Sidste øjeblik

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy

Der havde været travlt hos skrædderen i løbet af dagen. En af de mere hektiske dage og Agnes' fødder var efterhånden ved at være ømme. Dagens aftaler var dog endnu ikke overstået og hun havde mere hun skulle nå, inden hun kunne komme hjem og vrikke tæerne fri fra de hælede sko.

Hun var i færd med et af punkterne. Midnatsblå troldmandsrober prydede en mannequin og den unge skrædder havde adskillige nåle presset fast mellem læberne, som hun arbejdede på at få lagt sømmene i halsåbningen fladt og lige. I mellemtiden arbejdede en nål af sig selv og var i gang med at færdiggøre en sidesøm.

Hun var dybt koncentreret og undgik kun lige med nød og næppe selv at blive syet fast til roberne, uden egentlig at opdage det. Det fulde fokus var et helt andet sted.

[Terrance Tweedy]

Terrance kastede et blik på sit lommeur, som han gik ned af stien imod Hogsmeade. Ti minutter i og der var et godt stykke vej endnu. Han gik til og tilbagelagde afstanden til byen så hurtigt som muligt, uden ligefrem at løbe. I bagklogskabens lys skulle han måske være fløjet, men det var for sent at tænke på.

Da han nåede hovedgaden var han mildt forpustet og kinderne var røde af kulden. Han trådte ind i Madam Malkins til den klingende lyd af en klokke og lukkede efter sig, før han tog hatten af.

[Agnes Tweedy]

Agnes så op, da lyden af klokken lød. Hun havde stadig nåle mellem læberne og fingrene var fuldt beskæftigede af at holde stoffet på plads, så hun måtte som indledende hilsen nøjedes med at smile så godt hun kunne og nikke som velkomst, med et blik der kortvarigt dvælede ved den ældre troldmand.

Så rettede hun blikket tilbage mod de sidste, få centimeter hun endnu ikke havde nålet ned og med hurtige, sikre bevægelser, satte hun endnu tre knappenåle med hvide perlehoveder på plads og fjernede så de resterende nåle fra munden. "Velkommen tilbage," hilste hun endelig, som hun gik de få skridt over til bordet, hvor hun havde efterladt et større skrin med nåle. De overskydende forsvandt derned, men hun lod låget ligge. Hun skulle uden tvivl bruge flere om lidt.

"Det kunne ikke have passet meget bedre," konstaterede hun og slog bydende ud med hånden mod roberne på mannequinen, som hun gik tilbage for at klippe tråden og stoppe den magiske nål på plads i et hylster hun bar i en kæde om halsen. Så blev den ikke væk. Agnes sendte Terrance et lettere forpustet smil og et tilhørende, undersøgende blik. Det var altid et nervepirrende øjeblik.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede og hang sin hat fra sig på stumtjeneren. "God eftermiddag," hilste han, før han gav sig til at åbne hægterne i sin kappe med blikket på roberne, der hang på mannequinen. "Det lyder godt. Jeg satte også det lange ben forrest."

Kappen endte også på stumtjeneren og han løsnede sit slips lidt, før han gik nærmere. "Flot arbejde," kommenterede han med et tilfredst smil.

[Agnes Tweedy]

Agnes lyste det samme op i et smil, da Terrance gav tegn på at det hidtidige arbejde ikke havde været fuldkommen spildt. "Jeg improviserede lidt med kraven i forhold til oprindelige udkast, men jeg tror du vil blive positivt overrasket, når du ser det på," forklarede hun og rettede lidt på nævnte krave.

Hun så over mod ham igen. "Jeg har ikke lagt bunden op endnu. Det er nemmere at vurdere, når først roberne er syet," fortsatte hun og trådte til siden, så Terry selv kunne komme til at se nærmere på tøjet.

[Terrance Tweedy]

Terry nikkede og tog lidt i kraven, da han kom tæt nok på. En svag rynke meldte sig på hans pande, men han besluttede sig for at tro på skrædderen og undersøgte ærmerne i stedet, før han udstødte en lille, tilfreds lyd.

"Jeg er umiddelbart tilfreds. Skulle jeg prøve den på" Han vendte blikket imod hende med et venligt smil.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede. "Så kan vi sikre os, at den sidder som den skal," forklarede hun og trak sin tryllestav for at få roberne til at glide fra mannequinen. Hun tog dem forsigtig i sine hænder for ikke at komme til at skubbe nålene ud.

"Prøverummet er derovre. Tøv endelig ikke med at sige til, hvis du skal have hjælp med nålene," informerede hun ham, velvidende om at det var få troldmænd der i det hele taget ville takke ja til den hjælp. Det var ulempen ved ikke at have en mandlig skrædder på arbejde.

[Terrance Tweedy]

Terrance fnøs muntert og hævede et øjenbrynene, som han tog imod roberne. "Et fristende tilbud, frøken, men for vores begges skyld må jeg hellere forsøge at finde ud af det selv," svarede han muntert, omend en anelse varm i nakken. Det var voldsomt flabet af sige sådan, men i det mindste takkede han nej. Han kunne aldrig drømme om andet.

Troldmanden forsvandt ind i prøverummene, en anelse fortrydende og gik i gang med at klæde sig af.

[Agnes Tweedy]

Agnes blev ikke tilnærmelsesvis fornærmet over Terrances ord. Til gengæld lo hun muntert, positivt overrasket over troldmandens humor og hun nøjedes med at trække på skuldrene med et ansigtsudtryk der indikerede, at det var hans eget tab.

Smilet forblev hvor det var, som hun med en let hovedrysten brugte øjeblikket det tog ham at skifte til at rulle tråd op. Hun løftede hovedet efter et par minutter. "Er det til at finde ud af?"

[Terrance Tweedy]

Terrance baksede lidt med at få roberne på uden at stikke sig selv, men da skrædderen kaldte, var det lige lykkedes og han svarede med at træde ud af prøverummet og rette lidt på kraven.

"Det gik," konstaterede han med et blik ned over sig selv. Manglen på spejl i prøverummet var sikkert intentionel, men han manglede lidt en fornemmelse af hvordan det hele så ud.

[Agnes Tweedy]

Agnes så op og smilede ved synet af Terrance. Det var bestemt ikke ved siden af og hendes blik løb allerede kritisk ned over ham, som hun tog de to skridt hen mod ham. Skrinet med nåle var i hendes hænder og hun satte det fra sig på en skammel, som hun med et vurderende blik rakte frem og rettede på kraven.

"Den er lidt løs her," konstaterede hun, mest af alt for sig selv og havde snart efter flyttet et par nåle til et nyt sted. Øjenbrynene trak sig let sammen i koncentration og hun gled kortvarigt ned på hug foran ham, for at kunne folde bunden af roberne løst op med kun et enkelte par nåle. Han skulle helst ikke træde på bunden.

Tilfreds for nu rejste hun sig igen. "Noget i den stil," erklærede hun. "Vi har et spejl lige herovre." Agnes slog let ud med den ene arm og gik selv i forvejen. Med et svirp med tryllestaven trak et stort, guldindrammet spejl på løvefødder sig selv frem og gjorde sig til foran Terrance.

[Terrance Tweedy]

Terrance stod stille og lod Agnes rette til, trække ud, stille nåle i stoffet tæt ved hans hud og smilede svagt over hendes bemærkning, uden at kommentere på, at det måtte være den nye beslutning om at nøjes med én portion til aftensmaden.

Da hun gik imod spejlet, fulgte han med og så nysgerrigt på sit eget billede, drejende sig lidt fra side til side for at se hvordan roberne faldt. Han nikkede langsomt og det trak atter i hans mundvige, som han rettede lidt på ærmerne. "Det ville være godt med en hægte og et bånd, der kunne holde dem oppe," konstaterede han imens, før han vendte blikket mod skrædderen. "Kan det lade sig gøre?"

[Agnes Tweedy]

Agnes blik hvilede vurderende på roberne frem for det spejlbillede Terrance studerede. Hun nikkede overvejende og så flygtigt på ham efter tilladelse, før hun rakte ud og tog fat i hans arm, for at folde den nederste kant af ærmet op.

"Jeg sørgede for, at sømmene var store nok til at gøre plads til en løbegang," forklarede hun og brugte den frie hånds fingre til at folde stofflapperne illustrerende ned. "På den måde, vil du kunne trække ærmerne op uden det er videre synligt og uden at bekymre dig om, at de falder ned igen."

[Terrance Tweedy]

Terrance overvejede skrædderens ord et øjeblik, før han nikkede forstående. "Med et bånd... Men hvor gør jeg af båndet, hvis ærmet er trukket helt op?"

Han så det udmærket for sig, troede han i hvert fald, og gestikulerede lidt ved ærmegabet, hvor han forestillede sig, at der ville være en del bånd tilovers.

[Agnes Tweedy]

Terrys spørgsmål var ganske forståeligt og Agnes smilede mildt. "Nu skal jeg vise dig det." Hun holdt en enkelt finger op og forsvandt i et kort øjeblik til lyden af knitrende skørter. Da hun kom tilbage var det med orange rober over den ene arm og denne gang uden tryllestavens hjælp, trak hun dem ned over den tomme mannequin der for kort tid siden havde båret Terrances rober.

Modellen var væsentlig anderledes, men lige med undtagelse af ærmerne. "Båndet er fortryllet," forklarede hun og demonstrerede ved at trække ganske let to tynde, kun svagt synlige tråde. Der skulle tydeligvis ikke meget koncentration til og samme øjeblik hun gav slip og de to ender faldt, slog de selv en knude og endte som en diskret sløjfe på det sted der ville være underarmen. "Det er stadig nyt, men vi har ikke hørt om nogle problemer," konstaterede hun med et smil og så op på troldmanden.