Visit

[Magdalene Abbey]

Ordene sad fast i halsen på Maggie og i nogle lange øjeblikke så hun blot på Hector og forsøgte at sluge, hvad han lige havde sat. Det lykkedes ikke rigtigt og hun rystede svagt på hovedet.

"Lad være med at sige det," bad hun ham og rynkede på øjenbrynene. Hun prøvede at smile opmuntrende, men ærligt talt vidste hun godt, at der ikke var meget hun kunne gøre. Der ville sandsynligvis aldrig blive fundet en kur. Ikke mens Hector levede. Alle forsøg indtil videre var slået fejl. "Du skal ingen steder."

[Hector Attwater]

Hector smilede over Maggies ord og nikkede langsomt, hvorefter han forsøgte at tage en tår af den varme te. Den var dog stadig for varm til at han kunne drikke den, så i stedet drejede han ansigtet mod sin veninde og lagde hånden på hendes skulder.
"Det havde jeg heller ikke tænkt mig, så let slipper jeg dig ikke.. ikke igen.. " Bemærkede han med et eftertænksomt smil. Derefter trak han hånden til sig og betragtede hende et langt øjeblik. Han havde lyst til at give hende et kys på kinden og stryge hende hen over håret, men han var bange for at det ville blive for pågående og at han kun ville formå at skræmme hende væk. Derfor så han blot på hende og kløede sig overvejende i nakken.

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne ikke sige sig fri for at bevæge sig en anelse ukomfortabelt i sofaen over Hectors temmelig direkte ord. Ikke igen? Fortrød han den måde, det var endt i mellem dem? Og endnu mere... Gjorde hun?

Hun vidste det ikke. Af samme grund smilede hun blot forsigtigt og pustede let på teen. "Det er godt," mumlede hun en anelse tamt ned i koppen, før hun nippede til den.

[Hector Attwater]

Hector så undersøgende på hende og overvejede om hendes ord var oprigtige eller blot noget hun sagde for at undgå konflikten. Han kunne dog ikke lade chancen passere igen og selvom han havde forsøgt at tvinge sig selv til at glemme det, var det langt fra muligt.

"Og.. jeg ved godt at det hele er lidt et stort rod lige nu.. og jeg ikke har særlig meget at byde på.. men hvis du har lyst til at give det en chance til så sig til. Du behøver ikke svare nu, eller nogensinde, jeg ville bare sige det.. for jeg kan ikke holde mig tilbage længere, da jeg stadig elsker dig." Hector talte langsomt mens han så hende i øjnene og smilede en anelse. Han var forberedt på at hun ville give ham en høflig afvisning, men han kunne ikke leve med sig selv hvis ikke han aldrig fik spurgt hende om dette.

[Magdalene Abbey]

Koppen var nær gledet ud mellem Maggies hænder. Det ville dog kun have gjort situationen langt mere dramatisk og hun klamrede sig i stedet nærmest til den, som hun stirrede ned i teen. Det var en temmelig overvældende erklæring og hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle have det med det.

Kunne det virkelig passe, at han stadig elskede hende efter så mange år? Hun havde svært ved at tro på det. At det måske nærmere var idéen om hende... Alligevel var følelsen overvældende efter al for lang tid uden nogen form for kærlighedsliv og det var sandsynligvis det, der fik hende til at slippe rationaliteten. Hector var ikke den samme mand, som hun havde kendt, men hun kunne alligevel ane ham bag det hele...

Maggie så op. Om det var medlidenhed, pligtfølelse, svag desperation efter kærtegn eller reelle følelser, der fik hende til at læne sig til siden og plante et blidt kys mod hans kind, det vidste hun ikke. Det var til gengæld ganske impulsivt og hun smilede genert, uden at ane hvad hun skulle sige.

[Hector Attwater]

Hectors øjne lyste lidt op da hun kyssede ham på kinden, mens et lettere dumt smil bredte sig på hans læber. Det tog ham et øjeblik at komme sig over overraskelsen, men derefter løftede han hånden og strøg fingrene hen over hendes fine hår mens han så hende i øjnene. Til sidst lænede han sig lidt frem og kyssede hendes læber blidt, hvorefter han trak sig tilbage og sænkede hånden igen.

Han måtte tvinge sig selv til at tage blikket fra hende, men det utrolig afslørende dumme smil på hans læber formåede han ikke at få til at forsvinde. Han spurgte dog ikke mere ind til det nu, det vigtigste var at han havde fået det sagt han ville og nu måtte det briste eller bære. Han håbede på det sidste, måske ville hans liv ikke udvikle sig så skrækkeligt som han havde troet. Maggie fik det helt sikkert til at se en del lysere ud.

[Magdalene Abbey]

Maggies hjerte hamrede, da Hector strøg hendes hår om bag øret. En nervøs følelse knugede hendes mellemgulv sammen, men det var ikke den samme følelse, som hun havde haft da hun var teenager og han havde gjort det samme. Det var ikke forelskelse. Det var snarere tanken om det, selvom hun ikke selv var bevidst om det.

Hun var langt mere fokuseret på kysset og skuldrene faldt mærkbart. Uden at det egentlig var intentionen, fulgte hun et lille stykke med da han trak sig tilbage og blinkede hurtigt et par gange. Så rømmede hun sig og rettede sig op igen. I gammel, genert vane strøg hun en hårlok om bag øret. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

[Hector Attwater]

Hector betragtede Maggie med et kærligt blik i sine øjne og indså først nu at han ville få endnu sværere ved at holde igen, nu hun ikke havde rendt skrigende ud af døren. Det havde måske været nemmere hvis han ikke havde kysset hende igen og hvis han ikke var stødt på hende, nemmere måske, men ikke ligefrem bedre.
"Jeg øhm.. " Startede han mens han kløede sig i nakken og rodede hænderne gennem sit hår.
"Her troede jeg at jeg ville skræmme dig bort.. " Han blottede tænderne i et skævt smil og satte teen fra sig på gulvet.
"Men du kan åbenbart stadig overraske mig." Han så på hende med et lydløst grin og rystede lidt på hovedet, som om han ikke rigtig forstod hvad der var sket.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo, en anelse nervøst og kløede sig lidt på halsen. "Du er ikke den eneste, der er overrakset," mumlede hun en anelse genert, meget bevidst om farven, der var steget op i de ellers blege kinder. Hun rømmede sig en lille smule og rettede lidt på de løse bukser, selvom de egentlig sad som de skulle.

Hun tænkte tydeligt i et øjeblik og da hun så op igen, var det med et lille smil og et lavmælt suk. "Jeg er ikke sikker på, hvad det her er, Hector..."

[Hector Attwater]

Hector så smilende på hende og rystede på hovedet da hun begyndte at forklare sig selv, mens han løftede en hånd for at stoppe hende.
"Du har ingen pligt til at svare nu." Han smilede og betragtede hendes røde kinder et øjeblik inden han forsatte:
"Så længe jeg får lov til at se dig igen er jeg glad" Bemærkede han hvorefter han mødte hendes blik med et glimt i øjnene og strøg fingrene gennem sit hår.
"Du behøver ikke engang at tage blomster med næste gang" Sagde han og smilede drillende og vendte derefter blikket mod blomsterne på bordet.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede og kom til at le en anelse overvældet. Hun kløede sig lidt på halsen og selvom hendes smil var tenderende genert, så var det også taknemmeligt. "Jeg skal nok komme igen," forsikrede hun ham, glad for at han ikke tvang hende til at tage stilling til noget med det samme.

En del af hende havde lyst til at springe på med det samme, men hun kunne ikke helt ignorere, hvor uigennemtænkt det ville være. At tænke over det et stykke tid ville være en god beslutning.

[Hector Attwater]

Hector smilede og rakte ned efter sin kop med te, derefter skiftede han emne og kom ikke med flere overraskelser i løbet af deres samtale. I stedet drak han sin te færdig og nød det stykke tid han havde med hende. Han havde selv intet behov for at tvinge deres tidligere forhold frem igen, hvis det skete måtte det komme naturligt, så de begge var sikre på at det var det de ville.

Lukket