What a Mess

[Miles Heeney]

Mørket havde lagt sig for flere timer siden, men det afholdt ikke Slytherins Quidditchhold fra at træne. Det var gået ganske godt, selvom målmanden McMillan, en stor trold af en dreng, havde lukket lidt for mange mål ind. Nu vandrede holdet trætte, men i sludrende godt humør, gennem indgangshallen. Miles havde sin kost over skulderen og var stadig iført benskinner og håndbeskyttere. Den grønne kappe var dækket af mudder, eftersom plænen var blevet et brunt plører i November-efterårsvejret. Derfor efterlod Miles store klatter mudderfodspor - og var i grunden temmelig ligeglad. Det eneste han kunne tænke på var hvor fantastisk det ville blive at jorde Gryffindor i næste Quidditchkamp... Og at få et varmt bad.

[Lois Lethbridge]

Gud, hvor Lois hadede denne her årstid. Man nåede jo knap nok at stå ud af sin seng om morgenen, før dagen var gået, og det var mørkt igen. Alt for deprimerende. Hendes dag havde været ganske begivenhedsløs, hvilket var en stor fejl. Ingen af Lois’ dage skulle være sådan. Hun var ved at tage afsked med nogle veninder i indgangshallen - de skulle til hver sin opholdsstue, desværre, men havde altid svært ved at få talt færdig. Netop som de stod og snakkede, kunne de ikke undgå at få øje på hele Slytherins quidditchhold, der kom trampende forbi. Lois stirrede et øjeblik. Så vendte hun umærkeligt øjne, signalerede til veninderne, at de bare kunne gå og ilede derpå hen til quidditchholdet.
”Heeney!” snappede hun højlydt og sprang ind foran anføreren for at afbryde deres sniksnak. ”I sviner indgangshallen til. Kunne I ikke skifte, inden I kommer ind?” Hun satte hænderne i siden og hævede spørgende brynene op i panden. Hvad var det lige omklædningsrummene var til for? Den store basker var adskillige størrelser større end hende, men hun nægtede at lade sin intimidere. Vejlederemblemet glimtede som altid på hendes bryst og burde indgyde en vis respekt, men det var bare ikke altid, det gjorde det, havde Lois erfaret.

[Miles Heeney]

Det var et glimt af overraskelse, der spredte sig på Miles' ansigt. Sjældent turde nogle elever stille sig op foran Slytherins quidditchhold, der mest bestod af velvoksne bøller. Miles var ingen undtagelse selv. Men alligevel sprang en lille spirrevip af en køn pige nu frem foran dem og irettesat dem. Per automatik lod han blikket glide ned ad hende - det kom dog ikke langt, før det dvælede åbenlyst dels ved barmen, dels ved det skinnende vejlederemblem, der forklarede alt.
Et skævt smil bredte sig på Miles ansigt. Vejledere var altid sjove. Især unge piger, som hende, der tydeligvis ikke var bange.
Med sit mest uskyldige ansigt kiggede Miles ned ad sig selv og spærrede sine øjne op. 'Åh nej, det har du ret i! Jeg er fuldstændig mudret. Tænk, det havde jeg slet ikke set'. Holdkammeraterne gryntede og grinede trofast mens de opstillede ligeså uskyldige miner som Miles'. Hans blik gled atter ned til barmen, og da han talte igen, var det mere til hendes brystparti end til hendes ansigt, idet han lod som om, han forsøgte at finde et navn på hendes skinnende emblem, trods de tydelige signaler om, at det ikke var formålet. 'Det er godt vi har sådan nogle vakse vejledere som dig. Hvad var dit navn igen?'

[Lois Lethbridge]

Lois brystede sig af, ikke at være bange for særlig meget. Edderkopper og den slags kryb rørte hende heller ikke rigtigt. At hun så sommetider var grænsende til at være dumdristig, det var en helt anden sag. Hun hævede lidt spottende det ene øjenbryn, da anføreren satte en vældig uskyldig mine op. Lois troede ikke en tøddel på ham.
”Der er ikke meget at se på der.” kommenterede hun tørt og lagde i stedet armene over kors, da hun bemærkede hans blik, som langt fra var rettet derhen, hvor hun ville ønske. Hun hadede den slags blikke. Men drengene på Hogwarts tænkte selvfølgelig kun på én ting. Det var til at brække sig over. ”Lois Lethbridge.” introducerede hun kortfattet sig selv og skød stædigt hagen frem. ”Og du ved udmærket godt, at I slæber mudder med ind.” fortsatte hun og kneb øjnene en anelse sammen. Han skulle ikke prøve at bilde hende andet ind. Godt nok kendte hun ham ikke, men hun havde hørt om den store anfører fra Slytherin, hvilket i alle tilfælde burde være nok. Lois var nok lidt forudindtaget, men hun havde altså ikke behov for at lære ham bedre at kende. Det var en ærlig sag.

[Miles Heeney]

Miles bemærkede, at hun lagde armene beskyttende over kors, hvilket fik ham til at se op på hendes kønne ansigt igen med en lidt opgivende attitude. 'Du har ret. Der er virkelig ikke meget at kigge på dér'. Om hun fangede, at han twistede hendes ord til at indikere en mangel på former var ikke til at sige, men nogle af de skarpeste holdkammerater, og dem var der ikke mange af, fnisede lavmælt. 'Jamen frøken Lethbridge, jeg sværger ved Frederiks sure underbukser, at vi ikke anede vi slæbte mudder ind'. Et sted i gruppen af høje, kappeklædte, mudrede elever rykkede Frederik utilpas på sig, mens de andre skubbede grinende til ham.
'Men sket er sket. Hvordan kan jeg gøre det godt igen? Invitere dig ud på en date?' Miles lænede sig lidt frem mod hende og blinkede med et stort smil. Der skulle et hvis mod, eller dumhed, til at spørge en pige ud foran så mange mennesker, når svaret nærmest allerede var givet på forhånd, eftersom han lige havde fornærmet hendes krop. Tilfældigvis havde Miles masser af gåpåmod og skam i livet til den slags.

[Lois Lethbridge]

Fornærmelsen forbigik ikke Lois’ opmærksomhed, men det var alligevel netop, hvad hun gjorde – lod den passere. For det var præcis, hvad hun selv havde insinueret for et øjeblik siden. Hun vidste sgu da godt, at hun ingen former havde, hendes røv var også tæt på at være ikke-eksisterende, ikke? Hun rynkede lidt på næsen i afsky, da han nævnte Frederiks sure underbukser og rystede de mørke lokker om på ryggen i en lidt snobbet bevægelse, mens hun ventede på, at han ville komme frem til en eller anden pointe i sin talestrøm. Hun havde ikke lyst til at dvæle for længe ved de sure underbukser.
I guder, troede han, hun var dum? Lois lyste op i et blændende smil, da han endte med at tilbyde en date. ”Fristende. Men ellers tak.” afslog hun sukkersødt og var en my fra at træde tre skridt tilbage, som han lænede sig tættere på. Fyy… Hun nikkede imod udgangen. ”I kan passende gå tilbage til omklædningsrummene for at klæde om.” Så slog hun ud med hånden imod resten af indgangshallen. ”Eller I kan vælge at tage tøjet af her, og fortsætte uden.” Hun vippede lidt udfordrende med øjenbrynene, ikke yngre, end at hun sagtens kunne se det fornuftige i netop dét.

[Miles Heeney]

Miles hævede øjenbrynet i en afventende, opfordrende gestus, men hendes afvisning faldt alligevel kort efter. Og samtidig fremstillede Lois et noget urealistisk krav der fik Slytherins quidditchhold til at himle med øjnene og se på den unge vejleder med skiftende morede og vrede blikke. Miles' eget smil voksede, og han betragtede hende i stilhed et øjeblik. Hun var i sandhed temmelig modig og udstyret med en god portion selvtillid. Han havde dels lyst til at destruere den selvtillid, dels lyst til at tage den med i seng. Ak ja, det evige valg. Det passede bestemt ikke Miles at hun satte krav, især ikke fordi hun var yngre og var fuldt berettiget til det. Om vend var han ikke i tvivl om, at hvis en lærer så hele Slytherins quidditchhold vandre nøgen mod krypten, og sporede det tilbage til Lois, ville de ikke være helt tilfredse med håndteringen. Den blotte tanke gav en hvis tilfredstillelse. Sagen var dog den, at der også var piger på Slytherins Quidditchhold, og selvom han nok var et svin, ville han ikke byde dem det. Og sikkert heller ikke få dem til det. 
'Kære Lois, det er vist ikke helt fair. Men jeg vil gerne gøre dig glad. Så hvad siger du til at slå en handel af: Jeg skal nok, på vegne af hele holdet, smide tøjet og tage den nøgne tur til krypten. Jeg ved jo, du gerne vil se min krop'. Med et, synes han selv, blændende smil, strakte han armene ud i en indbydende gestus.