Visit

[Hector Attwater]

Magdalene Abbey

Hector havde fået en ugle fra Maggie dagen før hvori der stod at hun ville komme forbi  idag. Han havde derfor formået at tage både et bad og rydde lidt op, samt at tænde de olielamper hun havde gjort ham opmærksom på sidst. Han ville gerne give hende et indtryk af at han ikke var gået helt i 'ulvene', selvom han godt forstod hvis det var det hun troede efter sidste besøg. Han havde ikke ligefrem lignet en mand der kunne tage vare på sig selv. Det var dog også ret godt timet, havde det været for en uges tid siden, ville han stadig ligge i sin seng og klynke. Det var ikke et syn han havde lyst til at hun skulle se. Nu var der dog varmt og hyggeligt i stuen, han havde tilmed formået at få flyttet en sofa op fra kælderen og nu han stod og betragtede det, blev han selv overrasket over sit overskud af energi.

[Magdalene Abbey]

Maggie holdt hvad hun lovede og i det her tilfælde, havde hun lovet Hector at hun ikke ville efterlade ham alene igen. Det havde hun tænkt sig at holde, selvom hele situationen bekymrede hende en anelse. Det var kun det faktum, at han var hendes ven, der fik hende til at holde stædigt fast og da hun var færdig i Flourish & Blotts hentede hun de blomster hun havde sat i vand i baglokalen tidligere på dagen.

Inden længe bankede hun på døren ind til et temmelig misvedligeholdt hus, hvor hun for ganske kort tid siden havde erfaret at Hector boede. Hun overvejede bare at tage i døren, men besluttede sig for at det var bedst at vente.

[Hector Attwater]

Hector havde allerede lavet te da nogen, han gik ud fra det var Maggie, bankede på døren. Han gik derfor ud i entreen for at lukke hende ind og først da hun var sikkert indenfor gav han hende et kram.
"Tak fordi du kom" Han smilede varmt og hjalp hende af med kappen.
"Jeg har lavet te, hvis du har lyst" Han blottede tænderne i et smil og så på hende med et afventende blik. Han havde glædet sig til det her hele dagen.

[Magdalene Abbey]

Maggie gengældte naturligt krammet halvt, med blomsterne hvilende i brunt papir på den anden arm. "Meget gerne," takkede hun ja og fik skubbet sine bløde, behagelige sko af. Kappen måtte vente til hun havde hænderne fri og denne gang tøvede hun ikke med at følge med ind.

"Har du en vase eller noget lignende, så jeg kan sætte blomsterne i vand?" Af en eller anden grund tvivlede hun på at det var førsteprioriteten, når man gik under jorden.

[Hector Attwater]

Hector havde tænkt på mange ting, men at blomster skulle have en vase at stå i havde han glemt. Det krævede selvfølgelig også at han gik ud og købte en og da det ikke var livsnødvendigt, ville han helst undgå det. Det kunne dog være antikvariatet havde en i kælderen, ejeren samlede også på andet end bøger. Det ville dog ikke hjælpe dem nu.

"Jeg har eeen.. flaske.. " Sagde han og rodede lidt rundt i et af køkkenskabene indtil han fandt en flaske frem. Han havde dog på fornemmelsen at den ville være for smal i toppen, så han tog sin tryllestav frem og fik skåret et fint snit gennem flaskehalsen. Derefter fyldte han den med vand og gik hen og stillede den på bordet.
"Hvad synes du om det nye møbel? Jeg fik endelig taget mig sammen til at hente det op fra kælderen. Det er måske ikke ligefrem nyt.. men det er vel bedre end ingenting" Tænkte han højt, mens han kløede sig lidt i skægstubbene.

[Magdalene Abbey]

Det var ikke ligefrem hvad Maggie havde forestillet sig, men hun tog hvad hun kunne få. Det endte da også med at fungere ganske glimrende og hun så tilfreds ud, som hun lod de hvide blomster glide på plads i en smule vand.

Hun drejede hovedet over Hectors spørgsmål og lyste så op i et mildt smil. "Det bliver mere og mere hjemligt," svarede hun og det var sandt, selvom hun kun havde været der ganske få gange. Hun lukkede hænderne om den improviserede vase og så sig lidt overvejende omkring med den i hænderne. "Hvor tror du, at den ville stå bedst?"

[Hector Attwater]

Hector drejede lidt rundt mens han så sig omkring og strøg fingrene gennem håret. Der var ingen steder der var specielt passende. Helt hjemligt var det trods alt ikke, men han var glad for hun syntes det var bedre, han ville gerne have hun havde lyst til at komme tilbage.
"Vindueskarmen? Spisebordet?" Foreslog han en smule tøvende. Indretning var ikke hans store styrke.
"Du kom med blomster, så det må blive din beslutning" Han blottede tænderne i et smil og gik derefter hen til køkkenbordet for at hælde te op til dem.

[Magdalene Abbey]

Maggie spidsede læberne overvejende. Hun så sig rundt med flasken i hænderne og besluttede sig til sidst for, at spisebordet måtte være det bedste sted. Der var ikke overvældende meget plads, men bedre end noget andet sted hun lige kunne se.

Hun rettede en anelse på blomsterne og smilede så tilfreds. "De er fortryllede, så de holder lidt længere end normale blomster," forklarede hun og drejede sig mod Hector igen. Armene blev foldet let under brystet og hun lod blikket glide en enkelt gang over ham med en snert af bekymring i de mørke øjne.

[Hector Attwater]

Hector vendte sig mod hende med de to kopper te i hånden, men stoppede så flygtigt op uden at kunne beslutte sig for hvor de skulle sidde. Samtidig følte han sig akavet under Maggies blik, som han forsøgte at undvige ved at gå hen til sofaen og sætte sig. Den var overraskende behagelig at sidde i og han lænede sig tøvende tilbage, mens han forsatte med at tale om blomsterne.

"Skønt. De får min stue til at se meget skønnere ud" Bemærkede han mens hans blik hvilede på Maggie og blev et øjeblik efter klar over at han egentlig talte om hende og ikke blomsterne. Derefter kunne han ikke finde på mere at sige, der var meget de burde snakke om, men han havde svært ved at bringe det op fordi han stadig mente hun ikke behøvede at blande sig. Han ville i hvert fald ikke presse hende til det, det ville han ikke kunne leve med.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede tilfreds og smilede, som hun foldede armene løst under brystet. Da først blomsterne var sat, vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige og i nogle øjeblikke stod hun blot lidt og lod som om at hun betragtede blomsterne.

Hector var meget anderledes, fra den mand hun havde kendt. Det gjorde det ikke lige så nemt at falde i snak. Hun tyggede lidt på sin underlæbe. "Hvordan går det med dig?"

[Hector Attwater]

Hector smilede og nikkede mod sofaen, for at få hende til at sætte sig så han kunne komme af med en af tekopperne.
"Godt, dette er det bedste tidspunkt af måneden. Du skulle have set mig for et par uger siden, så ville du kunne se at jeg har det godt nu. Sidste gang.. ja det var ikke en specielt fantastisk oplevelse." Han blottede tænderne i et stort smil og så på hende med et blik der var svagt underholdt. Det var efterhånden en så stor del af ham at han godt kunne gøre grin med det, på trods af at det var voldsomt hver gang.
"Det er godt at se dig igen.. " Bemærkede han med et varmt blik og forsøgte at skubbe alle sine spekulationer på om det nu var en god ide at se hende, væk.

[Magdalene Abbey]

Maggie gjorde som befalet og tog de få skridt over til sofaen. Hun trak benene op til sig og tog taknemmeligt imod teen. Den var endnu for varm at drikke, men lunede godt mod hendes kølige fingre. Et mildt smil trak frem over hendes læber. "I lige måde, Hector."

Hun så ned i tevandet og rynkede lidt på brynene. "Jeg spørger min mor om eliksiren i aften," tilføjede hun beslutsomt og så undersøgende op på ham.

[Hector Attwater]

Hector sendte hende et smil da hun tog imod teen og gav sig til at puste på sin egen. Han vendte dog blikket mod hende da hun så ned i sin te, det så ud som om hun havde noget på hjerte og han forholdte sig derfor tavs indtil hun fik sagt hvad hun ville. Han rynkede øjenbrynene og så alvorligt på hende, mens han forsøgte at finde ud af hvad han skulle sige. Det var svært, for han ville gerne udtrykke sin taknemmelighed uden at lægge mere pres på hende.

"Tak Maggie.. Jeg.. du har ingen ide om hvor stor en byrde du har lettet fra mine skuldre. Men.. Jeg ved ikke om jeg kan betale for det.. Jeg har ingen penge.. og den er svær at lave.. " Sagde han lavmælt, han havde læst en del om eliksiren i håb om at hans egne evner ville være nok, men det var alt for farligt. Han kunne risikere at dø, hvilket han trods alt ikke havde lyst til, selvom han i selve forvandlingen nogle gange overvejede om dette var bedre.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede oprigtigt og rystede let på hovedet. "Lad os vente med bekymringerne, til jeg har talt med min mor?" foreslog hun med et lille smil. Ingredienser var ikke altid billige og Lily kunne umuligt købe dem alle på én gang, uden at det blev mistænkeligt. Maggie var dog ingen eliksirmester og hun kunne ikke oprigtigt sige, om Lily i det hele taget ville hjælpe. Hun håbede det.

"Jeg kan bare ikke bære tanken om, at du skal igennem... Det... Uden nogen form for hjælp." Hun rynkede lidt på brynene og der var ingen tvivl om at hun mente det.

[Hector Attwater]

Hector smilede tænksomt over hendes ord og betragtede hende et øjeblik inden han svarede. Det var kært at hun ville hjælpe, det var det, men han ville ikke tvinge hverken hende eller hendes mor til noget.
"Jeg har klaret det så længe indtil videre, det skal nok gå, selv hvis din mor ikke vil hjælpe mig." Sagde han og blottede tænderne i et opmuntrende smil. Det var selvfølgelig løgn, der var altid en risiko for at han ikke ville komme sig. Enten på grund af de skader han selv påførte sig, eller dem han fik på anden vis i den forbudte skov.
"Det er på tide at jeg tager ansvar for mit eget liv, selvom jeg ikke har meget tilbage" Han så ned i sin te og betragtede sit eget spejlbillede, mens han overvejede hvordan han havde ladet det gå så vidt.