Genopfriskning

[Magdalene Abbey]

Theodore Blythe

Når man arbejdede frivilligt, betød det også at der ikke nødvendigvis var arbejde hver eneste dag. Det var en af de dage og Maggie havde ikke engang været i Hogsmeade den dag. Godricdalen var hjemlig og hun havde gået en lang tur rundt i byen og det omkringliggende område, bare for igen at gøre sig bekendt med det område, hvor hun var vokset op.

Det havde ændret sig på seks år, som følge af hemmelighedsdekretets fald, men Maggie kunne stadig se sin hjemby i landsbyen. I hvert fald var meget det samme hjemme hos Maggies forældre, bortset fra at den fireogtyveårige heks havde en svag følelse af at det var et ordentlig skridt tilbage at flytte hjem til sine forældre, efter at have været flyttet hjemmefra i flere år.

Sådan var det dog og hun kunne leve med det indtil hun fandt noget andet. Hun blev dog ikke videre inspireret af at sidde hjemme på sit gamle værelse og svede over sin afhandling, så i stedet for at gå direkte hjem efter gåturen, besluttede hun sig for at hun lige så godt kunne undersøge Den Tørstige Hat, der var kommet til siden Maggie var flyttet. Hendes kinder var røde fra kulden og hun var taknemmelig for kappen og den spidse hat, da hun skubbede døren ind til kroen op.

[Theodore Blythe]

Theodore havde ikke boet i Godricdalen hele sit liv, men det havde været det mest praktiske sted at flytte til, efter hemmelighedsdekretets fald. For det første flyttede det meste af hans hold derned, så hvorfor ikke følge med dem? For det andet, så var det et godt sted hvis man nu gerne ville starte sin egen familie – og Cerise var ivrig efter at flytte dertil.

  Megen af hans tid blev tilbragt til træning, men dette var en af de få dage, hvor han rent faktisk havde fri, så han havde valgt at tage et smut forbi Den Tørstige Hat for at få sin daglige eftermiddagskaffe. Med et svagt smil spillende om læberne åbnede han døren til kroen, og lod den falde i bag sig, da han trådte ind. Varmen ramte ham som en mur, og farvede hans ansigt rosarødt.

Duften af kaffe og andre stærke dufte gjorde kroen livlig. Theodore tog en dyb indånding, før han begav sig op mod disken, med hastige skridt. Det varede ikke længe før at han skulle videre til Hogsmeade, for at hente nogle ting, men det kunne altid udskydes en smule. Den unge troldmand lænede en smule indover disken på sine albuer, og ventede pænt på at servitricen var klar til at tage imod hans bestilling.  

[Magdalene Abbey]

Maggie havde fundet sig en plads oppe ved disken og havde netop bestilt en kop kaffe. Kappen og hatten var hængt op ved døren og hun skuttede sig en anelse, selvom der var varmt i krostuen. Hun sad i sine egne tanker og tænkte ikke meget over det, da en anden stillede sig nær hende ved disken.

Det var kun et flygtigt blik, der fik hende til at indse, at det ikke var hvem som helst. Det tog godt nok et øjeblik - seks år var lang tid - men hun genkendte Pippas storebror. Et svagt smil gled frem over hendes læber og hun lænede sig lidt frem. "Theodore?"

[Theodore Blythe]

Servitricen tog imod hans bestilling med et koncentreret blik, og Theodores blik fulgte hende, da hun forlod disken, for at lave hans kaffe. De blå øjne gled ned på hans foldede hænder, mens han tålmodigt ventede på sin bestilling. Blikket gled dog op, da han hørte sit navn. Da det faldt på Magdalene, en af Philippas veninder, trak det let i hans mundviger.

”Ingen ringere, nej.” Grinte han, og rykkede sig en smule, så han bedre kunne se på heksen. ”Magdalene, ikke?” Theodore havde aldrig haft svært ved at huske navne, men hukommelsen havde det med at svigte nogle gange. Hellere være på den sikre side, end at kikse og gøre den akavet. ”Hvordan går det med dig?” spurgte han nysgerrigt, og sendte hende et skævt smil.  

[Magdalene Abbey]

Et mildt smil trak frem på hendes læber. "Maggie," rettede hun ham naturligt. Det var sjældent, at folk brugte hendes fulde navn og det andet var nemmere for de fleste. Servitricen dukkede op med hendes kaffe og Maggie tog sig et øjeblik til at tage imod den.

Så var blikket tilbage mod Theodore. "Det går godt." Det var mere eller mindre sandt. Arbejdsmæssigt gik det ikke fantastisk, men hun var til gengæld rimelig tilfreds med at være tilbage hjemme. Det føltes som en evighed siden hun sidst havde været her. "Jeg har været i Rumænien i seks år, så det er godt at være kommet hjem igen," forklarede hun, uden at forvente at Theodore anede hvad lillesøsterens veninde havde lavet siden skolen.

"Hvad med dig? Har du det godt?"

[Theodore Blythe]

”Maggie.” Gentog han prompte, efter hendes rettelse. Theodore sendte et svagt smil i hendes retning, før han kastede et hurtigt blik tilbage på servitricen, der så ud til at være i gang med hans bestilling. Han ventede med at sige mere, før at hans kaffe blev stillet på disken foran ham. Theo var normalt meget udadvendt – når han bare havde fået sin morgenkaffe.

Theodore tog en hurtig tår af sin kaffe, før han vendte sig om mod Maggie. De blå øjne hvilede på hende, og han kunne ikke skjule sit imponerede ansigtsudtryk, da hun nævnte at hun havde været i Rumænien i seks år. ”I Rumænien?” spurgte han forbløffet, og måtte kæmpe for at hans smil ikke splittede hans ansigt i to. ”Det er da vildt! Hvordan var det?” Theodore tog sig selv i at virke en smule for begejstret, og lagde låg på sig selv. Han havde altid gerne selv ville ud og rejse, men hans nuværende situation passede ikke til det.

Smilende rettede han sig op, og nikkede. ”Jeg har det meget godt.” Startede han, og tog koppen i hænderne, hvorefter han vendte sig, så han kunne læne ryggen op af disken, og kigge ud i kroen. ”Jeg er blevet forlovet, så det går super.” Det var godt nok ikke nogen nyhed for ham, men en glædelig ting var det stadig. Theodore vendte blikket mod Maggie, og lagde hovedet en smule på skrå. ”og anfører for Tutshill Tornadoes. Så vi flyttede hertil.”  

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede mildt over Theodores entusiasme. "Det var spændende. Begivenhedsrigt," svarede hun roligt og nippede forsigtigt til sin kaffe. Den var stadig temmelig varm. I virkeligheden var hun ikke videre ivrig efter at springe ud i en yderligere forklaring af slagets gang i Rumænien, men hun gjorde det, hvis hun blev spurgt.

Det blev da heller ikke noget problem. Hendes øjenbryn gled op og hun så positivt overrasket ud. "Hold da op. Tillykke," lød det oprigtigt fra hende og hun så nysgerrigt på venindens storebror. Tænderne var synlige i et smil. "Hvem er den heldige pige?"

[Theodore Blythe]

”Det tror jeg gerne på,” kommenterede han med et smil, og lod blikket glide ud i kroen. Theodore pillede forsigtigt ved koppens hans, før end at han igen vendte blikket mod Maggie. Han prøvede, forgæves, at køre en hånd gennem sit viltre hår. ”så du nogle drager?” åh gud, han havde virkelig ingen form for selvkontrol.

Theodore kunne ikke skjule sit tandpasta smil, da Maggie gratulerede ham med sin forlovelse. Det havde været en stor dag, da han endelig tog sig sammen og spurgte – han havde aldrig været så nervøs i hele sit liv, end ikke før en Quidditchkamp. ”Cerise Monet, hun er healer på Sankt Mungos.” svarede han, mens han trak en stol hen, så han kunne sætte sig og få et bedre udsyn til Maggie. ”har du nogen speciel i dit liv på nuværende tidspunkt?” spurgte han grinende.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lavmælt og nikkede, med blikket rettet mod sin kaffe. "En del drager," indrømmede hun, uden at pointere tørt, at det var svært at undgå, når man arbejdede i et dragereservat. Desuden var hun langt mere interesseret i at høre, hvem Pippas storebror havde kastet sin kærlighed på. Nu hun hørte det, var der noget i hendes baghoved, der sagde hende at hun burde vide det, men for en gangs skyld fejlede hendes hukommelse.

Da Theodore svarede gik lyset da også op for hende og det var tydeligt at se, at hun fik en åbenbaring. "Cerise! Selvfølgelig. Det havde jeg jo hørt," svarede hun muntert. Cerise og Maggie havde været nære veninder i de sidste år i skoletiden, men kontakten havde ikke været så hyppig over de seneste år. "Jeg er glad på jeres vegne, Theodore. Hun er en sød pige." Nærmere kvinde nu. Det trak i Maggies mundvige. "Og nej, for mit eget vedkommende. Det ville være synd at sige."

[Theodore Blythe]

Theodore nikkede ivrigt. ”det lyder som en fænomenal oplevelse.” sagde han distræt, med blikket hvilende på sin ingefærøl. Det føltes mærkeligt at både hans søster, og dennes veninde havde oplevet mere af verdenen, end han selv havde. Men sådan var det nu om stunder, og han kunne ikke være noget ved det. I stedet vendte han igen blikket mod Maggie, og sendte hende et varmt smil.

”Virkelig?” Hans hævede øjenbryn lavede små forbløffede rynket i panden på ham. Theodore tog dog sig selv i det, og mumlede et lavt ”undskyld.” førend han fortsatte, i håb om at redde sig ud af den kattepine, som han havde formået at sætte sig selv i. ”hvis du vil, så kunne jeg måske sætte dig op med en fra mit hold?” Foreslog han, samtidig med at han i baghovedet gennemgik de holdkammerater som ville passe til Maggie. Det strejfede ham kort at han måske bare skulle holde sin mund, men han plejede sjældent at lytte til sin mavefornemmelse i disse situationer.

[Magdalene Abbey]

Maggie ville have sagt, at det virkelig ikke var noget han behøvede at undskylde for, men nåede det aldrig, før Theodore allerede var videre og Maggies kinder blev en anelse varme. Hun så genert ned i sine kaffekop i et par sekunder, før hun så tilbage på Theodore og smilede svagt.

"Det er virkelig ikke nødvendigt," slog hun fast og drejede koppen lidt mellem hænderne. "Men jeg skal sørge for at sige til, hvis det bliver det," tilføjede hun, på trods af at det nok ikke ville komme til at ske. "Tak for tilbuddet."