hjem, kære hjem

[Theodore Blythe]

Cerise Monet

Quidditch træning var altid hårdt, især når man trænede op til en kamp. Theodore havde i denne uge brugt meget tid på at lærer spillerne, hvordan de skulle tackle hinanden, uden selv at falde af kosten. Dette havde dog betyder at flere – hvis ikke alle – var gået hjem med blå mærker over hele kroppen, inklusive troldmanden selv. Med ømme ben, og kosten slænget henover ryggen, gik han op af den fine lille sti, som førte op til hoveddøren på deres hus. Theo sukkede lettet op, da han åbnede døren og trådte ind i gangen. ”Jeg er hjemme!” råbte han halvt ind i huset, samtidig med at han tog skoene af og satte kosten op af væggen.

Ærlig talt var han ikke sikker på om Cerise var hjemme, eller om hun stadig var på arbejde. Klokken var omkring middagstid, så det ville ikke undre ham. Theodore var ikke typen som holdt sig til tidsplaner, kun når det var på banen – hvilket ikke var praktisk. ”er der nogen hjemme?” spurgte han, efter at han havde taget et hurtigt kig i spejlet, som hang derude, hvorefter han gik ind i den hyggelige stue. Han kastede et længselsfuldt blik mod sofaen, og lod sig falde ned i den, så han lå udstrakt. Det varede ikke mere end et øjeblik, før hans øjne faldt i og hans vejrtrækning blev tungere.  

[Cerise Monet]

Cerise havde taget tidligt fri fra arbejde den dag. Selvom der altid var mere end rigeligt at se til på Skt. Mungos, havde hun alligevel formået at tage sin afsked og komme hjem til huset i Godricdalen. Det var længe siden, hun rigtigt havde kælet for Theodore, og nu virkede som tiden til det. Især med tanke på, at de havde en del ting, der skulle snakkes igennem. Efter hans forfremmelse til anfører havde de ikke haft så meget tid sammen, og når de endelig havde den, dejsede de oftest begge omkuld, når de kom hjem. Tre gryder stod og simrede på komfuret, en kniv var i fuld færd med at hakke og snitte diverse grøntsager, og Cerise selv stod med hovedet halvt inde i ovnen, da Theos brægen nåede hende. Det plantede omgående et smil på hendes læber, og hun fik hurtigt smidt noget væde ind til stegen, før hun trissede ud i gangen for at møde ham med kys og kærtegn.

Brynene fløj op og lagde panden i dybe folder. Hvor i alverden var han dog blevet af? Undrende gik hun ind i stuen, hvor synet af en allerede næsten sovende Theodore vakte en svag irritation. Med rolige skridt gik hun over til sofaen, hvor hun faldt ned på hug foran ham. "Theo?" Hendes fingre strøg ham let over panden. Hvis han allerede sov ville hun ikke forskrække ham. Den frie hånd rettede forsigtigt på den rodede knold, hvor alt håret var blevet samlet. Det var tydeligt at se, at hun havde lavet mad, da forklædet bar forskellige pletter fra grydernes boblen. Under den var hun dog iklædt en tætsiddende, midnatsblå kjole, der ellers gerne skulle have bragt hans tanker hen på andre ting end søvn.

[Theodore Blythe]

Tid havde der ikke været megen af, og når der endelig var blev den brugt til alle de forkerte ting; såsom at tage en hurtig lur på sofaen, eller fortsætte med at planlægge taktik derhjemme. Theodore var ikke god til at adskille job og fritid, hvilket desværre påvirkede Cerise og deres forhold – men han gjorde alt for at ændre det. Da han var trådt ind af døren, var lugten af mad slet ikke nået hans næse, og I troen om at han var alene hjemme, havde han taget sig den frihed at ligge sig på sofaen. Han var dog kun væk I et kort øjeblik, før Cerise kom ind og vækkede ham. Et søvnigt smil voksede på hans læber, samtidig med at han satte sig langsomt op. “undskyld..” gabte han, og skjulte det med sin hånd. “jeg vidste ikke at du havde taget fri?” lød hans stemme, halvt spørgende og halvt glad for at se hende.

Theodore kørte en hånd gennem det uglede hår, før end han kastede et blik på Cerises forklæde – og det som hun havde på under. Øjenbrynet fløj op I panden på ham, og et skævt smil formede sig om hans læber. “Har du lavet mad?” spurgte han nysgerrigt, og kastede et langt blik ud mod køkkenet. Duften af boblende gryder, nåede hans næsebor. “hvad er den særlige anledning?” Theodore mente ikke at han havde glemt nogen fødselsdag eller årsdag – han var sikker I sin sagt.

[Cerise Monet]

De slanke fingre blev ved at stryge over Theodores pande, selv efter han havde åbnet øjnene. Cerises ansigt var igen lagt i milde folder, før hun trak hånden til sig, så han kunne sætte sig op. Hun var vant til at vække folk i sine runder på Skt. Mungos, og vidste at det kunne tage sin tid, før folk kom rigtig til sig selv. Hans undren fik hende til at ryste på hovedet. "Jeg fik lov til at gå tidligere. Ville gerne overraske dig." Indrømmelsen fik en svag rødmen frem i hendes kinder, mens hun sendte sin forlovede et skævt smil.

Cerise kom på benene igen og hænderne gled ned over forklædet og kjolen for at glatte stoffet ud. Hun blinkede fornøjet til Theodore, før hun skridtede ud i køkkenet igen for at tilse det hele. Hun havde altid været en dygtig heks i køkkenet, og salaten var ved at blive hældt over i en glasskål samtidig med gryderne stadig havde skeerne til at røre rundt, så intet brændte på. Tilfredst smilede hun og stak hovedet ud til Theo igen. "Jeg er i gang med at lave mad." irettesatte hun ham, og viftede lidt med staven, der straks fik sat opvasken i gang. Cerises slanke skikkelse lænede sig op ad dørkarmen. Et seriøst blik havde fundet vej til hendes ansigt. "Jeg synes bare aldrig, vi rigtig fik tid til at fejre, at vi flyttede hertil." Andet skuldertræk inden for kort tid. Hurtigt vimsede hun ud i køkkenet igen for at kunne se til stegen. Selvom hans forfremmelse havde bragt meget glæde i hjemmet, havde det også fjernet meget af hans tid og overskud i hjemmet.

[Theodore Blythe]

Et svagt smil formede sig om troldmandens læber, i det Cerises fingre gled henover hans pande. Theodore ville ikke have noget imod at blive liggende, men på den anden side så var det sjældent at de så hinanden. Idet han åbnede øjnene, følte han sig pludselig meget lettere og stirrede direkte ind i sin forlovedes øjne. Mange havde sat spørgsmålstegn til at han havde valgt at finde sammen med hende, når begge deres arbejdsskemaer var så heftige, men der var noget ved hende, som han ikke kunne sætte fingeren på. Og nu da han havde fået hende, så var der ingen chance for at han ville give slip på hende. Theodore plantede et hurtigt kys på Cerises kind, efter han havde sagt; ”Du er altid så betænksom.”

Theodore rejste sig op, og kastede et hurtigt blik på kjolen indenunder forklædet. Han nikkede bekræftende, og roste sig selv for valget af forlovede. ”jeg kan godt lide din kjole.” Drillede han, og fulgte efter hende med et kækt smil om læberne. Theodore havde ikke ændret sig den mindste smule siden skolen, hvis man kiggede på hans personlighed. Men hans udseendet var derimod noget helt andet; der var smilerynket omkring hans mund, og øjne, og han ville kunne havde svoret på at han forleden dag havde set et gråt hår. Han gik dog ikke hele vejen med ud i køkkenet, men satte sig i stedet på sofakanten, hvorfra han kunne se direkte ud i køkkenet. Et skævt smil formede sig om hans læber. ”Det kan jeg se, og det dufter fantastisk.” Theodore lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede hvordan Cerise svingede med tryllestaven for at sætte opvasken i gang. Smilet voksede dog på hans læber, da hun nævnte at hun ikke syntes de havde fejret deres omflytning til Godricdalen. ”har jeg fortalt dig at jeg elsker dig?” ordene fløj ud af munden på ham, og han tog blidt fat i hendes håndled, for at trække hende ind til sig. ”for det gør jeg.” bekræftede han sig selv, før han pressede sine læber imod hendes for, hvad det føltes som, første gang i lang tid.

[Cerise Monet]

Der var stadig en svag rødmen over Cerises kinder, da hun trådte ind i stuen til sin forlovede igen. Ikke at det kun skyldtes kysset, for køkkenets sauna-lignende temperatur havde også hjulpet godt med, men Theodores kærlighed førte også til den lyserøde farve i hendes kinder. Ved kommentaren til kjolen, vrikkede Cerise drillende med røven, før hun forsvandt ud i køkkenet. De to havde altid haft et helt unikt forhold, lige fra det første møde. Ikke kun på grund af hele kærlighed ved første blik-aspektet, men også grundet deres meget åbne dialog. Theodore havde altid formået at give hende følelsen af at være værdsat.

Cerise lod sig frivilligt trække ind til Theos varme krop og nød ordenes klang. De var ikke et par, der overdængede hinanden med kærlighedserklæringer - de blev derimod givet gennem handlinger, men når de af og til ytrede den kærlighed, spredte det stadig en regn af sommerfugle i hendes mave. Cerise trykkede inderligt læberne mod hans. Det havde været for lang tid siden, de havde sådan en aften. Alt for lang tid, men nu hvor den var der, var hun tilbage i nyforelskelsen. "Og jeg elsker dig, Theodore." mumlede hun lykkeligt og hvilede panden mod hans. De spinkle fingre flettedes ind mellem hans. Theos hænder havde altid været nærmest enorme i forhold til hendes, men hun nød trygheden i at kunne forsvinde helt væk hos ham. Han duftede dejligt. Lidt af sved, men mest af alt bare af tryghed. "Jeg tror maden er færdig." Modvilligt trak hun sig fra ham og sendte service mod bordet ved et svirp med staven. Hurtigt fulgte både salat, kartofler og sovs - alt sammen hældt over i skåle. "Sætter du dig til bordet?" Cerise trippede ud i køkkenet for at hive stegen ud og kort efter blev også den sendt mod bordet. "Uh, du kan eventuelt tage en vin på hylden!" foreslog hun fra køkkenet.

[Theodore Blythe]

Synet af den lyshårede heks, som han var stolt af at kalde sin forlovede, fik et smil til at danse på hans læber. Theodore havde haft en lang periode, hvor han havde været helt need I kuldkælderen, men efter han havde mødt Cerise, var der ting som havde ændret sig. Fra det øjeblik hvor han så hende følte han sig næsten tryllebundet af hende, og han havde sagt til sig sel at han aldrig skulle give slip på hende, hvis hun ville være hans. Og da hun sagde ja, var han ovenud lykkelig. Nu skulle brullyppet bare planlægges, men det bekymrede han sig ikke om nu.

“det er jeg glad for.” Mumlede han lykkeligt, og lagde sit hovede I hullet mellem hendes skulder og kæbe, samtidig med at han tog en dyb indånding. Duften af madlavning, og Cerise blandede sig og der var intet der gjorde ham gladere. Thedore lænede sig tilbage, så han kunne se ordentligt på hendes ansigt – nærstudere hende, for at se om hun havde ændret sig, siden han sidst havde set hende. Når de var sammen ville han ikke gå glip af noget, og han kunne ikke lide at de ikke så hinanden så tit, hvilket gjorde at han ville gemme hvert eneste af hendes ansigstræk. Den unge troldmand måtte dog fjerne sit blik, idet Cerise nævnte at der var mad. Han blev pludselig meget bevidst om at han ikke havde spist siden han tog afsted til trænings. Theodore rejste sig fra sin plads, på sofaarmen, og skulle lige til at følge med indtil han fik andre anvisninger. “jo da, alt for dig.” Theodore var allerede på vej hen til vinskabet, hvor han hev en af de vine frem, som de plejede at drikke. Derefter gik han ind i spisestuen. Theodore trak sin tryllestav op fra baglommen, og fik med lethed åbnet vinen. “er vi så klar?” spurgte han. Mon hun kunne høre hans mave?

[Cerise Monet]

Cerise smilede bredt for sig selv ude i køkkenet, før hun kastede forklædet fra sig og, med et sving fra staven, fik sendt det nydeligt hen på sin krog. Uden et ord bevægede hun sig efter maden ind til spisebordet. Hun havde håbet, at det at vælge et bord med plads til fire og en mulighed for at udvide til otte, ville have været hint nok til sit ønske om børn og derved sætte lidt tempo i bryllupsplanerne, men det lod til, at det var gledet Theodores opmærksomhed fuldstændig forbi. Med køligt overblik studerede hun bordet, før hun erklærede sig tilfreds og tog plads over for sin forlovede.

Et varmt smil havde fundet vejen tilbage til hendes læber, og voksede udelukkende, da Theos mave højlydt beklagede sig. Cerise vendte blikket mod sit glas, da han hældte op til dem begge. En stor kniv var allerede ved at skære stegen ud for dem, og ligeså blev kartofler, sauce og salat hældt op på deres tallerkener. Stolt over den fine middag hævede hun glasset mod Theodore. "For min dejlige forlovede." hendes stemme var blid, da hun udbragte sin skål, og hun holdt øjenkontakt, da hun forsigtigt nippede til sin vin. Det var skønt endelig at kunne tilbringe noget tid med ham.