Plimmelim

[Carran Reynard]

Mae Clementine Abbott

Carran havde taget sin guitar med i fællesstuen og fundet sig en sofastol i et hjørne, hvor han kunne sidde med en smule afstand til de andre elever. På denne måde blev han ikke forstyrret så meget af deres samtaler og de blev ikke irriteret over hans guitarspil. Han havde sin skoleuniform på, men havde løst slipset lidt op, foldet ærmerne og i det hele taget formået at krølle sin skjorte en del. Ikke ligefrem præfekt standarder.
Han var dog alt for optaget af den melodi han sad og spillede, som var en af hans fortrukne, den var fransk og ikke en de fleste kendte, men det gjorde blot at han synes endnu bedre om den.

[Mae Clementine Abbott]

Mae luntede ned af gangen, samtidigt med at hun flettede sine røde lokker i en meget løs fletning. Hun var lige blevet færdig med sin sidste time, og var derfor på vej til fællesstuen, i håb om at hun kunne få læst lektierne til Besværgelser. Lyden af guitarspil nåede hendes trommehinde, da hun trådte ind i fællesstuen, og det trak lidt i hendes mundvige. De fregnede fingre låste sig om remmen på tasken, hvorefter hun hev tasken længere op på skulderen, så den ikke faldt.

De grå øjne faldt hurtigt på et velkendt ansigt, og med smilet dansende om læberne, satte hun kursen mod guitarspilleren. ”Det lyder ikke dårligt, Raynard.” drillede hun, og lod tasken dumpe ned på gulvet, mens hun satte sig i en stol. ”men burde skjorten ikke være stoppet ned i bukserne? eller kører du bad boy looket?” Mae lagde hovedet en smule på skrå, og trak benene op så hun kunne lægge armene om dem.

[Carran Reynard]

Carran så op da nogen talte til ham og smilede da det viste sig at være metamorphmagusen Mae, som han delte eliksirtimer med. Han smilede venligt over hendes ros og nikkede et par gange. "Mange tak Abbott" Bemærkede han og forsatte med at spille, men stoppede da hun talte videre. Han grinede afdæmpet og nikkede.
"Jo det burde den, men jeg er jo en bad boy så mit look må jo passe med min personlighed. Du sladrer ikke vel?" Spurgte han og løftede spørgende øjenbrynene, mens han smilede en anelse. Hun var sød med sine fregner, men man var aldrig helt sikker på om det egentlig var sådan hun så ud i virkeligheden.

[Mae Clementine Abbott]

”Du skal ikke vende dig til komplimenterne.” grinte hun, og rykkede lidt på sig i stolen. Mae kastede et hurtigt blik på guitaren i Carrans arme, og hævedet det ene øjenbryn en smule. Hun havde altid gerne ville lære at spille på det strengede instrument, men havde aldrig haft tålmodigheden til det – så hun holdte sig til komik.

Mae fnøs med et smil, og rullede dramatisk med øjnene. Der var i hvert fald intet i vejen med den unge troldmands selvtillid. ”jeg siger intet.” forsikrede hun, og lænede sig tilbage i lænestolen. Den unge heks pillede fraværende ved sin fletning, og vendte blikket ud mod resten af fællestuen. Ikke mange var tilbage, men de få som sad der, var fordybet i lektier. ”hvordan står det så til? sværmer damerne stadig om dig?” Spurgte hun med et smil i stemmen, og blikket stadig vendt mod de andre elever. Mae fik dog hurtigt vendt blikket tilbage på Carran, og sendte ham et skævt smil. Selv havde hun altid haft et lille crush på troldmanden, men dem havde hun jo så mange af. 

[Carran Reynard]

"For sent" Bemærkede han med et flygtigt smil og vendte sig mod sin guitar igen, mens han spillede lidt videre. Han så dog op da hun talte og løftede forbløffet øjenbrynene over hendes spørgsmål, hvis damerne sværmede om ham, vidste han det ikke, det var nærmere ham der sværmede om damerne.

"Gør de det? Det lyder interessant. Ved du andet om mig og damerne? For hvis det er samme positive historie vil jeg gerne høre den" Han blottede tænderne i et bredt smil og så på hende med et glimt i øjet, mens han satte guitaren op af sofastolen og lænede sig frem mod hende.

[Mae Clementine Abbott]

Mae rullede opgivende med øjnene, men kunne ikke skjule det skæve smil, som voksede på hendes læber. De brune øjne hvilede nysgerrigt på guitaren, og fulgte hans fingre, der fik strengene til at spille musik. “Har det taget lang tid at lære?” spurgte hun stadig med blikket hvilende på det strengede instrument.

Hun rettede sig prompte op, og fjernede sit blik fra guitaren, og lod I stedet blikket glide ud I fællesstuen. “du ved…” startede hun en smule usikker, mens hun for alt I verden prøvede at undgå øjenkontakt. “det var bare noget jeg havde hørt.” Prøvede hun, og kiggede forsigtigt på Carran. Mae havde bare fået det indtryk at han kunne formå at charme de fleste piger, men det var måske bare hende. 

[Carran Reynard]

Carran så smilende på hende og forsøgte at fange hendes blik, selvom hun tydeligvist prøvede på at undgå at dette ville ske.
"Fint. Jeg håbede ellers på at du ville sige at jeg havde charmeret dig, men hvis det ikke er tilfældet, må jeg jo gå grædende i seng." Han blinkede drillende til hende og blottede sine tænder i et smil, hvorefter han så flygtigt ned mod guitaren ved siden af sofaen.
"Jaeh.. men når man ikke laver andet så går det hurtigere" Han var ikke specielt interesseret i dette emne.
"Glæder du dig til næste Hogsmeade weekend?" Spurgte han og så afventende på hende, med et skævt smil på læben.

[Mae Clementine Abbott]

“virkelig?” selvom Mae både følte sig smigret, og en smule mistroisk, kunne hun ikke lade være med at rødme en smule. “jeg skal nok komme med et par lommetørklæder, hvis det hjælper.” Drilled hun, og valgte bevidst ikke at kommentere på om han havde formået af charmere hende eller ej, for så ville det hele ende i noget værre dragemøg.

Mae’s øjne lyste en smule op ved Carrans spørgsmål. “Selfølgelig gør jeg det!” Bare tanken om at hun kunne spendere størstedelen af sine lommepenge på brækbolcher og andet godt fra Weasley’s Trick og Fiduser, fik de mørke øjne til at skifte til en mere varm brun farve. Ubevidst om dette fortsatte hun i sit ivrige toneleje. “Weasley’s Trick og Fiduser har vist fået nye varer hjem, som jeg er så spændt på at få fingrene i.” forklarede hun med store armbevægelser. Mae stopped dog med armbevægelserne, da det gik op for hende at hendes engagement havde det med at være ret intemiderende. “og så er der jo også den nye pepermynte kakao, fra Kandisbaronen.” Forsøgte hun mere henkastet, og strøg en tot løst hår om bag øret.

[Carran Reynard]

Carran løftede øjenbrynene over hendes entusiasme og smilede skævt. Han havde aldrig været til tricks eller fiduser, men hvis hun var så glad for det skulle hun være hjertens velkommen til at bruge alle sine lommepenge på det.
"Pebermynte kakao? Det lyder lækkert, det kan være jeg burde prøve den også" Sagde han og gabte, mens han rykkede rundt i sofastolen, så han havde ryggen mod det højre armlænet og de lange ben over det venstre.
"Selvom ingefærøllen altid har været min favorit" Bemærkede han mens en snert af hans franske accent blev tydelig. Derefter gav han sig til at pille ved sit slips, uden at have nogle ideer til hvad de nu skulle tale om.