene glide over sin plantes hoved, så den gav en tilfreds lyd fra sig. "Quidditchkamp, det er rigtigt." nikkede hun ivrigt og fulgte hans hyperaktive dans rundt i en kamp mod luften. Aldrig om hun havde mødt en person med så meget krudt i røven som Joseph.

Rysse nikkede mod kammeraten. "Jep, selvom jeg nu synes den er meget sød. Jeg ved bare ikke helt, hvad de vil have os til at skrive om den." indrømmede hun med et skuldertræk. "Ja, den fik mig også tidligere. Fik nogle ret grumme mærker på overarmen, men det var selvforskyldt. Jeg var ved at sætte mig på den." en let latter fulgte ordene. Selv gik hun ikke voldsomt meget op i sit udseende, og havde derfor ikke det store pige-perspektiv til den del af samtalen. Hun fulgte derfor tavst Josephs blik mod træet. "Jeg kom engang derop med lidt hjælp, men der skal noget af et spring til."

[Joseph Peretz]

"SØD!?" Der var en kraftig væmmelse bag hans ord. Botanik... eller i det hele taget nogen andre fag, fangede ikke Josephs interesse, men specielt pasning af planter var mærkeligt. Joseph begyndte at hoppe op efter den øverste gren, men den var mindst to meter over hans hoved. "Jeg regner med bare at skrive lidt omkring dens gift, og hvordan man undgår den! Der er vist også noget med at dens blade kan bruges i en alkoholisk drik" sagde han ligegyldig og tænkte ikke over, at han faktisk havde lyttet med i timen. Joseph fiskede sin stav op og pegede mod træ toppen. "Carpe Retractum! Hans fødder lettede sig 10 cm fra jorden, før han faldt ned, med knæende i mudderet. "Av..." mumlede han og prøvede at børste udderet af sine bukser, mens han kom op og stå.

[Chrysanta Ó Catháin]

"Ja, sød." gentog hun med et skævt smil. "Den er ligesom os - vi forsvarer os jo også, når vi føler os pressede. Chrysanta nikkede bestemt og fortsatte sine kærtegn af planten. Alle - planter såvel som dyr og mennesker var en del af en større helhed, som Rysse i høj grad respekterede. En høj latter forlod hende, da Joseph faldt ned i mudderet, og planten trak sig straks fra hende.

"Er du okay, Joseph?" spurgte hun og prøvede at begrænse sit brede smil. Det var immervæk ikke en af hendes kvaliteter, at hun var så skadefro. Alligevel var folk, der kom til skade altid roden til et godt grin.

[Joseph Peretz]

Joseph lavede en sur mine, da han så Rys's smil. "Grin du bare" mumlede han en smule fornærmet, og lyste så op. Hans kødædendeplante som havde stået sammen med hans ting op ad træet, havde også fået mudder på sig, og bladende på den, viftede frem og tilbage, som om den var glad. "Wow, prøv at se" Sagde han og pegede på sin plante. Han begyndte samtidig at fylde mudder i sine lommer. Måske kunne han kaste mudder på en af de trælse elever! Hvis det var at Chrysanta, valgte at holde blikket på planten, ville Joseph placere en stor mudderglat lige i fjæsset på hende.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysanta lyste straks op, da hun så hen på planten. Det glædede hende, at den viste så stor begejstring. "Mmmmh, selvfølgelig er den glad for at komme tilbage i kontakt med sit hjemland." kommenterede hun med et smil om læberne. "Du ved, Joseph, det er de færreste skabninger, der kan lide at blive hevet ud af deres naturlige omgivelser og bare presset ned et sted, hvor de ikke hører til.." Hendes blik hang stadig på planten, mens hun arbejdede sig frem til sin pointe. "Det er derfor, alle burde engagerer sig i lovændringen." fortsatte hun ufortrødent, "Jeg mener.. At tage børn ud af deres familier og omgivelser på den måde.."

Rysse fjernede endelig blikket fra planten og hen mod Joseph for en reaktion, netop som mudderet ramte hende i ansigtet. Munden havde lige nået at lukke sig, og øjnene fik også hurtigt knebet sig sammen. Spruttende prustede hun mudder i alle retninger.