En aftale at se frem til

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy

Det var blevet lørdag og Agnes havde kun en enkelt bestilling, der manglede at blive afhentet. Den var hun blevet færdig med i væsentlig bedre tid end hun havde troet, så de sidste par timer havde hun siddet i sin sædvanlige øreklapstol og broderet et temmelig indviklet og levende mønster med guldtråd på en blommefarvet kjole.

Selvom hun var på arbejde, så slappede hun af med håndværket og der var ingen umiddelbar længsel efter weekend og muligheden for at lægge arbejdet fra sig. Med det sagt ventede der forhåbentlig en gulerod for enden af snoren og som klokken nærmede sig tretten, tog hun sig i at skæve op hver gang hun ud af øjenkrogen så nogen gå forbi butiksvinduet.

[Terrance Tweedy]

Terrance var spændt på sin tur til Madam Malkins. Naturligvis fordi han ville få sine nye rober at se. Gensynet med en ung og charmerende skrædder var heller ikke helt dårligt. Han var dog lidt bekymret for, at han ville komme til at føle sig temmelig malplaceret på De Tre Koste senere.

Den tanke skød han i midlertidig fra sig, som han tog i døren til Madam Malkins og den sædvanlige ringen fulgte ham ind i butikken.

[Agnes Tweedy]

Agnes så op, da klokken lød og et smil trak med det samme de mørkmalede læber op. "Terrance," hilste hun afslappet og afsluttede et kædesting, før hun hæftede nålen i stoffet og rejste sig med det blommefarvede hekseskrud i armene.

"Nu skal jeg finde dine rober," lovede hun med et sideblik, som hun draperede kjolens løse ærmer over en bøjle. "Et øjeblik." Med de ord forsvandt hun midlertidigt og da hun vendte tilbage var det med ganske nåleløse, midnatsblå gevandter.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede, da hans blik faldt på skrædderen. "Agnes," hilste han venligt, før han nikkede og blev stående indenfor døren. Der var intet at måle op eller prøve på i dag og han beholdt derfor hatten på hovedet og kappen over skuldrene.

Nervøsiteten boblede lidt i maven. Han havde en fornemmelse af, at han snart ville føle sig temmelig meget til overs.

[Agnes Tweedy]

Agnes vendte tilbage med svingende skørter og klikkende hæle, før hun lod roberne falde let ned over sin ene arm, så han kunne vurdere det færdige arbejde. Han ville få det med hjem nu og skulle det vise sig, at det mod forventning ikke passede, så kunne han altid komme tilbage. Det var standard praksis.

"Jeg håber at du bliver tilfreds," sagde hun oprigtigt og samlede roberne sammen igen, for at træde om bag disken og give sig til at pakke varen ind i brunt papir. Hendes blik gled op mod Terrance og hun smilede muntert. "Kan jeg stadig holde dig op på aftalen fra sidst?"

[Terrance Tweedy]

Terrance så på den himmelblå kreation med alle tegn på tilfredshed og nikkede. "Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg bliver," svarede han, før han fulgte med det korte stykke hen til disken og gav sig til at rode efter betalingen. Mønterne, der svarede til lidt over selve prisen, lå på disken da Agnes stillede et spørgsmål.

Han rømmede sig lidt og skar en ærgerlig grimasse. "Det gør jeg, men ingen af mine kollager havde tid, så jeg ved ikke om det bliver en smule pudsigt." Blikket han sendte hende var spørgende og han tvang nervøsiteten i sig selv.

[Agnes Tweedy]

Med vanens lethed foldede hun roberne sammen til at fylde så lidt som muligt og så op, da hun gav sig til at folde papiret omkring dem. Øjenbrynene gled en anelse op og hun spidsede læberne underfundigt over Terrances spørgende tone.

"Jeg er sikker på, at deres blåbærcider er god uanset," svarede hun afslappet og trak et stykke vokset hørtråd af en rulle. Hun så undersøgende på ham, uden videre tegn på forbehold og slog så blikket ned for at binde båndet om pakken.

[Terrance Tweedy]

Terrance blev ikke klogere af skrædderens reaktion og stak hænderne i lommerne på kappen for ikke at fumle nervøst ved noget. Han så nysgerrigt undersøgende på hende imens hun pakkede, før han til sidst blev nødt til at tale.

"Jeg vil ikke lægge dig til last, mener jeg. Ungt menneske som dig. Du har sikkert mange andre ting du kunne bruge lørdag aften på... Mener jeg." Hvorfor var han så nervøs? Hans håndflader føltes endda svedige i lommerne. Forbandet.

[Agnes Tweedy]

Agnes skævede op, mens Terry talte. Hans svage fumlen rundt i sætningerne fik hende til at spidse læberne underfundigt og hun løftede hagen en anelse, som hun betragtede ham undersøgende. Så kom tænderne til syne. "Og alligevel står jeg her og spørger dig, om du vil tilbringe bare en lille smule af den med mig. Er jeg nødt til at bede en tredje gang?"

Hun hævede øjenbrynene sigende og så afslappet på ham, uden at virke tilnærmelsesvis utilpas ved tanken om ikke at have andre mennesker med.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede uundgåeligt. Han rømmede sig og ignorerede den varme følelse i nakken og ørerne. Han var seksogtredive og det var udelukkende et venskabeligt glas cider på kroen. Han havde bare en fornemmelse og hans fornemmelser plejede at være rigtige. Alligevel:

"Nej, to gange er nok." Hans mundvige sitrede og han vendte hovedet kort imod gaden. "Deres pærecider er forresten den bedste."

[Agnes Tweedy]

Agnes' smilede tilfreds og rakte ham pakken over disken. "Så må jeg hellere prøve den," svarede hun simpelt og så nysgerrigt på ham. Snart efter var pakken dog ude af hendes hænder og i en glidende, ikke særlig bemærkelsesværdig bevægelse, havde hun skrabet mønterne ned i hånden og ud af syne.

"Jeg har lige et par enkelte ting, jeg skal have på plads inden jeg bliver afløst. Det skulle ikke tage mere end ti minutter." Hun lod hovedet falde en anelse på skrå og nikkede let i retning af døren. "De Tre Koste om et kvarter?"

[Terrance Tweedy]

Terrance nikkede. Han tog imod pakken, smilede og rømmede sig. "Ja, selvfølgelig," medgav han hurtigt, før han gik imod udgangen uden at se sig over skulderen. Helt uden. Indtil han nåede døren og alligevel blev nødt til lige at kigge efter hende en enkelt gang.

Så gik han og forsøgte på vejen derover at samle sig. På De Tre Koste fandt han et bord og fik bestilt cider, imens han forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke var interesseret i skrædderen. Hun var for ung.

[Agnes Tweedy]

Som lovet gik der ikke meget mere end femten minutter, før en heks i en dybblå, perlestukken kappe skubbede døren op ind til De Tre Koste. Hun ledte tydeligvis efter nogen og et smil brød frem over de mørkmalede læber, da hun fik øje på Terrance.

Hun løsnede kappen og efterlod den ved døren, rettede sin kjole en anelse og fortsatte så med rolige skridt over til bordet, hvor der kun sad en enkelt mand. "Er den her plads optaget?" Hun så spøgende på ham og ventede ikke på svar, før hun havde sat sig ned.

[Terrance Tweedy]

Terrances blik faldt på Agnes så snart hun kom ind. Han forsøgte at lade være med at se på hende hele hendes vej hen til bordet og endte med at være vældig koncentreret om det ene af de to glas cider, der lige var blevet placeret foran ham.

Da skrædderen stod ved bordet, smilede han dog helt naturligt og nøjedes med at tage en tår af glasset. Han skubbede det andet et stykke over imod hende. "Det er den nu," svarede han simpelt. "Af Hogsmeades dygtigste skrædder. Tak for den hurtige ekspeditionstid... Og skål."

[Agnes Tweedy]

Agnes blik strejfede kortvarigt bordpladen og i et øjeblik, så hun nærmest forlegen ud. Det hindrede hende dog ikke i at smile tilfreds og hun så tilbage på Terrance, da hun rakte ud efter glasset. "Det var en fornøjelse at lave," tilføjede hun og løftede glasset en anelse.

Snart efter stod det på bordet igen og Agnes lænede sig en anelse tilbage, for at folde det ene ben ind over det andet. "Professor i Mugglerstudier," musede hun og så lige dele nysgerrigt og undersøgende på ham. "Det må være noget anderledes nu end for fem år siden."