I see nothing but friendly faces.
Nov 18, 2014 17:47:05 GMT 1
Post by Eryn White on Nov 18, 2014 17:47:05 GMT 1
Selvom det var længe siden, Eryn havde set Maxwell, kunne hun kende ham med det samme, hun så ham på afstand. Det var egentlig mærkeligt, at de ikke havde set hinanden noget mere, nu hvor de begge boede i Hogsmeade. Hun havde da også tidligere tænkt over, om hun skulle kontakte ham, men alligevel var hun altid endt med at komme fra det eller bare bestemme sig for at lade være. Hun fik jo at vide gennem sin far, at det gik ham ganske vidunderligt i Quidditchligaen, og når hun ind imellem tog med for at se kampene, kunne hun heller ikke lade være med at have det fedt over, at det var flere, hun kendte, der svævede rundt inde på banen. De havde vel som sådan nok stødt på hinanden, men ikke noget, der havde været mere end et hej. Det kunne som sådan nok have fået andre til at opgive at genoptage det venskab, der var blevet sat på pause, da Max stoppede på Hoggy.
Eryn havde ellers lige så fredeligt været på vej hjem i huset, hvor hun stadig boede med sine forældre. Hun følte sig altid så lille, når hun kom hjem i huset, men hun kunne trøste sig med, at det nok var lidt værre, at hendes yngste bror på 31 år ej heller havde fået rykket teltpælene op og flyttet hjemmefra. Hun havde egentlig bare været nede for at hente noget for sin mor i Howes Husremedier.
Maxwell havde hun fået øje på i butiksruden, da hun havde stået og kigget på de nye bøger, som ikke rigtig sagde hende noget, men man vidste jo aldrig, om der kunne være noget til nogle julegaver. Hun havde dog mest af alt lyst til at købe mugglerting til sine forældre, for de havde allerede alt det andet i forvejen, men hun kunne huske, da hun sidste år var vendt hjem fra Camden med en ganske almindelig samling fodboldkort, som hun selv havde stået og været forundret over. De bevægede sig ikke, og så var de som sådan ganske ukendte for hende. Hun havde overhørt to drenge, der længe havde stået og skændtes over, hvilken af de to britiske fodboldspillere, der var de bedste, og hun havde på ingen tænkelig måde kunnet genkende nogle af navnene.
Hun vendte sig rundt, og med et stort smil skyndte hun sig over gaden for at stoppe lige foran Max. ” Well, Max, ” sagde hun så med et smil på læberne, der både var fremkaldt af det glædelige syn – og så selvfølgelig også hendes lille ordspil med hans navn, som hun vidst nok havde lavet et par gange før, men ikke desto mindre fandt hun det stadig ret morsomt.
” Længe siden, ” sagde hun så og lagde armene om ham for trække ham ind til sig et kram. Andre ville måske nok have holdt sig lidt tilbage taget i betragtning, at det var mere eller mindre lang tid siden, de sidst havde snakket sammen, men for hende var han stadig den gode Maxwell, hun havde været venner med, imens de begge stadig var ørne.
Eryn havde ellers lige så fredeligt været på vej hjem i huset, hvor hun stadig boede med sine forældre. Hun følte sig altid så lille, når hun kom hjem i huset, men hun kunne trøste sig med, at det nok var lidt værre, at hendes yngste bror på 31 år ej heller havde fået rykket teltpælene op og flyttet hjemmefra. Hun havde egentlig bare været nede for at hente noget for sin mor i Howes Husremedier.
Maxwell havde hun fået øje på i butiksruden, da hun havde stået og kigget på de nye bøger, som ikke rigtig sagde hende noget, men man vidste jo aldrig, om der kunne være noget til nogle julegaver. Hun havde dog mest af alt lyst til at købe mugglerting til sine forældre, for de havde allerede alt det andet i forvejen, men hun kunne huske, da hun sidste år var vendt hjem fra Camden med en ganske almindelig samling fodboldkort, som hun selv havde stået og været forundret over. De bevægede sig ikke, og så var de som sådan ganske ukendte for hende. Hun havde overhørt to drenge, der længe havde stået og skændtes over, hvilken af de to britiske fodboldspillere, der var de bedste, og hun havde på ingen tænkelig måde kunnet genkende nogle af navnene.
Hun vendte sig rundt, og med et stort smil skyndte hun sig over gaden for at stoppe lige foran Max. ” Well, Max, ” sagde hun så med et smil på læberne, der både var fremkaldt af det glædelige syn – og så selvfølgelig også hendes lille ordspil med hans navn, som hun vidst nok havde lavet et par gange før, men ikke desto mindre fandt hun det stadig ret morsomt.
” Længe siden, ” sagde hun så og lagde armene om ham for trække ham ind til sig et kram. Andre ville måske nok have holdt sig lidt tilbage taget i betragtning, at det var mere eller mindre lang tid siden, de sidst havde snakket sammen, men for hende var han stadig den gode Maxwell, hun havde været venner med, imens de begge stadig var ørne.
