Platugle

[Maxwell Attwater]

Cara Banes Felton

Det havde taget Maxwell et stykke tid at samle mod til at opsøge Cara. Normalt fejlede hans selvtillid ikke noget, men stemningen imellem dem havde været pænt akavet, da hun var dukket op efter hans holds sidste kamp. På sin vis var det nok klogest at holde sig væk og bare lade fortid være fortid, men den unge mand brød sig samtidig ikke om tanken, at han havde såret nogen. Heller ikke selvom det efterhånden var mange år siden.


En klokke ringede over døren, da han gik ind. Det var sidst på eftermiddagen og han var netop kommet hjem fra træning i Montrose. Af samme årsag strittede hans hår lidt mere end normalt, fordi vinden havde fået lov at blæse det tørt, da han gik ned ad hovedgaden. Han bar en beige pullover over en hvid skjorte og et par stålgrå bukser. De grønne øjne kiggede undersøgende rundt, indtil han fik øje på Cara, der var ved at fylde noget farverigt slik på hylder. Hun stod med ryggen til og virkede ikke umiddelbart til at have opdaget ham, så han forsøgte med et forsigtigt - ” Hey ” før han kom for tæt på. Han ville helst ikke skræmme hende.

[Cara Banes Felton]

Cara Felton gik i sine egne tanker, hvilket hun altid gjorde, når hun satte varer på plads. Per automatik fandt æsker med næseblodsnougat og peberpyntepastiller frem på de rigtige hylder. Det var nu et par år siden Cara var startet i Kandisbaronen, og hun kendte hver en indpakning, effekt og smag slikket havde. Nu stod hun og fjernede alle de forreste pakker syrepopper for at stille de nyeste bagerst på hylden. Der var kun få kunder, og de passede sig selv, så Caras tanker strøg på langfart… De strøg hen på en ung mand, der havde befundet sig meget i tankerne de sidste par dage. Maxwell Attwater.
Mindet om quidditch-scenariet plagede hende stadig. Det havde været ganske akavet, på trods af, at Cara normalt håndterede akavet situationer temmelig godt. Men situationen med Maxwell var bare… anderledes.

At selv samme persons stemme lige pludselig lød bag Cara, var det mindste hun havde regnet med – hun gispede og fór sammen. Pakken med syrepopper fløj i vejret og landede på gulvet så farvede slik spredte sig og sprang rundt med små ’pop’. Lettere perpleks lavede Cara en grimasse, rakte hånden teatralsk i vejret som om det var et cirkus nummer og sagde ’tadaaa’. Et sekund efter fortrød hun og slog sig mentalt i hovedet. Så sendte ham et venligt smil og sagde, ’Du forstår virkelig at fangede mig i de rigtige situationer', inden hun faldt på knæ og begyndte at samle syrepopper op.

[Maxwell Attwater]

Selvom Max havde forsøgt at advare Cara, så endte han alligevel med at skræmme hende. Det slik hun havde stået med i hånden fløj fra hende og spredtes over hele gulvet, hvor det snart lå og poppede. - ” Det virker sådan, gør det ikke? ” medgav han, da hun anklagede ham for at fange hende i alle de rigtige, eller nok nærmere forkerte, situationer. Han bukkede sig ned og begyndte at hjælpe med at rydde op. - ” Så du arbejder her? ” spurgte han, selvom det nok var åbenlyst og hun jo egentlig allerede havde fortalt det. Samtaleemnerne faldt tydeligvis bare ikke ned fra himlen, når Cara var i nærheden. Han koncentrerede sig da også om at børste syrepopperne sammen i en bunke med håndfladen frem for at se direkte på hende.

[Cara Banes Felton]

Cara smilede skævt og nikkede. 'Jeg har også ventet flere dage på dig, så jeg kunne lave dette stunt', sagde hun spøgefuldt. Hun anstrengte sig for at undgå at strejfe hans hånd, mens de samlede syrepopperne op. Overraskelsen sad stadig i hende. Cara havde ikke helt regnet med, at han ville komme... Havde hun håbet på det? Måske.
'Jeps', svarede hun og gjorde et lille diskret nik mod sit outfit, der var bolschestribet og så en anelse fjollet ud. 'I et par år efterhånden'. Der var en kort stilhed mellem dem, i hvilken Cara sendte Max et skjult blik og tog hans træk ind. For søren da, han havde jo aldrig set bedre ud med sit windswept hår, grønne øjne, der havde fået tidens glimt, og de smilehuller, der i sin tid kunne få rødmen til at brede sig i Caras kinder. Alderen havde i sandhed været god ved Max. Og nu stod han foran hende, og mindende hende om fortiden. Om ungdom og hjertesorger.
'Sååh, Max... Hvad kan jeg gøre for dig? Jeg regner med, at du ikke bare er her for at købe vores nyeste cremefyldte chokolader? Selvom de smager alt for godt, indrømmer jeg'. Hun tog taknemmeligt mod hans syrepopper og proppede dem i æsken. Så rejste hun sig op og børstede sit forklæde af, alt imens hun prøvede at undgå hans blik.

[Maxwell Attwater]

På trods af det bolsjestribede outfit så fandt Max hende ikke fjollet. Hun så stadig godt ud. Ligesom hun havde gjort, da han havde fået øje på hendes blandt fansene den anden dag. De kunne dog ikke blive ved med at danse omkring emnet, hvilket Cara også lod til at vide, da hun spurgte ind til hans hensigter. Han rakte hende de opsamlede syrepropper og børstede hænderne rene, før han gemte dem nede i lommerne. - ” Jeg kan ikke tåle for mange cremefyldte chokolader – Søgere skal helst være rimelig fit’te ” forklarede ham med et skævt smil, før han greb det mere alvorlige emne. - ” Men grunden til, at jeg er her, er egentlig, at øhm… ” . Han stoppede sit sætning og endte med at tage den ene hånd op af lommen igen for at klø sig i nakken. - ” Jeg er ked af dem måde, jeg behandlede dig på, da vi gik på Hogwarts ” fik han frem, selvom det næsten fik ham til at føle sig forlegen. - ” Jeg var ung og dum, og tænkte vidst mest på mig selv - Det beklager jeg ” .

[Cara Banes Felton]

Cara nikkede bekræftende og løftede skuldrene lidt som i at erklære sig enig. Selvfølgelig skulle de holde sig i skarp træning, men det lød en smule forfængeligt i hendes ører, så hun smilede en anelse. Det forsvandt dog hurtigt og kinderne antog en dyb rødmen, da Max pludselig gravede et spadestik ned i fortiden. Hun havde ventet det, men blev alligevel temmelig febrilsk over hans undskyldning - hvilket han tydeligvis også selv gjorde. 
'Det skal du ikke tænke på', var Cara hurtig til at sige, men da hun mærkede efter, var der pludselig tanker og følelser, der behøvede at komme ud i det fri, for trods det faktum, at de ikke havde set hinanden i flere år, bragte hans blotte tilstedeværelse hende tilbage til dengang. 'Jeg mener, du sårede mig virkelig dengang. Jeg... jeg troede vi havde noget specielt og så... Så var du sammen med en pige allerede to uger efter'. Cara sendte ham et lettere uforstående, trist blik. Hun vidste godt, at det ikke var fair at anklage ham for ting, der var sket i fortiden, men hun kunne ikke lade være.

[Maxwell Attwater]

Det hjalp ikke ligefrem for Maxwells skyldfølelse, at kun Cara bekræftede ham i, at han havde såret hende. Han vidste det godt, men det var alligevel noget andet at høre det sagt højt. Han trådte et lille skridt tættere på hende. - " Vi havde noget specielt, Cara.. Jeg havde bare for travlt til at se det " . De kunne i hvert fald nok have fået det, hvis han havde givet sig tid til faktisk at undersøge den del. På det tidspunkt havde han bare haft helt andre oplevelser på programmet. - " Der var bare så mange ting, som jeg gerne ville på det tidspunkt og i min iver gav jeg mig ikke tid til andet end at kradse i overfladen " forsøgte han at forklare det. Caras triste og uforstående blik gav ham en voksende knude i mellemgulvet.

[Cara Banes Felton]

Cara blev tør i munden da Maxwell trådte et skridt tættere på, for at understrege sine ord. Men de var som balsam og fik hende til at tø op inde i - som sædvanligt. Knægten kunne noget med ord, og at han oven i købet var utrolig karismatisk, var umuligt at stå for. Cara spidsede munden og nikkede langsomt som hun fordøjede ordene. 'Du har ret.. Det er uretfærdigt at holde dig op for noget der skete, da vi var seksten-sytten år', medgav hun endelig og kaldte et lille smil frem. 'Vi har nok begge to ændret os meget'.