Seks år senere

[Brody Blance]

Brodys blik var lige dele underholdt og nysgerrigt. Han grinede lidt over hendes spørgsmål og trak på skuldrene, før han to en tår endnu af sin øl. "Det tror jeg nu nok. Du boede der forhåbentlig ikke i dine sidste tre år, Magpie."

Han så sigende på hende hen over kruset og kneb øjnene lidt sammen. "Men ja. Det var meget åbenlyst. Det kunne mit sekstenårige ego absolut ikke holde til..."

[Magdalene Abbey]

Maggie kløede sig forlegent på næseryggen, men kunne ikke gøre så meget for at ændre faktum. "I det mindste kom jeg over det," svarede hun muntert. Det kunne hun takke Hector for. "Jeg havde væsentlig mindre tid til at være på biblioteket de sidste par år."

Hun smilede nostalgisk i et øjeblik, før hun så på Brody igen med et tenderende drillende blik. "Er dit syvogtyveårige ego i øvrigt meget bedre?"

[Brody Blance]

Brody så nysgerrigt på Maggie, men han fik ikke spurgt hvad der holdt hende fra biblioteket. Det kunne være så meget. I stedet grinede han smørret og trak på skuldrene.

"Måske ikke... Men lille Magdalene Abbey går da ikke med et crush på mig længere.. Vel?" Og atter engang forsvandt det drengede i baggrunden og han betragtede hende med et underligt intenst blik.

[Magdalene Abbey]

Et halvt underholdt smil nåede lige at trække frem på Maggies læber, indtil hun mødte Brodys blik, der i den grad ikke var så drillende, som hun ville have troet. Kinderne føltes varme og i et øjeblik blinkede hun perpleks.

Så rystede hun på hovedet, rømmede sig lavmælt og smilede svagt. "Nej. Bare rolig, jeg er kommet videre." Hun så undersøgende på ham, før hun sippede til vinen.

[Brody Blance]

Brodys mundvige sitrede lidt, men det blev ikke til et helt smil, før han optog sig selv med at drikke af sin øl igen. Han så lidt ud i luften med en tænksom mine, inden han vendte blikket tilbage mod Maggie, væsentligt mere mild end for et øjeblik siden. Lige til grænsen - men ikke hele vejen over i den anden grøftekant.

"Ærgerligt," drillede han. "Jeg ville foretrække dig frem for så mange af de fjogede fans. Det mest akavede er når syttenårige udbreder sig om deres formåen... Jeg siger dig. Fy for den lede." Han rynkede på næsen. "Du er trods alt næsten voksen, ikke?" Det trak insisterende i hans mundvige.

[Magdalene Abbey]

Maggie fnøs over Brodys fortælling og det var tydeligt, at hun også syntes det lød temmelig utiltalende. "De bliver forhåbentlig også klogere med alderen," konstaterede hun og havde temmelig bevidst ladet være med at tage stilling til resten af Brodys ord.

Det betød ikke, at hun ikke vendte dem i hovedet og at hun ikke selv var klar over, at hendes puls var en anelse hurtigere end for et øjeblik siden. Nu ville være et godt tidspunkt at begynde at overveje, om det ikke var på tide at tage hjem.

[Brody Blance]

Brody var ikke rigtig opmærksom på hvad det var for tanker han satte i gang hos Maggie med sine overvejelser. Han flirtede med næsten alt, der havde en puls og bryster. De færreste kvinder lagde noget i det han sagde og det gjorde de ganske fornuftigt i.

"Nogen af dem. Forhåbentlig ikke dem alle sammen..." Han afslørede sine tænder i et skævt smil, før han viftede med hånden. "Nej, den kommentar glemmer vi lige, ikke? Men helt seriøst, Maggie, er der ikke en særlig mand i dit liv - ud over mig, selvfølgelig?"

[Magdalene Abbey]

Maggie nåede lige at se decideret kvalm ud over Brodys kommentar, før han heldigvis selv trak den tilbage. Hun så en anelse skeptisk ud, men havde snart glemt det igen.

Til gengæld sukkede hun lavmælt. Det var virkelig ikke første gang, hun blev stillet det spørgsmål efter hun var kommet tilbage og det var begyndt at blive svagt irriterende. "Nej," svarede hun dog alligevel, med en lille trækning i den ene mundvig. Hun så lettere opgivende på Brody. "Jeg ved ikke, hvorfor det spørgsmål er så populært."

[Brody Blance]

Brody trak på skuldrene. "Fordi ingen fatter, at det ikke er tilfældet," konstaterede han simpelt. "Se, du er sådan en kvinde, som finder sig en kæreste. Du bliver scoret og så bliver du sammen med ham, medmindre han er helt urimelig eller forkert." Hans skævede smil antydede at analysen måske nok var relativt akkurat, men ikke så seriøs endda.

"Jeg bliver til gengæld aldrig spurgt, fordi alle kender svaret og ingen gider høre om den lille sag jeg har haft på besøg den sidste uge, eftersom hun er ude igen inden vi når december." Han sukkede teatralsk. "Folk har nogen helt andre forventninger til dig, min pige. Måske skulle vi tage fusen på dem og indlede en hed romance?"

[Magdalene Abbey]

Maggie rynkede på brynene over Brodys længere analyse og så undersøgende på ham, uden helt at vide, hvordan hun skulle forholde sig til det han sagde. Heldigvis fik han selv effektivt sat punktum for det og hun endte med at himle med øjnene.

"Og så ville jeg være ude igen inden december, og ingen ville gide at høre om det," svarede hun, overraskende blottet for sarkasme. Der var alvor i hendes ord og hun rynkede lidt på brynene. "Bliver du aldrig træt af det, Brody?"

[Brody Blance]

Brodys mundvige sitrede, før Maggie stillede ham et spørgsmål, der tværede grinet lidt af. Han rynkede panden en anelse, trak på skuldrene og tog en god mundfuld øl.

Da den var sunket var han tavs et kort stykke tid, før han rømmede sig lidt. "Hvad skulle jeg blive træt af? Hver dag er en ny dag, alle mennesker - og alle kvinder - er forskellige. Prøv at tænke på dit første kys med en. Den der første gang, hvor alle sanseindtryk er helt klare og hvor alting er spændende. Hvordan skulle man kunne blive træt af det?"

Han smilede mildt. Det var en noget romantiseret udgave. Han tænkte sjældent på det første kys. "Desuden ville det tage meget mere end en måned at blive færdig med dig, Maggiemus. Du er jo ikke alle og enhver, vel?" Han vrikkede lidt med øjenbrynene.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede ikke muntert over hans ord eller himlede med øjnene. Til gengæld trak hendes øjenbryn sig svagt sammen og hun skubbede eftertænksomt en hårlok om bag øret, før hun så op på ham. "Måske er vi bare forskellige mennesker," svarede hun stille og det trak let i hendes ene mundvig.

Der var en lille del af hende, der reagerede nysgerrigt på hans ord og det var det, der fik hende til at rejse sig. "Men nej. Jeg er ikke alle og enhver," gav hun ham ret i et tonefald der indikerede, at hun mente det på en helt anden måde end ham. Et mildt smil hvilede over hendes læber, som hun bøjede sig frem for at sætte vinglasset fra sig. "Jeg må hellere komme hjem."

[Brody Blance]

Brody havde lige taget en tår mere af sin øl, da Maggie rejste sig. Han så lidt forbløffet ud og surmulede næsten i et splitsekund, da han indså, at hun havde tænkt sig at gå midt i deres glimrende samtale. Quidditchspilleren, der var vandt til at få hvad han ville have, havde nær bedt hende om at blive, da han indså hvem det var han talte til og nøjedes med at blinke drillende.

"Flygter du, Magdalene?" Hans skæve smil var tilbage og han så spørgende op på hende med det der ikke-helt-for-sjov glimt i øjnene igen.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede, som hun rettede sig op igen. "Det tror jeg, at jeg gør," svarede hun oprigtigt. I hvert fald tog hun samme beslutning, som hun havde taget før for mange år siden. Hende og Brody var for forskellige. Der ville ikke komme noget godt ud af det.

"Det var hyggeligt at tale med dig igen," sagde hun lavmælt, før hun samlede sin rygrad op og efterlod Brody i stolen, for at sige farvel til resten af gæsterne.

[Brody Blance]

Brody sad tilbage med en underlig følelse i kroppen. Han smilede indtil Maggies opmærksomhed var optaget af at sige farvel til gæster, men så hensank han i en spekulativ tavshed, som han sjældent oplevede i forbindelse med andet end Quidditchtaktik.

Han tog en tår af den snart tomme øl og så hendes lyse hår forsvinde ud i entreen med hvad han efterhånden begyndte at indse var ærgrelse. Hvorfor? Han havde joket med det så mange gange, det det virkede absurd, at han rent faktisk skulle have lyst til at komme under skørterne på lille Maggie.