Skæbnebestemt tilfældighed

[Magnolia Dearborn]

Oliver Morecambe Young

Den tredivte oktober, 2109. Hogsmeadeweekend, Hogsmeade

Magnolia så altid frem til Hogsmeadeweekend. Det var rart en gang om måneden at bryde de velkendte rammer, og komme ud og se lidt andet, end hvad Hogwarts arealer havde at byde på. Det var weekend, og mange så ud til at dele hendes tankegang, i hvert fald strømmede den travle troldmandsby med elever.

Det var i den store mylder at Flourish og Blotts fangede hendes opmærksomhed, nærmere de bøger de havde stillet op udenfor butikken. Udstillingen fik hende revet væk fra den flok hun havde fulgtes med derhen, og stillede sig foran butikken, mens hun bladrede igennem de udvalgte bind. Magnolia var ikke typen der som sådan investerede i bøger udover de hun kunne skaffe sig selv på skolens bibliotek, men disse bind skilte sig ud, da de var fyldt med smukke illustrationer, og en fangende tekst der fastlåste de grønne øjne til papiret et stykke tid.

En halv time efter forlod hun butikken med flere bundter af papir under armen. Hun var netop nået om forbi De Tre Koste, og nåede til et mere åbent areal, da et vindpust fik det rødblonde hår til at dække ansigtet. Hun fik det børstet væk med den ene hånd, men i det hun var i gang med handlingen mærkede hun et skub mod sin skulder, der resolut fik hende til at tabe alt hvad hun stod med i hænderne. Grundet vinden blæste de hurtigt i hver deres retning, og Magnolia nåede at bande indvendigt, inden hun satte i løb efter dem.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver småløb ned ad hovedgaden. Han havde bare lige skullet løbe et hurtigt ærinde og var ikke lige kommet i kappen. Det var dog blevet et større projekt og det efterlod ham nu efterhånden godt gennemkold og i stærkt behov for at komme hurtigt hjem i varmen.

Det gik egentlig godt med at navigere rundt om folk, selv med en stor, ubehændig pakke med et nyt uglebur i den ene hånd. Han burde dog have vidst, at heldet ikke ville vare ved og en overrasket lyd undslap ham, da han ramlede ind i en person, som han var sikker på var dukket op af det rene ingenting.

Han formåede at holde fat i buret, men var til gengæld nær skvattet over sine egne fødder og lettere uelegant genvandt han balancen. "Fuck, det er jeg sgu ked af..." nåede han at mumle, før han fik set nærmere på den yngre kvinde og måtte spærre øjnene op. "Ved Merlins støvede kosteskaft. Mag?"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia anstrengte sig dybt for at nå at få fat i alle de tabte papirer. Det var ikke så meget tanken om allerede at have mistet noget hun lige havde brugt mønter på, mere end det var tanken om at miste noget hun oprigtig havde været virkelig spændt på at læse. Magnolia havde sat i løb nærmest sekundet efter hun havde tabt sit køb, og hun havde derfor overhørt Olivers stemme, og bemærkede ikke hans tilstedeværelse, før hun luntede tilbage, næsten succesfuld med at have fået samlet det hele ind.

”Oliver, hej.”, hilste hun, og en rynke viste sig med det samme i panden på det smalle ansigt, der tydeliggøre en vis forvirring over pludselig at se ham stå der. Så stoppede hun op, og bed sig svagt i underlæben, inden hun spurgte: ”Hvor længe har du stået der?”, og bad inderligt til at hans svar var at han lige var kommet.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver nåede ikke mere end lige at registrere, hvem han var stødt ind i, før hun allerede var styrtet væk. Han så efter hende med et bøvet udtryk, før han fik sat buret fra sig og fangede de få papirer, han lige kunne få øje på.

Da hun kom tilbage havde han dem i den ene hånd og kløede sig lidt i nakken. "Siden jeg stødte ind i dig," indrømmede han beklagende og skar en ærgerlig grimasse. "Undskyld, jeg så dig ikke. Jeg håber, du har fundet dem alle sammen." Han viftede lidt med papirerne og rakte dem mod hende.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia slog overrasket øjnene op, men så trak det let op i hendes mundvig, og havde hun haft begge arme fri, ville hun morende have krydset sine arme. I stedet nøjedes hun med bare at ryste på hovedet af ham. ”Noget synes ikke rigtig at ændre sig”, konstanterede hun, og sendte ham et drillende smil, mens hun mindedes de dage på Hogwarts, hvor det nærmest havde været en del af ugen at ramle ind i Young på en eller anden måde.

Magnolia tog imod papirerne, og fik så tilfældigt set ned af Oliver, hvilket fik hende til at rynke brynene. ”Oliver, du er nok ikke vant til at høre piger sige dette til dig særlig tit, men hvorfor i alverden har du ikke mere tøj på?”, hun forsøgte at være sjov, men der var også en vis alvor i hendes stemme. ”Du må være ved at dø af kulde”

[Oliver Morecambe Young]

Ollie blinkede et par gange over Magnolias ord, før han lo dumt og kastede et enkelt blik ned af sig selv. Han kløede sig i nakken. "Jamen, jeg skulle egentlig bare lige hurtigt hente noget," forsvarede han sig.

"Men jo, det er pissekoldt. Jeg er på vej ind i varmen." Han så overvejende på den yngre Hogwartselev, som han nærmest ikke havde set siden sommerferien. "Hvor lang tid er der til, at vognene kører tilbage til skolen?"

[Magnolia Dearborn]

En dæmpet latter undslap troldkvindens læber, mens en svag trækning skete i hendes mundvige, hvorefter det gik op for hende at hun egentlig også frøs lidt. Det hev i hvert fald godt i kinderne der måtte have en lyserød farve efterhånden.

”Jeg har lidt tid endnu”, svarede hun ham efter at have tænkt sig lidt om. ”Vi kan tage hen på De Tre Koste, hvis du vil?”, tilbød hun. ”Jeg hører der ikke er noget som en ingefærøl til at helbrede en rød næse”, lokkede hun og fik sendt ham et bredt smil. Okay, det var der vist ingen der helt havde sagt, men det smagte nu godt.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver lyste op i et smil og han kløede sig en enkelt gang i den tykke manke af hår. "Fedt. Ja," erklærede han og hankede op i ugleburet, som han netop havde hentet på posthuset. Med et løfte om at komme og besøge sine forældre snart, nu han ikke havde været der til at hente det personligt i sin fars forretning.

Han tøvede ikke længe med at gå og trak skuldrene lidt op om ørerne for at holde varmen. Med den frie arm rakte han ud og gav Magnolias skuldre et flygtigt klem. "Jeg er ked af, at jeg altid ramler ind i dig på den måde, men du har også savnet det lidt, ikke?" spurgte han drillende og sendte hende et halvt beklagende, halvt drenget smil.

[Magnolia Dearborn]

Da Magnolia mærkede det flygtige klem gennem jakken, satte hun tempoet halvt ned, og rettede ved hans ord sine øjne mod hans, der var omtrent lige så brune som hendes var grønne. Så smilede hun fornøjet. ”Jo, bestemt. Er du klar over hvor svært det er at få blå mærker og hudafskrabninger på egen hånd, når man hverken spiller Quidditch eller bevæger sig udenfor særlig ofte?” overdrev hun tykt og drillende.

Med et voksende smil tilføjede hun. ”Nu jeg nævner Quidditch. Går det lige så godt med at styre dit kosteskaft ude i den magiske verden, som det gjorde for dig at støde ind i folk med den?”

[Oliver Morecambe Young]

Ollie kunne ikke helt hindre en latter og han kløede sig lettere forlegent i nakken. "Undskyld. Igen," sagde han for hundredeogsyttende gang til lige netop den Slytherinelev, men det var efterhånden sket så mange gange, at han ikke kunne gøre andet end at smile opgivende imens.

Øjenbrynene fløj op over hendes ord og han bed en tør kommentar i sig, der ikke var særlig børnevenlig. Ikke at Magnolia var noget barn længere, men da han havde kendt hende bedst, havde hun ikke været mere end femten. "Det går fint. Jeg spiller reserve for Appleby, så jeg klager ikke."

[Magnolia Dearborn]

Mens han talte trak det let i hendes mundvige, og da han havde sat punktum på sætningen, kunne hun ikke tilbageholde en lille latter. ”Appleby Arrows? Jeg kan forestille mig at Brody har en ting eller to at sige om det.” kommenterede hun, mens smilet stadig dansede om hendes læber.

Det var sjovt hvordan Magnolia vidste at Hogsmeade vrimlede med elever og alligevel så hun ikke nogen hun kendte. Skolen var dog også for stor til at kunne kende hver og en – sådan et fælleskab var der ikke plads til. ”Jeg er stolt af dig.” sagde hun ærligt, og stak den ene hånd ned i lommen, mens hun forsatte med at gå i et roligt tempo. ”Og ikke for at tale dårligt om at være reserve, for det er det bestemt ikke, men hvem skal vi vælte af kosten for at du kan komme op og spille fast?”, spurgte hun, og sendte ham et drillende smil, efterfulgt af et mere morende et.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver lo og trak let på skuldrene. "Så længe jeg ikke spiller i første række, er der ikke meget rivalisering," konstaterede han afslappet og kløede sig let i nakken. Han smilede en anelse selvbevidst og så på Magnolia med et underfundigt blik.

"Tak, Mag. Og jeg tror desværre ikke, at det bliver nemt at vælte deres nuværende søger nogen steder hen. Det er en dygtig spiller."

[Magnolia Dearborn]

”Du har ret. [indsæt navn] er ret dygtig. Jeg tager det i mig igen, du har ikke en chance.”, sætningen efterlod et glimt i hendes øjne, og hun gav hans skulder et venskabeligt klem, inden hun måtte indse at chancerne for at holde latteren tilbage var minimal, og hun lod dermed et lille grin slippe ud.

Magnolia trådte ind i varmen ved De Tre Koste, og selvom der var godt fyldt op, lykkedes det hende at spotte et bord af de mere alsides af slagsen – hvilket passede hende fint. I det hun satte sig ned lagde hun papirerne fra sig på bordet, og viklede sit halstørklæde fri, for at hænge det over stoleryggen. ”Hvordan går det ellers?”, spurgte hun, en typisk samtaleåbner, men et spørgsmål hun var nysgerrigt på at få besvaret.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver skuttede sig tydeligt, da de endelig nåede indenfor i varmen og han trippede en anelse på stedet, efterhånden ved at være godt gennemkold. På vejen mod bordet gjorde han tegn til en servitrice om at de godt kunne tænke sig et par ingefærøl.

Han dumpede tungt ned i stolen overfor Magnolia, satte buret fra sig og rodede sig i lidt i den tykke manke. Han trak på skuldrene. "Det går fint. Udmærket. Jeg ved ikke. I har ikke brændt Hogwarts til grunden endnu?"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia rystede på hovedet. ”Nej, åh, nej nej. Nej, hvordan skal jeg ellers få mit ugelige dosis af te-klubben?” sagde hun med tyk ironi, og lo dumt, inden hun drejede hovedet for at smile til servitricen, der rakte en øl til dem begge. Nej, Magnolia havde ikke behov for at sidde til sådan et møde og fedte for lærerne. Fint for dem der gad, men hun havde lært fra en tidlig alder af at jo mere intelligent man var, jo mere holdt man det for sig selv.

Hun tog sin første tår af ingefærøllen. ”Så udmærket, jeg ved ikke.. hvad skal det helt præcis betyde? Og har det noget med det uglebur at gøre? I så fald har du min opmærksomhed.” spurgte hun, og sendte ham et bredt smil, og lænede sig en smule forover, fast besluttet på ikke at lade ham slippe så let.