|
|
Post by Oliver Morecambe Young on Nov 30, 2014 23:31:29 GMT 1
"Øh," svarede Oliver indledende, temmelig dumt. Han skævede ned mod ugleburet og kløede sig i nakken. "Det er ikke skide spændende," advarede han og takkede, som servitricen satte et dampende krus ingefærøl foran ham. "Min ugle, Sylvester, var ved at trænge til et nyt," forklarede han med en skuldertrækning.
"Så ja. Man kan godt konkludere, at mit liv er temmelig glamourøst, ikke?" Han smilede drillende og tog en solid tår af den varme drik, der rensede godt ud i bihulerne. I virkeligheden var han relativt ofte omgivet af store Quidditchstjerner, men det var efterhånden noget han var begyndt at vænne sig til.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 2, 2014 20:33:25 GMT 1
Kommentaren om fugleburet havde været Magnolias forsøg på at være sjov. Da Oliver kom med sit svar, var hun ikke helt sikker på at han havde fanget den ironi, men hun lod det bare være, og sendte ham et mildt smil i stedet.
Hans næste ord fik hende til at smile lidt. ”Nej, jeg synes ikke det lyder helt skidt..”, svarede hun roligt, og sendte ham et stille smil, inden hun fulgte hans eksempel, og tog en god slurk af sin ingefærøl. ”Dit liv bliver dog endnu mere glamourøst nu de snart annoncerer juleballet.. Jeg regner stærkt med at se dig..”, forsatte hun, og sendte ham et skarpt blik, hurtig erstattet af et smil , men hun mente det stadig.
|
|
|
|
Post by Oliver Morecambe Young on Dec 2, 2014 20:44:21 GMT 1
Olivers øjenbryn gled en anelse op og han pustede hørligt ud. "Juleballet," konstaterede han, som om han havde glemt det. Det havde han egentlig også. Ikke sådan definitivt, men bare lige foreløbig. "Øh. Ja, selvfølgelig. Det ville jeg da ikke gå glip af," konstaterede han med et afslappet smil.
Han tog endnu en tår af ingefærøllen. "Har du fundet dig en ledsager eller besluttet dig for, at det er overvurderet?" spurgte han med et drillende blik.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 2, 2014 21:00:44 GMT 1
Magnolia smilede lidt af hans ansigtsudtryk og trak så på skuldrende. ”Ja, der sker sikkert masser af interessante ting i dit liv, men for os på Hogwarts, der er juleballet for de fleste højdepunktet i løbet af året.”, drillede hun, og var omhyggelig med at sige ’de’. Hun tog endnu en tår.
Hun førte et par rødblonde totter om bag øret. ”Nej, jeg spurgte Professor Froggenhall, men jeg tror ikke han er klar til så stor et skridt i vores forhold endnu.”, jokede hun, og sendte ham et bredt smil, inden hun lænede sig tilbage mod stoleryggen. ”Nej… jeg tror bare jeg kommer solo i år. ”, svarede hun så ærlig og så ikke ud til at være ved at bryde sammen over det.
|
|
|
|
Post by Oliver Morecambe Young on Dec 2, 2014 21:12:17 GMT 1
Oliver lo over Magnolias ord og holdt hænderne afværgende op. "Godt ord igen," svarede han med et grin. I virkeligheden var der måske ikke så mange interessant ting i Olivers liv, udover at han fik lov til at bruge sin tid på at spille Quidditch og tegne. Noget som kun havde været fritidsinteresser på skolen og som lærerne ikke havde været enige i var meget vigtigere end skolearbejde.
De brune øjne spillede muntert. "Ham der er bange for koste eller ham man altid har en mistanke om, egentlig mest har lyst til bare at bruge en utilgivelig forbandelse på hele klassen?" svarede han drillende.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 2, 2014 21:23:36 GMT 1
Der var et glimt at finde i de grønne pupiller, og hun lod afslappet sine fingerspidser hvile ved bunden af ingefærøllen, mens netop de grønne øjne søgte hans. ”Sidste.. Jeg foretrækker nu en indviklet besværgelse fremfor overfladisk sludder”, forsatte hun joken, mens læberne krusede op i et smil, og besluttede sig så også for at joken kørte død der.
”Men hvad med dig, Oliver..”, spurgte hun, og hvis han ikke vidste hvad der ventede ham, så fik han nok en fornemmelse da hun lænede sig forover, og så på ham med en tænkende grimasse. ”Kan vi forvente at se dig troppe op med en? Eller skal du sidde med mig ved et afsides bord og le uforskammet af de mange, forelskende par? .. og mislykkede ..”, smilet voksede et fragment.
|
|
|
|
Post by Oliver Morecambe Young on Dec 2, 2014 21:52:36 GMT 1
Oliver lo muntert over Magnolias svar, før han sukkede dybt og trak lidt på skuldrene. "Der er stadig masser af tid til at finde ud af det," svarede han afværgende med et muntert smil.
"Men hvis jeg ikke får narret nogen til at tage med mig-," (han havde allerede en tanke om, hvem han kunne finde på at spørge) "- så lover jeg dig, at vi to skal finde ud af, hvem der har de absolut grimmeste rober på."
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 2, 2014 22:26:19 GMT 1
Hun lo kort med ham, inden hun lænede sig tilbage igen med et tilfreds smil, og tog efterfølgende en slurk af sin ingefærøl. ”Du var den sidste jeg havde forventet at støde ind i i dag Oliver.. Og alligevel, hvis jeg skulle støde ind i nogen..”, hun sendte ham et varmt smil. ”Det er nu alligevel rart at se dig igen”, tilføjede hun så, hvilket var hendes egen måde at sige på at hun nu engang havde savnet hans selskab.
|
|
|
|
Post by Oliver Morecambe Young on Dec 2, 2014 23:44:04 GMT 1
Oliver smilede varmt over Magnolias konstatering og kløede sig lidt i den tykke manke af hår, veltilpas med smagen af ingefærøl i munden og varmen, der var ved at vende tilbage til kroppen.
"I lige måde, Mags," svarede han oprigtigt og rakte ud for at give hendes skulder et let klap. "Tænk sig, om et halvt år er du ude i den store, farlige verden ligesom mig."
|
|
